Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

torsdag den 30. juli 2026

Nyt fra baneafdelingen torsdag d. 30. juli 2026

Meteorologerne havde ret - mindst 28 grader og heldigvis - en svag vind.

De forrige dages arbejde sad stadig i kroppen, da Børge og Peter mødte ind til en god kop kaffe og en snak om, hvem der havde mest ondt efter arbejdet med fjernelsen af de midlertidige overgange. 

Derfor aftalte vi, at det ikke var i dag næverne skulle tale, men maskinerne........

Hvis vi når ud til der, hvor verden skal forlænges med brædder, har vi skruerne.

Vi ville rydde op på Hedehusgården.....

Den tanke har aldrig ligget til højrebenet, men i dag skulle det være.

Vi startede med at flytte det sporskiftetømmer, der ankom sammen med de sveller vi bruger på strækningen. Et arbejde minigraveren kunne ordne og som ekstra bonus fik vi frigivet et sæt diplorier vi altid kan bruge.

Mikado for let øvede.

De sveller der kom med sidste leverance er nu lagt øverst.

Svellerne stakket med omhu og akkuratesse. 
Bemærk skinnerne i bunden af billedet - dem kommer vi til.

Efter frokost var vi nået til oprydning af diverse skinnestakke, der har ligget temmelig længe. Vi startede med at smide de skinner, der havde holdt den gamle perron på plads på Stenager. Nu havde de også ligget og ventet i  3½ år, så det var på tide, at de kom i skrotspanden.

Vi fik også indsamlet skinner andre steder fra, der har ligget hist og pist på Hedehusgården, så resultatet blev et fyldt sæt diplorier, der skal køres ned på Brandhøj, når det passer ind.

Til orientering - den sidste skinne blev også læsset på diplorierne - ingen helligdage.

Endnu et areal tømt for gamle skinner - se evt. billedet tidligere i bloggen.

Til sidst fandt vi en 700 mm sporramme frem, der kan bruges til det sidste stikspor ved drejeskiven, så nu er der ikke flere undskyldninger - Kjeld...!

Vi kan altid bruge et stikspor mere.....

På lørdag fortsætter arbejdet på den lille veteranbane, så må vi se, hvem der dukker op.


//Peter.

tirsdag den 28. juli 2026

Nyt fra baneafdelingen mandag d. 27. og tirsdag d. 28. juli

Alle eventyr starter med - "Der var engang" og mange blogindlæg med "Vi startede med en god kop kaffe", så det prøver vi denne gang.....:-).

Knapt havde støvet lagt sig og den sidste spejder forladt Spejdernes Lejr 2026, før baneafdelingen mødte ind mandag morgen til en dag i oprydningens tegn. Vi havde op til lejren anlagt 3 midlertidige overgange, som skulle demonteres ved lejrens afslutning efter aftale med Trafikstyrelsen.

Derfor mødte Børge og Peter ind klokken 9.00 til en god kop kaffe og planlægning af dagens opgave.

Vi havde lavet en aftale med SL2026 der påbød os at fjerne det, der var monteret inden for fritrumsprofilet til sporet, og at SL skulle fjerne resten.

Alt ånder fred og ro på Hedehusgården efter en uge med heftig aktivitet.

Vi fik oprangeret banetoget og ville starte med at fjerne de krydsmærker der var opstillet i forbindelse med overgangene, så vi startede længst mod syd, hvor spejderne allerede var godt i gang med at demontere deres del af overgangen.

Her fik vi at vide, at materialerne "bare skulle smides ud" da de ikke kunne genbruges på næste lejr, så hvis vi ville have dem måtte vi tage dem.......

Nu kender vi begge til kassererens holdning vedrørende modtagelse af "gratis materialer", så vi lavede den aftale med spejderne, at vi selv ville skille de to sidste overgange som tak for materialerne.

Skruemaskiner og hårdt arbejde giver en fyldt Storebæltsvogn. (BBR)

Om spejderne har aktier i NKT ved jeg ikke, men overgangene var samlet med + 500 skruer hver....., så efter tre timer havde vi skilt den første ad og kørt materialerne til Brandhøj.
Da tiden stadig var med os besluttede vi os for at skille den sidste ad, hvilket "kun tog 2 timer - materialerne kunne vi læsse af tirsdag.

Materialerne overnattede på Hedehusgården.

Tirsdag startede med endnu en god kop kaffe og et par rundstykker, da vi begge var noget medtaget efter mandagens strabadser. 

I adstadigt tempo fik vi tømt storebæltsvognen og manglede nu kun at afhente materialerne fra den sydligste overgang. Denne var både længere og bredere, så selv om spejderne havde gjort det grove, var det tungt arbejde.

Vognen fyldt - langsomt men sikkert.

Trætte og fuldstændig drænet for energi lykkedes det os at få tømt storebæltsvognen for de sidste materialer og vi returnerede til Hedehusgården ved 15. tiden.

Rester til opfyld i brændeskuret og hønsenet til skrotspanden på Hedehusgården


Ved hjælp af de sidste krampetrækninger og med udmattelsen malet i ansigterne fik vi fyldt de ukurante klodser og trækiler over i brændeskuret på Hedehusgården, så dampfolkene har lidt at gøre godt med de næste par søndage.

Resultatet af to dages koncentreret indsats.

Halvt fyldt eller halvt tomt - rester fra overgangene.

I morgen holder vi fri, men er klar igen på torsdag - samme tid, samme sted.

//Peter

søndag den 26. juli 2026

Spejdernes Lejr 2026, dag 8 – 260726

Fra lørdag til søndag er der forsvundet mange telte...

 På ottende og sidste dag med tog på spejderlejren holdt vejret sig tørt, lidt sol, men mest skyet og mindre vind end dagen før. Samtidig var det vores faste søndagskøreplan og det viste sig hurtigt at det mest var vores almindelige gæstetyper, som skulle på skovtur og legeplads. En del vidste ikke at der var spejderlejr, men mange skulle lige ud og se, hvad der skete. Fra lørdag til søndag var der sket store forandringer; mange telte var allerede væk og i løbet af dagen forsvandt endnu flere. Til sidst var der et par telte tilbage og store bunker af grej og rafter, der skulle afhentes. Vi havde dog osse en del store rygsække, der lige skulle til nærmeste P-plads. På afstand kunne vi også se de mange busser holde klar oppe på Brandhøjgårdsvej. Der skal mange til at få kørt 30.000 spejdere hjem - eller til en station. Som forventet blev der ryddet flot op og intet efterladt – andet end meget slidt og nedtrådt græs… Det har, lige som ved sidste lejr, været en stor fornøjelse at køre gennem lejren og vinke til de mange spejdere og jeg tror, at de fleste har glædet sig til at se togene køre forbi. 

Alle veteranbanens frivillige har gjort en kæmpe indsats og lagt mange timer i både forberedelser og tjenester. Jeg vil gerne sige tak til alle mine gode klubkammerater for en hyggelig uge ombord på toget! Og nu trænger jeg til ferie – rigtig ferie et par uger. I slipper derfor for mine indlæg på Bloggen i den nærmeste tid – måske… /Leif

Fra lørdag til søndag er der forsvundet mange telte... Busserne kan anes i baggrunden
Dagens første togmøde på Rubjerg - for i dag skal vi videre til Fem Ege...
Også familie skal hilse på personalet :-)
Sammenlign med et foto fra de andre dages Blog og find forskellen
Nu kan vi snart se bunden af Rubjerg igen...
Godt vi var bemandet ekstra til dagen

Nogen kommer bare med en lille trailer, andre en større...


Fra fire smalsporsnørder fra en polsk 785 mm bane (SGKW), fik vi lækker guf som tak for en rundvisning på værksteder og i museet. De var på nordisk rundtur til flere smalsporsbaner - især dem der har samme sporvidde. Her kan vi jo fremvise FJ IV og FJ V, samt Superfos og ASEA-loks fra Aalborg. De fortalte at de altid var blevet mødt med stor venlighed fra kollegaerne rundt omkring. De var også glade for besøget hos os.