Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 1. december 2018

Juletog 1. december 2018


Dagens første juldamper vender tilbage... På vej op ad bakken skal der arbejdes - med lidt sand på sporet går det fremad

Endelig blev det december og atter tid til at køre juletog! Vejret denne dag var dog til den lidt grå og fugtige side, men uden regn. Heldigvis betyder det ikke så meget, for dagens og sæsonens første damptog var fyldt op med 80 gæster, som efter turen må forventes at være i bedre julehumør end før.
I løbet af dagen var der dog også en del tog med færre rejsende, men mon ikke det ændrer sig, når vi nærmer os julen. Peter og jeg stod på trinbrættet, mens Bo og Martin stod på maskinen. På motortoget havde vi Steffen og Arne på brædderne og Finn i førerrummet på M25, mens Thomas og Viggo bestyrede billetsalget med kyndig hånd. Så alt i alt en fin start på julesæsonen - nu må vi se om søndagen kan nå samme antal rejsende eller måske endda overgå denne første lørdag. mvh Leif

Vi kører også 2/12 - 8/12 - 9/12 - 15/12 og 16/12. Se mere her: http://www.ibk.dk/juletog/


Der er købt mange juletræer - blandt dem gemmer sig en nisse, som passer på sin eget juletræ!

Klar til afgang fra Rubjerg - fyldt med folk og træer. Der hænger hyggelys tændt under taget

Bakken forceres i fin stil, trods det store læs træer

Da7 køres til toget, så vi er klar til næste tur

På Brandhøj mødes vi med et fyldt tog med M25 foran

Alle mand ombord - toget kommer snart

Sidste tog hjem foregår i skumringslys.

torsdag den 29. november 2018

Torsdagsbilledet #183

Juletoget på vej retur med vognene fyldt af juletræer og juleglade rejsende den 12/12-2010
Vi nærmer os igen tiden for juletog og som altid bliver det spændende om der kommer sne. Statistikken er ikke helt på vores side efterhånden, men for 8 år siden lå der det fineste, hvide sne og solen skinnede flere af vores køredage. Det ville nu være ret fjong, hvis der kom et lille, hvidt drys.

Se mere om årets juletog her:http://www.ibk.dk/juletog/
M24 holder klar med juletoget til afgang. Det bliver desværre ikke M24, der kører i år - men M25 er klar til at tage over!

Turen over sletten er som altid flot. Rubjerg ses under dampfanen!


mandag den 26. november 2018

Nyt fra maskinafdelingen #46-18 26/11:





På denne første frostkolde arbejdsmandag, hvor graderne pludselig var faldet til de minus 3-4 stykker, så var det lækkert med opvarmede værksteder. Jeg skulle dog ud for at gøre vogne og lokomotiver klar med tjenestekøreplaner og andet og syntes det var koldt! Juletoget kører jo på lørdag, så alt skal være klart inden. Andre får travlt i løbet af ugen med at få både M25 og Da7 fuldt klargjort til de travle weekender med juletog inden juleaften.

Inde i varmen sad Bjarne og Jan og sikrede de genmonterede plejlstangslejer med tråd. Det er noget af et pillearbejde! Per fik adskilt og gennemgået vandpumpen og derefter afrenset huset, så det kan få en frisk omgang maling. Niels arbejdede videre med opstillingen til samling af fløjten til Superfos-loket. 
I snedkerværkstedet gav Martin håndlisterne de sidste udskæringer, før Erik gav dem en omhyggelig afpudsning. Carsten og Kjeld har givet den gas og har nu fået monteret alle de nye tagstolper på C523 og desuden udskåret en masse beslag. E28, der forleden fik begge de 100 kg tunge bundplader lagt i batterikassen, fik denne aften en nylakeret førerstol – som Hans havde givet en masse omgange lak hjemmefra. Jeg fik afrenset og malet rammen på den bogie, som er under renovering. 
Så vi fik da alle arbejdet os varme og fliden var stor blandt de 10 fremmødte medlemmer. Flittige havde byggefolkene også været. Om morgenen stod der ingenting på pladsen, men om eftermiddagen havde de rejst alle stolperne på fundamentet til den nye stald. Imponerende indsats.

Alle stempler er igen på plads i B&W-motoren fra D10. Her monteres sikringstråd

Vandpumpen fra D0 får også en renovering

E28 er nu forsynet med fint, nylakeret træsæde - fra Hans´s havestue :-)




Den sidste stolpe rejses og svejses. Erik og Martin kan nu begynde planlægningen af tagbygningen på C523


Den istandsatte bogie-ramme får en omgang sort
Om morgenen kun et fladt fundament, om aftenen stod hele rammen af den nye ridestald klar!