Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

mandag den 4. oktober 2021

Nyt fra maskinafdelingen #24-21 4/10:

 

Løvfaldstog.

Det er snart skolernes efterårsferie, så aftens første opgave blev at hænge det sidste banner op ud mod Roskildevej, så vi kan få en masse glade unger med toget. Dernæst fik jeg malet sidste omgang gul på M45, så den snart kan blive samlet og leveret til baneafdelingen. De kunne nok trænge til en ekstra reserve… I lørdags blev M30 hentet hjem ude fra Rubjerg med en revne i kølerslangen. I stedet fik de M12 som erstatningslokomotiv. Kjeld fik skiftet slangen – lidt irriteret, siden det ikke er længe siden M30 blev klarmeldt efter den store omgang. Men man kan vel ikke skifte ALT hele tiden. 

Henning bragte en gammel, men fin rørholder til montage på en arbejdsbænk. Den har han i sin tid fået af en VVSér og den kan sikkert gøre god gavn, så den fik en tur i sandblæseren. Jeg fik da også malet hammerlak på skruestikken. Otto forsatte afdrejning af M9-akslen og havde osse Fritz med, for at vise de gode værkstedsforhold frem. Jan, Per og Bjarne fik samlet tagbuen nr. 21, så der er en ekstra i reserve. Næste opgave er at bearbejde buerne i fræseren. Steen fik opsat de sidste tidsplaner og herefter blev slaggebunken kørt i miljøcontaineren. Så er der plads til julens efterladenskaber. Gert, Hans og Claus W fik gennemgået dokumentationen på de forskellige enheder, så de er klar til endelig godkendelse. Så jeg talte 14 aktive på Gården denne aften. Det er ret sejt! /Leif

"Odin" stod flot opstillet til foto, så jeg fik taget et par skud.



M45 med de løse pladedele malet en sidste gang. Klar til samling

Slaggebunken blev lige nulstillet

Fuld aktivitet i værkstederne

En ny kølerslange er på plads i M30

Rørholderen får en tur i sandblæseren 


Tagbue nr. 21 bliver spændt

og banket på plads!

Spånerne flyver fra M9´s aksel



søndag den 3. oktober 2021

Nyt fra Bafd 02-10-2021

Vejret var lettere overskyet med spredte byer da dagens hold fra baneafdelingen mødte på Hedehusgård. Under oprangeringen lettede de fleste af skyerne og der blev ikke rigtig brug for det medbragte regntøj. Med M 30 og banetoget gik det mod syd og på Brandhøj koblede vi kompressorvognen på toget. Ved km. 2 rensede vi overkørslen, men ved Flintebjerg måtte vi gøre holdt. En kølevandsslange på M 30 var utæt. Kjeld og Carsten blev tilkaldt med hjælpetog. Mens Peter H, Lars og Claus N blev tilbage ved toget, tog Steffen, Claus B og Steen motorsav og ørnenæb og begav sig afsted langs strækningen for at rydde grene og træer.

Med hjælpetoget fremme, rangerede vi banetoget til Rubjerg, hvor der blev omrangeret. M 3 trak afsted med M 30 til Hedehusgård, mens M 12 tog banetoget mod arbejdsstedet ved km. 4, hvor der skulle udveksles sveller.

Lars, Steffen og Claus B renser overkørsel ved km. 2,0.

Kjeld og Carsten er ankommet med M 3 og M 12. Om lidt trykkes togstammen til Rubjerg.

M 3 afgår mod Hedehusgård med M 30. I spor 1 er M 12 klar til at skubbe banetoget mod syd.

Svelleudvekslingen kom i gang efter oprensning af overkørslen i km. 3,9. Optrækning af spirg skred godt frem, mens gravemaskinen kom i stilling og snart var de første gamle sveller erstattet af nye. Strækning blev bygget i årene 1999-2000 og vi skulle kun udskifte enkelte dårlige sveller. Arbejdet skred fint frem og snart kom rydningsholdet til og sluttede sig til arbejdet. Vi nåede 15 sveller på strækningen frem til Stærkende-vejen. Ikke en rekordpræstation, men udmærket set i forhold til dagens start

Claus B manøvrer en ny svelle på plads. Lars og Peter hjælper med håndbevægelser og anerkendende nik med hovedet.

De kan andet end at dirigere. Her er Peter og Lars i gang med at spigre en ny svelle på plads.

Mens Claus B løsner spirg, lægger Peter forsigtigt en ny svelle på plads ved overkørselsanlæggets nordlige tændsted.

Hele holdet er samlet og færdiggør svelleudvekslingen på strækningen mellem km. 4,0 og Stærkende-vejen. Til højre i billedet foretages maskinel rydning af underskov.

Udover svelleudvekslingen fik vi ryddet en del bevoksning og der ligger nu en del bunker klar til flisning. På Brandhøj kom kompressorvognen på plads, og vi fik desuden lavet eftersyn på et par af vores tipvogne. Selvom de ikke kører mange kilometer om året, skal de som alt andet materiel efterses og holdes i orden.

Underskoven ved de store træer før Plantagen trinbræt er ryddet og de udskiftede sveller ses til venstre for sporet.