Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 3. marts 2018

Kort referat af IBK´s Generalforsamlingen 2018





Årets generalforsamling 3. marts 2018 i Industribaneklubben, indkaldt rettidigt, foregik i år i Taastrup medborgerhus og det var et fint lokale. 24 medlemmer indfandt sig rettidigt og efter den sædvanlige dagsorden blev vedtaget, så holdt formanden en lang og fornem beretning. Der var meget at berette fra et travlt jubilæumsår, fyldt med flotte milepæle. Så kunne kassereren fremlægge en fint regnskab til applaus og derefter gennemgik afdelingscheferne årets arbejder i de forskellige afdelinger og med en fin spørgelyst fik vi afviklet gennemgangen af disse, for herefter at fremlægge de nye mål til vedtagelse. Herefter blev de bestyrelsesmedlemmer, der var på valg genvalgt i løbet af nul-komma-fem og derefter kunne vi gå til evt. Et fyldigere referat vil blive bragt i TIPVOGNEN, hvor man også kommer at læse en sammenfatning af formandens beretning, samt se regnskab og budget i tidligere numre.




mvh (den genvalgte) Sekretæren

torsdag den 1. marts 2018

Torsdagsbilledet #151

På sidste Torsdagsbillede nød vi udsigten, men denne gang skal der mere fart på. Vi skal jo se om banekolonnen når til Sølund som planlagt. Derfor arbejdes der denne septemberdag i 1979 med understopning af sporet. Det foregik den gang med en håndholdt vibrermaskine. Det var hårdt for ryggen og det tog en hel del længere end med den stoppemaskine vi nu har til rådighed for den slags arbejde. M2 står klar som ballasttog.

Finn, Peter og Hans-Henrik Nielsen fra Græsted er i gang med understopningsarbejdet lige før kurven



M2 med dens tipvognstog fra Oldebjerg teglværk

mandag den 26. februar 2018

Nyt fra maskinafdelingen #12-18 26/02:


Lars svejser endnu en trækstang til brug for BAfd


Da et flittigt arbejdshold i lørdags fik både motor og dræsine ud af værkstedet, så brugte Erik, Martin og Carsten aftenen på at gøre værkstedet klar til det næste, store projekt med træarbejdet på GM32. Maskinerne blev testet og flyttet rundt på.
Det samme i motorværkstedet, men her var Hans og Lars også i gang med at få snekkehjulet monteret på akslen. Et arbejde, som vi var flere, der både iagttog og hjalp med ved. Der skulle drejes mange gange med gaffelnøglen…
Niels har færdiggjort de flotte bøsninger til træhåndtagene, som Kjeld skal dreje til brug for ”juletræet” og fortsatte med at fremstille en sikkerhedsskærm til drejebænk og fræser. Kjeld målte Superfos-lokomotivet op, så der kan blive bestilt den rette mængde maling og jeg fortsatte med afrensningsarbejdet inde i førerhuset. Det er tydeligt at der oprindeligt har været to-farvet på siderne. Lys grå øverst og gul nederst. Vi gik også i gang med at fjerne sædet og bremsehåndtag, så der kan afrenses og males ordentligt. Lars O. svejsede imens endnu en flot trækbom til baneafdelingen. Vi var 11 aktive denne kolde februaraften. Godt vi har varme på!


Husk at vores Generalforsamling på lørdag 3/3-18 bliver afholdt i Taastrup!



Ved stålbørstens hjælp kommer den gule farve frem under den grønne

Niles har drejet et par flotte bøsninger til træhåndtagene
Før arbejdet med E28´s drivaksel går i gang >


Akslen er pudset af og noten placeres

Med forsigtige slag slås delene på plads
- og suppleres med slag fra en stor kobberhammer

Herefter skal alle bolte strammes med en jævn rytme og mange gange,
mens emnerne finder deres plads tæt sammen

Kontrolmålingerne er tilfredsstillende. Snekkehjulet sidder i midten!

søndag den 25. februar 2018

Nyt fra Bafd d. 24-02-2018

Frosten har bidt sig fast, så det var umuligt at fortsætte sidste weekends svelleudveksling foran vognhallen. Dagen blev derfor brugt med andre opgaver.

Første opgave var at flytte vores Scania motor ud af snedkerværkstedet, så der kan blive bedre plads til et par nye maskiner. Da gårdspladsen var frosset, gik det relativt let at køre med den næsten 1 tons tunge motor på en pallevogn henover pladsen. Ved kiosken havde solen dog tøet overfladen op, så det var umuligt at køre videre. Heldigvis er vores minigraver stærkere end Bo, Carsten, Lars og jeg tilsammen, så med fælles hjælp fik vi trukket motoren op til overkørslen. Her blev den ved mange små løft af minigraveren, et utal af klodser og god tålmodighed bakset op på et sæt deplorider.

Efter frokost blev motoren rullet ind i vognhallen, hvor den skal placeres i bunden af pallereolen. Pumpedræsinen blev også flyttet fra snedkerværkstedet og ud i vognhallen, men denne flytning foregik betydeligt lettere, da dræsinen kun vejer et par hundrede kg.
En meget speciel oprangering foran vognhallen. Fra venstre ses pumpe-
dræsinen, Scania-motoren stablet op på et sæt deplorider samt vores u-
undværlige vogn med klodser og donkrafte til en hver situation. (LLZ)

Resten af eftermiddagen gik med at klargøre og reparere vores værktøj til den nyindkøbte tryklufthammer. Desuden fik vi repareret tungespidsen på sporskiftet til spor 0, så det atter er i brugbar stand.

Steffen

Sporskiftetungen på svejsebordet. Først blev den forvarmet og herefter blev
spidsen svejst på igen. Til sidst forstærkede vi tungen, så et lignende brud
formentlig undgås (LLZ)