Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 16. november 2019

Nyt fra Bafd. 16/11-19

Årets første juletog kører 30. november, så det er tid at reklamere ved at hænge julebanner op. Heldigvis blæste det ikke!

Det er snart tid til årets juletog. Så derfor startede jeg dagen med at hænge vores julebannere op, så vi forhåbentlig kan køre med fyldte tog! Banen skal også være klar til trafikken og strækningen ved Flintebjerg Trinbræt var derfor målet for banekolonnen denne dag. M12 kørte igen med banetoget og koblingen fungerer fint igen efter udskiftningen. På Brandhøj hentede vi M40 og Kompressorvognen, og jeg fik min første køretime med dette skønne lokomotiv – det skal startes med håndsving og har en herlig motorlyd. M40 er bygget i 1931 og har en Ruston & Hornsby  2 cylindret diesel på 29 hk.
Vel fremme ved Flt, skulle vi spigre de 36 sveller, der var skiftet sidst. Det arbejde gik planmæssigt. Imens skar Steffen ud til tvangsskinner, men pludselig ville vinkelsliberen ikke længere køre og først fik det fugtige vejr skylden. Det viste sig dog at regulatoren på elværket var stået af og så blev der hverken savet eller brygget kaffe! Dagens bemanding var Steffen, Claus, Steen og Leif – 5. manden så vi ikke, måske sov han over sig eller måske ikke li´ regn? Regn kom der i hvert fald rigeligt af i løbet af dagen og frokostpausen varede måske lidt længere. Da det holdt op med at tromme så hårdt på taget, så fik vi gravemaskinen kørt i stilling og fik skiftet og spigret 13 sveller nord for overkørslen ved Flintebjerg. Der blev ikke nået så meget som håbet, men alligevel var vi godt tilfredse med dagens indsats og vi nåede hjem før mørket var for sort. I Mafd havde Carsten og Kjeld arbejdet videre med M30´s motor og Bo havde drejet en støbeskabelon til støbning af hvidtmetal i et af No 3s lejer. Som altid en herlig dag på banen! - og på fredag er det tid til årets julefrokost for de aktive!

M40 med kompressor er ankommet og M12 og banetoget nærmer sig. Dagens opgave tages i øjensyn.

Der skæres ud i skinnehovedet, så det kan bukkes til tvangsskinne - indtil elværket står af!

Stykket syd for overkørslen skal blot spigres - 36 sveller skal bankes på plads

Efter frokost tog vi det sidste stykke, der mangler - bortset fra opgaven med overkørslen - der må vente

Med vanlig metode skiftes svellerne hurtigt og effektivt

Til sidst spigres der og ryddes op på pladsen og snart efter går turen hjemad
Dagens arbejdshold på banen lige inden vi afgår hjemad. Våde, beskidte og tilfredse med veludført arbejde trods forhindringer. Foto: CN

I Mafd har Bo fremstillet en støbeform til lejestøbning

mandag den 11. november 2019

Nyt fra maskinafdelingen #39-19 11/11:


Ved 19-tiden er der kaffe og hjemmebagte kokosmakroner og udveksling af løgnehistorier :-)

Mens andre fejrede bagerens fødselsdag og Singlesday, så nød vi fællesskabet og de spændende opgaver på værkstederne: Peter måtte bakse noget for at få en kile ud ved krydshovedet, men ud kom den og så kunne den nyfremstillede aftrækker tages i brug. Der skulle dog lægges en hel del kræfter i, så opgaven gik lidt på omgang – det sidder med en konisk pasning - men af kom hovedet! Næste opgave blev så at få drejet bolten i aftrækkeren retur – den var blevet deformeret af det hårde arbejde. Vi fik den ud til sidst!
Carsten tog et par omgange ved fræseren for at få rettet materialerne ind på mål til et hold nye lejekasser. Da Kjeld kom, så skiftedes opgaven ud til adskillelse af M30s motor. Efter løsdelene var afmonteret, så skulle topstykket løftes af og så var det spændende hvordan cylindre og stempler så ud! Og det viste sig, at det ene stempel havde haft en ret varm dag på kontoret… Det er nærmest nedsmeltet og kan være en god forklaring på den ringe motoreffekt. Mon det har været så skidt helt fra vi fik den? Steen havde fremstillet et nyt håndtag til dampstammens melisvogn i værkstedsfilialen derhjemme og fik det monteret på vognen. Bagefter gav Steen en hånd med på motoren. Da snedkerarbejdet på C523 er helt afsluttet, så har Martin og Erik kastet sig over fremstillingen af en serie borde/bænke til stationsområdet, så der kan ske en væsentlig opgradering af kundefaciliteterne. Mon de er klar til juletrafikken? Som altid er der fart på i snedkerværkstedet. Lars O. knoklede videre med den store ombygning af en skovl til gravemaskinen og det rykkede også godt videre. Der blev også arbejdet på elværket, hvor der stadig arbejdes med el-teknikken. Jeg fik udført den afsluttende finish på C523, så den forhåbentlig kan anvendes til jul (papirerne er afsendt) M12 fik lørdag monteret nye aflastningsplader under motoren og en grundig tur med hedtvandsvaskeren. Den fik derfor den store tur med rengøring både ind- og udvendigt, idet lørdagens spulearbejde sat sine spor rundt omkring på loft og vægge. Så jeg vaskede og Lars pudsede efter og til sidst så den næsten ”nymalet” ud. Efterfølgende fik Peter og Lars kørt M12 retur til vognhallen, så den er klar til lørdagens store arbejdsindsats i Bafd. Så fik jeg malet rødt på flere Superfos-dele, idet lokomotivet forventes transporteret til værkstedet på lørdag for at vi kan komme i gang med undervognen. I det hele taget blev det syslet på hele Gården af de 13 fremmødte aktive, så alt er vel ikke blevet noteret. Man har jo også opgaver, der skal udføres… Endnu en hyggelig aften og tak til Steens frue for de gode, hjemmebagte kokosmakroner! Dem kunne vi li´

De råt udskårne metalemner skal rettes af på mål, før de kan slutbearbejdes

M12 før/efter vask...


Redacteuren må lægge kræfterne i!
Med afmonteret krydshoved, så kan stemplet tages ud

Der tages mål på det nye skovlblad

Montage af flere ledninger på elværket

Storproduktion af bænke  i snedkerværkstedet. Martin fremviser Steffens flotte arbejdsbeskrivelse

Løsdelene afmonteret og så er det tid til løft af topstykket for at se, hvad der gemmer sig...

Et defekt, smeltet stempel med små metalstykker ovenpå...

søndag den 10. november 2019

Nyt fra Bafd 09-11-2019

Sygdom, DVF-møde og andre aktiviteter havde gjort sit indhug i Baneafdelings arbejdshold denne lørdag, så holdet bestod kun af Steen, Kenneth og Steffen. M12 var ikke klar endnu, så M24 blev brugt til at trække dagens arbejdstog. Første stop blev på Brandhøj, hvor vi læssede to skinner, der skal bruges til tvangsskinner i en overkørsel lige nord for Flintebjerg trb. Vel ankommet til arbejdsstedet blev disse skinner læsset af Storebæltsvognen, og vi begyndte at trække spigre op og udveksle sveller. Gennem en stor del af dagen blev vi fulgt af en lille dreng, Magnus, der fik en helt ekstraordinær oplevelse af banearbejdet på familiens cykeltur gennem Hedeland.

Vi havde ikke medbragt kompressoren, så vi nåede ikke at slå spigrene i, inden vi atter skulle vende tilbage til Hedehusgården. 36 sveller blev dog udvekslet, og dermed planlægger vi næste lørdag at afslutte arbejdet med svelleudveksling ved Flintebjerg trb.

Steffen

Skinner til tvangsskinner læsses på vognen (SLA)
Aflæsning ved overkørslen. De skal herefter tilpasses og bukkes inden de
lægges i på næste lørdag.

Svelleudveksling i et dejligt efterårsvejr. Selv et lille hold kan let udrette meget.