Kenneth A, Lars, Christian (og jeg senere) tog til tidligt til Brandhøj for at fortsætte arbejdet med sporlægning foran hallen. Det blev til en del forgæves oversavning af sveller – for selv når de ser fine ud på ydersiden, så er de hule indeni. Et par gode sveller blev det dog til. Kenneth fik brugt vinkelsliberen flittigt til at afskære de gamle tværstykker fra et sporskifte, der skal ombygges fra 785mm. Det er således næsten klart til genopbygningen. Skrot og skrammel blev fjernet. Kl. ½8 kørte vi hjem for at forsætte på gården, hvor Kenneth P og Carsten fik finpudset tagbuerne fri for limrester og derefter blev tagkonstruktionen samlet. Den afventer nu maling.
Jan kom godt i gang med at forhøje de to fodplader til gulvet i førerrummet på D13.
Christian og jeg fik afrenset og malet stolperne på C210 hvide første omgang. Carsten fik også vist et par interesserede rundt i værkstederne og Erik havde bragt sin nabo forbi for at vise vores fine klub frem. Således endnu en travl aften med 10 fremmødte medlemmer. Sommerferien er ved at være forbi.