Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

mandag den 13. januar 2025

Nyt fra maskinafdelingen #02-25 13/01:

 

Smøring af bl.a. gangtøj

På en kold mandag kunne vi alligevel mønstre 11 mand. Måske holdt kulden og den varme kaffe os lidt længere indenfor, men ud kom vi og en af opgaverne var at forberede pålægning af de sidste tagplader på den lille remise. Langt de fleste plader blev lagt på i lørdags  - men så manglede der nogle afstandsklodser til de sidste. Der blev derfor forberedt forskelligt til den opgave til på onsdag. Der forudsiger vejrudsigten solskin – og det passer fint med at Niels har fødselsdag. Han har været en meget artig dreng og bygget mange fine ting i løbet af sidste år! Vi fik også ryddet lidt op i slaggerbunken, så der ser pænt ud til sommersæsonen. 

Gert fik på M24 opsmurt lejer på gangtøjet og arbejdet på den ene sandkasse, hvor røret ser ud til at være tilstoppet. Lars O. varmede trinet fra den venstre trappeboks. Den havde fået en på trinet… Så det er nu rettet op igen. 

Der blev også vandret rundt om T1 for at se, hvad der skal udføres af opgaver, inden den kan klarmeldes igen. 

Jan S. påtog sig en opgave med at få gennemgået tøjhylderne, så det kan blive enklere at finde noget reservekluns fra bunkerne. Det var, hvad jeg fik noteret mig, men mere foregik osse – så nu er vi godt i gang med 2025! 

Husk at der er møde i Mafd på lørdag kl. 12, hvor vi ser på, hvad vi nåede i 2024 og hvor planerne for 2025 skal gennemgås – så de kan blive godkendt på Generalforsamlingen den 8. marts /Leif

 

Forberedelser til pålægning af de sidste tagplader. Så er alle tag på vores bygninger skiftet!


Trappekassen fra M24: Nederste trin rettes op

Vandring rundt T1. Hvad udestår af opgaver? Ny skorsten?

Sandkassen skal gennemgås om der er fuld gennemgang i sandingsrøret

Der blev også skiftet rør, så der igen er lys på loftet

Bunker med brugbart arbejdstøj til de flittige 


søndag den 12. januar 2025

Nyt fra Bafd 11-01-2025

Der var lovet fint, men koldt vejr denne lørdag. På programmet stod sporarbejder ved opbevaringshallen, lettere oprydning og forberedelse af indsamling af gamle, udskiftede sveller. Dagens hold bestod af Peter H, Steffen, Claus B og Claus N, Lars samt Per og Jan, der lige skulle prøve en dag som banebørster.

M 12 i modlys efter ankomst på Brandhøj Station med ballastvogne.


Mens første tog med M 12 og gravemaskine hurtigt forlod Hedehusgård, skulle resten af dagens hold håndrangere deploriderne med ståldelene til portalkranen ud fra spor 20. Med M 30 og banevognen blev krandelene herefter kørt til Brandhøj, hvor banechefen fordelte opgaver til dagens arbejdshold. Gravemaskinen blev kørt af vognen og med planérskovl blev området mellem hovedspor og sporvifte rettet pænt op efter afgravningen af fyld til perronforlængelserne. Herefter blev der ryddet op i de oplagte spordele og normalsporede deplorider. Andre fra dagens arbejdsstyrke justerede og understoppede imens sporskifter foran opbevaringshallen. De store rydningsarbejder på Brandhøj-arealet havde afsløret et langt 22,5 kg skifte, der var indvokset i noget pilekrat. Claus B, Peter og Claus N fik hjertestykke og tungepartier befriet fra træets omklamring og delene er nu midlertidigt oplagt mellem hovedspor og sporvifte, hvor også krandelene blev lagt.

Området mellem sporvifte og hovedspor udjævnes. Kombineret med en oprydning foran hallen kommer det til at pynte.

Jan, Per og Steffen understopper skifte 136 i sporviften foran opbevaringshallen.

Peter H og Claus N måtte kæmpe hårdt med rødder i det ene tungeparti. Her anvender Claus N en blanding af irriteret aggression og skruetrækker på en rod i tungeroden. Foto: Peter H.


Frokostpausen blev til afveksling afholdt i banevognen mandskabsafdeling - endda med gasradiatoren tændt. Særligt den kolde blæst gjorde det mest forsvarligt at krybe indendørs til spisningen. Efter frokost hentede vi ballastvogne på Hedehusgård og fik læsset grus og knust beton fra bunken på Brandhøj. I forbindelse med gravearbejdet og flytning af sporskiftedele fik vi desuden bjærget en del spigr og underlagsplader til 22,5 kg skinner. Utroligt så meget spormateriale vi igennem tiden har fået samlet. Meget af det helt nødvendigt til drift og videreudbygning af vores bane.

En del af holdet tog M 12, gravemaskinevogn og deplorider og kørte til Hedehusgård, mens resten færdiggjorde ballastering af de tre understoppede sporskifter og tilhørende sporforbindelser. Det blev halvmørkt inden vi kom hjem til Hedehusgård, men vi bildte os ind, at vi kunne mærke, at dagens længde er tiltaget.

Claus B læsser tipvogne på Brandhøj.

M 30 varetog udkørsel af ballast, en opgave lokomotivet er meget velegnet til.



Der er ryddet op, ballastvognene er hensat låst bag hallen og vi er klar til at begynde hjemturen mod Hedehusgård.


Begge tog foretog omløb via spor 20/21 og kørte i hus, klar til at rykke ud til næste opgave. Omløbet etablerede vi i 2022/23 og det er blevet lige nøjagtigt så vigtigt for rangering med banemateriel i sporviften foran museumshallen, som vi regnede med.

På lørdag forsætter vi arbejdet med sporskifter foran hallen på Brandhøj og indsamler gamle, udvekslede sveller.