Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

søndag den 19. juli 2026

Spejdernes Lejr 2026, dag 1– 190726

Afgang med morgenens første "motortog" på fuld damp!

 På spejderlejrens anden dag - og den første, hvor toget kørte, var vejrguderne ikke rigtig i godt humør. Det meste af dagen var det nusseregn med et par ordentlige byger undervejs. Det holdt heldigvis ikke alle hjemme, for mange skulle med toget ud for at se hvor flot lejren allerede tog sig ud.

Vi havde endda fyret op i to damplokomotiver, da vi havde fint besøg fra vores venskabsklub i Leiden, Holland. Der havde meldt sig en fyrbøder, som gerne ville køre med og nyde vores kuperede landskab. Der er lidt fladere på deres bane… 

Lige som på sidste lejr i 2022, så er det meget hyggeligt med de vinkende spejdere og fantastisk at se hvor hurtigt hele området bliver fyldt med telte, indgangsporte og flotte bordkonstruktioner – udført i granrafter. Lejrens placering i forhold til vores bane er ikke lige så god, som ved lejren i 2022. I stedet for lejrområde og bycenter, er der lagt P-plads for spejderne og en aktivitetsplads oppe ved Rubjerg. De dele er i stedet lagt på tværs af området, så en del af vores kundegrundlag bliver sværere at få fat i… Vi klarer den nok og det er stadig en stor fornøjelse at køre turen gennem lejren. I dag kørte vi som normalt ned og rundede Fem Ege, men fra mandag og ugen ud, vender vi på Rubjerg. Et par regnvåde fotos fra turen kan ses herunder >> Vi håber på bedre vejr resten af ugen… /Leif

- og her retur igen i paraplyvejr


Nyt fra Baneafdelingen 18-07-2026

Dagen startede med 3 morgenfriske deltagere; Steen, Børge & Kenneth A, der beså strækningsafsnittet omkring km 3,8 for lige at tjekke at alt er klart til spejdertrafikken. Efterfølgende kørtes til umiddelbart nord for Sletten, hvor der blev beskåret, og vi blev 4, ved Lars' ankomst på cykel.


En af dagens opgaver var omlæsning af gamle sveller fra udskiftningen på Sølund Station. Her er vi på det, der på billedet ligner en kæmpe logistikplads, men som 'bare' er sporviften foran opbevaringshallen på Brandhøj.

Vi kørte herefter til Brandhøj Station, hvor der blev konstateret plads nok på deploride-sæt til yderligere gamle sveller til bortskaffelse. Allerede for nogle uger siden havde vi påbegyndt opsamling af gamle sveller fra Sølund Station, og nu kunne vi gå videre med de sidste gamle sveller fra stationen. Med kæpskinner på Storebæltsvognen er det en opgave, vi har godt udstyr til.👍

Der fejes og rives på Sølund Station.

Så pænt kan det se ud. Der mangler endnu en smule efterballastering, men sporet er driftsklart og parat til togkrydsninger under spejderkørslen.

Lige et billede til, inden vi kører videre til andre opgaver.

Mens Kenneth og Børge udførte dén opgave, påbegyndte Steen & Lars smukkesering af alle de udskiftede sveller med hhv. rive & kost, samt beskæring på østsiden, således sporet er såvel fri for grene, der var ved at vokse tæt på, samt klargjort til slagleklipning.

Derefter gik vi alle 4 på afslutning af opgaven, således arbejdet kunne afsluttes tjept, hvorefter vi kørte til Brandhøj, hvor førnævnte sæt af deplorider blev hentet frem, og fyldt op med de opsamlede sveller, og returneret på plads, klar til afhentning.

De sidste gamle sveller fra Sølund Station genforenes med andre gamle sveller fra samme station. Nu afventer de, i en ordentlig stak, afhentning til godkendt modtager.

Vi sluttede med at rydde op af anvendt grej, samt fik behørigt beskåret gevækster på vestsiden, tættest på hovedsporet i sydenden af Brandhøj, hvorefter vi returnerede til Hedehusgård.

LLZ