Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

søndag den 7. februar 2021

Nyt fra Bafd. 06-02-2021

Solen skinnede fra en smuk himmel, middel vind fra vest og ca. 7 graders frost fra morgenstunden. Det var de meteorologiske forudsætninger for dagens hold i baneafdelingen. Opgaven lød på beskæring og flisning på sporviften foran musemshallen.

Steffen og Peter H arbejder ved flismaskinens fødetragt. Området op til hovedsporet mod Sølund i forgrunden er dækket af flis fra bevoksningen langs spor 21 og 20.


Kenneth skærer buskads og træer med den nye motorsav, der fik en alvorlig ilddåb denne dag..

Igennem flere år har naturen forsøgt at generobre området på østsiden af spor 20. Det har den gjort grundigt, og da vi mest har anvendt sporet til opstilling af deplorider med skinner og sveller, har vi ikke været flittige med beskæringen. Med ilægning af to nye skifter kommer spor 20 til at indgå i det omløb vi etablerer foran museumshallen. Omløbet betyder, at banetog kan oprangeres uden at skulle benytte sporene på selve Hedehusgård Station. Den fremtidige brug af spor 20 kræver naturligvis at sporet er frit for indhængende grene. 

Mens Hans ryddede op på værkstederne og Steen startede dagen med studier af dele til en hydraulisk spigr-optrækker, kastede resten af holdet sig over beskæringsopgaverne. Peter, Steffen, Kenneth og Claus N tog sig af de indledende manøvrer, lidt før frokost stødte Benjamin til, og senere kom Lars og Steen og gjorde holdet så stort, at vi måtte sprede os ud over en længere strækning for ikke at komme i konflikt med forsamlingsforbuddet.

Vi er ved at være færdige med beskæring og flisning i bunden af spor 21 og 20. Peter og Benjamin fliser de sidste smågrene.

Selvom alle havde forberedt sig på kulden med en ekstra trøje og gode huer, var det alligevel som om kulden inspirerede til et højt arbejdstempo, så ingen stod og blev kolde. I løbet af forholdsvist kort tid var østsiden af spor 20 ryddet og vores 'savfører' fortsatte rundt i udtrækket i spor 21 og op ad vestsiden. Flisningen fulgte efter, og efter en kort frokost i flisbunkerne, fortsatte flisningen, så vi ved kaffetid var færdige med arbejdet på sporviften. Vi har heldigvis mere bevoksning vi kan tynde ud i - se fortsættelsen efter valsemærke-billederne.

En læser af bloggen har bemærket, at der på det seneste har været flere fotos af nuttede pipfugle end af interessante valsemærker. Heldigvis stod solen perfekt for fotos af valsemærker, så nedenfor bringer vi et uddrag af dagens observationer.

Spor 20 er primært anlagt med 12 kg/m skinner fra Vanløse Teglværk, der har valsemærket 'CJK' som vi endnu ikke har identificeret. Der er hverken årstal eller type/vægt indvalset.

Her er en 17,5 kg/m skinne med valsemærke 'E.V. STEEL' med årstal 1889 og en afsluttende forkortelse L.I.R. En indledende undersøgelse har ikke kunne identificere stålværket yderligere.

17,5 kg/m skinne i sporviften foran museumshallen: 'Cammells Toughened Steel W. 1891' og en lidt utydelig kode. Indtil videre indehaver af rekorden for længste valsemærke på en HVB-skinne.

Charles Cammell grundlagde sit første stålværk i Sheffield 'The Cyclops Works' i 1845. Her en annonce fra 1891. Trods reklamens lettere rodede opsætning kan man faktisk se en omtale af netop 'Best toughened Bessemer steel rails' som dem vi har.

Vi fortsatte rydning og flisning ned ad rampen, hvor vi i november udførte svelleudskiftning. Vi ryddede underskov og mindre træer et godt stykke ind i skoven for at skabe lys og luft og undgå indhængende grene i profilet. Med en anselig arbejdsstyrke gik arbejdet hurtigt. I løbet af 2 timer var rampen ryddet og fliset. Et godt resultat på en kold dag. Næste lørdag tyder alt fortsat på frostvejr og vi fortsætter beskæringsarbejdet.

 

Vi fortsatte rydningen ned ad rampen. Her er Lars og Steffen i aktion. Bag dem anes Peter H og Steen.


Arbejdsdagen er næsten slut og vi kan se resultatet af rydningsarbejdet på rampen. Nu skal der ryddes op og rangeres på plads.