Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!
Viser opslag med etiketten Hedehusgård. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hedehusgård. Vis alle opslag

torsdag den 26. januar 2023

Hedehusgård st. gennem et år

 I januar 2022 begyndte vi at bygge Hedehusgård station om. Arbejdet omfattede et helt nyt perron og sporanlæg, som blev muligt at gennemføre, da Høje Taastrup Kommune nedrev det gamle ridehus. 

Søren Hein har fanget situation før og efter ombygningen. Billederne viser nogle af de mange ting, som vi har nået i 2022. Selve perronanlægget og spor var klar til brug i juni 2022.

Steffen

Hedehusgård station set mod nord november 2021. Vores primært benyttede perron lå ved spor 2
til venstre i billedet.

Samme sted i januar 2023. Nu afgår de fleste tog fra perronen ved spor 1 midt i billedet.


onsdag den 13. april 2022

Nyt fra Bafd. 13-04-2022

Med henblik på at forberede lørdagens arbejde med spor 2 på Hedehusgård havde et mindre arbejdshold planlagt arbejdsdag onsdag inden påske. Det skulle vise sig, at holdet blev en del større end først antaget. Vejret var køligt, men fint til udendørsarbejde og holdet fik udrettet en del ting, der gør det lettere for lørdagsholdet at komme i gang.

Spor 1 blev taget i brug som arbejdsspor. Her er Steen og Rasmus ved at rense sporrillen, så arbejdstoget kan rulle ubesværet igennem.

Efter lørdagens indsats var vores Salta 1602 blevet lidt træt i styringen og mandag så nogle teknisk kyndige maskinfolk på sagerne. Det betød, at vi igen kunne bruge maskinen og flytte de sidste større ujævnheder hvor spor 2 skal ligge. Steen og Peter fik efterfyldt hydraulikolie på maskinen, men der opstod igen bøvl med styringen, da maskinen skulle parkeres, så vi må tilkalde eksterne eksperter. Heldigvis blev arbejdet færdigt og lørdag bør det således være noget lettere at planere arealet med vores lille Takeuchi TB125. Imens Peter H arbjdede med den store maskine, fik Kenneth sammen med Claus N og Niels gang i opsamling af gamle perronforkanter og fundamenter. Der ankom forstærkning i form af Rasmus og Henning og derfor kunne Claus hellige sig lidt justering af nogle skæve spigr, ligesom en sidejustering af den sidst anlagte del af spor 1 kunne gennemføres.

Efter frokost frilagdes skinnerne i overkørslen, der efterhåndet er tørret godt op og komprimeret af et par ugers trafik. Sporet blev understoppet straks ved anlægget, så arbejdstoget kunne som første tog gnidningsfrit rulle igennem og påbegynde opsamling af udskiftede sveller. Det blev til flere ture mellem spor 1 og 20 og stationsområdet bliver noget lettere at arbejde i lørdag, når der ikke ligger gamle sveller og roder. Svelleopsamlingen blev kun afbrudt af en kort kaffepause.

De sidste større ujævnheder, hvor spor 2 skal placeres, ender som fyld i perronen.

De gamle perrondele er stakket langs spor 4. Det er kun en mellemdeponering. Efter sortering skal de brugbare dele på lager på Brandhøj og de frasorterede bortskaffes. Niels, Henning og Kenneth fik hurtigt en ret effektiv proces op at køre. 

De gamle sveller fra spor 1 og 2 samles sammen. Det gør det noget lettere at komme videre med næste etape af arbejdet.

De gamle sveller læsses på deplorider i spor 20. Her kan de stå og tørre, inden de hentes til deponering.

Der arbejdes igen på Hedehusgård lørdag, hvor vi håber på god fremdrift i spor 2. Desuden skal vi have et tog til Brandhøj for at hente materialer til det videre arbejde.

søndag den 10. april 2022

Nyt fra Bafd. 09-04-2022

Der stod en hård vestenvind indover Hedehusgården, men solen skinnede af og til smukt. Vi blev ramt af en meget kort haglbyge, men ellers holdt vejret sig helt tørt dagen igennem. Som den seneste måned eller mere stod dagens program på stationsombygning.

Det er længe siden, der har set så rodet ud på Hedehusgård Station! Vores to gravemaskiner fjerner østlige perronkant mod spor 2 og anvender egnet grus til ballast i spor 1 og restmateriale til fyld i den nye perron.

Da opgaverne i dag var af en lidt grovere art, hentede Peter og Steen vores gamle Salta 1602-maskine fra Brandhøj. Imens gjorde resten af holdet klar; Claus B hentede sammen med Søren og Odin, der var taget på banen med svigerfar, banetoget og fik læsset den lille gravemaskine af på perronen. Ved skifte 106 tog Claus N og Klavs gjorde klar til justering og endelig samling. Lidt senere ankom Lars og Rasmus, der med ildhu kastede sig ind i arbejdet. I løbet af dagen blev sporskifte samlet færdig med justerede rørstykker ved tungerod og tilrettede tvangsskinnemål til 667-670 mm. Mellemskinnen til afvigende gren mod spor 2 krævede noget arbejde med den tunge hydrauliske skinnebukker, men vi sluttede ikke før det så godt ud! Lars fik monteret forbindelsesstangen mellem tungerne. Eneste tilbageværende forbedringspotentiale er lidt efterjustering af den ene tungerodsplade.

Som stationsarealet så ud fra syd inden dagens arbejder for alvor kom i gang.

Sporskiftet er under samling. Mens Odin og Klavs ser til, er Claus N i færd med at bore hul i sideskinnen for montering af rørstykke til fastholdelse af tungeroden. Peter Andersen har netop passeret arbejdsområdet og ses på vej mod syd.

Den afvigende gren mod spor 1 i skifte 106 spigres af Søren og Odin.

Mens et hold var beskæftiget ved sporskiftet, udførte de to gravemaskiner smuk pardans langs den østlige perronkant, der i løbet af dagen forsvandt fuldstændigt. Mens Claus B i den lille maskine gravede for langs perronkanten og lagde rent grus i spor 1 som ballast, fulgte Peter efter i Salta'en og grovgravede perronkanterne fri. Rasmus var håndmand og lagde strop under forkanterne, der løftedes fri, hvorefter perronfundamenterne med lidt råstyrke kunne lirkes fri. Perronkanter og -fundamenter er midlertidigt lagt omkring spor 3, men skal fjernes senere.

Så er der ved at være frokost! Rasmus fyrede op og gjorde klar, Peter stegte pølser og ristede brød. Det blev til en strålende frokost med ristede og rå løg, sennep, ketchup, remoulade og agurkesalat.

En 'støvle' på vej op! Perronen ved spor 2 fjernes for at give bedre plads mellem spor 1 og 2.

Claus B ballasterer spor 1 med stabilgrus fra perronen.

Sidst på eftermiddagen overgik Salta'en til at forberede sporkasse til spor 2. Den lille maskine justerer vejen ved overkørslen.

Efter frokosten fortsatte arbejderne og inden solen begyndte at gå ned havde vi afsluttet arbejdet med fjernelsen af perronen ved spor 2 og påbegyndt udgravningen af sporkassen. De gamle sveller, der ved dagens begyndelse stadig lå i ballasten, havde Claus B løftet væk i løbet af formiddagen. Fyldet fra sporkassen kom i den nye perron. De 3 brønde vi har sat til elforsyningen passede vi på ikke at beskadige under tilfyldningen. 

Da Carsten havde fødselsdag og oven i købet blev bedstefar for 3. gang, var der wienerbrød til kaffen. Carsten og Kjeld havde i dagens løb hentet reservebogier på Brandhøj og sat den nyankomne arbejdsvogn fra roebanerne på hjul. Desværre er der en del tæringer i vognen tværdragere. Vognen har været anvendt til fugleopdræt og er endnu forsynet med en voliere i den ene vognende.

Arbejdsvognen fra Flårup (ikke langt fra Holeby) på bogier foran vognhallen. Det meste af den nittede stålramme er i relativ god stand, men desværre er dragerne, der bærer tappene til bogierne i ringe stand. Træværket er i forbløffende god stand.


Der er planlagt arbejdsdag onsdag, hvor vi håber at få samlet gamle sveller ind, nu vi har adgang til spor 1. Er der tid henter vi formentlig også supplerende skinner til spor 2, spigr og underlagsplader. 

søndag den 30. januar 2022

Nyt fra Bafd 29-01-2022

Mens masser af danskere surrede alurammedrivhuse og trampoliner fast i venten på stormen Malik, kastede baneafdelingen sig ud over en del af ombygningen af Hedehusgård Station. Arbejdet med at anlægge en ny og længere perron havde trukket 9 mand af huse. Selvom vejret var fugtigt og blæsende, var humøret højt.

Første perronforkant er på plads. I baggrunden fjernes spor 0. Foto: Rasmus Brandt.

Der var samling foran billetsalget og dagens opgaver blev gennemgået og fordelt. Med et snuptag var hegnet omkring billetsalget fjernet, stolperne hevet op, og mens kabler blev søgt og markeret, fik vi sat laseren op. Den sørgede dagen igennem for at vi fik gravet ud til rette dybde, komprimeret og opsat perronfundamenterne korrekt. Det tog lidt tid at få taget på alle arbejdsprocesserne i perronbygning. Vi har trods alt ikke bygget perron siden vi i 2003 anlagde Fem Ege Station, så der havde nok lagt sig lidt støv på vores rutiner... Da vi var flere, end der meningsfuldt kunne beskæftiges med perronbygning gik Klavs, Rasmus og Benjamin i gang med at adskille spor 0. De nåede at løsne 5 rammer, der er klar til fjernelse næste lørdag.

Det meste af dagens arbejdshold samlet til briefing ved billetsalget. M 12 med Storebæltsvogn og gravemaskine i spor 1.


Med M 30 er Rasmus, Carsten og Kjeld ved at køre en tipvogn med opbrudt betongulv væk fra værkstedsremisen. Steffen ønsker god tur.

Steffen er ikke blevet bevæbnet med et våben fra War Hammer-universet, men er i færd med at kabelsøge med en CAT 4 fra SPX.

Med et stort hold var der tid til, at Steen fik bortskaffet slagger fra depotet og Rasmus gav Carsten og Kjeld en hånd med at få kørt gammelt betongulv til aflæsning på rampen. Benjamin nåede desuden at lave lidt elarbejde. Efterhånden fik vi taget på perronbygningen og dagens produktionstal nåede op på 4 fundamenter og 3 forkanter sat, hullerne opfyldt og komprimeret.

Udover at pille spor op, nåede Benjamin at reetablere noget af kabelføringen til billetsalget. Kablerne var blevet lagt på spyd under nedrivningen af laden. I løbet af kort tid vil Gram-motorvognen være under tag på Brandhøj Station.

Claus B tjekker dybden på hullet til et perronfundament. Vi havde virkelig nytte af laseren ved dagens arbejde.

 
En til lejligheden sponsoreret Wacker-jordloppe sender her sine to-taktsrøgskyer ud blandt betjeningsmandskabet, der består af Claus B, Steffen og Claus N, mens Klavs er stand by for yderligere opfyldning. Foto: LLZ fra gravemaskinen.

Frokostpausen holdt vi under halvtaget ved billetsalget og selvom der var varslet storm, var der masser af spadserende i Hedeland, som vi udvekslede hilsener med. Vi sørgede også for at drikke en kop kaffe i ny og næ. Til eftermiddagspausen nød vi endnu en gang godt af en medbragt kage fra Rasmus. Det er ved at blive en god tradition!

Claus B slutkomprimerer med jordloppen, så der ikke senere opstår sætninger. Lars jævner overfladen, så arealet er nogenlunde fremkommeligt.

Det er ikke arbejde det hele. Her holdes kaffepause ved billetsalget.

Vi mødes igen på lørdag til mere arbejde på perronen. Der skal både fjernes skinner, gamle sveller og sættes flere perronforkanter, ligesom vi skal have hentet nye materialer til projektet på Brandhøj. Vel mødt!

onsdag den 30. september 2020

IBK Forskønnelsesgruppen, Uge40

 Redacteuren har modtaget følgene afrapportering for udført arbejde fra "Gruppen for vedligehold og forskønnelse af stations- og banearealer" (GVFSB), der primært drives af Hans, men også inddrager andre medlemmer undervejs :-) :


Kære Alle

Der er sket lidt hist og pist på HVB i min lille "forskønnelses"afdeling og har også talt med vor redaktør om at jeg ofte vedlægger billeder med tekst som han måske kan bruge på blokken (det kan han, Red)

 1) Fem Ege

Sporskifte 151 fik malet sort og trimmet. Sporskifte 150 det samme og senest før sæson 2021 vil den også få opdateret den røde farve !

2) Plantagen

Perronen med Info tavle er blevet opdateret tidligere, men spor og sveller manglede så I ser nu før som det så ud og som det nu ser ud efter mit besøg.

3) Rubjerg

Perronen er OK, men spor og sveller manglede. Der er trimmet ved sporskifte 141 og et stykke op til 10 meter ind ved perronen. Jeg nåede desværre ikke hele perronen, men det bliver snart gjort.

4) Sølund

Her blev der trimmet ved begge sporskifter og mellem begge spor og gennem hele perronen. Sølund står færdig og det vil være standard fremover og mit mål er at sådan skal alle vore perroner se ud fremover.

Trappen op til perronen fik naturligvis også en opdatering.

5) Vaskeriet

Lars påtager sig mange opgaver som vi alle har gavn af, men vi andre kunne godt hjælpe ham mere.

Da jeg kommer næsten hver dag har jeg foreslået ham - og også blev godkendt af ham - til at være 2. "maskinvaske-mester" og udføre jobbet, når han mangler tid eller har andre vigtigere opgaver.

Jeg har mange gange set Lars komme ud med vasketøj og hængt det til tørre på det gamle jern ved benzin depotet her i sommer, men kan godt se et problem til vinter med regn, sne og meget dårligt vejr !

Derfor er der lavet en tørresnor i værkstedet så det "næsten" tørre tøj fra maskinvasken kan komme ud og tørre færdig i værkstedet på en bøjle og her kan man så hente sit vasketøj dagen efter.

De "ikke" så høje HVBér kan bruge den lille trappestige når de vil hente deres vasket tøj.

Det er vel OK !

6)

Jeg elsker at bygninger og huse har et "fundament" og da Benzin depotet manglede eet, har det fået alle de sten jeg har mødt på min vej gennem mit arbejde med at rense spor 0 som en løsning.

7)

Jeg er nu kommet gennem spor 0 og mangler kun 3 genstridige rødder som har pælerod og er for store til at min grensaks kan magte det. Det løses snart med min "Fine cutter" i næste uge.

Og hvordan får vi al dette grenaffald væk fra sporet og givet det tilbage til Hedeland ?

8) Den nye, fantastiske arbejdsvogn kan med få ændringer blive endnu mere værdifuld for vor arbejde i HVB !

Jeg vil foreslå der svejses nogle firkantede metalstykker på hver af siderne og jeg, med hjælp fra Steen i Snedkerværkstedet laver 4-6 "Sengeheste" i træ (ligesom vi gør på køjesenge for vore børn/børnebørn

sikre) og laver vognen om til en fantastisk "trailer" som kan transportere al "flygtigt" materiale til et sted i Hedeland hvor det kan blive til muld over nogle år.

Det vil gøre vor "helt unikke gravko" nemt for Lars eller Kenneth at fjerne al genaffald fra spor 0 uden at tabe noget på rejsen !

 Det var mit input denne gang.

 Jeg vil være på banen lørdag igen.

Der skal gøre lidt "pænt" før vi forhåbentlig får en masse gæster til sidste sommerafgang på søndag !

Vander blomsterne onsdag morgen og fredag aften så ingen hjælp behøves til vanding af Blomster Tipvognen.

 I må have det godt til vi ses lørdag.

 Hilsen Hans


mandag den 7. september 2020

Nyt fra maskinafdelingen #32-20 7/9:


Arbejdet med adskillelse af Sukkergris går også fremad...

I forbindelse med en anden værktøjshandel, så har vi fået en snerydnings-multimaskine oveni. Den har lidt skavanker som en defekt vandpumpe og fladt dæk… John og Lars arbejdede med at få vandpumpen løsnet og det gav sig fint. Dog satte den sig hurtigt igen ved prøvestarten. Til gengæld kom dækket af og hullet blev udbedret. Det ser ud til at holde. Carsten og Kjeld skiftede hængselbeslag på motorhuset til M30. De oprindelige var blevet ”godt-nok”-repareret på kobberværket med et par gevindbolte og en stribe mågeklatter. Udskiftningen af el-kabler i motorrummet, som Per er i gang med, begynder at tage form. Det bliver fint, når det er færdigt. Kenneth fremstillede filt og smørepuder efter hans egen metode. I første omgang til en vogn, så metoden kan afprøves og vurderes. Jeg syslede med at montere inddækninger på Superfos, samt færdiggøre installationerne til 12V lyset. Vi var 6 mand på Gården denne første mandag i efteråret. 

Dækket holdt luften - indtil videre
Gang i kabeltrækning ud i alle kroge af motorrummet

"originale" mågeklatter på bolthængsler

Motorlåget sættes nu på nye hængsler, beregnet til formålet

- det ser noget bedre ud!

Fremstilling af nye smørepuder i gang.


mandag den 10. august 2020

Nyt fra maskinafdelingen #31-20 10/8:

Meget grej skal ud for at give plads til at paller og palleløfter kan komme ud til vognhallen

På en af årets foreløbig varmeste dage, så holdt en del nok varmefri – men Peter og Carsten fik flyttet to tunge paller ud på lagerreolen i vognhallen. Det er en opgave, der kræver en del rangering, samt transport af den høje palleløfter. Jeg gav en hånd med, mens Steen kørte til Brandhøj og fandt nyt træ til ”ubevogtet jernbaneoverskæring”-skiltet. Hans havde fejlmeldt træet i forbindelse med malearbejdet - der var ikke nok træ at male på. Forståelig nok – det har nu stået der i over 30 år… Hans Henrik fik justeret olietryksalarmen på M25, så den ikke går i gang for tidligt. Jeg fik installeret højttalere rundt på Superfos-loket, så der nu er god lyd til strækningsfilmen, som vises i førerrummet. Endnu er det ikke klar til at publikum går ombord, men det går den rette vej… 5 mand mødtes på den sommervarme Gård.




Topstykker og andet til Frichsmotor kommer ind på rette plads

Nymalet stolpe og pæl til skilt - men en ny er påkrævet...

Man kan ikke se lyden, men den er der...



mandag den 3. august 2020

Nyt fra maskinafdelingen #30-20 4/8:



Store mængder jord er i tidens løb raslet ned og fjernet muligheden for at bruge arealet. Nu er det væk!
I de sidste par uger har der været gjort en stor indsats for at rydde op i ”skoven” langs det yderste spor. Den opgave blev denne aften afsluttet fornemt med afskrabning af al den jord, som efterhånden var drattet ned langs ”perronafdækningen” En dynamisk kvartet bestående Peter, Lars, Carsten og Kjeld fik med assistance af gravemaskinen, hældt overskudsjorden op i et par tipvogne og kørt den til genbrug andetsteds og bagefter blev der lagt et fint gruslag ud. Et andet hold tog sig af den store opgave med at heppe, så arbejdet blev solidt bakket op! Vi syslede også rundt andre steder, men dette var aftenens hovedopgave. 9 mand kiggede forbi Gården denne fine sommeraften.

Undervejs dukkede en hel del gammelt jern op ad bunkerne. Det meste røg til skrot. (Foto: SLA)

Tipvognstog i fuld fart med fyldte vogne. (Foto: SLA)


- og returnerer, mens solen går ned over Hedeland
Steen har været på Fem Ege og genetableret begge overgangene med nyt træ,
så vores gæster kan komme sikkert over sporet  (Foto: SLA)
Og Hans er ved at give Hedelands adgangsbom en omgang hvid maling.
Det er jo osse vores ansigt udadtil