Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 9. december 2017

Fin omtale af juletoget i Tuneposten

I den lokale avis Tuneposten har de bragt denne fine artikel og det er vi jo altid glade for. Om vi når at få sne i år er nok en hel anden sag - men vejrudsigten for søndagen 10/12-17  i Hedehusene melder let overskyet, ingen regn og mindre vind end i dag. Mon ikke der er mange der får lyst til en tur med toget? Jeg har :-)

torsdag den 7. december 2017

Torsdagsbilledet #140

Fra Hjarnes mapper tager vi nu et kig på den 5 og 6. august 1978, hvor der som vanligt arbejdes flittigt. Ikke alene skal der lægges spor ud i Hedeland, stationen på Hedehusgården skal også sporlægges, så der er plads til al det meget materiel, der kommer til klubben i disse første, travle år. Alt hvad der kan reddes, skal reddes - for industribanerne rundt i landet lukker ned med stor hast. Så her ser vi spor 1 under etablering med spinkle sporrammer. Alle disse spor er siden lagt om igen...
Finn og Henning bygger de første rammer i spor 1 5/8-1978 (050878-9)

Udbygning af spor 1 på Hhg. 6/8-1978 (050878-11)

Mandskabsvogn, melisvogn, passagervogn, M24 og arbejdsvogn i spor 1 på Hhg. 6/8-1978 (050878-14)

Et billede fra 25/6, viser at man nogen gange må lægge det om, der lige er lagt..

onsdag den 6. december 2017

En beretning fra Steen om familiens tur med juletoget 3. december :-)

Fra klubbens gode ven, Steen fra Diesel House har vi modtaget denne fine historie om familiens tur med juletoget i søndags :-) Tak for den! Steen og hans klubkammerater har hjulpet os med at få
lokomotivet M4, der har en danskbygget BurWain-motor, til at køre godt igen:

Lokomotivet Da7 på vej efter vognene i vognhallen



Toget kl. 11, klar til afgang


Juletog Søndag den 3. december 2017 noget helt særligt.
Det var den dag vi i noget af den lokale familie havde aftalt, at de skulle da lige se, hvad jeg har brugt noget af min fritid på det seneste år.
Vi havde aftalt at mødes på den lokale jernbanestation Vallensbæk kl 10. Og minsandten om ikke de var der 10 minutter før?. Vejret var lovet let regn og 3 grader, så derfor skulle vi med toget kl 11.00, fordi der var de overdækkede vogne.

Velkommen og I kører bare efter mig.
Da vi nærmede os Brandhøjgårdsvej, så vi sort røg stige op i nærheden af lyskrydset på hovedgaden, og det var så opfyringen af damptoget Da7, der var igang. Vi ankom til Hedehusgårdens station og parkerede. Og dieseltoget M25 med en Frichsmotor holdt forrest klar til afgang. Vi skulle jo først med toget kl 11.00.
Efter at damptoget havde hentet vognene i vognhallen, vi gik ombord. Ialt 8 personer heraf 3 børn.
En sådan køretur med et lokomotiv fra 1921, altså næsten 100 år gammelt er en fascinerende oplevelse. Stille og roligt igang og i adstadigt tempo ud i det vinterlignende landskab. Børnene råbte pludseligt SE, der var en kondiløber, som lige overhalede toget.
En tur over den smukke slette med køerne, der stadig er ude

Det er dejligt at sidde og kunne se landskabet rulle forbi, så man kan observere, hvad det gamle Hedeland grusgrav er blevet til af skøn natur nu mange år senere.

Undervejs fortalte jeg familien lidt om de aktiviteter, som interesserer mig og hvad det har medført for både Hedelands Veteranbane og Diesel House. De kunne nok se, at det ikke var "arbejde", men glæde over de resultater, som kan skabes ved den slags gøremål i samarbejde med andre entusiaster.

Ved Brandhøj station stoppede toget og ventede?
Jo nu kom det andet tog, der var kørt lidt tidligere, på det andet spor og kørte igennem.

Her krydser M25 med Da 7 på Brandhøj St. (foto:Steffen Lyngesen)
Og så kørte vi videre. Helt ned til Rubjerg station, hvor nogle spejdere kom og bød på pebernødder. Der stod vi af og gik ned til spejdernes juletræssalg og servering. I den runde overdækkede "udestue" var der monteret plastik, så spejderne kunne stå i læ og lave gløgg og varme æbleskiver. Lidt længere nede var opstillet et telt med borde og med faste bænke.

Vi nød æbleskiverne og gløggen, den var meget velsmagende og varmende, nu da vi havde kørt i fri luft derned. Og vi havde nydt udsigten og dampen fra lokomotivet, samt lugten af kulrøgen, når lokomotivet skulle arbejde hårdt for at trække toget op over en bakke.

Fascinerende, det var ligesom, da jeg var dreng i Helsingør og de små damplokomotiver skulle hente vognene på færgerne og køre dem op på stationen, inden de kunne køres helt til København. Lugten af kulrøg.
Og vi måtte lige skynde lidt på børnene, så de kunne få tisset færdigt i de opstillede toiletvogne på Rubjerg ved spejdernes stader. Vi skulle nå dieseltoget kl 12.00 tilbage til Hedehusgård station.
På hjemvejen var der ingen røg, kun duften af cigar fra lokomotivføreren. Til gengæld har man så fri udsigt, så vi fik talt om jul og ferier osv. Men turen er pragtfuld og masser af frisk luft, så vi tog noget motion og gik i "museet", hvor Hedeland har den store samling af plancher om lokomotiver og aktiviteter, hvor disse blev brugt i udviklingen af det danske samfund.

Og "pludselig brød solen frem" ligesom vi gik ud gennem de store døre foran vognhallen mod vest.
Vi summede lige lidt inden vi gik ned til bilerne.

Pragtfuld dag med mange indtryk for os alle. Fra 3 år og til 75.

Når det bliver forår og lidt mere varmt og grønt vil de minsandten derud igen???

 Tak til H V B for en dejlig dag.


Hilsen Steen Holtoug

 (fotos fra lørdag 2/12)

mandag den 4. december 2017

Nyt fra maskinafdelingen #47-17 4/12:


En låge i julekalenderen? Nej, aftenstemning ved museumshallen...

Efter en flot start på juletrafikken, så startede jeg aftenen med at folde de mange tæpper sammen igen, så de er klar til brug på lørdag. Vi besigtigede Superfos-maskine 2, der skal istandsættes til udstillingen. En opgave, der står på listen til januar. Vi fandt også et bræt til at reparere den lille lem ved smøregraven; en opgave som Kjeld og jeg gik i gang med. Per fik skiftet timermodulet til forvarmeren på M25, der pludselig ikke fungerede længere. Jan sandblæste flere dele til E28, bl.a. et par store bolte. På bremsehåndtaget til E28 fik Hans tilpasset, samlet og testet den nye aksel som Lars fik drejet forleden. Niels brugte sin nyerhvervede kunnen om en af drejebænkene og drejede en bøsning til bremseenheden ned til rette mål. Nu skal delene blot males, så er endnu en dims klar på E28. Vi var 9 mand på Gården denne flotte måneskinsaften. Vi håber på lige så godt vejr til lørdag.

"Juletræet" på Superfos-maskinen

Nyt timermodul til M25´s forvarmer

Ny trappelem til smøregraven under produktion.

Akseltilpasning til E28 bremsehåndtag

Gammel og nyt... En oversavet, rusten akselstump

Færdigsamlet

En større flok leder efter en bortkommen dims til bremsen...