Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

fredag den 18. november 2016

Nyt fra Bafd 18-11-2016

Dagens primære arbejdsopgave var færdigballastering og understopning af skiftet langs værkstedsremisen. Frosten havde i ugens løb sluppet sit iskolde greb om gruset i ballastvognene og vi fik hurtigt tømt gruset ud i sporet. Mens et hold arbejdede med at fastgøre sporstopperen for enden af sporet, gik et andet hold i gang med understopningen. Vi brugte vores sporskiftestoppemaskine ( i daglig tale 'hopperen'), idet vores normale østtyske stoppemaskine ikke egner sig til understopning af skifter. Stopningen forløb udmærket trods en mindre utæthed i en hydraulikcylinder.


Enkelte sveller måtte håndstoppes med trykluftspade, fordi skinnerne ikke levner plads til selv 'hopperens' stopspader. Herefter justerede vi ballasten og fejede sveller. Mens vi havde 'hopperen' monteret på gravemaskinen, fik vi stoppet endnu et skifte på Hedehusgård. Et skifte vi tidligere kun havde understoppet nødtørftigt.

Stor aktivitet med efterarbejde i skiftet efter stopningen.





Der bores huller i det nyskårne træstykke til stopbommen. Arbejdsstillingerne er ikke altid de bedste, når vi arbejder ude i marken.

Vi nåede også at understoppe et andet sporskifte på Hedehusgård st. som vi tidligere blot havde håndstoppet.
Det var en arbejdsdag, hvor vi havde svært ved at slippe arbejdet. For at give ranger- og lokpersonalet så gode arbejdsvilkår som muligt mellem værkstedsbygningen og sporskiftet, udjævnede vi alle niveauforskelle i terrænet. Det bør nu være muligt at færdes uden fare for at snuble under rangering, kul- og vandtagning.

Mørket falder på mens Kenneth, Carsten og Jørgen lægger sidste hånd på udjævningen.
Efter at være kørt i hus med materiellet afmonterede et motiveret arbejdshold den utætte cylinder på 'hopperen' og den er nu klar til reparation i værkstedet.

torsdag den 17. november 2016

Torsdagsfilmen - M 25 prøvekøres

Onsdag blev M 25 prøvekørt med M 24 som belastning. Frichs-motoren blev forvarmet i to timer og startede udmærket. M 25 stod derefter i en halv time i tomgang for mindre reguleringer.


Testkørslen gik fint og M 25 trak uden besvær M 24 op ad rampen. Synet af de to roebanemaskiner er et flot syn. Lars var på pletten og forevigede begivenheden på film.

Nu ligger der et arbejde med færdigsamling af M 25 og diverse malingsopgaver. Onsdagsholdet var glade for den vellykkede test og det giver dem formentlig blod på tanden til den sidste etape af arbejdet.

mandag den 14. november 2016

Nyt fra Bafd 12-11-2016

Sporskifte renoveringen ved kulgården fortsatte lørdag. Trækbukken blev skruet fast på azobesvellerne med svelleskruer, så den kan holde til belastningen, når sporskiftet omlægges. Inden renoveringen medførte en omlægning, at trækbukken ramte yderbeklædningen af værkstedet, så alle indendørs kunne høre at sporskiftet blev betjent. Nu er den blevet rykket lidt væk fra væggen og det var derfor nødvendigt at afkorte trækstangen samtidigt.

Der blev også monteret et par stag til at holde tungepartiet på plads, men det lykkedes ikke at fortsætte ballasteringen af sporskiftet, da vores ballastvogne med grus var frosset. Vi kastede os derfor over et andet projekt, nemlig at etablere en kort stump 600mm spor i vognhallen, således at vi kan få rykket rundt på de sidste enheder i hallen. Sporarbejdet blev afsluttet, så nu venter kun selve flytteopgaven.

Claus har leveret dagens billeder.

Steffen



Ballastvogne læsset i ugens løb, men desværre bundfrosset
i en sådan grad at ballasten ikke kan komme ud.

Trækbukken er monteret og der bores for montage af stag ved tungeroden.
 
I den sydlige ende af udtrækket fandt vi skinner frem til 600 mm sporet i hallen.

En del af det eksisterende bræddedæk tages op for at skaffe plads til 600 mm sporet.

Strøerne kortes af hvorefter skinnen kan spigres på plads.

torsdag den 10. november 2016

Torsdagsbilledet #85

IBK på tur: Claus W, Mikkel, Carsten, tandlæge Hammer, Henning, Bo, Berild, Bjarne, Leif, Claus N, Anders&Anders, Jan, Per, Martin, Jesper, Søren, Steffen, Mogens og Martins far. 
Dagens torsdagsbillede går 10 år tilbage, hvor vi var mange medlemmer der den 7. maj drog afsted på en heldagstur til Lolland for at se og gense interessante roebane-efterladenskaber. Vi fik også kørt en tur med Maribo-Bandholm, samt besøgt Bo Dyja og hans fantastiske baner. Her ser vi hele gruppen foran den fine kopi af remisen fra Saxkøbing samt kørt ture med M4 (M24) og Da7 i en 1:4 udgave.

22:00 update: Carsten har været flink og korrigeret min manglende viden:

Hej Leif
Roedieselen hos Bo er ikke M 4 men MS 4 og den er ikke den samme som M 24, M 24 har kun været i Nakskov hvor den hed 24.
Det er E 4 fra Saxkøbing der kom til Nakskov og der blev til 25.
MS 4 kørte oprindeligt ved Stokkemarke Saftstation, i 1960 kom den til Maribo og fik her betegnelsen MS 4, i 1963 overflyttedes den til Saxkøbing hvor den kom til at hedde E 1, i 1966 kom den til Gørlev hvor den udrangeredes først i 70érne.
Mvh Carsten

Bo Dyja fyrer op, mens Mikkel, Steffen og Anders ser på. Tandlæge Hammer, der har optaget roebanefilmen står foran M4 fra Saxkøbing, der senere kom til at hedde M24 i Nakskov.


mandag den 7. november 2016

Nyt fra maskinafdelingen #37-16 07/11:


Fabrikspladen skal afmonteres, så motorhuset kan få en omgang velfortjent maling



M25 var endnu en aften omsværmet, men deadline nærmer sig også hastigt! Lokomotivet skulle jo gerne være køreklar til lørdag den 3. december, hvor årets første juletog afgår. Lige nu ser det OK ud, men der mangler stadig et par detaljer. Denne aften skulle den nye forvarmer testes. Det er en pumpe på 1200 Watt som cirkulerer kølevandet og derved varmer motorblokken op. Det var en kold aften, så værkstedet var kun 6-7 grader varmt ved aftenens begyndelse. Ved aftenens slutning var temperaturen dog ikke kommet højere op end 25 grader og en prøvestart blev foretaget uden held. Det bliver en sag for onsdagsholdet… Men pumpen blev færdigmonteret, vi fik malet et par låger og fuget mellem motorhus og førerhus, samt en masse andre detaljer. Niels har taget opgaven med at klargøre snedkerværkstedet til næste opgave efter M25; det bliver færdiggørelsen af melisvogn 62. Der skal udføres en hel del træarbejde og så er værkstedsfaciliteterne jo vigtige. Jeg fik ikke fat i alt hvad der hændte denne aften – så optaget kan man blive af opgaven, men vi var 8 mand på værkstederne denne første aften med under 0 grader udendørs.



Tæpper under numserne, så drengen kan holde en velfortjent pause :-)

Den nye motorforvarmerpumpe

Prøvestarten af M25 lykkedes ikke trods udluftet motor...

lørdag den 5. november 2016

Nyt fra Bafd 5-11-2016

Lørdag fortsatte vi arbejdet med sporskiftet ved kulgården. Vi fik tømt vores ballastvogne og fordelt ballasten i sporskiftet. Det rakte ikke til hele skiftet, så næste lørdag fortsætter vi med dette.

Omkring middagstid begyndte det varslede regnvejr, og det satte sit præg på aktiviteterne resten af dagen. Jørgen og Benjamin kørte ballastvognene ned i hallen på Brandhøj og kørte resten af banen igennem for at udskifte efterårsferie køreplanerne med vinterkøreplanerne. Jeg fortsatte på gården med at fremstille nye beslag til at fastgøre trækbukken, da de eksisterende var delvist gennemtærede. De var også fra en tid hvor mulighederne var begrænsede og selv tvivlsomme materialer blev genbrugt, så de har sikkert ikke været af en specielt god kvalitet, da de blev monteret omkring 1987.

I værkstedet blev der arbejdet på T1 samt med at montere kedelbeklædning på Vildmosen.



Næste lørdag fortsætter vi med ballastering og justering af sporskiftet.

Steffen

torsdag den 3. november 2016

Torsdagsbilledet #84

Den 3/11-2003 stod Vildmosen næsten som den gør i dag. På værkstedet med en ny(renoveret) kedel og ved at blive samlet. Men der skulle gå 5 år mere før No 3 var helt klar til at blive indviet og køre for egen damp igen. Så lang tid går der nok ikke denne gang.. Sidst blev der også fremstillet nyt førerhus og meget andet, som denne gang blot skal monteres igen.
I baggrunden står M24 som også fik den store omgang og først var køreklar et par år efter...
Vildmosen på værkstedet 3. november 2003. i dag for præcis 13 år siden...               Foto: Leif

mandag den 31. oktober 2016

Nyt fra maskinafdelingen #36-16 31/10:


Per afrenser de mange kontakter i kontrolleren


M25 fik igen det meste af opmærksomheden denne aften. Motoren har været prøvestartet i onsdags og kører fint, men termostaten/ temperaturviseren viste ikke korrekt. Den blev derfor skiftet. det var dog ikke helt let, da den gamle var limet fast og skruet ind i røret – så den måtte bores ud.
En ny union til proben må fremstilles. Kablet dertil blev også splittet ad for at finde en stelforbindelse – det koster et nyt kabel, som Per gik i gang med. Men inden da havde Per gennemgået alle kontakter, der havde spruttet noget ved prøvekørslen. De er derfor blevet afrenset og har fået kontaktfedt. I mens tappede Bjarne vandet af, så der kan komme rigtig kølervæske på. Jan og Carsten fik ved fælles hjælp monteret et beslag, hvor møtrikkerne skulle strammes med en ”mangevinklet” nøgle nedenfra smøregraven.
Hans fik afrenset motorskjoldet, mens jeg fik renset & grundet alle lågerne og den udtagne luftfilterkasse. Vi var mange om opgaven med at få luftfilteret skilt ad. De gode folk hos Frichs havde præcist ikke levnet plads til at filtrene kunne komme ud. Vi måtte derfor løsne en del skruer og kradse fugen oppe på motorhuset fri, så filteret kunne komme op den vej. Det så i hvert fald ud som om de aldrig har været skiftet, da vi fik dem ud. Vi flotter os og køber et par nye…
Carsten og Hans fik desuden arbejdet videre på T1, der nu er vendt om, så man kan komme til fra neden. Carsten renoverer bl.a beslag til fjederophæng, så de kan blive nittet på i stedet for svejset. Lars og Peter fik bl.a.  skiftet stikket til fremmednet på gravemaskinen. Det foregik ude i vognhallen. Vi var 8 mand på værkstederne og havde det så skægt, så mange af os først sluttede arbejdet lidt i 23…


Vandet tappes af kølesystemet, så termostat kan skiftes og rigtig kølervæske kan komme på.

Der arbejdes på M25: Kontakter renses, luftfilter udtages og skjold afrenses
- og hvis jeg ikke lige stod og tog billeder, så havde jeg en pensel i hånden :-)

T1 får nye beslag til fjederophæng

Luftfilter ude - sort. Pas på - lågerne er nymalede

Proben til termostaten skal bores ud med forsigtighed.

søndag den 30. oktober 2016

Nyt fra Bafd 29-10-2016

Lørdag startede vi med at køre en tur til Brandhøj for at montere det hjulsæt, som Peter har renoveret på ballastvognen. Det blev monteret, hvorefter vi fyldte begge ballastvogne og tog dem med op på Hedehusgården.

På Hedehusgården fortsatte vi sporskiftebygningen ved kulgården. Sporskiftet blev samlet og nu udestår kun ballastering, justering samt montage af trækbukken.

Under montage af den ene tvangsskinne bemærkede vi et udsædvanligt valsemærke i skinnen, nemlig "Blaenavon Steel 1886". En hurtig Google-søgning afslørede at der står et walisisk valseværk bag ved dette, som blev nedlagt omkring 1910. Den lille industriby i Wales rummer i dag både en museumskulmine, resterne af selvsamme stålværk, en normalsporet veteranbane samt rester af en 610 mm hestebane med en 1,9 km lang tunnel nedlagt omkring 1860. Absolut et spændende sted, der kan læses meget mere om på nettet ved søgeord som "Blaenavon ironworks" og "Thomas hill tram". Hvor skinnerne stammer fra har vi ingen viden om, men måske kan læserne kaste lys over dette? Omkring 1886 er det kun Gjedser Jernbane, der er bygget, men det var næppe med 17,5 kg/m skinner.

Claus har leveret dagens billeder.

Steffen
Det renoverede hjulsæt læsses af og rulles ind til ballastvognen

Ballast læsses til sporskifterenoveringen ved kulgården

De yderste meter monteres mod Roskildevej

Sporstopperen blev bakset på plads under en del besvær


Der bores til tvangsskinner


Et flot arbejdssted med blade der dryssede ned

Dagens skinne-arkæologiske fund "Blaenavon Steel 1886"

torsdag den 27. oktober 2016

Torsdagsbilledet #83

Torsdagsbilledet viser T1 som den så ud sidste gang den var nyrestaureret. Nu er lokomotivet atter i værkstedet og mon ikke det snart kommer ud igen, mindst lige så flot som den gang?


T1 - ca 1977 (Foto: Per Børge Jensen)

Se eller gense også Torsdagsbilledet #63

mandag den 24. oktober 2016

Nyt fra maskinafdelingen #35-16 24/10:


M15 (næsten) færdig forleden. Nu er den helt klar og kørt i vognhallen


Forleden var der skiftedag på værkstedet. M3 (M15) er nu helt færdigrenoveret med nye sandkasser. Så et meget langstrakt restaureringsforløb er afsluttet rigtig vellykket. Læsere af Bloggen vil vide at M3 blev omsporet for snart 25 år siden. Restaureringen blev genoptaget i marts 2012:

Nyt fra maskinafdelingen #10-12 12/03: adskillelsen af motoren fra M15 som Per Børge og Carsten fik set på. Det er motoren fra Grønlændermaskinen, der stammer fra kryolitbruddet i Ivigtut som nu står for tur. Vi fik heldigvis mange ubrugte og fint emballerede reservedele og manualer sammen med maskinen. De vil sagtens kunne finde anvendelse ved renoveringen, på trods af motorens generelt rimelige tilstand. Den har stået adskilt i rigtig mange år, da et tidligere arbejdshold gik i stå midt i projektet.

.. #32-12 03/09:

Jan og Per fik løftet ”låget” af gearkassen på M15 og en sidste hilsen fra Morten dukkede op fra den gang for 20 år siden, hvor han sammen med Lars Pladdersen var i gang med at istandsætte M15, hvor sporvidden blev ændret til 700mm og et slidt tandhjul udskiftet. Historien går, at arbejdet stoppede, da det viste sig at olien løb ud af det nyrenoverede gear. Jan og Per planlagde denne aften, hvordan rammen kan løftes, så de derved kan komme til at skifte den formodentlig defekte Simme-ring ved drivakslen.

Nu er den fin og færdig, med renoveret motor, nymalet og isoleret førerhus med varmeapparat. Mon ikke Bafd kan bruge sådan en maskine på en kold vinterdag? Man kan se indlæg hvor M15 er nævnt ved at klikke på ”M15” nederst i indlægget under ”etiketter”. M15 har nu retteligen fået sit oprindelige nummer fra Iviqtut tilbage og derfor er litreret ”3”.



I stedet er T1 kommet tilbage på værkstedet. Her bores nitter ud med magnetboremaskinen



I stedet for M3 er T1 igen kommet tilbage på værkstedet. T1 kom egentlig ”bare” ind sidste år for en motorreparation; der blev til et motorbytte, som udviklede sig til et restaureringsopgave. Det er 40 år siden T1 sidst er blevet restaureret. .. #06-15 16/02: .. et hold er ved at adskille T1, idet motoren skal ud for enten at blive repareret eller udskiftet med en anden motor. Det er længe siden den har kørt godt og den er svær at justere. Det er en Ford BB, 4 cyl vandkølet benzin på 55 hk.

T1 er klubbens første, køreklare lokomotiv fra Vanløse teglværk og kørte indvielsesturen af Hedelands Veteranbane for snart 40 år siden. Mon det kan få lov at køre første tur til næste års sommerkøreplan?!

Denne aften borede Carsten og Hans nitterne, der holder bundpladen fra batterikassen ud. Der er meget rust under og pladen trænger til at blive skiftet. Vi fik desuden afmonteret bremser og fjedre. Der blev samtidig rokeret rundt og ryddet op i værkstedet. Peter gav en stor hånd med efter at have færdiggjort montagen af lejer og lejehuse på den nyrenoverede tipvognsaksel.

På M25 blev der også arbejdet på flere fronter; Bjarne fik bl.a. udskiftet studsen fra oliesumpen og monteret en ny slange til forvarmeren. Den venter vi stadig på, idet den er havnet i en burokratisk toldbehandling. Per og Peter fik skruet alle de mange bolte i på motorhuset og jeg fik spartlet lågen til luftfiltet. Den nye trappe til kulbroen fik da også en omgang sort… 7 mand på Gården denne aften.



Lidt rå power skal til for at få batteripladen løsnet

Pallerokade og oprydning, så T1 stumperne kommer frem igen.
Færdigrenoveret hjulsæt med ny aksel til ballasttipvognen

M30 er også klar nu med flot bemaling på trinbrædderne. Her er M30 på vej til at skubbe lidt rundt på M25, så vi kan fjerne lågerne over graven, så oliestudsen kan skiftes

Nye varmeslanger og mange bolte skal monteres


Bremser og fjedrene fjernes fra T1.
Den nye trappe til kulbroen har fået en omgang sort

lørdag den 22. oktober 2016

Nyt fra Bafd 22-10-2016

Det har regnet stort set hele efterårsferien, så det var heller ikke tørvejr i lørdags, da vi begyndte at bygge sporskiftet ved kulgården. Forrige lørdag var sporskiftet blevet adskilt og der var gravet ud, så alt var klart til dagens indsats. Vi startede med at udlægge azobesvellerne manuelt. Herefter blev sporskiftedelene lagt på plads, og vi fik samlet alle lasker under til tider utroligt trange pladsforhold.

Mens dagens 3 efterårsferietog blev afviklet fik vi spigret en pæn del af sporskiftet og dette fortsætter vi med på lørdag. I værkstedet arbejdede Carsten, Bo og Peter bl.a. med adskillelse af T1 samt afrensning af lejerne til vores ene ballastvogn, så det reparerede hjulsæt atter kan monteres.

Steffen

En hættetrøje klædt Lars holder imod, mens Kenneth spænder laskeboltene.
Jørgen overvåger arbejdet eller prøver han blot at holde regnvandet ude af piben?

Der bores huller til spigrene. Azobe er så hårdt at vi må øge huldiameteren
6 mm i forhold til fyrretræ.

torsdag den 20. oktober 2016

Torsdagsbilledet #82

Sidste torsdag var det årets Grill-aften, denne gang går vi 10 år tilbage:
Den gang var M25 køreklar, mens Vildmosen endnu måtte vente et par år på sin første tur efter restaureringen. Forventeligt ser vi dem begge på egne hjul til næste år. M25 måske allerede til julekørslen?!


onsdag den 19. oktober 2016

Nyt fra maskinafdeling 19/10

Jeg startede med at dreje tipvognsakslen færdig, hvorefter Bo og jeg fik monteret begge hjulene på akslen.



Imens havde Jan, Per, Bjarne og Carsten fået monteret motorhus på M 25. Desuden blev der udført eftersyn på oliefyret i dag.

tirsdag den 18. oktober 2016

Efterårstog - Tirsdag 18. oktober




Dagen startede lidt gråt og regnen smånussede lidt ned. Forventningerne til antal besøgende på sådan en tirsdag i efterårsferien det første år siden 2008, hvor vi kører U42-tog kan ikke være høje.

Så vi var da helt glade da et par bedsteforældre var mødt frem med deres barnebarn 15 min før afgang. De fik så lov at sidde med i vognene, når vi skulle rangere til stationen. Men der kom flere og flere gæster og vognene var næsten ved at være fyldte inden vi var ude af hallen… Uheldet ville så at M24 ikke kunne starte, men i stedet fyldte vognhallen med diesel-os. Et gløderør var brændt af. Jeg løb efter nøglen til M23 og med lidt rangering kom vi til perron og afgik med et godt fyldt tog med 15 min. forsinkelse. Det blev helt sikkert til en ekstra oplevelse for de fremmødte – og ingen havde travlt, så det gik fint.

Forsinkelsen blev indhentet og nusseregnen holdt op. Det blev en herlig togdag med næsten firs rejsende, der blev kørt ud i et Hedeland, der stod smukt med efterårsfarver og de flotte, orange bær fra havtornebuskene satte nærmest ild til landskabet. På Naturlegepladsen var der mange folk og endda nogen, der havde tændt op i grillen. Efterårshygge når det er bedst.

Vi kører også torsdag, lørdag og søndag! – og håber på smukt efterårsvejr!



Kort nyt fra Mafd 17.oktober:
Arbejde holdt mig desværre væk fra mandag aften, men at der var monteret endnu mere på M25 var tydeligt.

Og den orange zebra er nu flot malet på trinbrædderne!
Og sandkasse nr. to er blevet monteret på M3. Begge lokomotiver er snart helt færdigrenoverede!

lørdag den 15. oktober 2016

Nyt fra Bafd 15-10-2016

Lørdag gik vi i gang med renovering af sporskifte 101 ved kulgården på Hedehusgården. Sidste lørdag havde vi savet azobe-sveller til projektet, og de var allerede placeret på et sæt deplorider på Hedehusgaarden.

Sporskiftet er klemt inde mellem kulgården, en perronforkant samt værkstedremisen, så det byder på helt særlige logistiske udfordringer, når der skal foretages udskiftning af sveller. Der er nemlig hverken plads til at køre med gravemaskine på siden af sporet og der er heller ikke plads til at trække svellerne ud. Desuden er det kun muligt at komme til fra den ene ende af sporskiftet.

Vi startede med at rydde lidt krat ved sporstopperen ud mod Roskildevej og læsse de nye sveller af. Sporstopperen blev afmonteret og derpå adskilte vi sporskiftet og løftede det ud til den ene side. De gamle sveller blev transporteret over langs og læsset op på deplorider. Det øverste lag ballast blev trukket den modsatte vej og inden mørket for alvor faldt på var der klar til udlægning af de nye sveller og montage af sporskiftet. Dette arbejder fortsætter på onsdag og lørdag i denne uge i det omfang at efterårskørslen tillader det.

Steffen

De nye sveller læsses af langs sporskiftet

Et sidste billede inden sporskifte 101 adskilles. Der er ikke meget plads at
arbejde på.


Skinnerne er lagt op til siden og der er klar til svelleoptagning

Svellerne smuldrede i flere tilfælde under optagningen.