Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 7. oktober 2017

Nyt fra Bafd. 07-10-2017

Der var lovet vedvarende regn det meste af dagen, og hold 1 i baneafdelingen spildte derfor ikke tiden. Vi var klar til afgang fra Hedehusgård lidt i 10, hentede stoppemaskinen på Brandhøj og fortsatte straks til arbejdsstedet, der denne lørdag lå, hvor vi sidste weekend skiftede sveller. Sporstykket skulle understoppes, så banen er klar til efterårstrafikken i uge 42. Med fire erfarne banebørster kom arbejdet hurtigt i gang og kl. 12 var vi færdige med opgaven. Arbejdet blev ikke synderligt generet af regn, men lidt i tolv tog regnen til og sådan fortsatte det resten af dagen.
Stoppemaskinen klargøres.

Stoppearbejdet skrider godt fremad. Efterårets farver breder sig og havtornens bær lyser op i orange.
Kenneth er koncentreret i stoppemaskinens førersæde. Lars jævner ballast

Vi fortrak til Brandhøj, hvor vi spiste frokost med hold 2, der havde arbejdet med noget af vores materiel i opbevaringshallen. Efter frokosten afprøvede vi kort en ny, brugt tryklufthammer, da vores to gamle udviser kraftige svaghedstegn. Dem købte vi brugte i starten af 90'erne - så de må siges at have gjort deres pligt.
Kenneth tester den vibrationsdæmpede hammer.

Efter at have fået banetoget på plads i vognhallen på Hedehusgård, afholdtes der køreskole med M 30. Derpå kastede vi os over en tiltrængt oprydning i Damp'a, hvor der blev sorteret papir og jernbaneblade, fejet og vasket gulv. Da det var på plads, kastede et par medlemmer sig over en mindre elopgave på loftet. Sådan sluttede en dag med mange forskellige opgaver.

torsdag den 5. oktober 2017

Torsdagsbilledet #131

Hedehusgården 6. maj 1978 - (040578-11a)
For at banearbejdet kan komme videre, så er der brug for sveller og skinner. Skinnerne har man fra Vanløse Teglværk, men derfra var svellerne ikke meget værd. Heldigvis så får klubben lov til at hente sveller i den nærliggende Nymølle grusgrav. Her har svellerne ligget godt oven på grus og selvom de allerede er brugte DSB-sveller, så kan de godt bruges - når man er en klub, der INGEN penge har. Skinnerne er dog allerede solgt til gammel jern.
Midt i billedet kan man se de to lokomotiver, som vi også fik doneret af Nymølle.
De blev kald "Lus" og var bygget af Nymølle selv.
Nu har vi kun nr. 8 tilbage - i en ikke ret god stand efter mange år udendørs. Se den her >

Hedehusgården 6. maj 1978 - (040578-15)
 Snart er endnu et vognlæs tømt og lagt i store stakke - sammen med alt det andet smalsporsmateriel, der skyndsomt blev indsamlet rundt om i hele landet inden det hele var smeltet om til gammelt jern.

mandag den 2. oktober 2017

Nyt fra maskinafdelingen #37-17 2/10:



Aftenstemning ved værkstedet. Rokade - M4 på vej over i gravsporet
Hans gik straks I gemme bag ”tørresnoren” og malede alle de mange grundede dele i den flotte, blå E28-farve. Jan fortsatte med at afrense endnu flere dele til ”samlesættet”, hvoaf en del også nåede at blive grundet. Carsten og jeg udførte en rokade af motorhus og lokomotiver, så de stod bedre for det videre arbejde. Og når vi nu havde et næsten ryddet gulv, så benyttede vi lejligheden til at få fejet gulvet, der bl.a. bar præg af at Jan havde afrenset den megen gule maling på E28´s dele… Vi fik også ryddet op i klods-kassen og andet, der gør livet lidt nemmere på et værksted. Lars og Niels fik i fræseren renoveret en spigeroptager, der var godt slidt efter lørdagens hårde omgang banearbejde. Så vi var 6 mand på Gården denne aften, hvor månen stod flot på nattehimlen.
Motorhuset fra M23 er nu tømt for alle løsdele og skal have en grundig tur med højtryks-spuleren på lørdag.
Derfor foretog vi denne aften en lille materielrokade 


M23 og motorhus på hver deres hjul. Månen lyser bag træerne

En helt nyfejet gulv tager sig da flot ud...

Oprydning i træklodskassen

Endnu en afrensen E28-dims bliver grundet.

Hans er næsten færdig med hele "tørresnoren" af dimser

Vi fik også båret det sidste hjul fra E28 over til drejebænken,
så Bo kan udbore akselstumpen ligesom på de tre andre