Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

torsdag den 21. september 2017

Torsdagsbilledet #129

Endnu et af Hjarnes fotos, taget et par dage inden den store indvielsesdag. Roevogn 260 skal flyttes fra værkstedet og hen til den lille bane-stump og det sker ved at flytte sporrammer en efter en...
Godt, manuelt arbejde - udført af stærke, unge mænd. Og de arbejder sgu endnu! Bare ældre...

Sporrammeflytning. Finn Sørensen går forrest. Han er banechef
Sporet er lagt og vognen kan komme på sporet og hen til selve banen


mandag den 18. september 2017

Nyt fra maskinafdelingen #35-17  18/9:


EL-motoren åbnes og efterses. Alt ser tørt og godt ud og ingen slitage eller andet skræmmer, så der lukkes igen. 


Det går fremad med at adskille M23 fra sit motorhus og denne aften blev det hævet første stykke. Det blev lidt lettere, da Carsten havde fået tømt de 60 liter diesel og en hel fyldt sandbeholder fra motorhuset… Et par deplorider blev klargjort til at lande motorhuset på.

E28 er nu kommet retur fra sandblæseren i nygrundet stand. Det ligner nærmest et hobby-samlesæt og der er første gang jeg egenhændigt har båret et helt lokomotiv i blot 7 dele – det var nødvendigt at flytte det til maskinværkstedet for at få støvfrit miljø; både Carsten og Jan producerede støv i lange baner. Især Jan, der fjernede maling fra de mindre dele fra E28 med stålbørsten., lavede de fineste, gule støv. Med delene i maskinværkstedet, så kunne hele rammen blive malet i en flot blå, som Hans bare synes er en FLOT blå! Og vi andre bifald da også, at E28 fremover bliver nærmere sin oprindelige farve, end den gule fra M&T-tiden. Lars og Hans fik efterset banemotoren og dens kommutatorer, der ser ud til at være i meget fin stand og desuden inspektion af snekke-gearet og adskillelse, så det kan blive malet. Niels fortsatte arbejdet på indretning af snedkerværkstedet, mens Per og Bjarne fik forbedret faciliteterne i Damp á.

8 mand gav den ”ennnu et bette nøk”, som Carsten siger.


I lørdags blev forreste hjulsæt skåret over og
akselenden
boret/ drejet ud for at skåne hjulet mest muligt.
Hjul og akselkasse adskilt i lørdags


Gevind på snekke-akslen udbedres, så akselmøtrik kan komme på igen. 

Jan laver gul sne på en ny måde :-)


Redacteuren med en pensel i hånden og...
1, 2, 3 - så er et lokomotiv malet!

Resultatet af aftenens arbejde på M23 - et skævt motorhus - snart klart til at blive løftet af undervognen

søndag den 17. september 2017

Nyt fra Bafd 16-09-2017

Efter en uge med en del regn, var det som om vejrguderne tilsmilede baneafdelingen på den lørdag, hvor vi skulle indlede svelleudskiftningsprojektet som vi fik midler til fra veterantogspuljen. På programmet stod udskiftning af sveller på rampen syd for Brandhøj, der fører banen op til sletten.

Et pænt fremmøde sikrede en hurtig opstart på arbejdet og inden frokost lå de første nye sveller allerede fastspigrede på deres plads i sporet.


Efter afgang fra Hedehusgård delte arbejdsstyrken sig i to: En gruppe forborede sveller og den anden gruppe fortsatte til arbejdsstedet og begyndte afsidning med gravemaskine og optrækning af spiger.
Klokken er lidt over 11, gravemaskinen er på plads og hovedparten af spigerne er trukket op.
Det er snart frokost, men de første sveller er allerede på plads i sporet. Forrest spigrer Steffen, Benjamin klargør sveller, underlagsplader og spirg, mens Kenneth, Jørgen og Lars udtager gamle sveller og skubber nye på plads.
Sideløbende med svelleudskiftningen nåede vi også at rydde lidt bevoksning. Når vi arbejder i sporet kan vi i små pauser ofte nå at rydde lidt grønt på arbejdsstedet. Så bliver alle holdt i beskæftigelse!

Efter frokostpausen fortsatte arbejdet i samme tempo og inden vi havde set os om havde vi udskiftet 38 sveller. Da banen endnu befares af særtog, skulle vi efterlade et driftklart spor. Vi skulle derfor efter svelleudskiftningen også nå en enkelt tur gennem sporet med stoppemaskinen.
M 40 har hentet stoppemaskinen på Brandhøj og understopningen er kommet i gang. Kort efter kunne sporet meldes klar til drift igen.

Efter endt arbejde, gjorde vi holdt på Brandhøj og borede lige et lille parti sveller, så de er klar til udlægning. Resten af arbejdsholdet klippede grene imens.
Otte mand nåede i løbet af dagen at deltage på arbejdsholdet og opgaven blev nået på så kort tid, at vi efter ankomst til Hedehusgård havde rigelig tid til dieselpåfyldning og M 12 fik også suppleret sin sandpåfyldning. De mest arbejdsivrige nåede også at rense tagrenden på vognhallen - noget vi åbenbart havde glemt til bygningsdagen?