Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 17. september 2016

Nyt fra Bafd. 17-09-2016

Efter vi i sidste uge afsluttede malingen af alle sporskiftebukkene på Brandhøj, skulle vi nu se hvor mange af de øvrige skifter vi kunne nå. Desuden skulle vi nå at sætte køreplaner op, så besøgende i Hedeland kan se hvornår vi kører tog i efterårsferien.

Efterårskøreplanen er sat op og nu renser vi lidt graffiti af stationsskiltet. Det skal vi heldigvis meget sjældent.
Undervejs til Fem Ege gravede vi prototypen på vores nye mærke for vejoverkørsel med nedsat sigt ned. Vel ankommet til Fem Ege blev de to skiftetræk sandblæst og grundet. Da vi var fem mand, kunne vi også sætte kræfter af til at male stationsskiltet på perronen og den træbeklædte overgang i spor 2.
Den nordlige trækbuk på Fem Ege er grundet. Jørgen tager lige tid til at få has på lidt generende buskads.
Arbejdsholdet spiser frokost ved bordene vest for Fem Ege station. Det er ikke altid vi sidder så komfortabelt og spiser i baneafdelingen.
Mens vi arbejdede på Fem Ege, aflagde Hans og Carsten besøg i M 3, som var ude på sin sikkert længste køretur nogensinde.

Efter frokosten kørte vi til Rubjerg station og nåede undervejs at male stationsskiltet på Plantagen trinbræt. Begge skiftebukke blev sandblæst og grundet. På Rubjerg stødte Lars til arbejdsholdet og vi fik malet stationsbænken og taget mål til et nyt stationsskilt. På vejen hjem til Hedehusgård nåede vi desuden at male skiltene på Stenager og Sølund, ligesom vi fik klippet en del havtorn ned.

Steffen sandblæser med skibakken i baggrunden.

Lars, Steffen og Claus maler stationsskilt på Sølund.

Der er læs på bagperronen! Udover Lars' cykel havde vi en sporskifteviser med hjem. Den skal vi undersøge lidt nærmere. Måske er der muligheder i den?

torsdag den 15. september 2016

Torsdagsbilledet #77

I sidste uges udgave af Torsdagsbilledet så det ret koldt ud. I denne udgave er der stadig minusgrader, men sneen ligger noget højere. Et bevis på, at vi ikke bare sidder indendørs selvom det er koldt.
Det er vinter 1995 og vi er på Brandhøj for at hente sveller til et af sporene i vognhallen på Hedehusgård st. I baggrunden ses en af de store svellebunker, der med mellemrum prydede Brandhøj-arealet. M 9 er klar til afgang. Carsten står på trinbrættet, Finn og Steffen sidder i førerhuset, mens Claus lige får taget et billede med sit Nikon F401x inden der er afgang.

mandag den 12. september 2016

Nyt fra maskinafdelingen #30-16 12/09:


Carsten svejser sandkasser til  M3 (M15)


Så kom motor og dynamo tilbage på rette plads i M25! Denne aftens store opgave var at løfte den samlede, meget tunge enhed ned på ophængene. Der er ikke ret meget plads at give af, men med brug af talje og stabelløfter i flere små ryk, så lykkedes det forholdsvis problemfrit. En lige så stor opgave fulgte med at få monteringsboltene til at fange gevindene. Det krævede en masse små ryk i flere retninger for at ramme hullerne præcist nok. Vi var næsten alle mand på opgaven i perioder, men nåede også at måle advarselsstriberne op og sætte malertape på M30, men at male nåede vi ikke. Peter fik til gengæld akselstumpen ud af det andet tipvognshjul, så de er klar til en ny aksel. Poul og Lars fik frigjort en bolt fra et par defekte slingrestyr til M25, så de er klar til at blive monteret. Mens Jan gjorde M25 klar til at modtage motoren fik Per malet inddækningerne på M25 og Carsten fik svejset de nye sandkasser til M15; snart M3. Så vi var 8 mand, der arbejdede og som var enige om at gårsdagens hyggelige afslutning på sommersæsonen  havde budt på godt flæsk og prima øl…


Gamle og nye sandkasser. De skal nybygges for at kompensere for ændringen fra 600 til 700 mm sporvidde.

M25 klargøres til motoren

Et stabil ophæng fastgøres og stableren sættes i position til at kunne regulere vinklen,
mens motor og dynamo sænkes ned og skydes ind i førerhuset.


Mens motoren hænger i rette position, skubbes lokomotivet fremad

Dynamoen på vej ind i førerhuset. Der er ikke meget plads til siderne
og der skal tages hensyn til rør og kabler.

Så står motoren korrekt og boltene skal finde deres gevind

Peters hjul...
Der tapes så striberne får de rette mål.