Lørdag startede vi med at køre en tur til Brandhøj for at montere det hjulsæt, som Peter har renoveret på ballastvognen. Det blev monteret, hvorefter vi fyldte begge ballastvogne og tog dem med op på Hedehusgården.
På Hedehusgården fortsatte vi sporskiftebygningen ved kulgården. Sporskiftet blev samlet og nu udestår kun ballastering, justering samt montage af trækbukken.
Under montage af den ene tvangsskinne bemærkede vi et udsædvanligt valsemærke i skinnen, nemlig "Blaenavon Steel 1886". En hurtig Google-søgning afslørede at der står et walisisk valseværk bag ved dette, som blev nedlagt omkring 1910. Den lille industriby i Wales rummer i dag både en museumskulmine, resterne af selvsamme stålværk, en normalsporet veteranbane samt rester af en 610 mm hestebane med en 1,9 km lang tunnel nedlagt omkring 1860. Absolut et spændende sted, der kan læses meget mere om på nettet ved søgeord som "Blaenavon ironworks" og "Thomas hill tram". Hvor skinnerne stammer fra har vi ingen viden om, men måske kan læserne kaste lys over dette? Omkring 1886 er det kun Gjedser Jernbane, der er bygget, men det var næppe med 17,5 kg/m skinner.
Claus har leveret dagens billeder.
Steffen
|
Det renoverede hjulsæt læsses af og rulles ind til ballastvognen |
|
Ballast læsses til sporskifterenoveringen ved kulgården |
|
De yderste meter monteres mod Roskildevej |
|
Sporstopperen blev bakset på plads under en del besvær |
|
Der bores til tvangsskinner |
|
Et flot arbejdssted med blade der dryssede ned |
|
Dagens skinne-arkæologiske fund "Blaenavon Steel 1886" |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.