Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 16. februar 2019

Nyt fra Bafd 16-02-2019

I et strålende solskin og med temperaturer, der lignede en rigtig forårsdag, gav dagens arbejdshold i baneafdelingen sig i kast med dagens arbejde: Svelleudskiftning i hovedsporet lige udenfor Hedehusgård Station. En kort strækning med ca. 40 sveller som holdet, der talte 7 mand, nok skulle kunne overkomme.
Kenneth og Kjeld trækker spirg op. Bruno og klubbens yngste medlem ser til. Steffen, Lars og Benjamin rangerer arbejdstoget frem.

Kjeld lægger underlagsplader på plads.
Arbejdet kom flyvende fra start og kl. 11 var alle spirg trukket op og de første nye sveller på vej i sporet. Spormål og underlagsplader var på plads på næsten hele strækningen da klokken slog 12, og frokosten var klar. I anledning af det gode vejr, var der chili con carne fra brændekomfuret.

Udsigt fra kogepladsen mod arbejdsstedet.
Efter en mættende frokost tog vi arbejdet op påny, og selvom banechefen forlod sjakket til fordel for at flyve på skiferie, varede det ikke længe, inden sporet var samlet og farbart igen. Vi fik endda tid til at løsne laskerne og justere stødspillerummene.

Kenneth og Lars rangerer med sveller på vognhalsbanegården.


Vi samlede værktøj sammen og bagefter måtte yderligere et par fra holdet begive sig hjem til familiearrangementer. De tilbageværende flyttede rundt på deplorider med nye sveller for at få et sæt halvlæssede frem. Det gav nemlig mulighed for, at vi kunne læsse de gamle sveller fra dagens arbejde.

De gamle sveller løftes i bundter på fem op på deploriderne. Vi rydder op efter os så snart som muligt, når vi arbejder langs Hedelands stier.

Svævende stød med z-lasker. Stødspillerum justeret, lasker smurt med olie/grafit-blanding på anlægsfladerne og møtrikkerne spændt med trykluftnøgle.
Næste lørdag står der igen svelleudskiftning på programmet. Vi tager fat på endnu et af sporene på vognhalsbanegården på Hedehusgård.

torsdag den 14. februar 2019

Torsdagsbillede #193

Vi er i fuld gang med at forberede en travl sommersæson. Medlemmer i værksted og på banestrækningen forbereder HVB på trafikafviklingen. Også trafikafdelingen er i gang med planlægningen af sæsonen. På billedet nedenunder ses Hedehusgården lidt ovenfra en stille sommerdag i 1987.
Luftfoto af Hedehusgården 1987 set fra syd. Billede A087195-007 fra det Kongelige Biblioteks luftfotosamling.
Bortset fra at vores store museumshal mangler, falder det i øjnene, at store mængder af materiel er opstillet udendørs. En del kom under tag, da museumshallen kom til, men resten måtte vente endnu over 20 år udendørs, inden det endeligt kom indendørs i opbevaringshallen på Brandhøj Station.

mandag den 11. februar 2019

Nyt fra maskinafdelingen #05-19 09/02:


I lørdags var der møde i Mafd, hvor udført arbejde i 2018 blev gennemgået og opgaverne for 2019 listet op og prioriteret i Etape 1, 2 og 3. Så er det klart til fremlæggelse og vedtagelse på Generalforsamlingen den 2/3. Det var et fint møde med 10 fremmødte og livlig debat.

Inden mødet var vi et par stykker, der fik arbejdet videre og malet på delene til E28.

Et par nygrundede smådele ligger på rammen af C523 - mens der drøftes hvordan den noget større opgave med at grunde rammen bedst gribes an... 
Mandag aften var det så tid til at fortsætte arbejdet med maling af E28s mange dele; først skulle dog grundes på de bogiedele, som Kjeld fik afrenset sidste mandag. Carsten fik afmonteret de nye prøvemonterede banerømmere fra E28, så de også kunne blive grundet. Den næste opgave for Carsten, Kjeld og mig blev at opskære en dejlig stor stabel engangspaller, som vi havde fået lov at få fra de flinke staldbyggerfolk. Det blev til en hel del ture med trillebøren. Undervejs fik Hans opgaven med at reparere lyskilden, der pludselig valgte at opgive sin simple tjans… Nu er der fint med optænding til damperen, når sæsonen går i gang til maj. I snedkeriet var Vinter & Vinter tilbage og fik bl.a. færdiggjort værktøjsopbevaringskassen, hvorefter de kastede sig over tilpasning af vognsiderne. Carsten gav en hånd med transporten fra værkstedet. Lars O. reparerede værktøj fra Lars og jeg fik malet batterikasse, låg og ballastplader til E28, mens Carsten og Kjeld fik monteret den nye front og pufferplade. I motorværkstedet fik Jan skilt og afrenset oliespaltefilteret fra D10 – der dog skal have en grundigere rengøring af pladerne. Bjarne, Hans og Per fortsatte med samling af brændstofpumperne. Vi var 10 mand på værkstederne denne aften.

Opskæring og transport af optændingsbrænde til damperen


Opmåling og drøftelse af hvilke tilpasninger og  mål de små sidestykker på C523 skal have

Malergalleriet til E28: kasser, låg og plader hænger til tørre, mens man kan se E28 med ny puffer monteret.

Adskilt og næsten afrenset oliespaltefilter til D10


D10-motor med monterede brændstofpumper

Det er vigtigt med dokumentation!