Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 23. januar 2021

Nyt fra Bafd. 23-01-2021

Det relativt lune vejr havde bidt sig fast, og det betød sporarbejde foran museumshallen. Vi skiftede sveller i skifte 114 og i forbindelsen til skifte 115. Vi var igen så mange, at vi delte os i to hold, så vi kunne overholde de gældende restriktioner.

Svellerne er på vej op i skifte 114. I baggrunden anes Steffen og Steen i færd med at montere mellemstang i det nye sporskifte til spor 22. Hans-Henrik er på tilsynsbesøg i forgrunden.

Et genstridigt spigr får det glatte lag af Peter og Claus N. Det er godt, at vores alu-brækjern er solide. Bemærk at formanden et kort øjeblik har mistet jordforbindelsen. Foto: KHA.

Inden frokost var alle 30 sveller oppe og hovedparten af hullerne renset op til ilægning af nye sveller. Da vi var løbet tør for sveller i standardstørrelse, måtte Søren og Steen en tur til Brandhøj for at hente et sæt deplorider med sveller. Efter aflæsning af dem vi havde brug for, rangeredes svellerne til spor 0, hvor de nu afventer ilægning i sporene på Hhg.

Som normalt i nedlukningsperioden var der masser af folk på spadseretur, og mange af dem var nysgerrige tilskuere til sporarbejdet. Enkelte fik en intro til industribanehistorie og HVB. Også foreningens æresmedlem, entreprenør og mangeårige ven og velgører, Bent Klingenberg var forbi med to jyske venner. Dem fik vi også en god snak med, inden vi efter frokosten tog fat på arbejdet igen. Da vi er rutineret i arbejdet, gik det stille og roligt. Vi fik en kop kaffe og lidt søde sager, og da dagens længde nu er tiltaget med mere end en time, kunne vi nå at spigre forbindelsen til skifte 115. Selve sporskifte 114 efterlod vi til næste lørdags hold. Vi regner også med at kunne nå at sætte gang i sporfornyelsen foran den store værkstedsremise.

M 12 er ankommet fra Brandhøj med vores sidste sæt nye sveller. M 40 med kompressorvogn ses i centrum.

Søren, Kenneth og Peter klargør sporet til samling.

Et kig nedad spor 21 med skifte 115 i forgrunden. Sporet er klargjort til spigring.

Mens vi spigrede spor, havde Steffen tid til at opmåle en af vores lange personvogne for at have materiale til et kommende projekt, der skal udliciteres. På den måde klumpede vi heller ikke sammen om sporarbejdet.

Selvom Steffen brugte laserafstandsmåler til opmålingen, blev resultaterne trods alt nedfældet på gammeldags papir, der første gang blev fremstillet i Kina i det 1. eller 2. århundrede.

For lige at mindes dage med sol, varme og blå himmel er her et billede fra sporviften foran museumshallen. Vi er tilbage i 2014 og ser Per og Peter L rangere et par vogne på plads.

torsdag den 21. januar 2021

Spor 22 farbart igen

Efter frost og sne er forsvundet har et lille dedikeret mandskab (Peter Hein) onsdag færdiggjort spor 22, så det igen er farbart med forsigtighed. Sporet blev ikke helt færdigt på vores arbejdsdag 9. januar på grund af tiltagende frost og mørke. I den mellemliggende periode har frost forhindret færdiggørelsen.

Spor 22 er farbart igen. Endnu udestår justering og sidetrækning samt efterballastering. Foto: PH. 


søndag den 17. januar 2021

Nyt fra Bafd d. 16-01-2021

Solen skinnede over et snedækket Hedeland, og ret hurtigt forsvandt den værste frost. Vi kørte til Brandhøj med M12 tilkoblet banevognen. Dagens opgaver var mangeartede, men vi startede med at finde et nyt lejehus frem til M9, da et af de gamle har vist sig at have alvorlige støbefejl.

Flishuggerne blev startet op og forsvarligt fastgjort til det sær deplorider, der skal transportere den rundt i Hedeland langs med sporet. Første stop var ved Brandhøjbanen, hvor vi sidste sommer ryddede træer og buskads mellem sporet og Vinkelsø. Det havde efterladt en større bunke grene, men den fik flishuggeren hurtigt gnasket sig igennem.

På Brandhøj havde Peter fået startet vores Salta gravemaskine op, og efter frokost hjalp jeg ham med forskellige materielflytninger mens Søren, Steen og Lars ryddede langs med sporet fra overkørslen km 1,8 og op mod kvægfolden. 

Dagens eftermiddagskaffe blev indtaget efter at solen var gået ned og kulden begyndte at sænke sig over området. Vi fik dog lige kigget efter sporskiftedele til de kommende sporskifter, når banen skal forlænges til Vinterrasserne, men mere om det en anden gang.

Steffen

Ved Brandhøjbanen genetablerede vi sidste sommer dette flotte kig til søen. Der er gang i flisning
af grenbunken ca. midt i billedet. Der er planer om yderligere rydning ved søbredden.

Flishuggeren er placeret på et sæt deplorider og kan dermed
let medbringes langs sporet.

I 2020 fik vi afdrejet de resterende hjul, som vi købte fra Sydafrika
for efterhånden mange år siden. En del af dem er nu placeret i 
hallen på Brandhøj på en af rørvognene fra Københavns Vand-
forsyning. Disse vogne har sandsynligvis oprindeligt kørt som
tipvogne på Hammersholt Teglværk.