Undskyldninger var der nok af, for ikke at troppe op.
Fødselsdag, oprydning dagen efter fødselsdag, familietur til Ven, Spa-ophold i Sverige osv. osv., men alligevel dukkede der tre mand op på Hedehusgården denne lørdag - og hvilken arbejdsindsats der blev lagt for dagen - selvom chefen nu for anden lørdag i træk, ikke kom for at svinge pisken.
Steen, Lars og Kenneth A. havde henlagt dagens aktiviteter til vognhallen, da vejret ikke ligefrem indbød til arbejde på strækningen.
Skinnevalsen blev "helt færdig", da Steen fik monteret den manglende afskærmning.
En del af de gamle M5 bolte var knækket under demonteringen, så mange af hullerne blev boret op og erstattet af M6. Der var i ugens løb blevet monteret træk-øjer, så valsen kan transporteres rundt på banen, så nu udestår der kun en gang maling, hvilket sker den dag, hvor vi er løbet tør for andre opgaver.
| Sikkerheden er i orden med afskærmningernes montering. Den gule fastnøgle bruges til at justere kurvens radius ved tilspænding af valsehjulet. Foto: LLZ |
| Vi kan jo altid male valsen i "Bedford design" hvis det er.....Foto: LLZ |
Græsset blev lige slået en ekstra gang rundt om vognhallen og på publikumsarealerne mellem regnbygerne - hvem af de tre, der gjorde dette vides ikke, men det blev gjort.
Et andet hængeparti var bygning af en kasse til energivognen, så vores trykluftværktøj ikke ligger og "flyder" i banevognen, så vores egen "Bjarke Ingels" havde udtænkt og designet et skab, der sidder på siden af energivognen.
Det bliver lækkert at komme i gang med sporombygningen på Sølund, når værktøjet er samlet ét sted.
| Kenneth monterer låget på sin arkitektegnede kasse. Foto: LLZ Kassen er til trykluftværktøj og sidekasserne til andre materialer. Foto: LLZ |
Slagle-klipperen er blevet hentet op fra Brandhøj så den står nu klar bag M30. En hurtig opstart viser, at den er klar til kamp i løbet af ugen, hvis vejret tillader det.
M12 står nu i "Pole position" i spor 21, hvis der i ugens løb bliver leveret nye sveller.
Til sidst blev der ryddet op efter dagens arbejder og gulvarealerne støvsuget - renlighed en æressag.
Inspiration til dagens ord kom fra LLZ - indlæg publiceret af PH.