Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

fredag den 31. december 2021

Nyt fra Bafd 30-12-2021

Årets sidste arbejdsdag i Baneafdelingen blev d. 30. december. Et hold bestående af Steen, Benjamin, Lars, Kenneth, Rasmus og Steffen startede arbejdet på Brandhøj st. En melisvogn blev placeret i vognhallen for at skaffe plads til vores kompressorvogn i museumshallen på Hedehusgården. Vi fandt puffere frem til D8 og fik læsset støbemiks, så Mafd kan komme videre med gulvstøbningen i værkstedsremisen.

Med to tog trukket af M12 og M30 fik vi fragtet materiellet retur til Hedehusgården inkl. de sidste sveller, som vi har tilbage. Heldigvis kommer der nye friske forsyninger først i det nye år.

Frokosten blev vanen tro indtaget udendørs, og resten af eftermiddagen brugte vi på svelleudveksling i det sidste spor foran museumshallen, hvor der endnu ikke er udvekslet sveller.

Det blev hurtigt mørkt, så kaffen blev indtaget i Damp Af sammen med en lækker kransekage, som Rasmus havde medbragt.

Med dette årets sidste blog ønsker Hedelands Veteranbane et godt nytår til alle vores følgere, og på gensyn med mange spændende beretninger fra banen i det nye år.

Steffen

M12 med gravemaskinen klar til at køre til Hedehusgaarden efter
at have læsset støbemiks. Pufferne til D8 kan anes i forgrunden.

M30 med et blandet tog bestående af vogne med støbemiks,
kompressorvognen samt et lille læs sveller.

Det gamle spor løsnes fra svellerne og de nye ligger klar til venstre.

Så er vi næsten nået hen til porten.








onsdag den 29. december 2021

Nyt fra Bafd d. 27-12-2021

 I mellem jul og nytår arbejdes der et par dage i Bafd regi. Den første arbejdsdag var d. 27. december og den suppleres med endnu en d. 30 dec.

Mandag d. 27. bestod holdet af Lars, Søren, Benjamin, Steen, Hans og Steffen. Vi delte os i to hold og fik udrettet en del i løbet af dagen trods en bidende vind og temperaturer omkring 0 grader. Steen og Benjamin kom videre med at hænge billeder mv. op i Damp Af, hvor Benjamin inden jul har udført et stort arbejde med at sanere og male lokalet. Hans fik ryddet op i maskinværkstedet og klargjort til en gennemgang af Baneafdelingens værktøj.

Søren, Lars og jeg startede med at løfte ballastklodserne af stoppemaskinen. Da den i sin tid blev taget i brug, fandt vi hurtigt ud af, at den behøvede supplerende ballast. De to af ballastklodserne var pufferne til D8, der allerede dengang var under renovering. Den midlertidige løsning har derfor varet mange år, men nu er tiden kommet til at pufferne skal tilbage på D8, der med hastige skridt nærmer sig en færdiggørelse.

Pufferne blev løftet af med vores gravemaskine, afrenset for rust og anbragt i værkstedet. Efterfølgende er de så blevet grundet og malet af Hans Henrik.

Til erstatning for ballastklodserne havde vi nogle andre liggende på Brandhøj. På trods af en vægt på knapt 700 kg pr stk. kunne vi godt løfte dem med gravemaskinen, og de er nu blevet anbragt på stoppemaskinen. 

Steffen

Pufferne til D8 slibes af for rust (LLZ)

Hans Henrik i gang med malerarbejdet (SH)

Pufferne er grundet sammen med konsollen
til vendegearet (SH)

Onsdag middag var der igen blevet malet (LLZ)


Stoppemaskinen klargøres til ballastklodserne (SH)

De nye ballastklodser lægges på stoppemaskinen (SH)




mandag den 20. december 2021

Glædelig jul fra Hedelands Veteranbane!


Juletog i snevejr! En kortfilm, som vi har fået af Anne, der var ude på en gåtur og fik dette fantastiske skud af et fyldt juletog mens sneen faldt den 11. december. Tak til Anne!

søndag den 19. december 2021

Nyt fra Bafd. 18-12-2022

Dagens arbejdshold i baneafdelingen bestod af Søren, Claus B og Peter. Steffen havde tjeneste på damptoget, så endelig udsigt til en dag, hvor vi ikke blev pisket rundt af en emsig banechef...

Dagens første opgave der blev løst var transport af vendegearet til D 8 fra vognhallen til remisen. Carsten og Kjeld havde alligevel gang i højtryksspuleren, så vendegear og Storebæltsvognen fik en tur med det varme vand.

Vendegearet til D 8 får en omgang...

Fremme ved frokosten havde vi den store fornøjelse, at Carsten og Kjeld inviterede på sild og hjemmelavet sylte. Vi sagde pænt tak til dette generøse tilbud, hvilket vi ikke fortrød…

Sild, sylte og hjemmelavede rødbeder…Ikke personernes øgenavne, men menuen til frokost.


Mætte og veltilfredse fortsatte vi arbejdet med de små hængepartier oppe på Hhg.

Carsten og Søren fik tømt to tipvogne med grus og sten nede ved foden af rampen, som skal bruges til at hæve denne det sidste stykke til foråret, og Claus B. og jeg fik finskåret skinneenderne på hjertestykkerne til Vinterrasserne Station.

Skinneenderne får et 90 graders snit med hjælp fra skinnesaven….“Helt i vinkel” når vi sammenligner resultatet med tidligere års frihåndstegninger skabt med vinkelsliber.


Banechefen kiggede forbi “én gang i timen” hvilket lige passede med vores pauser, som her, hvor vi bl.a. får talt lidt med Kenneth.

Afgangen 14.10 var godt fyldt op….


Da sidste tog var ankommet til Hedehusgården, fik vi taget lyskæden som ses i baggrunden ned, fjernet køreplaner for 2021 og kørt banetoget på plads.

Og Benjamin - han fortsatte opfriskningen af “Damp a”...

Peter H