Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 21. oktober 2017

Efterårstur og Bafd på arbejde 21/10-17

Mens plantoget trækkes ud af remisen, så er arbejdstoget på vej ud mod Rubjerg.
Med vejret som en altid vigtig parameter for passagertallet, så glædede vi os til det tørvejr, som meteorologerne havde forudset for dagen. Men måske var vejrudsigten byttet rundt for torsdag og lørdag - for en finregn kom og gik hele dagen. Heldigvis troede vores gæster det samme og mødte frem. Jeg tror nu alle fik en dejlig tur ud i Hedeland alligevel... Undervejs kunne de se nærmere på de smukke kvæg, der kom helt nær til toget og ved Rubjerg opførte baneafdelingen et fint show i seks akter om skift af et skilt; det trængte til nyt træ og var en perfekt opgave til en dag, hvor der kørte trafik på banen. Vi kørte med en fin belægning og afsluttede dagen med et velbesøgt Åbent Hus-arrangement for folk med interesse i at deltage i vores forenings arbejde. Formanden og sekretæren fik vist rundt på værkstederne og der blev stillet fine spørgsmål, som vi forsøgte besvare på bedste vis. - måske så godt, at der dukker nye ansigter op på værkstederne i den kommende tid. Tag godt imod dem!
Som altid - en dejlig dag på banen!

Køerne med deres kalve stiller sig velvilligt til skue for vores gæster

1. akt: Bafd er allerede i fuld gang med det nye skilt på Rubjerg.

Vi kører om på Fem Ege. Bemærk de flotte efterårsfarver


2. akt: Der er savet ud og skiltet gøres klar til montage

Der er nu køer på sporet - men de flytter sig dog for toget

3. akt: Vi bringer maling og pensler med ud til Bafd


5. akt: Stolperne er malet i bunden og rejst op igen

Tyren hilser på vores gæster!

6. akt: Bafd melder skilt klar. Maling venter til en dag med tørvejr.

Vi har fået en fin omtale i Dagbladet og måske var det medvirkende til at så mange deltog i Åbent Hus-arrangementet. Flere har efterfølgende meldt deres interesse i at deltage i foreningens arbejde.
Vi glæder os til at dele vores passion for banen med dem!

Se artiklen her: 


Åbent Hus -rundvisning. Baneafdelingens vogn vises frem 

Efter besøg i værkstedet skal damplokomotivet da også ses!


torsdag den 19. oktober 2017

Løvfaldstur - togtur i efterårsferien 19. oktober

Klar til afgang på torsdagens første tur.
Man kan let forbinde efterår med mørke og regn - men på trods af meteorologernes dystre forudsigelser, så kom der kun få dråber denne smukke efterårsdag. Der var derfor over 120 gæster, som tog en tur med toget denne dag. Det var noget mindre end lørdag og især tirsdag, hvor over 225 kørte med - men der var vejret også en kende bedre. Vi, der kørte med denne dag havde dog et par herlige ture og mange udtrykte deres glæde over, at vi tilbød disse ture i efterårsferien - og flere lovede da også at komme igen til jul! Nu bliver det spændende hvor mange der dukker op i weekenden - det kommer vel en del an på vejret - men vi har jo også inviteret til Åbent Hus om lørdagen kl. 15. Mon ikke der dukker et par nysgerrige sjæle op for at høre om de mange muligheder, der er som aktiv i Industribaneklubben og Hedelands Veteranbane?

Et par flotte artikler i Lokalavisen Taastrup








Sidste tog næsten klar til afgang fra Fem Ege

Torsdagsbilledet #133



Sidste billede først: Alle mand om bord på M24 som trækkraft på banetoget 27. maj 1978
På sidste Torsdagsbillede nærmer sporet sig kurven og T1 er banetog. På disse fotos - 20 dage senere - er banen allerede nået rundt kurven og M24, der lige er sporsat samme dag, er straks blevet indsat i baneafdelingens tjeneste.
- men først skal lokomotivets 12 tons løftes op med kaffemøller, så sporet kan lægges under - tidligere den 27. maj
Lokomotivet på sporet igen - og motoren starter næsten uden problemer
På vej til kurven...




mandag den 16. oktober 2017

Nyt fra maskinafdelingen #39-17  16/10:


M23 står på Fem Ege ved sidste års efterårskørsel. Nu står M23 adskilt på værkstedet for en gennemgribende renovering.

Muligvis grundet efterårsferie og -togkørsel, så var mandagsfremmødet begrænset til 4 mand og derfor mere til at snakke og drikke kaffe. Dog fik vi lige læsset en trailerfuld brænde af, så vi har noget til at fyre op med til juletrafikken. Lidt forberedelser til morgendagens efterårstog blev det også til, men billeder er der ingen af.




Claus skriver:
Fra en bekendt har jeg fået linket til en billedsamling fra O&K placeret hos Deutsche Fotothek.  Så kan man få sig en tur gennem O&K og forestille sig hvordan Nr. 3 blev bygget.









Steffen skriver:

På filmcentralen lægges der efterhånden mange spændende film ud, og man kan finde mange timers underholdning ved søgeord som ”tog” og ”jernbaner”, ”anlægsarbejder”, ”teglværker” osv. Dette klip fra Thyborøn er dog meget interessant, da det bl.a. viser en 1435 mm motortrolje og et 785 mm damplok. Er det VLTJ’s oprindelige strækning, som var ejet af VBV?


Så skulle der være underholdning nok til resten af ferien – men husk at toget også kører i Hedeland torsdag, lørdag og søndag! Kør med på løvfaldstur.

(Tak til Claus og Steffen, der har sendt disse link for længe siden)

søndag den 15. oktober 2017

Nyt fra Bafd 14-10-2017

For et par uger siden foretog vi svelleudveksling på rampen op mod kvægfoldens nordlige rist. I den forbindelse havde vi overset 12 sveller, der også skulle udveksles, og dette startede vi med lørdag. Holdet bestod af 6 mand, så arbejdet gik hurtigt, og inden frokost var skinnerne spigret fast igen.
Med stor iver bliver de gamle sveller løsnet fra skinnerne,
så de ny sveller kan skubbes på plads. (LLZ)

Efter frokost fik vi siderettet sporet, og stoppemaskinen blev afhentet i vognhallen på Brandhøj. Sporet skulle løftes op mod 8 cm for at opnå en nogenlunde jævn stigning på rampen, men arbejdet forløb uden problemer. Holdet var i mellemtiden blevet reduceret til 3 mand, der resten af dagen tog sig af ballastudkørsel og fordeling af ballast, således at sporet var klar til søndagens efterårstog.

Næste lørdag kører der også efterårstog på banen, så sporarbejder på strækningen bliver der næppe meget af. Der er dog heldigvis en masse andre opgaver der kan løses mens trafikken afvikles. Ligeledes afholdes der sidst på eftermiddagen åbent hus, hvor interesserede kan komme forbi og få en rundvisning, samt høre om hvilke opgaver vi arbejder med.

Steffen