Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!
Viser opslag med etiketten Grill-aften. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Grill-aften. Vis alle opslag

søndag den 16. august 2026

IBK_Grillaften-150826

Vel ankommet til Fem Ege, bliver kagebordet hurtigt dækket

Traditionen bød den anden lørdag i august på Grillaften. Der var således indbudt til en tur med kaffetoget kl. 15.15 ud til et sted i Hedeland. Vejret viste sig fra den bedste side; ikke for varmt, ret vindstille og et let skydække, så der ikke var brændende sol. I år slog vi os ned ved Fem Ege, hvor der fint var opstillet tre borde/bænke i rad. Kort efter var bordet fyldt med kaffe og alskens hjemmebagte kager – der alle viste sig at være fortrinlige! Tak til alle kagebagerne!

Efter indtagelse af en passende mængde, så var vi et hold som drog på ekspedition ud for at se, hvor banen forhåbentlig snarligt skal udbygges og forlænges op til Vinterrasserne. Så vi gik ud til svinget, hvor man netop kan iagttage alle vinstokkene og jeg fortalte lidt historier fra de mange trin, som baneforlængelsen har været igennem – så de nyere medlemmer også kender til den efterhånden lange beretning. Retur til Fem Ege var der snart opbrud og vi kørte retur til Gården. På vej forbi Rubjerg kunne vi se, at græsplænen foran amfiteateret hurtigt var ved at blive fyldt med biler. Det var gæsterne til aftenens forestilling i teater Hedeland, som indfandt sig. Vi fortsatte dog hjemover, hvor Karsten havde antændt den store grill. Kenneth A. havde dog en hurtigere metode til gløder, som blev taget i brug; en gasbrænder!

Det varede derfor ikke længe inden grillen blev fyldt op med lækre bøffer, serveret sammen med friskskåret salat og to slags hjemmelavede kartoffelsalater. Inden vi kunne sætte gaflen i dem, så bød formand Hugo velkommen og takkede alle medlemmer for deres flotte deltagelse i forberedelser og afvikling af trafikken under den nyligt afholdte Spejdernes Lejr. En stor succes! Så kunne vi ca. 40 fremmødte medlemmer og familie sætte os til bordet og spise os godt mætte – evt. slutte af med en stor grillpølse. Efter hyggesnak, lidt slik og kager, så blev der effektivt ryddet op, stolene læsset på en roevogn, sammen med resterne fra måltidet og overskydende drikkevarer. Børge sørgede så for hurtig transport ned til Damp Af for aflæsning, hvorefter vognen kom retur til den nu tomme vognhal og lokomotivet foran aftentoget. Det afgik planmæssigt kl. 21 med de sidste 15 deltagere til arrangementet og vi rundede atter Fem Ege. Her havde et hold engangsgrillgæster valgt at efterlade grill og en større mængde servietter ud over området. Vi fik det, temmelig irriterede, ryddet op før vi atter kørte hjemover. Børge slukkede motoren, men vi kunne ikke rigtig høre operaen – så vi trillede hjemover og fik rangeret på plads efter en hyggelig Grillaften. Tak! /Leif

Artiklens forfatter nyder turen!!
Kaffe og kage indtages
En kort vandring langs baneforlængelsens første del
Hjemvendt kommer der gang i grillen, så vi kan få noget lækkert at spise
Inden spisningen, så holder formanden en velkomsttale
Der spises, drikkes og hygges med klubbens fine lokomotiver som bagrund
Oprydning sker pr. jernbane! Stole og andet grej leveret lige til trappen...
Omkørsel af M24 ude ved Fem Ege. Mørket sænker sig!
Et foto af den smukke aftenhimmel må tages!



Flot himmel over Hedelands Naturpark. Tak for en hyggelig aften! 


lørdag den 16. august 2025

Grillaften 16/8-25:

Opfyring af No3 til Kaffetoget er godt i gang

 

Traditionen tro afholdt vi foreningens årlige Grillaften midt i august. I år var vi meget heldige med vejret: Skøn sol og behagelig temperatur. Som altid indeholdt tilmeldingerne også lovning på kage, salater eller praktisk hjælp til forberedelserne og vi var derfor allerede godt i gang på Gården inden frokost. Blandt opgaverne er transport af stole og borde, finde grillen frem og opfyring af et damplokomotiv til Kaffetoget. Så kort før afgangen, der var sat til kl. 15.15, steg de fleste af de 50 tilmeldte ombord på toget, udstyret med drikkevarer til turen og højt humør. Der blev fløjtet afgang og vi kørte ud til Fem Ege, hvor toget blev vendt og forsyningerne suppleret. Turen gik herefter retur med stop på Duskely. Her blev kager og kaffe fragtet ned til den overdækkede pavillon i Lergraven, hvor udskæringen af de lækre kager straks begyndte. Så med en kopkaffe og kage i hånden, gik vi rundt og fik snakket godt med de andre medlemmer. Der er meget opdatering, der skal gøres om både ferier, projekter og familiehistorier. Mætte af de gode kager, så gik turen tilbage til Gården med afgang kl. 17.20. Ved Rubjerg kunne vi se de første af mange biler ankomme til Operaen; Figaros bryllup skulle spilles denne aften. Vi ville hellere have lidt lækkert at spise og grillmester Peter havde da allerede gang i grillen, da vi ankom retur. Pladserne på langbordet blev indtaget og snakken gik blandt medlemmerne og deres medbragte familier. Jeg bød velkommen kl. 18 og så startede serveringen af salater, grillede pølser og bøffer. Efter en hyggelig stund, så var det tid til at rydde op og gøre klar til afgang med Aftentoget, der afgik kl. 21. Det var M24, der trak os ud til Rubjerg. Her stoppede Børge motoren og så kunne vi lige nyde en lille stund af operaen, der spillede nede i amfiteateret. Men vi skulle jo lige hjem og rydde det sidste op, så turen gik hjemover og vel hjemme fik vi bragt stole og borde på plads, rangeret stammen ind og gjort klar til en travl søndag med plantoget. Tak for den altid gode opbakning til arrangementet /Leif

Opsætning af borde og stole


T1, D13 og E28 holder No 3 med selskab under opfyringen

Klar til afgang med "fuldt tog"

Dejlig tur over Sletten med yngste medlem ombord

Vi vender på Fem Ege

Kaffe og kage i Lergraven


Serveringsborde a la roevogne

Gang i grillerne

God stemning !

Godnat! Aftentoget på vej rundt på Rubjerg



lørdag den 17. august 2024

Grillaften for de aktive 17. august 2024.

Kaffetoget står klar til afgang!

 Som traditionen tilskriver, så var alle de aktive medlemmer og deres familier inviteret til den årlige Grillaften. Vejret var solrigt og behageligt og således meget bedre end sidste års regnvejr… Vi besluttede os dog for at sidde i vognhallen, hvor der trods alt er varmere, når aftenen går på hæld. Niels havde indkøbt ti nye klapborde, som vi hurtigt fik sat op. Der blev kørt stole til via banen – med E28 og den lille blå vogn. Det krævede et par ture for at få alle 45 stole frem. Grillen blev sat klar og formanden stod igen i år for grilltjansen, mens vi andre kravlede ombord på dagens kaffetog. Det blev kørt af Mikkel og Carsten og Rasmus havde togfører-tjansen. Vi andre ca. 40 passagerer kunne bare slappe af og nyde turen ud til Fem Ege og dernæst retur til Duskely. Herfra en fin lille gåtur til pavillonen, hvor kaffen og de hjemmebagte kager hurtigt blev anrettet – og hurtigt blev udskåret og fortæret, mens snakken gik og vi nød denne skønne, solbeskinnede plet. Efter en hyggelig stund, så fløjtede lokomotivet og vi vendte retur til toget. Turen gik fint og kun med et enkelt stop på Stenager, hvor et par (forsinkede) medlemmer stod på og dermed også nåede med en tur. Her stod formanden klar og der blev straks lagt både steaks og store Frankfurtere på Grillen. Salatbaren var også sat frem og hurtigt fik alle noget godt på tallerknerne, mens snakken gik og vi alle fik hygget. Nogen af os skulle tidligt hjem, mens resten af selskabet fik en smuk aftentogtur ud i Hedeland. Månen var flot og næsten fuld, og i amfiteateret opførtes opera, uden at vi dog hørte noget til den. En hyggelig aften /Leif

inden da blev de nye klapborde pakket ud og stillet op



Så er der fløjtet afgang og vi kører afsted



En lille hjort kigger nysgerrigt på toget



Toget vendes på Fem Ege


Afstigning på Duskely

Kager og kaffe stilles frem

Hyggesnak og kaffe


Hjemme igen efter en herlig tur. Grillmeisteren står klar!


Så grilles der og alle har snart fyldte tallerkener


En hyggelig Grillaften!

M 24 passerer sletten med månen i baggrunden.

Aftentoget på vej over sletten. Lyset fra amfiteateret skimtes til højre i billedet.



mandag den 14. august 2023

Nyt fra maskinafdelingen #30-23 14/8:

Det er klart, at der anvendes skinnetransport af møblerne fra lørdags grillaftens-fest

 

Vi startede med en kop kaffe og en hyggelig snak om lørdagens vellykkede og hyggelige Grillaften-arrangement. Så fordelte vi os rundt omkring; i værkstedet blev det fremstillet stålvinkler til endnu et sæt dørkplader, der skal lægges hævet udenfor imellem værkstedsporene. Jan fik bl.a. skiftet backup-batteri på styringsuret i M25, mens Niels og et hold der fik hugget et stykke af støttemuren ved rampen, så det kan få en bedre hældning ned til det nye picnic-område bag billetsalget. Det kom der en del brokker ud af. Da Brian, Jan D. og jeg alligevel var ude med E28 for at køre stole retur fra vognhallen efter lørdagens festligheder, så kunne vi hente en tipvogn til dem. Den var dog ”fuld af brok” i forvejen, så det blev kørt ned og læsset af langs rampen. Så kan det hjælpe med at hæve og forstærke rampen en dag. Så nævnte Rasmus, at han forleden havde fjernet og savet et stort piletræ op. Det var stormen ”Hans”, der havde lagt træet hen over sporet… Brian og jeg fik det læsset og kørt retur til brændeskuret. Så kan det blive til optænding af damplokomotivet og det er vel en form for genbrug… Så blev tipvognen kørt til Niels og læsset med hans brok. Jeg gav også Lars L. en hånd med udskiftning af en ventil på grabben, så den igen er blevet tæt. Jeg talte 11 mand på Gården denne aften.  /Leif


Der hugges af betonkanten ved rampen, så der bliver en blød overgang

Savning af stykkerne til vinkler for dørkplader

Læsning af brænde

losning ved at tippe kassen 

Tilpasning ved rampen og picnic-området

Ny ventil monteres på grabben.