Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 5. december 2020

Nyt fra Bafd. 05-12-2020

Blæsten var aftaget noget og vejret en smule mildere end de foregående dage. Det passede dagens hold i baneafdelingen fint. Arbejdsprogrammet stod på opsamling af gamle sveller ved km 0,3-0,5 og udskiftning af sveller i skifte 115 foran museumshallen. D 13 kørte julesærtog Sølund-Fem Ege og retur. Måske årets eneste juletrafik?

Dagens arbejde er i gang. M 12 på vej med kvas til aftipning langs en banedæmning og energi- og banevogn holder klar til at understøtte arbejdet på sporskiftet i forgrunden.

Som dagens første opgave samlede Lars, Kenneth og Leif kvas ved spor 0 og kørte det til aflæsning. Det blev til 2 ture, hvorefter holdet hentede nye sveller til sporskifte 115, som Steffen og Claus havde havde adskilt. Mens Leif sluttede sig til sporskiftebyggerne, kørte Lars og Kenneth ned ad rampen med M 12 og Storebæltsvognen og indsamlede af et par omgange de resterende udskiftede sveller ved km 0,3-0,5. Sporskiftet blev klargjort og var klar til samling, da de to hold igen var forenet. Efter sporskiftet var færdigsamlet, fjernede vi de gamle sveller og jævnede de værste ujævnheder i ballasten. Mens mørket faldt på rangerede vi på plads i museumshallen.

Udskiftede sveller samles op langs strækningen. Foto: LJO.

De nye sveller ankommer. Lars i gravemaskinen, Kenneth stand by og Steffen i færd med at rense op efter en af de gamle sveller.
Der var lidt bøvl med at starte kompressoren og Claus var utålmodig. Her slås der spirg i på den gammeldags facon. Foto: LJO.

Svelleudskiftning uden gravemaskine kræver kræfter! Leif trækker med svelletang og Steffen skubber på med brækstang.

Her lægges også kræfter i! Lars og Claus N holder sporvidden, Steffen har netop boret svellen og nu slår Leif spigret i. Foto: KHA.

Leif borer, Kenneth slår spirg i og Steffen løfter svellen. Snart er skiftet samlet.

De gamle sveller samles op, så området efterlades ryddeligt. Solen er på vej ned i vest.

De gamle sveller læsses på deplorider hensat i spor 20.

onsdag den 2. december 2020

Nyt fra Bafd 28-11-2020

Lørdagen var en typisk novemberdag, hvor det var koldt, blæste, småregnede og dagslyset aldrig rigtig kom frem. Baneafdelingen var trods dette friske på endnu en arbejdsdag i Hedeland, og i alt 5 mand var mødt frem. Dagens første opgave blev en udskiftning af startrelæet på vores kompressor. En nyindkøbt Land Rover reservedel muliggjorde en 1:1 udskiftning.

Herefter gik vi i gang med at rette sporet op på rampen ved km 0,2. Stoppemaskinen blev afhentet på Brandhøj, donkraftene placeret i sporet og alt var klar, da stoppemaskinens ene motor ikke ville starte. Efter længere tids arbejde lykkedes det at få startet denne motor for blot få sekunder senere at konstatere, at der var noget grundlæggende galt med slyngkoblingen, der forbinder motoren med hydraulikpumpen og vibrationsenheden. Slyngkoblingen blev forsøgt aftaget til reparation, men viste sig at skulle udskiftes med en ny, som vi i skrivende stund er ved at fremskaffe. 

Til alt dette kom så, at stoppemaskinen var placeret med stoppespaderne i ballasten, og vi kunne således ikke umiddelbart flytte maskinen hjem på værkstedet. Med en del kreative indslag lykkedes det dog at benytte hydraulikken fra den anden stoppeenhed til at løfte den nedbrudte stoppeenhed fra ballasten, og vi kun køre hjem. Næste lørdag satser vi på lidt mere held med arbejdet.

Steffen



Der arbejdes med den nedbrudte stoppemaskine.