Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 16. maj 2015

Nyt fra baneafdelingen 15-5-2015

Et lille hold fra baneafdelingen benyttede en fridag til at ordne forskellige opgaver på Brandhøj station. Det nyligt understoppede spor 2 blev siderettet og er nu klar til trafikstarten søndag. Ellers brugtes resten af dagen, der bød på fantastisk vejr, til flytning af materiel. Flere klenodier fra vores samling blev placeret i opbevaringshallen. En af godsvognene på arealet blev næsten tømt og indeholder nu kun en mindre samling antikt smedeværktøj og andre let håndterlige genstande.

Den gamle roebanetank mærket 'B 1' fjernes fra den lave oplagsplads.

Inden vi kom så langt, var der en banechef, der lige skulle optræde i rollen som ubådskaptajn. Så er det bare at sige 'Jawohl, Kaleun!'
 
Den sidste af vores Faxe-vogne læsses. Også denne vogn er desværre medtaget af omkring 100 års udendørs opbevaring.

Vognen kortes af, så den ikke optager for meget plads i hallen. Trærammen skal alligevel kun bruges til at måle op efter...

Tanken på plads på roevogn 540.

Ud af godsvognen kom også vores sammenklappelige akkumulatorlokomotiv. Det syner ikke meget ved siden af en Nymølle-tipvogn, men mangler stadig batterikassen.

maskinafdelingen 16/5 15

Fotostop på Sølund med 411 på vej til Brandhøj
Dagen begyndte med at Lars og jeg fik putte nye filtpuder i glidelejerne. Mens olien løb ind i filten blev C 411 kørt til brandhøj for opbevaring, og 3907 taget med tilbage så begge roevogne er klar til i morgen, Gm 62 blev samlet færdig og så blev C 260 hentet og gået i gennem synet, og inden vi fik set os om blev klokken mange.
Gm 62 over graven først på dagen 

Toget klar til at køre ud til hallen kl 18:40

torsdag den 14. maj 2015

Torsdagsbilledet #16

Carsten er ved at scanne sine dias, så her kommer endnu et udvalgt foto fra dengang:

M 2 med et meget lille tog, Morten Banke ser ud til at nyde lokomotivførerrollen.
Kenneth Petersen kan måske hjælpe med dateringen af billedet hvis han kan huske hvornår han brækkede armen.

Mvh


Carsten

tirsdag den 12. maj 2015

Klar til sommerkørslen 2015?

Om få dage åbner HVB for sommersæsonen 2015. Vi har arbejdet for at få bane og materiel i orden til kørselsstarten. Græsset er pænt slået på Hedehusgården og hærværksskaderne er udbedret - en opgave vi godt kunne have undværet.

Aviser og andre medier omkring os har vi forsøgt at få til at interessere sig for os. Det skulle gerne resultere i mange glade besøgende i vores tog. Vores gamle hjemmeside er opdateret med køreplan og Facebook-siden er også tilpasset sæsonen. Flere har aktivt medvirket til at online opslagsværker er opdaterede, har postet på Facebook-gruppen for Hedehusene, ligesom en lang række aviser, både lokale og landsdækkende, har fået pressemateriale.

På 'kultunaut', der præsenterer sig som Danmarks elektroniske kulturguide kan man fx finde vores bane - samtlige køredage er nævnt. På Visit Vestegnen er der også en fin beskrivelse af vores jernbanedrift - og Leifs video af hele strækningen.

I de seneste dage har vi bl.a. fået omtale på Roskilde Avis' webside og Taastrup Lokalavis fortæller også sine læsere om vores kørselsstart.





Undervejs i årets sommersæson vil vi som noget nyt forsøge at skabe opmærksomhed om vores bane flere gange. Bl.a. ved at arbejde med nogle af de ideer, der kom frem på trafikafdelingsmødet i efteråret.

mandag den 11. maj 2015

Nyt fra maskinafdelingen #19-15 11/05:


Det nye, flotte banehegn ud mod Roskildevej. Klar til søndag!
Carsten benyttede den sidste eftermiddagssol til at få skruet de sidste staver på banehegnet, som nu står smukt til på søndag. Det mangler dog en omgang rød mere, men dertil skal der en lidt bedre vejrprognose. Peter og jeg fik færdigsamlet udhængsskabet og hængt det op igen, hvorefter Peter hjalp Lars med at hente og gennemføre eftersyn på vogn C411. Jeg tog de grønne fingre på og fik ukrudtrenset og beplantet tipvognen med lidt sommerblomster og derefter det sidste klargøring af togførervognene indvendigt. Peter tjekkede kiosken.
Carsten og Poul arbejdede videre på M24 reservemotor og fik bl. a monteret motorfilteret. Vi var 8 mand på Gården denne aften.

Op med skabet!
Skabet med ny plexiglasrude - klar til søndag!

De triste rester af sidste års sommerblomster og resten ukrudt


... nu med nye sommerblomster. Klar til søndag!


Lars og Peter under vogn C411. Klar til søndag!

søndag den 10. maj 2015

Nyt fra Bafd 10-5-2015

Leif har allerede berettet om lidt af lørdagens indsats på Brandhøj, hvor vi udover at få stoppet spor under også fik rykket rundt på lidt materiel i vognhallen. Claus har taget et par billeder som fortæller lidt om dagens arbejde.
Steffen

Spor 1 justeres med stoppemaskinen. Højden rettes til med en roter laser.



Turen er kommet til spor 2 på Brandhøj st

Stoppemaskinens indsats betragtes fra Da7