Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!
Viser opslag med etiketten Juletog. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Juletog. Vis alle opslag

mandag den 16. december 2024

Julehygge i Damp A 16. december 2024

 

Et forsøg på at få et lille juletog til at køre lykkedes ikke helt... Men pyt - vi har de store, der godt kan. Bordet er klar til flere, glöggen og æbleskiverne er snart varme. (og så fik jeg - helt usædvanligt - ikke taget flere billeder fra denne hyggelige juleafslutning /Leif)

Som altid, så sluttes arbejdsåret i klubben af med Julehygge: Glögg, æbleskiver og søde sager, ledsaget af historiske film fra klubbens historie. Denne aften fik vi både set filmen om dengang damplokomotivet Da7 blev afhentet hos Teknisk Museum, det store restaureringsarbejde og da det endelig kunne trække toget ud til Rubjerg i 1993. Ligeledes så vi filmene med tilsvarende lange forløb om No3 og D13. Det var Per Børge, der flittigt havde filmet og redigeret optagelserne. Det var samtidig den anden jul, at Per ikke selv kunne vise sine film til Julehygge. Han døde marts 2023.

Han er stadig i vores tanker. Det er godt at vi har disse film, som kan vises til dem, der ikke selv har været medlem så længe endnu. De viser hvad dedikation, godt kammeratskab, tid og lidt tålmodighed kan gøre… Vi var 18 deltagere til Julehygge. Vi er dog ikke helt færdige med året endnu, for der er stadig dage tilbage i året, hvor der kan arbejdes og i weekenden skal vi jo køre de sidste juletog. Vi håber at de bliver mindst lige så fyldte som de to forrige weekender. Glædelig jul /Leif

søndag den 15. december 2024

Juletoget 15. december 2024:

Et fyldt motortog er klar til afgang i den fine vintersol

Dagens første afgange med juletoget blev hurtig udsolgt på både motor og damp! Så et propfyldt motortog kørte afsted med M24 som lokomotiv og damperen skubbede sine vogne til en allerede fyldt perron. Vi måtte således køre fra mere end 20 gæster, men heldigvis tog de det med godt humør. Der er jo heller ikke mere end højst 30 minutter, så afgår der igen et af dagens 10 tog fra Hedehusgården. Vi fløjtede således afgang med det helt fyldte tog. Børn på skødet og en hyggelig stemning i alle kupeer! Solen skinnede og en let brise fik dampfanen til at lægge sig smukt over landskabet. Vel ude ved Rubjerg, blev der udvekslet rejsende. Flere havde købt flotte juletræer, der blev læsset op i roevognen og da vi kørte derfra, så var toget igen fyldt godt op. Sådan blev det ved indtil en let regn afløste solens stråler ved middagstid. Dog var der mange, som alligevel tog en tur med ud og det blev en herlig, travl dag med juletoget. Efterfølgende hjalp vi hinanden med at få hængt tæpperne til tørre, så de er klar igen. Vi kører nemlig også næste weekend, så alle der har lyst kan nå at få sig et juletræ med hjem fra Spejderne! Tak for en god dag /Leif


Damplokomotiv Da7 er på vej til vognhallen for at hente sine vogne

imens kører det fyldte motortog første tur ud til spejdernes juletræer

Toget er allerede fyldt, så de sidste må vente til næste motortog kommer retur.

Dampfanen står smukt fra lokomotivet

Banens gartnerteam har sikret en flot udsigt over Vinkelsø

Krydsning på Brandhøj

Skibakken er lidt for grøn til skikørsel - men smuk, som den ligger der ved søen

På Rubjerg vendes toget og det er der mange, der gerne vil filme!

Klar til afgang - de sidste vil lige med...

Juletræerne må dele pladsen med passagerene...

Den flinke perronnisse leverer æbleskiver og varm chokolade til togpersonalet

Dagens sidste damper på vej til vognene, så vi kan komme hjemad efter en fin dag!


søndag den 8. december 2024

Nyt fra Bafd 07-12-2024

Der var livlig aktivitet på Hedehusgård Station fra morgenstunden. Oprangering af juletogene, arbejdstog og forberedelser til dagens arbejde i baneafdelingen gav indtryk af en rigtig jernbane i drift. Vejret var ikke fantastisk, men det holdt tørt og særligt koldt var det heller ikke. Med trafik på banen blev baneafdelingens 7 mand på Hedehusgård, hvor der både var opgaver uden- og indendørs.

Claus B og N kastede sig over nydeliggørelsen af området omkring den nye indgang til museumshallens eftersynsområde. 

Indendørs blev der arbejdet på plankedæk og puffere på RF 479.

Der blev også tid til at nyde bygningsafdelingens fine arbejde med at lægge tag på værkstedsremisen.

Dagens arbejdshold fordelte sig på en række forskellige opgaver. 2 x Claus justerede skråning ved den nye indgang til museumshallens eftersynsområde med gravemaskinen. Finjustering med håndskovl og rive samt eftergrusning ved flisegangen afsluttede arbejdet. Imens foregik der oprydning i hallen og arbejdet med at fastgøre trædæk på den nye fladvogn RF 479 kom et godt skridt videre. Desuden fik vi svejset koblingshorn på vognens puffere.

Vejret var som sagt ikke det allerbedste og som en form for kompensation tændte vi op i brændekomfuret, hvor Claus N fik frembragt en kraftig borscht, der gav fylde i maven og varme i kroppen. Der var rigeligt til alle og der blev også en tallerkenfuld til stationsperonalet.

Steen, Claus B, Søren og Steffen drøfter placering af pallereol og arbejdsbord.

Udenfor kørte juletogene passagerer og træer hjem fra Rubjerg Station.

M 25 trak dagens motortog.

Efter frokosten fortsatte arbejdet med opsætning af pallereol, arbejdsbord og yderligere belysning. Desuden fik vi flyttet om på nogle af vores reservedele på paller og på den måde skabt bedre plads til endnu flere dele i reolerne langs spor 20 i hallen. Vores store grill kom op at hænge på væggen og vores sammenklappelige borde placeret på en palle. En ren 'partypakke' kan snart hentes ned fra reolerne. Omorganiseringen og ny pallereol skaber bl.a. plads til noget af det grej vi bruger til grønt vedligehold på Hedehusgården kan få egen plads. 

Peter og Lars fik skåret sideskinner til sporskifterne til Vinterrasserne og kørt dem til byggeområdet mellem spor 2 og 3.

Dagens sidste tog er ankommet til Hedehusgård.

Ved siden af de mange opgaver indendørs lykkedes det Peter og Lars at få skåret de sidste sideskinner til sporskifterne til Vinterrasserne og kørt dem til arbejdsområdet mellem spor 2 og 3. Mørket var begyndt at falde på og de sidste juletog ankom til Hedehusgården. Vi pakkede efterhånden også sammen efter en god og produktiv arbejdsdag.

mandag den 2. december 2024

Nyt fra maskinafdelingen #46-24 02/12:

Tuneposten er altid flinke til at bringe en hel side med billeder om vores juletog!

 Endnu en aften i oprydningens og juleforberedelsernes tegn. Et hold tog sig af at fjerne de gamle materialer og gøre nye klar til værkstedsudvidelsen. Et andet fik båret noget tungt vinkeljern til B3´s ramme over til værkstedet – hvor det straks blev skåret over i to… Et tredje hold fik fordelt tjenestekøreplaner og andre instrukser rundt i lokomotiver og togførervogne. Derefter blev tæpper foldet og vognene fejet og til sidst blev flagermuslygterne gennemgået, batterier skiftet og bagefter virkede de fleste igen. Et fjerde hold fik udført de sidste check på M24 og M25 og bremsesand efterfyldt, så der er noget at stå fast på! Et femte hold fik opsat endnu mere lyskæde, så hele stationsområdet nu er så julefestligt som muligt! Vi fik også planlagt andre gode ting over en kop kaffe og satser på at vi er klar til juletrafikken, der starter nu på lørdag den 7. december! 12 medlemmer kiggede forbi Gården denne aften /Leif

Kaffe og planlægning


Endnu en længde lyskæde bliver hængt op. Julestemning i topklasse!

Det nymonterede vinkeljern på B3 egner sig til aflægning af lange materialer... 


søndag den 17. december 2023

Juletoget, søndag 17. december 2023

Allerede fra morgenstunden strømmede de forventningsfulde gæster til juletoget

 Ingen sne som første weekend, men i stedet tørvejr, 9 grader og en del vind. Allerede fra morgenstunden stod der folk på perronen og motortoget var helt fyldt på første afgang – det samme med damptoget. Vi var knapt kørt til perron før de fleste sæder var fyldt. Dog fik vi lokket flere til at deles om kupeerne og således var det kun dem, der kom i sidste øjeblik, som måtte vente til næste tog. Heldigvis kører vi hver halve time, så der skal ikke så megen tålmodighed til, så er næste tog ved perronen. Over radioen melder vi til spejderne hvor mange der er med toget, så de kan sætte et passende antal æbleskiver i ovnen. Det kørte således rigtig godt og på hjemturen talte jeg med flere, som allerede havde aftalt at komme igen næste jul. Jeg foreslog at de også kom forbi til sommer – og der ser vi helt sikkert en hel del af dem igen 😊 Der var mange juletræer med hjem og nogen var virkelig høje og flotte. På sidste tur gik jeg med et hold ned, så de lige kunne nå at få et træ med hjem. Jeg fik også talt med spejderne og de var godt tilfredse med de tre hyggelige juletræsweekender. Der var kun få træer tilbage, så de har fået gode penge i kassen, som skal bruges på sommerlejr og weekendture for deres spejderunger. Så endnu en herlig sæson blev afsluttet med succes! Nu må vi tålmodigt vente med at køre tog til sommersæsonen starter den 12. maj 2024. /Leif

Motortoget næsten klar til afgang, men damplokomotivet kører lige forbi ud for at hente sine vogne

Der skal fotograferes, når lokomotiver kører om

Ude på Sletten gik der tre "julebukke" og græssede

For fuld damp og med vognen fyldt med juletræer

Togmøde på Brandhøj - også mange folk og træer med der

Lidt hyggelig kaos, når folk skal af og andre på med deres store juletræer
 
- og hjem kommer vi jo alligevel...

På Rubjerg kommer De Gule Spejdere forbi med en kurvfuld pebernødder til alle


Sidste juletog og spejderne er ved at lukke salget.

Det sidste juletræ, der kommer med toget dette år

Da7 er kommet hjem og afsluttes i tusmørket


tirsdag den 12. december 2023

Roskilde TV - Juleberetning fra HVB m.fl.

 Roskilde TV har igen været på besøg og filmet denne fine reportage om juletoget og spejdernes juletræer.

Der er også hyggelige beretninger fra andre steder i Roskilde-området. Beretningen fra veteranbanen starter 7:36 inde i udsendelsen. Det er med den fineste julestemning i det smukke snelandskab, som vi kunne nyde den første weekend med juletoget. Der kører også juletog den 16 og 17. december 2023!

Se hele udsendelsen her >>





søndag den 10. december 2023

Juletoget, lørdag 9. december 2023

Damplokomotivet på vej til at hente sit tog. Der står allerede folk og venter på perronen

 Sneen fra sidste weekend var desværre smeltet og vejrudsigten havde meldt om heldagsregn. Det blev heldigvis anderledes – der kom næsten ikke en dråbe førend vi var tæt på afslutningen af dagens sidste tur. Der havde derfor været godt fyldt på de fleste af dagens tog. Første damptog var helt udsolgt, men så kommer der jo heldigvis hurtigt et motortog. Så alle fik en dejlig tur med toget, der på et tidspunkt kørte ind i en tågebanke og toppen af Rubjerg var helt væk. Måske var det al den damp vi fik sendt afsted… Selv nåede os på toget ikke hen at besøge spejderne, men så kom spejderne til gengæld forbi med æbleskiver og cacao til personalet. Det var lækre æbleskiver og dejligt med varm cacao i råkulden. Ellers havde man også et bålfad at varme sig ved og det gjorde de to travle stationsbetjente på Rubjerg, når der endelig var en kort pause. Jeg fik talt med flere, der synes at det fungerede meget fint på spejdernes nye sted. Måske ikke helt så intimt som i Lergraven, men til gengæld mere plads og god logistik. Meget lidt kø ved lugen, trods de mange mennesker. Så trods gråvejr og manglende sne, så lød det fra mange at det havde været en superhyggelig tur og dem, der allerede har det som en tradition – de kommer nok også til næste jul! Mon vi får lidt pæn sne til sidste weekends juletog? Det kan vi da håbe… /Leif


Vi havde også besøg af Carsten fra det lokale medie "SeMed". Han har skrevet en fin reportage med fotos og optaget en 5 minutters film. Se indlægget her >>

Dagens første motortog er stort set fyldt kort inden afgang. De sidste gæster kom dog osse med

M24 blev sendt på værksted med et sandingsanlæg, der skulle efterses. M25 fik derfor lov at køre dagens motortog



Inden tågen lagde sig, kunne man stadig se toppen af Rubjerg

Togpassage på Brandhøj. Mange gæster ombord på juletoget havde iført sig passende nissehuebeklædning


I ventetiden på næste tog, kan julenisserne selv prøve at styre et damplokomotiv inde i museet.

Næsten klar til afgang  og med et stort læs juletræer i roevognen

Undervejs kunne ventetiden på motortoget bruges til at smøre gangtøjet. 



Hov, vi skulle af her... Juletræsaflæsning på Sølund i det tiltagende tusmørke. Dagens sidste.