Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 17. oktober 2020

Nyt fra Bafd. 17-10-2020

Vejret var smukt. Blå himmel, sol og smukke efterårsfarver. Styrken i baneafdelingen var dog mindre imponerende. Efterårsferie og jagtsæson have gjort indhug i fremmødet. Hans havde ugen igennem huseret langs banen og kunne fremvise flotte og veltrimmede stationsarealer. Han fortsatte med arbejdet på Hedehusgården, mens Lars og Claus N fulgte et af efterårstogene til Brandhøj for at hente deplorider. Vi forventer snarligt en leverance nye sveller fra Sverige og de skal læsses på et antal deplorider, så de er lette at flytte.

M 12 fra 1943 afventer afgang fra tilslutningsskiftet til opbevaringshallens sporvifte på Brandhøj.

Vi fik to sæt deplorider med fra Brandhøj, og de sluttede sig til de to sæt vi allerede havde på Hedehusgård. Desværre var to af sættene læsset med et mindre antal nye sveller og et andet sæt med 40-50 gamle udtjente sveller. Vi nåede at tømme et sæt for nye sveller. Vi gik dog klogeligt udenom sættet med de gamle sveller, for i den ene ende af læsset havde en angrebsivrig flok hvepse taget bolig. Vi håber efterårskulden har taget livet af dem inden næste lørdag.

M 25 afgår fra Hedehusgård station med et tog mod Fem Ege. Dagen igennem kørte velfyldte tog (efter corona-forhold i hvert fald) ud i Hedeland. Vejret havde lokket mange besøgende til.

Vi er i gang med at tømme et sæt deplorider for de resterende nye sporskiftesveller. Vores dobbelte udtræksspor er perfekt til den slags opgaver.

Plantagen trinbræt med nytrimmet græsbevoksning. I baggrunden overkørselsanlægget for Stærkendevej. (Foto: HN)

tirsdag den 13. oktober 2020

En smuk tur med Løvfaldstoget tirsdag 13. oktober

                         Kø til første afgang. 

Endnu en fantastisk dag med Hedelands Veteranbane i Hedeland.

 Hedeland havde pyntet parken i bedste efterårs stil og dagen igennem skinnede solen og i løbet af dagen blev det bare varmere og varmere. Den bedste efterårsdag man kunne forestille sig.

Mange glade mennesker, og i sær bedsteforældre med børnebørn, havde fundet vej til veteranbanen for at køre med en tur, og dagen igennem var der travlhed både ved kiosken, ved toget og ved naturlegepladsen i Fem Ege.

 Heldigvis ser vejret ud til at holde ugen ud, og vi kører igen på torsdag, lørdag og søndag, så kom bare med og nyd naturen langsomt.

 Roskilde Turistkontor på Stænder Torvet uddeler igen i år gratis Bedsteposer, så længe lager haves. I poserne er der en masse spændende ting som børn og barnlige sjæle arbejde med samt en række værdikuponer til forskellige oplevelser. I posen er der også en kupon til en gave ved køb af billetter til en tur med Hedelands Veteranbane.

Så: Toget kører også torsdag, lørdag og søndag! Og vejrudsigten tegner godt - og ellers er det bare på med regntøjet og opleve naturen. Der er trods alt tag på :-)

 / Bruno


 Kø til hjemtur fra Fem Ege. Godt der er pladsreservation så alle kommer med.

 

”De vilde Bisonokser” på prærien har alle størrelser. Her er det mor og barn der skal over. Den lille pusling var ikke bange for toget og tog sig god tid.

Vi ses ombord på toget til en herlig udflugt ud i smukke Hedeland :-)








mandag den 12. oktober 2020

Nyt fra maskinafdelingen #36-20 12/10:

 

De sidste skruer sættes i betjeningspanelet på M30

Der blev arbejdet på M30, hvor det elektriske er ved at være på plads. Opgaven var derfor at montere omstyringsakslen til hydraulikpumpen. Det er den, der går fra ”rattet”. Carsten har fremstillet et nyt knæ-led, der også blev monteret og derefter fik Kjeld fremstillet et par træstolper til at bære brændstoftanken til en prøveopstilling af motor og kabling inden motorhuset kommer på igen. Lars og Peter foretog en grundig rensning af kølersystemet på gravemaskinen, der havde vist tegn på overophedning forleden. Så nu er den kølet af igen
😊 . Jeg så, at der var sat en beskyttende kasse foran kontakterne i Superfos og kunne godt se, det så ufærdigt ud – så en plexiglasplade blev sat foran – indtil vi en dag finder det rette låg til at dække kontakterne. Steen var på Brandhøj for at forberede forskelligt til Bafd. Vi havde da også hyggeligt besøg af Ras og Ras fra Blovstrødbanden og var 8-9 mand på Gården denne aften, hvor omklædning og Damp a fik en tur med støvekluden. Vi kan jo risikere at få fint besøg når vi holder Bliv-Aktiv dag på lørdag den 17. oktober

Et par deplorider ligger nu og venter på en ombygning
Omstyringsaksel under montagen


monteret med det nye knæ-led


Tanket ophængt i stolperne til prøvestarten

Kontakterne er nu tildækket - det er dog blot 12 V



De nye aksler til bogierne er ankommet!