Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 5. november 2016

Nyt fra Bafd 5-11-2016

Lørdag fortsatte vi arbejdet med sporskiftet ved kulgården. Vi fik tømt vores ballastvogne og fordelt ballasten i sporskiftet. Det rakte ikke til hele skiftet, så næste lørdag fortsætter vi med dette.

Omkring middagstid begyndte det varslede regnvejr, og det satte sit præg på aktiviteterne resten af dagen. Jørgen og Benjamin kørte ballastvognene ned i hallen på Brandhøj og kørte resten af banen igennem for at udskifte efterårsferie køreplanerne med vinterkøreplanerne. Jeg fortsatte på gården med at fremstille nye beslag til at fastgøre trækbukken, da de eksisterende var delvist gennemtærede. De var også fra en tid hvor mulighederne var begrænsede og selv tvivlsomme materialer blev genbrugt, så de har sikkert ikke været af en specielt god kvalitet, da de blev monteret omkring 1987.

I værkstedet blev der arbejdet på T1 samt med at montere kedelbeklædning på Vildmosen.



Næste lørdag fortsætter vi med ballastering og justering af sporskiftet.

Steffen

torsdag den 3. november 2016

Torsdagsbilledet #84

Den 3/11-2003 stod Vildmosen næsten som den gør i dag. På værkstedet med en ny(renoveret) kedel og ved at blive samlet. Men der skulle gå 5 år mere før No 3 var helt klar til at blive indviet og køre for egen damp igen. Så lang tid går der nok ikke denne gang.. Sidst blev der også fremstillet nyt førerhus og meget andet, som denne gang blot skal monteres igen.
I baggrunden står M24 som også fik den store omgang og først var køreklar et par år efter...
Vildmosen på værkstedet 3. november 2003. i dag for præcis 13 år siden...               Foto: Leif

mandag den 31. oktober 2016

Nyt fra maskinafdelingen #36-16 31/10:


Per afrenser de mange kontakter i kontrolleren


M25 fik igen det meste af opmærksomheden denne aften. Motoren har været prøvestartet i onsdags og kører fint, men termostaten/ temperaturviseren viste ikke korrekt. Den blev derfor skiftet. det var dog ikke helt let, da den gamle var limet fast og skruet ind i røret – så den måtte bores ud.
En ny union til proben må fremstilles. Kablet dertil blev også splittet ad for at finde en stelforbindelse – det koster et nyt kabel, som Per gik i gang med. Men inden da havde Per gennemgået alle kontakter, der havde spruttet noget ved prøvekørslen. De er derfor blevet afrenset og har fået kontaktfedt. I mens tappede Bjarne vandet af, så der kan komme rigtig kølervæske på. Jan og Carsten fik ved fælles hjælp monteret et beslag, hvor møtrikkerne skulle strammes med en ”mangevinklet” nøgle nedenfra smøregraven.
Hans fik afrenset motorskjoldet, mens jeg fik renset & grundet alle lågerne og den udtagne luftfilterkasse. Vi var mange om opgaven med at få luftfilteret skilt ad. De gode folk hos Frichs havde præcist ikke levnet plads til at filtrene kunne komme ud. Vi måtte derfor løsne en del skruer og kradse fugen oppe på motorhuset fri, så filteret kunne komme op den vej. Det så i hvert fald ud som om de aldrig har været skiftet, da vi fik dem ud. Vi flotter os og køber et par nye…
Carsten og Hans fik desuden arbejdet videre på T1, der nu er vendt om, så man kan komme til fra neden. Carsten renoverer bl.a beslag til fjederophæng, så de kan blive nittet på i stedet for svejset. Lars og Peter fik bl.a.  skiftet stikket til fremmednet på gravemaskinen. Det foregik ude i vognhallen. Vi var 8 mand på værkstederne og havde det så skægt, så mange af os først sluttede arbejdet lidt i 23…


Vandet tappes af kølesystemet, så termostat kan skiftes og rigtig kølervæske kan komme på.

Der arbejdes på M25: Kontakter renses, luftfilter udtages og skjold afrenses
- og hvis jeg ikke lige stod og tog billeder, så havde jeg en pensel i hånden :-)

T1 får nye beslag til fjederophæng

Luftfilter ude - sort. Pas på - lågerne er nymalede

Proben til termostaten skal bores ud med forsigtighed.

søndag den 30. oktober 2016

Nyt fra Bafd 29-10-2016

Lørdag startede vi med at køre en tur til Brandhøj for at montere det hjulsæt, som Peter har renoveret på ballastvognen. Det blev monteret, hvorefter vi fyldte begge ballastvogne og tog dem med op på Hedehusgården.

På Hedehusgården fortsatte vi sporskiftebygningen ved kulgården. Sporskiftet blev samlet og nu udestår kun ballastering, justering samt montage af trækbukken.

Under montage af den ene tvangsskinne bemærkede vi et udsædvanligt valsemærke i skinnen, nemlig "Blaenavon Steel 1886". En hurtig Google-søgning afslørede at der står et walisisk valseværk bag ved dette, som blev nedlagt omkring 1910. Den lille industriby i Wales rummer i dag både en museumskulmine, resterne af selvsamme stålværk, en normalsporet veteranbane samt rester af en 610 mm hestebane med en 1,9 km lang tunnel nedlagt omkring 1860. Absolut et spændende sted, der kan læses meget mere om på nettet ved søgeord som "Blaenavon ironworks" og "Thomas hill tram". Hvor skinnerne stammer fra har vi ingen viden om, men måske kan læserne kaste lys over dette? Omkring 1886 er det kun Gjedser Jernbane, der er bygget, men det var næppe med 17,5 kg/m skinner.

Claus har leveret dagens billeder.

Steffen
Det renoverede hjulsæt læsses af og rulles ind til ballastvognen

Ballast læsses til sporskifterenoveringen ved kulgården

De yderste meter monteres mod Roskildevej

Sporstopperen blev bakset på plads under en del besvær


Der bores til tvangsskinner


Et flot arbejdssted med blade der dryssede ned

Dagens skinne-arkæologiske fund "Blaenavon Steel 1886"