Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 28. december 2024

Nyt fra baneafdelingen fredag 27. december.

Dagen startede tidligt for første fremmødte medlem på arbejdsholdet – kl. 7.45. På den måde kunne toget med gravemaskinen være oprangeret og klar til afgang med M 12 så snart resten af holdet mødte ind. De resterende kunne så tage banevognen og M 30 og støde til på Brandhøj, hvor dagens opgave var perronbyggeri, så begge perroner kommer op på 40 meter.

Børge havde på forhånd meldt forfald, så inden start var vi nede med en enkelt. Steffen mødte ind kl. 9.30 og en SMS tikkede ind kl. 10. Søren var blevet i sengen. Lars havde lovet at komme, dog lidt senere oplyst pr. sms. Derfor tog Steffen og undertegnede hvert vores tog og drog til Brandhøj.

Materialerne skal lige flyttes, inden vi kan komme rigtig i gang….

Vi startede med at flytte lidt materialer rundt, da perronerne skal forlænges lidt uens. Den sydlige perron forlænges 10 meter mod syd, og den nordlige forlænges 6 meter mod nord og 4 meter mod syd. Det tog lidt tid, men Lars var jo på vej, så vi var ved godt mod.

Den første støvle er altid den sværeste at sætte, hvilket også i dag holdt stik, men efter en god times tid var første støvle og perronforkant sat. Undergrunden er hård som bare fanden, så det der med at grave for dybt er nærmest en umulighed. Derfor skulle der næsten ingen justering til, da vi satte de næste forkanter.

Steffen tjekker indjustering og mål til sporet endnu en gang. Af største vigtighed, idet perronen ikke sådan uden videre lader sig flytte.

Kl. 14.00 dukkede Sven (Hein-klanens overhoved) op med æbleskiver. Æbleskiverne blev lunet på panden og vi måtte nøjes med en god kop kaffe. Vi hyggede gevaldigt i banevognen.


To mands arbejde gjorde den sydlige perron på Brandhøj 6 m længere.


Vi satte lige en sidste støvle og kant, så vi i alt kom op på 3 i alt. Vi lavede omløb med begge stammer inden returnering til Hedehusgården, hvortil vi ankom i mørke kl. 17.

//Peter

tirsdag den 24. december 2024

God jul og godt nytår!

Julefreden har sænket sig over Hedelands Veteranbane - i hvert fald et par dage. Som sædvanligt arbejdes der mellem jul og nytår på banen. Se en kort billedkavalkade fra året på HVB på vores Facebook-side.

I nyhedsbrevet fra den europæiske paraplyorganisation for veteranbaner - FEDECRAIL - er vores værtskab for 32. Internationales Feldbahntreffen omtalt i en lille artikel over to sider.




Glædelig jul og godt nytår!




søndag den 22. december 2024

Nyt fra bygningsafdelingen 18.12.2024

Igennem den sidste måneds tid er der knoklet med udskiftningen af taget på værkstedsremisen med et flot resultat. Ved siden af værkstedsremisen lå det ældste tag på HVB på den enkeltsporede remise - kendt som ”den lille remise” eller ”dampremisen”.

Værkstedsremisens nye tag – set fra taget af den lille remise.

Bygningschefen Niels og Peter havde derfor aftalt at mødes onsdag morgen for nedtagning af taget. Heldigvis kom Jørgen og Carsten også, så vi startede projektet i håb om at vi kunne blive færdige og få dækket af med presenninger. Vejret var ikke det bedste, men lidt smådrypperi skulle ikke bremse arbejdsindsatsen.

Udskiftning af eternittagene nærmer sig enden. Snart har vi ståltag på alle vores bygninger.

Taget er pillet af – det samme blev røgaftrækket.

Operationen lykkedes, patienten overlevede og vi var færdige lidt over fem. Søren og Lars kiggede også kortvarigt forbi og kom med moralsk opbakning og peptalk.

Presenninger lagt på – så håber vi, det er tæt…

Som sædvanligt er der arbejdsdage på banen mellem jul og nytår. Lige nu er der planlagt opgaver 27. og 31. december samt 2. og 3. januar. Lørdag 4. januar arbejdes som sædvanligt.

// Peter.