Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 31. januar 2026

Januar-nyt fra Baneafdelingen 31.01.2026

Januar har været kold.......

Den har ikke bare været kold, den har været kold med koldt på, men............. derfor har arbejdet i baneafdelingen ikke af den grund ligget stille. 

De sidste mange lørdage er gået med oprydning i baneafdelingens hjørne i vognhallen, hvilket ikke er det mest ophidsende at tage billeder af, så derfor har der været lidt "radiotavshed" på bloggen.

I dag, på årets sidste januardag, med en chillfaktor der ramte -16 grader, havde Steen, Kenneth, Børge, Lars og skribenten trodset kulden, taget de lange underbukser på og sat hinanden stævne til dagens opgaver.

"Porten til Hedeland" slået op for en kort bemærkning.

En af dagens opgaver var aflæsning af en hydraulikstation, som Kenneth havde anskaffet.

Denne skal bruges til at drive vores stoppemaskine, når vi med tiden får den ombygget til hydraulik i stedet for de benzinmotorer der har drevet den indtil nu. 

Derved slipper vi for at sidde i en duft af benzin-os, når vi i fremtiden understopper sporet.

Steens trailer og Landrover stiller gerne op, når vi får fingrene i noget brugbart eller når der skal køres ting til skrot, hvilket jo er lige så godt.

Kenneth og Børge bakser med hydraulikstationen, mens Steen redder Landrover og trailer.

"Tung som bare pokker" og med kirurgisk præcision placeres hydraulikstationen på storebæltsvognen og køres på lager.
 
Projekt MDR 3587, der er et "fritids-projekt" for nogle af baneafdelingens medlemmer skrider også frem i raskt tempo, og mens vi for 4. gang i denne måned fik noget af dagen til at gå med oprydning, får I lige et billede af, hvor langt projektet er kommet på 10 måneder.

Omsporet, udstyret med bremser og første lag gulv.
Projektet kan sideløbende følges på Instagram under "mdr.3587"

På lørdag mødes vi igen, og selvom vejrudsigten spår, at vi endnu engang skal konkurrere i:

 "Hvem kan få mest værktøj til at fryse fast til fingrene på én gang"

 glæder vi os til hyggen og det gode kammeratskab. 


Med blå læber, hvide knæ og kolde fødder....

// Peter



torsdag den 29. januar 2026

Torsdagsbilledet #246

 Efter en længere pause med Torsdagsbilleder (Sidste historiske Torsdagsbillede #240 er fra den 15. juni 2023...), så prøver vi at genoptage den udmærkede mulighed for at komme med lidt smalsporet jernbanehistorie (- og andet)

Inspirationen til at begynde igen kom fordi Carsten sendte dette:

For at stimulere interessen for industribaner blandt bloggens læsere kunne man køre med ugens historiske industribanebillede på bloggen i en periode.

Jeg har fundet dette luftfoto af en banekolonne på arbejde ved roebanen i 1959:

https://kb-images.kb.dk/DAMJP2/DAM/LuftfotoOM/0000/839/369/B04947_012/full/full/0/native.jpg

Billedet viser en læsseplads ved Kraarupgaard i sommeren 1959. Banen gik mellem Sakskøbing og Knuthenborg via Reersø og Våbensted.

Mvh Carsten




tirsdag den 27. januar 2026

Nyt fra maskinafdelingen #01-26 Januar:

Godt Nytår! Så kom vi i gang med det nye år 2026!

Sneen faldt også tungt den 5. januar
Indenfor er der heldigvis varmt og tørt! M24 er ved at få repareret startmotoren og Da7 står til udtørring efter julekørslen. Der mangler få klatter maling på T1 inde i "bagagerummet". M3 er der bare ikke plads til ude i vognhallen og B3 bliver der løbende arbejdet på - trods rodet...

 

Det er dog gået lidt trægt med at få skrevet et opslag på Bloggen for hver uge. Det er heldigvis ikke, fordi der ikke er foregået noget. Jeg har bare været optaget af andre, vigtige sager… Og så har jeg været i gang med en grundig rengøring af den store drejebænk flere aftener, så den kan blive klar til at blive flyttet til den nye plads. Jeg har derfor ikke fået taget de vanlige fotos og observationer. 

Der har i det hele taget mest været gang i oprydning og flytten rundt, fordi den nye mezzanin nu er ankommet. Allerede samme onsdag, den ankom, blev en stor del af den samlet. Det har Jan S. sørget for at dokumentere. Siden er rækværk opsat og gulv blevet lagt. Trappen er nok sat op nu. 

I mandags (26/1) blev jeg hjemme, da de talte om snestorm og 15-20 cm sne – men der er foto fra den 5. januar, hvor sneen også faldt tungt! Den aften fik vi støvsuget, ryddet op og fjernet spåner i hele maskinværkstedet. I snedkerværkstedet er der også ved en ihærdig indsats i hele januar, blevet ryddet meget op i både skruesamlingen, værktøjet og rod på gulvet. Så der er foregået en mængde vigtige opgaver, men mezzaninen har nok taget det meste af opmærksomheden. Se fotos >>

I lørdags blev der afholdt møde i Maskinafdelingen med 14 fremmødte, hvor vi fik gennemgået hvad der blev nået i 2025 og hvad vi vil nå i 2026 - til vedtagelse på GF26. Der var også en vigtig snak om planer og visioner og modtagelse af nye medlemmer. Ansvarsposterne blev fordelt uden ændringer. Der udsendes referat senere.

I februar vil jeg forsøge at genoptage de gode vaner og få skrevet et indlæg på Bloggen hver uge. Nu må vi se…. /Leif



5. januar var Nytårsrengøring: Spindelvæv og metalspåner fjernet i maskinværkstedet...



Den store hjuldrejebænk er ved at blive grundigt afrenset for olie, metalspåner og andet - når den er flyttet, er det planen at den skal males. 


Den 14. januar ankom mezzaninen som samlesæt

Der er rigtig mange skruer og samebeslag...

Der holdes status på projektet!

En af gelænderstængerne skal afkortes


Her bliver gulvpladerne løftet op og fordelt på mezzaninen. Næste opgave er trappen op