Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!
Viser opslag med etiketten efterårsferietog. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten efterårsferietog. Vis alle opslag

torsdag den 23. oktober 2025

Torsdagsbilledet #245 - Efterårstog i Søndagspolitiken

 


Politikens fotograf Jens Dresling har også tidligere været forbi vores bane og taget gode fotos :-)

Dette flotte billede blev bragt i Søndagspolitikens "Vi rejser"-tillæg den 19. oktober 2025. Tak til Jens!



søndag den 19. oktober 2025

Nyt fra Bafd 18-10-2025

Hedeland var smukt badet i efterårssol denne lørdag og banetoget blev rangeret ind i spor 3, så efterårstoget kunne afgå planmæssigt fra spor 1. Holdet i baneafdelingen bestod på den skønne efterårsferiedag af Børge, Steffen samt Claus B og Claus N, og opgaven var etablering af plads til opstilling af materiel på Brandhøj Station.

Claus B og Steffen i færd med at samle et af de kommende opstillingsspor for materiel. Her er det sporet med 600 mm sporvidde, som laskes sammen.

Vi kom fint til Brandhøj og blev passeret planmæssigt af 2. afgående persontog fra Hedehusgård. Vi fik indledt samlingen af 600 mm sporet, og skinnestrengene til 785 mm sporet blev løsnet fra de halvrådne sveller i det som engang var 700 mm-sporet langs skinnestakkene. Da vi var kommet lidt sent til Brandhøj på grund af toggangen, var det hurtigt tid til frokost, som vi indtog på gravemaskinevognen.

Børge hilser på Jan i M 24, der er på vej nordover med et af efterårstogene.

Arbejdsopgaverne gav mulighed for lige at fange et af de velbelagte tog med havtorn i forgrunden.

Eftermiddagen var desværre præget af startvanskeligheder med gravemaskinen, men det lykkedes til sidst at få maskinen til at makke ret. Desværre satte maskinproblemet de planlagte opgaver i stå, men vi fik løsnet flere spirg og ryddet bevoksning i Brandhøj-arealets sydvestlige hjørne. Der var også tid til at tjekke mål på kasser til tipvogne, for at se om det er muligt at supplere vores samling af tipvogne i drift. Vi fik også lokaliseret et JWE-hjulsæt i 700 mm som midlertidigt har være forsvundet.

Steffen svinger motorsaven og der bliver plads til at komme omkring noget af vores henstillede materiel.

Dagen sluttede med læsning af gravemaskinen og hjemkørsel til museumshallen efter en dag, der var præget af maskinproblem, men også af godt vejr, fyldte persontog og en smule fremskridt i oprydningsarbejdet på Brandhøj. Ikke helt ringe.

lørdag den 18. oktober 2025

Løvfaldstoget 18. november 2025

Dagens første tog er næsten fyldt - og der er 15 min. til afgang. De sidste barnevogne sættes i roevognen.

En lille billedreportage fra lørdagens travle Løvfaldstog. Vi kørte også denne dag med fyldte vogne og glade familier. Der var både børnefamilier, bedsteforældre, folk der bare ville nyde den smukke tur og mange andre. Vejret viste sig virkelig fra sin bedste side med klar sol og let vind. Så allerede første tog var kørt til perron, stod der mange rejsende klar. Vi måtte derfor skuffe de folk, som kom kort før afgang – der var toget allerede helt fyldt. De fleste ventede dog tålmodigt til næste afgang og fik deres velfortjente pladser der. Heldigvis er der jo både museet, legepladsen og heste til at få tiden til at gå. Baneafdelingen stod klar til afgang, da vi kom ind med første tog (læs mere fra Bafd her >>) og sporet var derfor frit, da vi fløjtede afgang. På trods af det helt fyldte tog, så lykkedes det alligevel at samle et par hold op undervejs, fordi folk er flinke til at give plads. Og sådan gik dagen godt og vi fik alle med hjem fra Naturlegepladsen på sidste tur. En herlig dag! /Leif


Jan O., Søren og jeg var ombord på toget, mens John og Ole hjalp kunderne på perronen.


Efterårsfarverne er flotte på hele turen

Næste hold gæster står klar på perronen ved ankomsten


Dagens sidste tog - kort før afgang 
Flot tur ud over "Spejdersletten" - er det et par hjorte de har fået øje på?


Claus N. skal med på sidste tog - vi skal hjem og se om der er gæster til "Bliv-Aktiv-dag"...
Her kommer dagens første tog hjem, mens Bafd står klar med M30 og banetoget


- og her kommer de hjem igen - noget efter dagens sidste tog ankom!



tirsdag den 14. oktober 2025

Løvfaldstoget 14. november 2025 i DR P5

Et helt fyldt Løvfaldstog er klar til afgang - og solen skinner!

 Når skolerne holder efterårsferie, så kører vi jo tog i weekenderne rundt uge 42, men også tirsdag og torsdag. Vejret viste sig fra den bedste side med meget sol og let vind. Det var derfor en lækker togdag og rigtig mange familier stod klar på perronen til alle dagens fire tog. Nogen måtte dog vente til næste tog kom, men så blev der jo tid til et besøg i museet og en tur på den lille legeplads ved Gården. 

Maria fra DR P5 havde ringet i sidste uge og spurgt om de måtte komme forbi til en live radioudsendelse – og det passede fint med tirsdag. Så vi mødtes kl. 9 til en rundvisning i vognhal og værksteder. Et par sæder blev reserveret til os, for mens vi foretog de første af flere interviews i museet, blev toget hurtig fyldt. Næste snak - efter et musiknummer med jernbanetema – blev optaget i værkstedet og dernæst gik vi til det nu helt fyldte tog og satte os til rette i en kupe, som vi delte med en sød familie, der også blev interview. Undervejs fik vi flere fine samtaler om tog, banen men også Hedeland Naturparks fantastiske natur – desværre drillede dækningen ved Rubjerg og måske derfor sluttede vi lidt hurtigt. Men da havde vi også fået talt om det meste, så det var en meget fin oplevelse for mig som gæst.  (Linket til indslaget er nu desværre udløbet grundet DR´s rettigheder til musikken) 

Der er stadig tre køredage med Løvfaldstog – torsdag, lørdag og søndag. og vejrudsigten er god. Så vi ser nok frem til et par travle dage ombord på toget! Lørdag har vi som altid ”Bliv Aktiv”-dag, som starter når dagens sidste tog kommer hjem. Her vi inviterer på en kop kaffe og en lille rundvisning på værksteder og baneafdeling, for dem der kunne tænke sig at være med til at være med i foreningens arbejde.

Jeg selv fortsatte denne dag med at få malet lidt i værkstedstilbygningen og på T1 /Leif

Maria står klar med mikrofonen og koordinerer med radiostudioet. Kl. er 10 og der er 30 min til afgang

Et af dagens senere tog er kørt afsted og perronfolket gør klar til næste hold gæster

Når toget kommer hjem, så er der travlt på perronen med folk og barnevogne, der skal af og på!



Endnu en tur ud - 


- og dagens sidste, godt fyldte tog er næsten hjemme igen.


lørdag den 21. oktober 2023

Løvfaldstoget 21. oktober 2023

Banetoget returnerer efter inspektion af sporet - der heldigvis var farbart hele vejen. 

 Efter en stormfuld nat med højvande og oversvømmede byer, havne og sommerhusområder, så vågnede Danmark op til mere stille vejr, tørt – men dog overskyet. Baneafdelingen kørte derfor en tur med et inspektionstog for at sikre at der ikke var væltede træer eller grene hen over sporet. Over radioen blev der meldt frit spor og M24 kørte dagens efterårstog til perron 1 og var klar til at køre med fyldte tog. Tirsdagens første tog havde været propfyldte – givet grundet det fine vejr. Vi måtte dog nøjes med fire rejsende… Nok afledt af uvished om vejret. Til gengæld så vi et par fine rådyr på vejen… Med de næste tog gik det straks bedre, men alle fik dog god plads. Et par familier drog på troldejagt og da vi samlede dem op igen, var det en flok begejstrede unger, der kunne fortælle om den oplevelsesrige tur fra Glade Anders til Månemor. De havde fulgt sporet af fuglekasser, der hænger som vejvisere. De blev skabt af de mange spejdere, der deltog i Spejdernes Lejr sidste år.

Andre var taget på Naturlegepladsen og kom retur med røde kinder og havde taget et par gode svingture i gyngerne. Nu var de trætte og toget kørte dem pænt retur til Hedehusgården. Efter sidste tog havde vi BlivAktiv-dag. Fokus dette år var på arbejdet i Baneafdelingen og en lille flok drog med rundt på rundvisningen, som formanden ledte med rutineret og kyndig hånd. Måske kommer der et par aktive medlemmer ud af besøget. Det bliver spændende at se. Vi andre havde i hvert fald en hyggelig dag. /Leif

En hjort kigger efter toget - og vi kigger på den...

- og der bliver også kigget , mens M24 kører rundt på Fem Ege

Langs kurven før Plantagen ligger der masser af nyvalsede kurveskinner klar til at blive skiftet, når søndagen U42-tog er kørt i remisen.


En god vandpyt til efterårsvask af cyklerne...

Dagens sidste tog klar til afgang.


Rundvisningen til BlivAktiv-dag startede med tilbuddet om en kop kaffe

- og så kunne de se toget komme retur i remisen, før rundvisningen startede.


mandag den 16. oktober 2023

Nyt fra Bafd og Efterårstog 14-15/10-2023

 Lørdag startede trafikken med Efterårsferietog, og det sætter naturligvis sine begrænsninger på, hvad der kan udføres af arbejde i Baneafdelingen. Inden afgang for første tog fik vi kørt M12 med banetoget ned i sidesporet på Brandhøj, og trafikken kunne derfor foregå uhindret resten af dagen.

På Brandhøj fik holdet bestående af Peter, Claus B, Børge, Kenneth, Lars, Alexander og Steffen udført en del opgaver gennem dagen. Vi fik valset de sidste skinner til kurveombygningen km 3,7, så de er klar til udkørsel om et par uger. 

Lidt materielblev  omplaceret i hallen for at skabe optimal plads til de 3 lokomotiver, der inden længe skal flyttes derned fra Museumhallen på Hedehusgården. Dette indgår i et større projekt, hvor der skal opstilles ekstra pallereoler i Museumshallens aflukkede del, og samtidig laves fast belægning i disse to spor.

Som forberedelse til forlængelsen mod Vinterrasserne fik vi fundet nogle 27 kg/m skinner frem til sporskifterne og valset disse. Endelig fik vi lavet de første afprøvninger af et større ukrudtsbrænderaggregat, der forhåbentlig skal sikre effektiv ukrudtsbekæmpelse fremover.

Næste lørdag vil vi sandsynligvis gå i gang med svelleudskiftning i sporskifter foran hallen på Brandhøj, da der stadigvæk kører Efterårsferietog både lørdag og søndag.


Steffen

 

M24 passerer Brandhøj st på vej til Hedehusgården. Vejret 
var solrigt det meste af lørdagen, og der var glade gæster
 med alle tog.


M24 med toget ved km 3,9. Skinner til den kommende ombygning
er lagt ud langs med sporet.

Valsede skinner ligger klar til udkørsel.

Første prototype på en skinnekørende ukrudtsbrænder afprøves.

Søndag bød på blandet vejr og en voldsom regn- og haglbyge. 
Opklaring fulgte heldigvis, og her ses Kenneth og Alexander
ved det nye hegn ved kiosken. Vores opholdsområde er næsten
færdiggjort til glæde for vores kunder.

Flotte efterårsfarver på Fem Ege med søndagens sidste tog.


mandag den 9. oktober 2023

Nyt fra maskinafdelingen #37-23 9/10:

Banneret hænger igen på sin plads og kan forhåbentlig lokke et par stykker til en tur med Løvfaldstoget i den kommende uge...

 M24 har nu fået skiftet bolte ved akselportene og Gert fik efterset og justeret det sidste på bremserne, så lokomotivet er klar til efterårstrafikken. John og Lars fik loddet og påsvejst en ny flange på kølerrøret, som bliver monteret onsdag og så forventes M25 stå klar som reservemaskine. Lars fortsatte derefter med at montere flere stolper på C411. Bogierne er også ved at blive færdigsamlede, men manglede lige et strøg maling, da vi fik rammen vendt om… Ude ved publikumshaven arbejdede Niels, Johnny og Alexander videre med hegn og stolper og satser på at være klar til lørdag, når de første efterårstog skal afgå. Jan ”Futtesak” blev hevet med rundt på klargøring med tjenestedokumenter, køreplaner og PR til kørslen og  sammen med Brian fik jeg genopsat et U42-banner, der var blæst ned. Carsten gennemførte en større oprydning i værkstedet at diverse værktøj. Vi var 12 mand på Gården – og som altid sker der mere end jeg kan nå at notere. En hyggelig aften som altid /Leif

Bremsejustering afsluttet. M24 klar til drift.


Endnu et par stolper er påsvejst C411


Lodning af flange

Kølerrøret klar til montage

Opsætning af hegn langs perronen er godt i gang trods nattemørket

Det er godt med en kraftig lampe og seje folk

Sidste lag sort - tror vi nok...


lørdag den 22. oktober 2022

Løvfaldstog i skolernes efterårsferie, uge 42 oktober 22:

Løvfaldstoget standser for at optage passagerer på Sølund, mens dræsinen passerer i det andet spor.

 Efterårsferien er ofte tidspunktet hvor bedsteforældre tager på tur med børnebørnene og her har Hedelands Veteranbane virkelig en herlig oplevelse at tilbyde. Vi har derfor hele ugen kørt med godt fyldte tog – torsdag den bedste af dagene, da vejret her viste sig fra sin bedste side med solskin og ret svag vind (se tidligere indlæg). Sammen med John på toget og Kenneth i M24, havde vi fornøjelsen af en tåget lørdag, men her kom også forældre med børn på banen; såvel som folk der blot ville nyde en tur ud i den smukke Hedelands Naturpark. De fik så også set, hvordan der foretages test af overkørselsanlægget og ude på den smukke slette kunne vi på flere ture iagttage en lille flok rådyr, der roligt græssede. De har måske vænnet sig til toget. Claus bemandede den nyrenoverede trolje fra Vandbygningsvæsenet og som et ekstra indslag på turen foretog vi krydsninger med troljen på enten Sølund eller Brandhøj. Folk kunne derfor se troljen trille i modsat retning og det vakte jubel blandt børnene – der egentlig også gerne ville have en tur. Det kan jo desværre ikke lade sig gøre, men synet talte da også for noget…

I løbet af dagen havde vi en del, der stod af undervejs. Selvfølgelig mange på naturlegepladsen, men også ved Stenager. Her kørte Brandhøjbanen tog med både motor og damp, og vi havde flere der glædelig overrasket stod af og fik sig et par ture, inden de kunne tage næste tog helt tilbage til Hedehusgården. Sidst på dagen kom solen flot igennem og da sidste tog kom hjem, havde vi Bliv-Aktiv-dag. Tilslutningen var dog begrænset denne dag – en enkelt deltager deltog i rundvisningen, men han var til gengæld ret interesseret, så nu må vi se… Til gengæld var der travlt på værkstedet og sidst på dagen havde C4 fået lagt alle tagbrædder flot på, mens M25 blev prøvestartet. Det så ud til at kølevandet nu bliver inde i motoren, så den er atter tæt… En herlig dag på banen /Leif



Afsætning af eftersynsmandskab til overkørselsanlægget.



Ud over den faste stab, havde vi ekstra hjælp til tæpper og underholdning

Der kan tages flotte fotos i den gulklædte naturpark

Klar til næste tur hjemover

Også på Brandhøj mødte vi dræsinen - her med ekstra bemanding

Brandhøjbanen havde fyret et damploko op og kørte hele dagen

Vær Aktiv - eller Bliv-Aktiv. Rundvisning...