Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 30. januar 2010

Ugens OBS!

Maskinchefen vil snart udsende referat fra mødet lørdag 30/1 i Maskinafdelingen. Det var et godt møde og vi fik vendt mange emner. Der var bred enighed om planerne for året og der er skruet lidt op for ambitionsniveauet. Som det første på planen, bliver løft af Da7 for revision af undervognens mekanik. Følgende opgaver skal løses på Da7, når den er løftet jvnf. Bo´s opgaveliste:

1. Nedtagning af gangtøj, og løsning af bundstykker. Adskillelse af Klien-Lindnerakslernes styrestænger, samt bremsetræk.
2. Klargøring af løftegrej.
3. Løft.
4. Undersøgelse af Klien-Lindneraksler for slør, undersøgelse af akselkasser.
5. Reparation af fjederstropper. Evt. afkortning af fjederstøtter.
6. Faststøbning af lejepander.
7. Reparation af ophæng for bremsehængere.
8. Andre nødvendige reparationer, efter eftersyn.
9. Samling af det adskilte.
10. Oprydning, af løftegrej med mere.

Bo vil gerne høre fra medlemmer, der vil deltage med ovennævnte opgaver - nogen er allerede fordelt.

Sådan ser det jo ud, når Da7 kører juletog. Hjælp med at få den klar til sommersæsonen!
Forsidefoto fra Dansk Jernbanefritid, februarnummeret 2010.
Det er Hedelands Veteranbane der kører juletræstog hver lørdag og søndag i december måned. Der køres fra Hedehusgård station til Rubjerg station, hvor der er mulighed for at fælde et juletræ.
Foto: Karl Wigh

Særmelding: Kenneth har fundet guf fra Java!

Hej alle bloggere. Se disse u-tubes fra Java. Det er sukkerbanemateriel, der bliver udnyttet fuldt ud. Måske skulle Bafd besøe dem og lære, hvordan et rigtigt sukkebanespor skal lægges...

Sugar mill railways of Java; Episode 1 : Tersana Baru

Sugar mill railways of Java; Episode 2: Jatibarang

Sugar mill railways of Java; Episode 3: Pangka

God fornøjelse!

tirsdag den 26. januar 2010

Ugens OBS!

HUSK Møde i Maskinafdelingen på lørdag 30/1 kl. 13 i Damp á og vær med til at planlægge årets aktiviteter!

Med denne nye Mafd-blog, så har du mulighed for at komme med dine kommentarer til ugens udgave af ”Nyt fra Mafd” Jeg vil også lægge hele året 2009 ind i ”arkivet” – senere følger måske 2008… Kom endelig med dine indspark til denne nye nyhedsform.
Mhv Redacteuren

mandag den 25. januar 2010

Nyt fra maskinafdelingen #04-10 25/01:

På D13 fortsatte Jan og Per Børge med at få tilpasset mekanikken til bremsepedal og håndbremse. Det går meget snært, så det skal tilpasses noget. Konstruktionen er ikke helt ideel, men ser ud til at være udført som det muliges kunst. Dernæst fortsatte de med at få placeret banerømmerne – men AK! Der mangler dele… de bærende jern og tværgående stænger er (pt.) bortkommet. De kan dog fremstilles igen. Bjarne og Sven Erik fik boret huller i hjørneforstærkningerne til både for og bag, som jeg sidst på aftenen fik slebet og grundet.



Lars og Poul fortsatte med at tilpasse mangenoten til M23, der stadig mangler lidt tilpasning for at kunne komme helt på plads. Blå fingre! (mærkeblåt) Der skal files med en Dremel i notgangen, da materialet jo er hærdet. Christian og jeg begyndte på endnu en serie på 10 koblinger og fik skåret en del materialer ud. Christian fik også fejet hele maskinværkstedet og bortfjernet spånerne fra drejebænkene!
I Damp á så vi bl.a. fotos fra DJK´s besøg på banen i 2004 og talte om planlægningen af årets program, så vi er lidt forberedte til Mafd-mødet på lørdag kl. 13 samme sted! 9 flittige folk mødte frem på værkstederne denne aften.

Se lidt flere billeder her på Picasa: billeder fra 25/1