Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 21. august 2021

HVB 2x100 års Jubilæumstog – 210821

 

100 års Jubilæum for Da7 og No3 på Hedelands Veteranbane


Festligheder skal holdes når der er mulighed for det og med to flotte damplokomotiver, der begge kan fejre deres 100 års jubilæum, så benyttede Hedelands Veteranbane lejligheden til at holde fest. Der var derfor inviteret en lang række vigtige samarbejdspartnere, venner og kollegaer fra andre veteranbaner. På trods af den altid travle august måned, havde rigtig mange takket ja til indbydelsen og mødte op til denne festlige begivenhed. Vi mødtes først i vognhallen, hvor vores formand, Claus Nielsen gav en række indledende bemærkninger, hvorefter samlingsinspektør Susanne Krogh Jensen, der repræsenterede Danmarks Tekniske Museum, holdt en flot tale. Da vi har lånt Da7 - samt andre enheder - derfra, og netop har forlænget aftalen, så benyttede hun lejligheden til at glæde sig over at vi passer godt på materiellet og på fineste vis får formidlet industribanens historie, hvilket hun værdsætter meget. Claus holdt så sin fine tale, hvor Bo Jørgensen fik direkte ros for den store indsats han altid har gjort for at holde vores damplokomotiver i så flot og køreklar stand, samt en stor tak til alle de øvrige frivillige, som lægger mange timer hver især for at holde banen og lokomotiver driftsklar. Sidst, men ikke mindst holdt formanden for Dans Veteranbaners Fællesråd, Anders Dørge en flot tale, hvor han også fortalte, at for hver krone en veteranbane tjener til sig selv, så kan den ofte give lokalområdet pengene 5 gange igen. Det håber vi så at borgmester Michael Ziegler fra Høje Taastrup Kommune bed mærke i… Efterfølgende blev der serveret sandwich og drikkevarer, hvorefter de to damptog afgik kl. 13 og 13.08 med alle honoratiores med ombord.

Første tog vendte på Brandhøj, så de der havde travlt kunne komme hurtigt hjem – mens tog to vendte på Fem Ege. Herefter var der igen togmøde på Rubjerg med gode fotomuligheder og på vejen hjem optog sidste tog et helt selskab på Flintebjerg Trb., der tilfældigvis var ude og gå en tur i Hedeland. Nu fik de en ekstra oplevelse med fra turen – og en lidt længere gåtur retur til bilerne…

Det kan alle andre få i morgen, hvor begge damplokomotiver igen trækker togene for alle der måtte have lyst til en tur. Men der kører vi også retur med togene.

Efterfølgende blev der kørt fototog ud til Brandhøj, hvor dem der havde lyst kunne stille sig langs sporet og tage film og foto af de flotte lokomotiver. Heldigvis var vejret så flot og dejligt som det kan være på en augustdag, så vi følte os helt heldige med dagen. De der havde lyst, kunne så indtage en pølse fra grillen og sådan fik vi rigtig fejret de to gamle damer. Herefter manglede blot en masse oprydning og klargøring til morgendagens kørsler. Tak for en herlig dag på banen /Leif


Formanden holder en tale for de indbudte og for de to lokomotiver, der tålmodigt venter uden for lokalet



Susanne fra DTM holder en flot tale om Da7 og de andre
industribanehistoriske lokomotiver, som bliver formidlet så fint på Hedelands Veteranbane


Et af dagens mange fotostop. Se flere fotos via nedenstående link >>

Link til flere billeder fra dagen >>