Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 22. april 2023

VognVaskedag 22. april 2023:

Det var godt solen kunne tørre os undervejs... Godt gang i højtryksspuleren

 Efter et vellykket forsøg sidste år med en VognVaskedag, blev succesen i år gentaget og lokket med grillede pølser til frokost, mødte et stærkt team op i pragtfuld solskin og stille vind. Carsten, Anne-Marie og Kjeld fik hurtigt rangeret de første vogne frem, mens jeg fik klargjort højtryksrenseren. Gert brugte ventetiden på at få sprøjtemalet de to nye sporhunde til brug i vognhallen. Dem havde Rasmus lige fået sandblæst efter vores trafik – og Sikkerhedsmøde i torsdags. Der fik vi i øvrigt en fin intro til Peters opgave som sikkerhedsansvarlig og alt det vi skal huske om sikkerhed på banen. Bagefter holdt Claus et kort trafikmøde – vi er næsten klar til trafikken… Men før vi kan byde passagerne ombord, var der behov for at alle vognene skulle gøres grundig rent efter det store tagudskiftningsprojekt af vognhallens tag. Så der var rigeligt at rense og pudse, før vognstammerne kunne klarmeldes.

Først fik dampstammen en tur med sæbe, børste og forsigtig højtryksspuling. Anne-Marie og jeg stod for børstebetjening, mens Kjeld på dygtigste vis fik sæben af igen med varmt vand. Derefter tørrede vi alle flader grundigt af, fjernede en del klæbepuder og andet efterladt. Så kørte Carsten de rene vogne ud og returnerede næste sæt vogne. Jan fik bænken fra melisvogn 9 ud til reparation – et nyt ryglæn og efterstramme alt hvad der sad løst – lidt reparationer af et par sædelister blev også udført. Anne-Marie benyttede lejligheden til en grundig rengøring inde i vognen. Niels gjorde imens klar til at grille en masse pølser og varme kartofler i flødesauce op, så den var klar til frokost. Vognholdet m.fl. blev bænket rundt de udendørs borde og tog godt for sig af de mange lækre pølser. Vi syntes alle, at det var en god betaling for dagens arbejde – men efterfølgende ventede så en motorstamme, der var virkelig beskidt af støv fra tagprojektet. Rene blev de dog alligevel, på trods af at trykslangen til højtryksrenseren pludselig sprang læk undervejs. Så det lykkedes fint at få alle vogne en tur gennem forårsklargøringen og returneret til vognhallen – klar til både et kommende særtog og sæsonstarten den 14. maj. Mon ikke det bliver en fast punkt på forårsklargøringen? /Leif


C379 får her den store vasketur

Bænken fra Melisvogn 9 så god som ny igen

Alle flader aftørres grundigt, så pletter undgås



Frokostpause med gode pølser - ren nydelse!

Niels sørgede for den gode forplejning

Dampstammen vender rengjort retur til vognhallen

Motorstammen får samme grundige tur

Sidst på dagen er der travlt på sporene foran vognhallen


Nyt fra Bafd. 22-04-2023

Himlen var blå, solen skinnede og temperaturerne var relativt høje denne lørdag morgen. Baneafdelingen - nogle med beskyttende solcreme - rangerede banetoget op foran museumshallen. Mens Steen sørgede for opsmøring af sporviftens skifter, kørte Steffen, Søren og Peter Hein, Claus B og N, Lars og Rasmus til Brandhøj for afhenting af kompressorvognen. Dagens program stod på sporarbejde mellem Brandhøj og km 2,0.

Udskiftning af yderskinnen i kurven ved km 2,0. 

Efter afhenting af kompressorvognen deltes vi os i to hold. Ved overkørslen syd for Brandhøj afsattes gravemaskinen, Claus N, Lars og Peter for udskiftning af tre dårlige sveller tæt på overkørslens sydlige ende, mens resten af holdet fortsatte til kurven ved 2,0 for udskiftning af yderskinnen med valsede skinner med korrekt radius. Skinnerne valsede vi en snevejrsdag i julen 2021, så det var også på tiden de kom på plads!

Sidste lørdag var fire skinner, valset i den rette kurve, udlagt ved km 2,0. Ved at fjerne lasker og yderste spigr over fire skinnelængder, kunne de gamle skinner vrides til siden og de nye skinner ilægges. Arbejdet skred hurtigt fremad og inden frokost var skinneudvekslingen afsluttet inklusiv sideretning med brækstænger. Vi udlægger senere lidt ekstra ballast og slutjusterer sporet, men allerede nu ses en tydelig forbedring af kurvens forløb.

Ved overskæringen tog gravearbejdet gennem hårde gruslag længere tid end forventet. Heldigvis sluttede Steen sig til holdet, og alle sveller var udtaget af sporet ved frokosttid.

Banetoget er klar til afgang. I forgrunden den kommende fladvogn til baneafdelingen.


Udgravning af gamle sveller i overkørslen. Efter nogle ugers fravær grundet en brækket finger kan Claus N igen håndtere en skovl. Peter sørger for kompetent betjening af gravemaskinen. Foto: Lars Lützow.

Frokosten bestod af grillede pølser og Rasmus' hjemmelavede kartoffelsalat, som vi nød i det skønneste vejr. Der var lidt rigeligt mad, så et par af de mange spadserende, der gik forbi fik en uventet pølse og en sodavand. Vi tog os tid til at tale med mange af de passerende, der flinkt heppede på os og spurgte hvornår togene begynder at køre. Flere fik brochurer med hjem. Udover gående passerede også en smuk flyvende gæst arbejdsstedet. En af havørnene fra Roskilde Fjord tog en vending over Hedeland - til flere mågers højlydte utilfredshed. 

Med skinneudvekslingen afsluttet, tog den del af holdet fat på at hente tomme tipvogne på Hedehusgård og fylde dem med grus. Tipvognstoget blev fremført med vores Jenbach-lokomotiv M 45, der er fast stationeret i opbevaringshallen på Brandhøj. Gruset skal bruges ved bygningsdagen på lørdag i forbindelse med etablering af ændret adgangsvej til museumshallen. Ved overkørslen blev nye sveller ilagt og monteret, ligesom sporet blev reballasteret og understoppet.

Nye træsveller på vej i sporet.

Havørn og sur måge passerer over arbejdsstedet. En ekstra oplevelse for banearbejdere i Hedeland. 

Som altid er der lige en småopgave vi kan løse, nu vi er i området. Boltene på advarselsskiltene ved overkørslen efterpændes af Steffen og Steen.


Med arbejdet på sporet afsluttet, rangerede M 45 kompressorvognen på plads i opbevaringshallen, mens banetoget lidt senere afgik mod Hedehusgård. På Hedehusgård ventede dagens sidste opgaver, som bl.a. indeholdt tømning af en trailer fyldt med donerede dørkplademoduler, som kan anvendes til afdækning langs/mellem spor ved fx værksteder.
M 45 rangerer kompressorvogn på plads. Her er toget på vej ind i sporviften foran opbevaringshallen på Brandhøj Station.

På Hedehusgård var den årlige vognvaskedag afsluttet og de fleste deltagere taget hjem, da vi støvede og trætte var færdige med at rangere på plads. En god dag ude i den friske luft og med et godt resultat for banen sluttede for et par stykker med en fyraftensøl.

mandag den 17. april 2023

Nyt fra maskinafdelingen #16-23 17/04:

Klavs og Brian hjælper Gert med rangeringen af C3, så M25 kan overtage pladsen i værkstedet.

 

Efter en påske med let nedsat aktivitetsniveau på værkstederne, så kom vi denne aften i omdrejninger igen. Der har dog været arbejdet med forskelligt. Carsten har ryddet en del op, så der er klar til endnu et rykind. Kjeld har fået lagt endnu flere SF-sten og justeret dem. Bogierammer og hjulsæt fik jeg givet første lag sort forleden og sidste omgang sort blev strøget på denne aften, hvor Jan og Bjarne også tog fat på eftersyn og opsmøring af personvognene. Carsten savede en god håndfuld beslag til montage af skinneforlængelsen i det tidligere vindfang. Jan D. fik rengjort og støvsuget C4 for byggestøv. Bagefter hjalp Jan Carsten med opmærkning af beslagene, mens Carsten borede. Håndlisterne har fået to-tre gange maling, så både C3 og C4 er snart klar til prøvekørsel. C3 blev dog kørt ud i vognhallen, så M25 i stedet kunne komme over graven. Gert gik straks i gang med at tage den lille trykluftbeholder ud; den sidder fast på kølergitteret – og så er der fin plads til at udtage den store beholder efterfølgende. De skal begge trykprøves som en del af et periodiske eftersyn. Sidste år var det M24, der bestod testen. Ved vognhallen færdiggjorde Kjeld og Niels en ny rende til trækrør, da de nuværende rør pludselig var endt midt i en døråbning… Jeg talte en 11-12 mand på Gården denne fine forårsaften. /Leif

 Torsdag er der Trafik- og SIK-møde i Hedehuset. Lørdag er der Vognklargøring og næste lørdag Bygningsdag. Der sker altid en masse...



Strategien lægges, rørene løsnes og -

1-2-3 er den lille beholder fritlagt

C4 får en runde med støvsuger og pudseklud

Der udskæres beslag og males hjulsæt og ramme

Ny føringsvej til trækrørene etableres

Skinnerne klar til at få understøtning

- beslagene dertil bliver her boret