Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 27. november 2021

Nyt fra Bafd 27-11-2012

Lørdagen startede med lidt forskellige opgaver på Hhg. Peter, Claus B og Lars flyttede en palleløfter tilbage fra vognhallen til værkstedsremisen, men Steen, Klavs og jeg fik hængt juletræskæden op på perronen. Herefter kørte vi til Brandhøj, hvor der skulle løses forskellige opgaver.

Steen fik blæst sporskifter rene for blade, og vi resten fik efter lidt rangering gjort klar til et forsøg med valsning af 24 kg/m skinner på skinnebukkeren. Omkring frokost fik vi besøg af Carsten, der havde M45 (Jenbach) med til en udstationering på Brandhøj. Efter lidt introduktion til lokomotivet, blev vores hidtidige arbejdshest M40 henstillet i vognhallen afventende en gennemgribende revision.

Vi fik fundet nogle længder skinner frem, og efter lidt forsøg lykkedes det at få dem valset i en kurveform svarende til en radius 100 m, som vi har liggende flere steder. Nu skal vi blot have valset nogle flere, så vi efterhånden kan få reduceret tendens til knæk i laskerne i de skarpe kurver.

Benjamin sluttede sig også til selskabet, og han brugte resten af eftermiddagen til at få vores nye selvkørende stabler til at virke. Den skal vi nok blive glad for på lageret.

Steffen

Juletræskæden er hængt op og afprøvet. Så er vi klar til næste weekend.

Der instrueres i M45

Valsning af skinner med rullende vederlag

Peter styrer valseretning og tilspænding.

Endnu en skinne findes frem til valsning. (PH)


 


mandag den 22. november 2021

Nyt fra maskinafdelingen #31-21 22/11:

 

M45 samlet igen og endelig helt klar til levering til Bafd. Der mangler blot et JW-skilt foran...

Som en del af en ny strategi for maskinafdelingen og forbedring af projektafviklingen, så bliver der fremover indkaldt til korte, åbne møder hver anden uge. Her gennemgår maskinchefen igangværende opgaver og afklarer med projektlederne om der er udestående og hvordan de forskellige opgaver kan udbydes til de aktive.

Aftenens møde havde god deltagelse med 12-13 mand rundt bordet, der så kunne høre status og byde ind på opgaverne. Lige nu er afdelingen lidt i en venteposition, men snart skal vi i fuld gang med vognbyggeri og M23. Jeg fik malet det sidste og så bliver M45 på lørdag afleveret som driftsenhed til Baneafdelingen, så M40 fra 1931 kan gå på velfortjent pension. Den skal have en gennemgribende renovering, men står ikke først for. I lørdags blev gulvet omkring spor 3 ryddet og så kunne det tydelig ses, hvor skidt betonlaget havde det. En betonhammer og flere raske folk gik i gang og omdannede gulvet mellem sporet til betonklumper, der blev kørt udenfor. Nyt skal der til, så vi bedre kan køre rundt med palleløftere og andet grej. Det kunne f.eks være fejekosten, som fik ny tandrem og derefter kunne feje gulvet igen. Otto fik monteret brillen på akslen, så endestykket kan blive afdrejet på akslen til M9. Ude i snedkerværkstedet blev de sidste af de fræsede tagbuer samlet i bunken og så er det måske bænkene, der står for tur? Ellers var det en aften, hvor vi trak os lidt tidligere tilbage fra værkstederne og fejrede fødselsdag for HHS og snakkede om den kommende julefrokost på fredag. Det skal nok blive hyggeligt! 15 mand blev set på Gården denne mandag /Leif

Et ihærdigt flyttehold fra både Mafd og Bafd fik lørdag læsset en fladvogn med dele fra B3, der først skal istandsættes længere ude i tidshorisonten, så de kommer på lager ude i hallen indtil da. 

Velbesøgt, kort projektmøde i Mafd

Fejemaskinen får sin nye tandrem monteret

En brille monteret



Et gulv i mange små stykker...

og et stort læs færdigfræsede tagbuer





søndag den 21. november 2021

Nyt fra Bafd. 20-11-2021

På en lun lørdag med vejret favnende alt fra efterårsgrå formiddag over blå himmel med sol og hvide skyer til tidligt mørke, fik et godt arbejdshold næsten ryddet banechefens liste med opgaver for dagen. Med mange fremmødte var der ikke andet at gøre end at arbejde i op til tre hold på strækningen, selvom vi dog også samledes af og til - det er jo hyggeligt. I aktion sås igennem dagen Lars, Kenneth, Steffen, Klavs, Steen, Søren og Peter H samt Claus B og N. Heldigvis var Steen i Land Rover, for ellers var der blevet trangt i banevognen!

Lars og Claus B forborer sveller inden udlægning mellem km 0,6 og 0,7.

Dagen startede på Hedehusgård, hvor vi begyndte med en lille transportopgave mellem værkstedsremisen og museumshallen, inden vi kørte mod Brandhøj. Undervejs rensede vi overkørsler, så de er klar til julekørslen. Skulle det mod forventning blive frost og sne, er det vigtigt at sporrillen er fri, så sne og blade ikke pakker sammen til en hård masse.

På Brandhøj kunne vi rangere stoppemaskine og kompressorvogn frem, inden vi besluttede at spise en tidlig frokost. Den blev kort, for det kløede i fingrene for at komme videre med opgaverne. Klavs og Steen tog Land Roveren rundt til resten af overkørslerne og fik dem renset. Imens tog Peter og Søren fat på at understoppe de udvekslede sveller fra i lørdags og rette to mindre lunker op lige nord for Sølund. Resten af holdet påbegyndte punktudveksling af sveller mellem Sølund og km 0,6. Det blev til syv stykker, der stedvis krævede en del snilde fra maskinføreren, der i dag var Claus B. Der er trangt på strækningen og det skæve træk, når maskinen holder i sporet, gør at der skal bruges lidt fingerspidsfornemmelse.

Efter at have deltage i svelleudskiftningen tog Steen og Klavs fat på at jævne ballast ved de understoppede sveller, men stødte til hovedarbejdsstyrken igen, da det var tid til varm kaffe og franske vafler mellem birkene. Verdenssituationen blev lige vendt og så pakkede vi ellers sammen og kørte til Brandhøj med stoppemaskine og kompressorvogn. Tilbage på Hedehusgården var det blevet noget mørkt, men det forhindrede os ikke i at montere to stolper til perronbelysning og rigge billetsalget til med julebelysning. Selvom vi næppe får sne, kan vi da forsøge at skabe al den julestemning vi nu kan.

Maskinafdelingen skulle omplacere nogle dele fra værkstedsremisen. Her er er to tog foran museumshallen med dele. Forrest E 28 med Aalholmvognen og dele fra B 3.

Så er vi da vist lige nok til at rense en overkørsel! Klavs, Lars, Claus N, Søren og Claus B i overkørslen for 'knallertvejen'. Foto: Steen Larsen.

Mens Peter på stoppemaskinen er ved at løfte den anden lunke på strækningen op mod Sølund Station, jævner Søren ballast ved den første lunke, der nu er fortid.

En ny svelle er klar til ilægning.

Selvom vi havde kompressorvognen med, blev alle spirg slået i med håndkraft. Søren og Claus N kunne ikke holde sig i ro. Her falder sidste hammerslag hårdt på et spirg. Foto: Kenneth H Andersen.

Med de sidste sveller udvekslet var der kun for Peter tilbage at køre strækningen igennem med stoppemaskinen. Gravemaskinen er på vej mod arbejdstoget, der ses holdende i billedets venstre kant.

Kenneth og Steffen nørkler med ophænget til skodderne på billetsalget. M 12 er ikke ved at eksplodere. Lars og Claus B er bare ved at snitte overlængden af et par franske skruer, der holder stolperne til perronbelysningen.

Mon ikke vi også får en fin arbejdsdag på banen næste lørdag selvom der afholdes klubjulefrokost fredag? Det plejer at kunne lade sig gøre at samle et hold af næsten friske folk.