Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 17. februar 2018

Nyt fra Bafd. 17-2-2018

Efter et par dage med kulde og en smule sne, var lørdagens vejr baneafdelingen mildt stemt. Et anseeligt hold var samlet til dagens arbejde, der foregik på vognhalsbanegården. Sporviften foran vognhallen blev bygget i 1994-95 og svellerne vi dengang havde til rådighed var ikke de bedste. Derfor tager vi nu fat på at skifte svellerne. 
Frokosten er indtaget og enkelte fra arbejdsholdet kan næsten ikke vente med at komme i sving igen!

Der ligger en del skifter på vognhalsbanegården og vi skulle i dag for første gang indbygge et sæt specialdesignede, nye sveller i et af skifterne. Som led i vores seneste svelleleverance fik vi adskillige sæt skiftesveller produceret med mål, der er designet til at passe til hovedparten af vores skifter. For de af medlemmerne på arbejdsholdet, der i mange år har været vant til at bruge brugte og halvgode sveller, er det ren luksus med nye skiftesveller savet på mål!
Som om dagens arbejdshold ikke var stort nok, fik vi på et tidspunkt assistance fra Bo, der måske trængte til lidt luftforandring fra sine opgaver på værkstedet. Der er plads til alle langs banen!

Der bakses med tungepartierne. Omkring skiftet arbejder Claus, Jørgen, Peter, Steffen, Lars og Benjamin. Kenneth tog billedet. I forgrunden ligger vores hydrauliske skinnebukker, der var flittigt brugt igennem dagen.

Jørgen, Steffen og Benjamin er i gang med at samle skiftet og holder hele tiden øje med at målene stemmer. Skiftet er et af dem vi i 1985 hentede fra Rødby Station. Efter ombygning gør det og en del af dets søskende tjeneste foran vognhallen.

Efter en dags arbejde havde vi skiftet 15 sveller i skiftet og 20 i tilstødende spor. Vi sluttede dagen af med at sidetrække udtrækssporet, der blev skiftet sveller i for 14 dage siden.

Vi havde også besøg af en lille delegation fra Andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk. De ledte efter nogle skinnelængder i størrelsen 27-32 kg/m til et kommende projekt. I vores skinnelager på Brandhøj Station fandt vi ca. 100 m. 32 kg/m skinner som formentlig passer til deres behov.

torsdag den 15. februar 2018

Nyt fra maskinafdelingen #09-18 15/02

Der tænkes og noteres

Der var i dag besøg af Teknikere fra KAM-Diesel for at få styr på indsprøjtningen på M24.
Det viste sig dog hurtigt, at det ikke er sådan "bare lige"!
Vi har selv en masse dokumentation på motoren og KAM er i besiddelse af testrapporten fra den sidste reparation af dieselpumpen, så vi fortsætter i næste uge, når vi har samlet al dokumentation, således at resultatet kan blive nær det perfekte.

Fortsættes .......


Torsdagsbilledet #149

Sidste Torsdagsbillede blev der kørt "Gør-det-selv"-særtog, men der blev også arbejdet: Sådan et spor understopper jo ikke sig selv. Her udkøres der ballast på strækningen op mod Sølund den 16. juni 1979.

Banetog med M24

Ballasttog med M2

Ballasttoget - i baggrunden Poulsens grusgrav. Man skulle betale for gruset...


mandag den 12. februar 2018

Nyt fra maskinafdelingen #08-18 12/02:


Redacteuren iført sikkerhedsudrustning Beduin-style :-)
Det var simpelthen for koldt og mørkt til at køre Superfos-lokomotivet udenfor, men da der stadig er meget rust og maling at afrense, så blev der forsøgt med en dobbelt støvsugerløsning og presenning rundt førerhuset. Så kunne en del af støvet da holdes lokalt. Så kom stålbørsten ellers på arbejde derinde. Jeg fik derfor ikke fulgt så godt med i de øvrige opgaver denne aften. Dog fik Kjeld påbegyndt afrensning og adskillelsen af juletræet, så det kan blive grundig afrenset og flot malet. Lars O. fremstillede og svejsede en dims til gravemaskinen, som jeg dog ikke fik set det færdige resultat af. Erik og Martin blev færdige med pumpedræsinens trædæk, så sammen med Jan gik de på visit i vognhallen for at besigtige opgaven med renovering af melisvognen gm32. Det ville være herligt om det projekt igen kom i gang! Opgaven med at klargøre motorværkstedet blev fortsat og da Bo forleden kom videre med akslerne, så kan det snart være at værkstedet kan komme i brug til at samle E28 igen. Niels og jeg fik da også set på støvsugersituationen og snart bliver det nok rigtig godt. Der kom 11 medlemmer forbi i løbet af aftenen, så vi fik da også sludret og drukket en kop kaffe.


Der er ikke så mange fotos fra aftenen, men så er det heldigt at Kenneth P har sendt dette fine link:

Hej
Til dem der savner noget sne så er der her en lille youtube:
Vil man vide mere om banen og deres projekt er der både deres hjemmeside og deres blok :  http://wwfry.org/   og http://forum.wwfry.org/index.php/board,5.0.html


Mvh. Kenneth p



Motorværkstedet tager form med hylder og skuffer til bolte og møtrikker

Lars O. svejser en dims

Kjeld fjerner pynten fra juletræet med en stålbørste...

Vi beslutter at afmontere alle haner for bedre afrensning.

søndag den 11. februar 2018

Nyt fra Bafd. 10-2-2018

På en kold lørdag med frost i jorden var der ikke mulighed for svelleudskiftning. I stedet tog vi til Brandhøj og arbejdede på flere fronter. Vi arbejdede i to hold. Et hold tog sig af læsning af resterne af en bunke nøddesten og et andet hold lokaliserede tipvognsunderdele og skinner til diverse projekter. Nøddestenene blev i tre tipvogne fragtet til Hedehusgård. Imens sorteredes diverse tipvognsunderdele og hjulsæt med henblik på salg, reservedele og skrotning. Vi sluttede arbejdet så vi kunne spise frokost i varmen i vores velfærdslokale Damp'a.
Nøddesten til museumshallen på Hedehusgård Station læsses foran opbevaringshallen på Brandhøj.

Claus håndlæsser nøddesten som gravemaskinen ikke kunne få fat i. Til slut planerede Lars området med maskinens dozerblad.
Efter frokosten trak vi M 25, M 4, M 3 og M 2 ud af museumshallen. Da vi lige inden jubilæet sidste år etablerede en skillevæg i museumshallen, havde vi ikke tid til at lave den afsluttende finish. Med nøddestenene og en bunke forskallingsbrædder skulle arbejdet i dag gøres færdigt.

Nedenfor er M 12 på vej ud af museumshallen med rækken af motorlokomotiver i 'nedtællingsrækkefølge'.



Bundbrædt som afslutning af skillevæggen.

Vi tippede nøddestenene af og jævnede dem ud med skovl og rive. Vi var næsten for mange om opgaven, men alle ville gerne i sving. Man holder varmen bedst, når man arbejder! Børnetegningerne på væggen er et levn fra jubilæumsfesten. Dem må vi nok hellere snart få taget ned og arkiveret.
Desværre rakte vores beholdning af nøddesten ikke til at skabe et helt jævnt underlag mellem væg og bræddegulv. Det må vi udbedre en anden dag. Efter at have kørt tipvognene på plads i hallen på Brandhøj, satte vi lokomotiverne på plads igen.

En kold dag sluttede således med at vi kunne stryge et par arbejdsopgaver af listen, selvom den ene af dem ikke blev helt færdig. Et tegn på, at man sagtens kan lave banearbejde selvom der er kulde i både spor og jord.