Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

torsdag den 30. april 2026

Torsdagsbilledet #259

 Dette Torsdagsbillede er i dag 10 år gammelt - 30. april 2016! Den gang stod der stadig et forfaldent barakskur, som kommunens vejafdeling havde efterladt og som rideforeningen måtte anvende som mødested - men det fungerede vist ikke optimalt og en dag blev det revet ned... På denne dato afholdt vi den gang den årlige Bygningsdag - der nu er omdøbt til "Klargøringsdag" - den vi afholder nu på lørdag den 9. maj ;-)

Der blev pladsen ryddet og gjort klar til en ny opbevaringsplads. Jord væk, grus på. Det blev så ikke helt som planlagt - men stakittet var næsten lige sat op - siden blev kulgården forbedret og nu er der jo igen planer om bygningen af et koldt skur til materialer. Det skal nok blive realiseret! /Leif


Den lokale oplagsplads ved kulgården; her ryddet for buskads og en kæmpe trærod >

En collage fra Bygningsdagen den 30. april 2016, hvor der blev løst mange gode opgaver


mandag den 27. april 2026

Nyt fra maskinafdelingen #13 27/04-26:

 

Det sidste af tre bannere er opsat og klar til at minde folk om, at det snart er tid til en tur med toget!

Solen havde også skinnet hele denne dag og humøret var derfor godt efterhånden som folket mødte ind. Måske hjalp det ekstra, at både Klaus og Jan S. havde medbragt lækre, søde sager til kaffen. Da vi således havde indtaget alt for meget, så måtte vi lige ud og røre os lidt. Søren og Luis blev udenfor og fortsatte arbejdet med at skifte frontplader på portene og ved samme lejlighed male kanterne op i sort. Det bliver pænere og pænere. Jeg fik ikke set, hvad de øvrige syslede med inde i værkstedet, for Jan S. og jeg ville opsætte sommerbannere de tre vanlige steder. Vejret havde dog været lidt hård ved den ene og vi måtte rekonstruere lidt af trækonstruktionen før vi kunne hænge banneret ud mod Roskildevej op. Det gik bedre nede ved Brandhøjgårdsvej, mens alle snore på vognhallen havde blæst sig utilgængelige uden en stiges medkomst. Vi gik derfor ind i baneafdelingens område for at hente en sådan og her var Bastian i gang med at afklare, hvorfor den nymonterede mikrokontakt var gået fra hinanden. Svaret var nok et par millimeters forskel på den gamle  model og den nyindkøbte - og en styring, der pressede lidt for hårdt i yderstillingen. Så der bliver nu arbejdet på en lidt bedre løsning. Kontakten styrer frem/bak kontrollamperne i betjeningspanelet. Jan og jeg fandt en stige og fik det sidste banner hængt op. Nu er vi klar til den 17. maj hvor de første sommertog afgår! En hyggelig aften med 10 mand på Gården /Leif

Plader skrues fast og kanter males
Rammen til bannerophængning får nyt træ
Og her er det på sin rette plads!
Ved den røde port hænger banneret nu som vejviser

bag M30 gemte Bastian sig i motorrummet










søndag den 26. april 2026

Nyt fra Baneafdelingen lørdag d. 25. april 2026

Foråret var sat på pause, da baneafdelingen drypvis mødte ind lørdag morgen og formiddag. Blæsten var hård fra vest, men det afholdt ikke baneafdelingen for at tage ud og færdiggøre forårsklargøringen af banen.

Men vi starter lige et helt andet sted.

Tirsdag havde vi tilsynbesøg af Trafikstyrelsen, der skulle se dokumentation for vores sikkerhedsarbejde på Hedelands Veteranbane. Tilsynet gik godt, og vi afventer nu den endelige rapport fra Trafikstyrelsen med kommentarer om, hvad vi eventuelt skal ændre eller gøre bedre.

Tak til Steffen for at Damp Af stod knivskarpt til Trafikstyrelsens besøg.

Tilbage til lørdag, hvor Steffen, Børge, Steen og Lars kørte med M30 til Fem Ege, mens Søren, Kenneth, Claus og Peter blev tilbage på Hedehusgården for at løse andre opgaver.

Et af de projekter vi prioriterer rigtig højt er omsporingen af vores skinnevalse til 700 mm. sporvidde.  

Kenneth har fundet det rigtige værktøj frem.

Vi fik med noget besvær afmonteret det sidste hjulsæt, og er nu klar til næste step i processen.

Hjul og aksler demonteret.

Vi fik også flyttet karossen til MDR, gjort rent og fejet diverse efterladenskaber op fra gulvet.

Karossen til MDR´en skal lige have lavet lidt pladearbejde på fjernværkstedet.

Dagen i vognhallen blev afsluttet med citronmåne fra DanCake delt i 4 lige store dele og et par gode kopper kaffe til at skylle de mange E-numre ned med.

På strækningen fortsatte klargøringen af banen til sommertrafikken. Vi startede i den sydlige ende, og fik oprenset overkørsler, afvasket skilte, renset og smurt sporskifter samt en masse andre småopgaver undervejs. Af egentlige eftersynsopgaver inden sæsonstart udestår nu opmåling og eftersyn af sporskifter på Hedehusgård, Sølund og Brandhøj stationer, samt et gående eftersyn i banens længde. Det skal vi nok nå.

Peter og Steffen

I sporskifter er det vigtigt at tvangsskinnerne er fastspændte. 
På Fem Ege skiftede vi boltene, der sikrer dette.  

Ca. 100 m før vores sikrede overkørsel ved Stærkendevejen sidder der nogle rystekontakter i sporet, som aktiverer anlægget når toget passerer. Disse kontakter blev gravet fri, og kabel-føringen til dem blev gravet ned, så vi lettere kan køre med ballastharve og slagleklipper.

Sporskifterne inkl. trækbukke blæses rene med trykluft, inden vi smører dem.
Alle bevægelige dele bliver smurt med fedt.