Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 29. juni 2019

Medlemsarrangement 29-06-2019

Lørdag eftermiddag var Vildmosen fyret op og et særtog oprangeret for at tage medlemmer af Industribaneklubben,  der ikke regelmæssigt kommer på HVB på en tur på banen og dens kommende forlængelse til Vinterrasserne.

9 medlemmer fra forskellige dele af landet havde indfundet sig og de blev passet op af flere af HVB's aktive, der kunne besvare stort set alle spørgsmål om fremtidsplaner, teknik og historie.

Efter et være rangeret tilbage efter turen til broen over Roskilde-Greve-vejen løber No. 3 om på Fem Ege. Det giver mulighed for fotografering. Vejret var smukt og varmt, og så er det jo fint, at de fem ege på stationen giver skygge og en smule kølighed.
Afgang. Fyrbøderen på Vildmosen strækker armen godt ud!
Efter uformel velkomst og introduktion på Hedehusgården gik turen med No. 3 som trækkraft uden stop til Fem Ege og broen over vejen mellem Roskilde og Greve. Fra broen spadserede de deltagende ad traceen til det kommende standsningssted Vinterrasserne. Vejret var varmt og den første flaske kildevand var allerede drukket, inden der blev serveret kaffe med udsigt til vinmarkerne.


På tilbagevejen gjorde vi holdt på Brandhøj, hvor vi lukkede op for opbevaringshallen, der ellers er 'lukket land' for publikum. Medlemmerne fik lejlighed til at se køretøjer ikke ret mange andre får at se og det blev til en del snak om både jernbanehistorie og restaurering.

Tilbage på Hedehusgård Station var det tid til øl og sodavand og en kort præsentation af de nye planer for en ombygning af stationens sporanlæg og opførelsen af en egentlig stationsbygning og en driftsremise. Herefter var der omvisning i værkstedsremise og snedkerværksted inden det blev tid til at tage afsked. En hyggelig eftermiddag med masser af gode spørgsmål og en lejlighed til at hilse på både gamle og nye medlemmer.
Medlemmerne fik på besøget bl.a. forevist vores nyest restaurerede lokomotiv E 28 og demonstreret hvor let det betjenes. Det blev også afsløret hvor lidt moderne batterier fylder i den imponerende batterikasse!

Claus N

Nyt fra Bafd 29-06-2019

Endnu en lørdag med strålende sol og høje temperaturer. Med en beskeden bemanding grundet studenterfejringer, Roskildefestival og begyndende ferieafholdelser, var det begrænset hvad vi kunne nå på banen. Især da vi skulle afholde et arrangement for støttemedlemmer med særtog med afgang fra Hedehusgård 14.20. Lars og jeg afgik med banetoget fra Hedehusgård omkring 10.30. Dagens opgave lød på at ballastere et sporstykke lige inden Rubjerg Station for at forhindre dannelse af solkurver på stedet.
Vi er ankommet til Brandhøj. Ballastvognene er rangeret ud af opbevaringhallen og Lars er ved at fylde stabilgrus i vognene. Gruset er, som det ses, dejligt tørt.

Med fyldte vogne går det sydpå over sletten. Græsset er ved at få en gylden kulør på grund af den megen sol. Foto: LLZ.

Aflæsningen af ballast ved svelleenderne lige nord for Rubjerg gik raskt. Gruset var tørt og løb let ud af vores sidetømmende ballastvogn. Vi rettede og fejede ballasten, inden det gik mod Brandhøj igen. På strækningen over sletten supplerede vi ballasten med bundtømmevognen. På Brandhøj læssede vi begge vogne igen og rangerede på plads. Vi skulle nå både frokost og den sidste forberedelse af arrangementet for medlemmer, inden klokken blev 2.
Fejning af ballasten er klaret og nu går turen til Brandhøj igen. Undervejs tømte vi bundtømmevognens last af grus på strækningen over sletten.
Næste lørdag står der formentlig mere ballastering og rydning af bevoksning på programmet.

tirsdag den 25. juni 2019

Kultur på Skinner


På søndag 30. juni deltager HVB i det landsdækkende arrangement ’Kultur på Skinner’ med særkørsel med vores unikke motorvogn D 13. Motorvognen kører søndag ekstraordinært ture mellem Hedehusgård og Rubjerg ved Skibakken på søndag. Vi får en travl dag på banen, da vi naturligvis også gennemfører den normale sommerkørsel. Der bliver altså tre tog på banen og mulighed for at se krydsning på Sølund Station.

Husk også at der er medlemsarrangement lørdag 29. juni. Læs mere her.

Motorvognen afgår fra Hedehusgård Station 11.50 og 14.05 samt fra Rubjerg 12.55 og 15.10. 



Udover ekstratog på banen, giver vi hver time fra 11-16 rundvisning i remise og værksteder, hvor besøgende kan få et indblik i vores arbejde med at udvide og holde HVB i drift.

Taastrup Lokalavis har omtalt arrangementet i sin udgivelse 25. juni.



mandag den 24. juni 2019

Nyt fra Bafd 22-06-2019

Denne juni måned er præget af sol og varme om dagen og et par heftige tordenbyger om natten. Det giver, foruden udfordringer med afbrudte HPFI relæer, også optimale vækstebetingelser for træer, græs og ukrudt. Lørdagen blev derfor afsat til at få bugt med noget af dette.

Med 4 mand fremmødt delte vi os op i to hold. Kenneth og Lars tog sig af kørsel med slagleklipper, mens Benjamin og jeg fulgte efter med græsslåning. Slagleholdet kørte ud ad banen og nåede til Flintebjerg omkring frokost, hvorefter de måtte holde en længere pause grundet en delvist tilstoppet køler på lokomotivet M30. I mens havde Benjamin og jeg slået græs næsten overalt på Hedehusgården, og vi aftalte derfor alle at mødes på Brandhøj for at indtage frokosten.

Efter frokost blæste vi køleren ren på M30, og herefter kunne den lettere komme af med varmen. Ikke optimal køling, men banens ene side blev trods alt slaglet færdig. Benjamin og jeg slog græs på Brandhøj, Flintebjerg samt fik kigget på en solkurve lige nord for Rubjerg.

Køleren på slagleklipper og M30 blæses ren med trykluft
Benjamin smører lasker ved solkurven for at forhindre denne


Slagletoget med parasol for at skærme for solen for slagle-
operatøren
Kaffen blev indtaget på Rubjerg, hvor begge hold atter var samlet. Herefter fortsatte det ene hold med græsslåning på Plantagen og Fem Ege, mens slagleklipperen blev kørt til Hedehusgården og vendt på drejeskiven. Et tredje møde blev arrangeret på Brandhøj, hvor materiellet blev sat vognhallen som dagens sidste opgave.

Græsset er så højt, at man stort set ikke kan se plæneklipperen
Næste lørdag fortsættes formentlig med slaglekørsel eller udkørsel af ballast.

Steffen