|
Kaffetoget klar til afgang 15.15 |
Som altid afholder vi den
traditionsrige Grillaften i starten af august. Her plejer vejret jo ofte at
være strålende. Det var det også denne dag - i form af vandstråler. Heldigvis
er der kommet et nyt, tæt tag på vognhallen og ligeså tag på vognene – nu også
på motorstammen. Toget blev trukket ud og kørt til perron, så der blev plads
til borddækkerholdet. De fik hurtigt stavlet et langbord sammen med plads til
de over 40 tilmeldte medlemmer og deres familier. Baren blev stillet op og
fyldt med drikkevarer. I køkkenet sørgede formanden med lidt support for salat
og klargøring af kød til grillen. Kl. 15.15 blev der fløjtet afgang for det
fyldte kaffetog med den dyrebare last af medlemmer, kaffe og kager. Turen gik
ud til Fem Ege, hvor toget blev vendt og stoppede på Rubjerg. Duskely var for
våd og glat – af regnvand… Heldigvis holdt regnvejret en kort pause, mens vi
gik i ly nede i madpakkehuset. Her blev kaffe og kager stillet frem og alle fik
hurtigt fyldt kaffe i kopperne og et stykke kage i hånden. Snakken gik lystigt
og kagerne fik ben at gå på, så til sidst – og mens der igen var et lille hul i
regnvejret, gik turen tilbage til toget. Ved Rubjerg var der folk, som opsatte
afspærringer til aftenens opera-forestilling i amfiteateret. Mon den blev til
noget? Turen gik fint, men vådt tilbage til Hedehusgården og folk kom hurtigt
over i vognhallen til tørvejr og duften af grill. Claus var allerede i færd med
at grille de første bøffer og vi fik sat salaterne op på buffeten – heldigvis havde
Kjeld medbragt to store skåle af den hjemmelavede kartoffelsalat – i år med
egne aspargeskartofler. Mums!
|
Bordet klar til de over 40 tilmeldte
|
Da der var stegt tilstrækkeligt
med pølser og bøffer, blev der kaldt til skafning og hurtigt stod der folk i kø
og kort efter sænkede roen sig kortvarigt langs bordet, mens de første
mundfulde blev indtaget. Så gik snakken ellers og fortsatte indtil alle var
mætte, kaffen drukket og så blev der kaldt til afgang med aftentoget for dem,
der stadig havde mod på endnu en tur med toget. Turen gik ud til Rubjerg, hvor
der blev lyttet efter om operaen spillede og så gik turen ellers hjemover igen.
De sidste og sejeste fik ryddet op, så toget kunne komme på plads og være klart
til søndagens plantog. Heldigvis med en bedre vejrudsigt, så der forhåbentlig
kommer en masse gæster… Tak for endnu et hyggeligt arrangement i foreningen
/Leif
|
Afgangen er gået og det går jo strålende... |
|
Kaffetoget vender på Fem Ege |
|
Så er der kaffe, kage og tørvejr til alle |
|
Turen tilbage til toget. Folk er ved at opsætte afspærringer til aftenens operaforestilling. |
|
Skål! |
|
Det ses her tydeligt, at det er vådt i vejret |
|
-men i vognhallen er der tørt og hyggeligt |
|
Aftenen afsluttes med en tur med nattoget (CKW) |
|
Kan man høre toner fra operaen? (CKW) |
Og faktisk lykkedes det i løbet af formiddagen at udføre lidt 'rigtigt' arbejde omkring billetsalget. Niels, Peter A, Alexander og Lars fik nedbrudt gammel betonkant omkring stationshaven og gjort klar til støbning af ny. Nedbrudt materiale blev kørt bort i tipvogn.