Dagens vejrudsigt lovede masser af sol, ingen skyer og meget lidt vind. lt tydede på en varm dag for holdet i baneafdelingen, der talte fire mand. Hans blev på gården beskæftiget med maleropgaver, men Kenneth, Steffen og Claus tog toget til Brandhøj. Der hjalp de i første omgang Carsten og Mikkel med flytning af et par lokomotiver. Med den opgave overstået rangeredes stoppemaskinen frem. Men inden der var afgang mod syd, nåede vi lige at justere en tunge på skifte 132 og rydde lidt bevoksning ved udkørslen mod syd.
Første opgave var løft og understopning af et nedsunket skinnestød ved km 4,6 nord for Fem Ege. Efter udbedringen rettede vi et antal sveller, der havde arbjdet sig skævt i sporet, hvorefter vi nød frokosten i den sparsomme skygge som banevognen kunne give.
Temperaturen i banevognen havde trods gennemtræk sneget sig op på 30 grader ved frokosttid. SL. |
Efter frokost fortsatte vi arbejdet, og nåede ind i spor 2 på Fem Ege i god tid inden et særtog fra Hedehusgård ankom. Vi nåede bl.a. at jævne grus omkring de to nye overgange, klippe indhængende grene og opsmøre stoppemaskinen.
Steffen er ved at jævne grus ud omkring den sydlige overgang på Fem Ege. Banetoget ses i spor 2. |
Kenneth smører stoppemaskinen. Der er endnu intet at se til særtoget. |
Krydsning på Fem Ege. |
Efter særtoget var ankommet fortsatte vi arbejdet med at rette sveller på strækningen frem mod km.3,7 hvorefter vi satte kursen mod Brandhøj. Der rangerede vi stoppemaskinen på plads og drog mod Hedehusgård, hvor vi skulle være, inden særtoget returnerede. På Hedehusgården fik vi slået græs og fjernet de sædvanlige hestepærer foran billetsalg og stationsareal. Arealet var blevet yderligere forskønnet med Hans' maling af skilte og Hedelands hvide bom.
Bom og standere har fået opfriskning med både spartel og masser af hvid maling. En forsvarlig afspærring forhindrede forbipasserende at få våd maling på tøjet. |
Med meget varmt vejr er det vanskeligt at forestille sig helt fyldte tog i morgen. Mon ikke mange tager til stranden?