Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 11. juli 2026

Nyt fra Baneafdelingen 11-07-2026

Sølund Station, ankomst 8.15 i spor 2, alle stiger ud! Endnu en arbejdsdag begyndte tidligt på grund af varmen. Arbejdsholdet var ikke stort, men så gik vi ikke i vejen for hinanden. Og vi vidste hvad vi ville: Afslutte samling af spor 1 og gennemføre justering og understopning. Kenneth, Lars samt Claus B og Claus N mødte i sommerklæder og solcreme. 

Så er vi i gang. Sølund Station ligger endnu i skygge - hvor var det dejligt! (LLZ).

Lørdag 3. juli afbrød en havareret trykluftkompressor samlingen af spor 1, og i dag skulle vi videre med en lånt kompressor fra Maskinafdelingen. Claus B og Børge havde læsset kompressoren i forvejen og vi var spændt på, om den kunne give luft nok til vores hammer. Den skepsis kunne vi have sparet os, for vi fik rigelig luft til at spigre sporet færdigt. Ja, vi var færdige allerede kl. 10.00, hvor vi normalt kun lige er ved at forlade Hedehusgård på en normal arbejdsdag. Vi nåede endda at udbedre en efterladt 'helligdag' i et stød, hvor vi måtte udveksle lasker og udvide et stødspillerum. 2 x Claus tog M 12 og kompressoren til Hedehusgård, hvor stoppemaskinen blev taget med tilbage til Sølund. 

Elkompressoren er læsset. Klar til tjeneste i Baneafdelingen. (Claus B).

Claus B, Claus N og Lars arbejder så sveden løber. Det var en varm dag! (Kenneth H).

Stoppemaskinen blev sat i nordenden af spor 1 og Claus B fik en kort instruktion i betjening og maskinens lejlighedsvise unoder. Herefter gik understopningen strygende: Lars løftede og justerede sporet, Claus N skovlede grus (han fjernede de værste rødder og spagnum), Claus B kørte stoppemaskine og Kenneth justerede grus (og fjernede rødder og spagnum som Claus N havde overset). Arbejdet blev kun besværliggjort af varmen, men vi huskede at drikke vand, så vi led ingen overlast.

Kenneth giver Claus B et par tips, inden Claus på egen hånd udførte understopning af sporet helt uden fejl.

Fra stationsbirkens skygge ses vores stærkt ombyggede 'Kleinstopfmaschiene' fra DDR i aktion. 

Straks efter understopningen er afsluttet, klargør Kenneth og Claus B stoppemaskinen til hjemtransport. Vi var ikke interesserede i at opholde os i solen længere end højest nødvendigt.

Med understopningen klaret gjorde vi klar til hjemkørsel. Der var efterhånden ulideligt varmt på Sølund Station og vi havde klaret justering af ballast på langt den største del af sporet. Derfor tog vi flugten til Hedehusgård, hvor der stedvis er mere skyggefulde forhold. 2 x Claus fik rangeret stoppemaskinen på plads, mens Lars og Kenneth læssede den lånte kompressor af og tankede. Vi sluttede af med is i skyggen efter en god dag. Nu kan vi godt love, at Sølund kan være vært for utallige togkrydsninger under Spejdernes Lejr. I løbet af ugen har Børge endda nået at udføre arbejde på begge sporskifter så de kan låses i begge grene.

Så er vi færdige. Helt færdige. Sølund Station er klar til drift! (LLZ).

torsdag den 9. juli 2026

Torsdagsbilledet #268

 Så nærmer sig tiden, hvor Hedeland Naturpark omdannes til en gigantisk teltlejr, når Spejdernes Lejr igen skal afholdes i uge 30 - fra den 18-26. juli. Lige som i 2022, så kører vi intensiv trafik alle dagene gennem telte og bålrøg, samt glade, vinkende spejdere. Køreplan og andet kan nu ses på vores hjemmeside >>


Toget passerer en flok, der er ved at opbygge deres lejrplads

Toget kører lige gennem lejren


mandag den 6. juli 2026

Nyt fra maskinafdelingen #22 06/07-26:

Så er GM32 endelig føjet til rækken...

 Da sommeren i disse dage er slået lidt over i koldt og regnvejr, foregik arbejdet indendørs. GM32, en melisvogn der længe har stået hensat efter en afbrudt reparation, er kommet retur i værkstedet. Undervognen var stort set renoveret, mens vognkassen har en del træ, der skal udskiftes. Så Jan og Kjeld m.fl. gik i gang med at gennemgå den, måle op og overveje, hvordan reparationen denne gang kan gøres helt færdig. Søren og Per kiggede på udskiftning af lysstofrør og defekte armaturer i loftet, så det store stillads fik en køretur. Lars O. og John arbejdede videre på svejsning af bogierammerne – der er en større opgave. Jan S. fik testet en omgang mere på storskærmen i udstillingen, hvor der dog stadig udestår lidt styring. Så det er stadig manuel start. Jeg fik malet videre på den store drejebænk og er nu nået til anden etape, hvor det er forfra med afrensning, afdækning, grunding, maling osv. Hugo og Søren kiggede desuden videre på planerne for en midlertidig ombygning af Damp Af, så den opgave kan snart påbegyndes. Det skal give lidt mere garderobeplads og bedre udnyttelse af arealerne, indtil den store ombygning om nogen år forhåbentlig kommer i gang. Vi nåede da også en kop kaffe og hyggelig snak, så endnu en fin aften med 11 medlemmer på Gården. /Leif

Rammen er restaureret og mangler primært skinnerne til skydelågerne. Resten trænger!


Opmåling foretages og noter gøres


Det går planmæssigt frem med svejsning af bogierne


Lampeværksted...

Status på maling af drejebænk: ca. halvdelen udestår endnu...

søndag den 5. juli 2026

Nyt fra Baneafdelingen 05-07-2026 Spejdernes Lejr

Det er efterhånden svært at undgå at se forberedelserne til Spejdernes Lejr i Hedeland. Søndagens passagerer i plantogene kunne se telte og granrafter på begge sider af banen ved Sletten mellem Brandhøj og Rubjerg Station. Baneafdelingen skulle også udføre forberedelser til den store spejderlejr, idet vi skulle etablere tre midlertidige overgange, der skal forbinde den del af spejderlejre, som er beliggende på Sletten.

Tømmerbane? Nej, sommertrafik på Hedelands Veteranbane og rafter, der venter på spejderne senere på måneden.

Med trafik på strækningen kunne arbejdet først begynde efter sidste togs ankomst til Hedehusgård. Mens personvognene kom på plads i museumshallen, læssede dagens arbejdshold på 6 mand materialer, inden vi kørte sydpå til Sletten. 

Materialer afleveret af Spejdernes Lejr læsses ved museumshallen.


Så er vi fremme ved første arbejdssted midt på Sletten. Arbejdet planlægges. I baggrunden afventer en pæn stak rafter spejdernes ankomst.

Aftenens arbejdshold bestod 2 x Lyngesen (Steffen og Anders), der her fremstiller dele til de overkørselstavler, der opsættes ved de midlertidige overgange.

Vi var også 2 x Brandstrup (Børge og Claus), så hed man Andersen og Nielsen var man lidt ved siden af i dag.

Vi lavede også midlertidige overgang ved Spejdernes Lejr i 2022, men det var som om vi havde glemt hvordan man gjorde (vi har jo også lavet meget andet i mellemtiden), så det tog lidt tid at komme i gang. Efterhånden gled vi dog ind i en god rytme. Gik der en rum tid med første overgang, gik nummer 2 en del hurtigere!

Kenneth og Claus B skruer midterstykket til overgang 2 sammen. Nogle af spejdernes servicetelte ses i baggrunden.

Overgang nummer 2 er færdig. Arbejdsholdet er i gang med oprydningen. Efter kontrolmåling og fotodokumentation til Trafikstyrelsen går det videre til sidste arbejdssted.

Mellem Flintebjerg og Rubjerg byggede vi sidste midlertidige overgang. Også her kan man skimte telte i baggrunden i retning mod Reerslev.


Klokken 20.19 blev den sidste franske skrue sat i og efter endnu en kontrolmåling og fotodokumentation kunne vi køre tilbage til Hedehusgård, hvor vi lagde afskårne træstumper i brændeskuret til optændingsbrænde og rangerede på plads. En hyggelig eftermiddag og aften med banearbejde er en dejlig afveksling. Nu skal vi bare have fikset spor 1 på Sølund Station og så er vi klar til spejderkørsel.

Spejderne gennemfører anlæg af ramperne op til overgangene, ligesom de leverer Hoffmann-klodser til opsætning af advarselstavler. 

Da Steffen og Anders var færdig med at lave tavler, kunne alle 6 mand kaste sig over den sidste overgang. Det betød et helt uhørt tempo!