Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 14. maj 2022

Nyt fra Bafd. 14-05-2022

 Lørdag arbejdede vi videre med at klargøre spor og perronanlægget på Hedehusgård st. Dagens hold bestod af Claus N, Klavs, Steen, Peter, Benjamin, Rasmus, Lars og Steffen. Først skulle der afholdes prøver i SR for nogle af deltagerne, så Steffen og Klavs kørte ud på strækningen for at gennemføre oprensning af overkørsler og foretage sporskifteeftersyn. Et par spande spigre blev hentet på Brandhøj og lidt over middag var hele holdet samlet igen på Hedehusgården.

Rasmus havde forberedt en fantastisk kartoffelsalat og grillet pølser til hele holdet. Således mætte kastede vi os over arbejdet. Sporskiftet ved vognhallen blev fejet, spor 2 blev spigret færdig og spor 1 blev ballasteret og understoppet, således at det kunne bruges til omløb om søndagen. Ligeledes blev der sat afspærring op, så vores passagerer sikkert kunne benytte den eksisterende perron ved spor 3.

Næste lørdag arbejder vi videre med opfyldning af perronen og understopning af spor 2.

Steffen

Et par overtallige skinner fjernes fra perronen ved spor 3

De sidste par sveller spigres i spor 2, og der er herefter forbindelse gennem dette.

Sporrillen i grusbelægningen blæses med trykluft

Den nye overdækning i bagkanten af perronen tager form. Stolper af azobé skal bære det kommende
tag. Bygningen bliver 12x24 m og bliver meget attraktiv som ventesal på dage med nedbør. Til venstre ses stolper og remme i det nye stakit i bagkanten af perronen. Der er ca. 1 m forskel i niveau mellem perronen og gulvet i den nye bygning.


torsdag den 12. maj 2022

Nyt fra Bafd 09 + 10-05-2022

Tirsdag tog et hold bestående af Peter Post, Bent, Hans-Henrik og Steen på klargøringstur på banen. Som ved den slags 'forårsrengøring' fik de vasket skilte og samt smurt driftssporskifter på Brandhøj, Rubjerg og Fem Ege. Der blev smurt både med olie og fedtsprøjte. Hvor det var nødvendigt, blev der også blæst rent med løvsugeren inden smøring. Senere på ugen blev dele af gennemgået af banechefen, så der alene udestår den foreskrevne opmåling af sporskifter. 

Hans-Henrik og Peter ved smøring af det nordlige skifte på Rubjerg Station. Foto: Steen Larsen.

Onsdag fortsatte et hold med arbejdet på stationsstakittet på Hedehusgård. Da holdet tog hjem, var både øvre og nedre lægte monteret og malet. En stor præstation! I næste uge laves de lodrette lister til stakittet - måske nogle af dem også når at komme på plads på stakittet? 

Bent og Hans i fuldt vigør ved stationsstakittet på Hedehusgård. Foto: Steen Larsen.

Så langt, så godt! Foto: Steen Larsen.

Lørdag regner vi med at gennemføre justeringsarbejde i spor 1, endelig færdiggørelse af spor 2 og afprøvning af de nye spor, der skal anvendes i driften. Fra sædvanligvis velunderrettet kilde forlyder det, at der serveres kold kartoffelsalat og pølser eller frikadeller fra bål.

mandag den 9. maj 2022

Nyt fra maskinafdelingen #16-22 09/05:

Klar til afgang med sommertogene på søndag den 15. maj. Banneret er ihvertfald kommet op at hænge!

 Der er stadig fuldt aktivitet på Gården af både Bafd og Mafd nærmest alle ugens dage, så vi kan være klar til afgang på søndag! Denne mandag malede Hans de stakitlægter, som Steen har fået sat op og Niels nivellerede brønddæksler. PR-afdelingen fik også opsat de sidste bannere, køreplanen og fyldt pamfletholderne. I maskinværkstedet var alle drejebænke optaget; Bo drejede en målfast stang, der så påføres slibepasta til tilpasning af en ventil, senere dukkede Otto, Fritz og Jens op og fortsatte med afdrejning og gevindslåning på pufferstokke og stagene til pufferarrangementerne. I værkstedsremisen var der også fyldt godt op; Henning foretog en grundig afrensning og støvsugning af sporrillerne; på C3 gik Niels i gang med at male tagstolperne første omgang med hvid og Lars O. afgratede de færdigsvejste pufferhoveder. Carsten fik prøvesamlet et pufferarrangement og det ser godt ud. Kjeld opsatte flere grene på den nye reol. Undervejs holdt vi projektstatusmøde med Gert og der er fremdrift på de fleste opgaver – hvor vognbygning er den største lige nu, men Kenneth fortsætter med tætning af røgkammerlågen på Da7 og fik den også malet med sort, varmefast maling. John L, Brian og jeg gjorde de to togførervogne klar til søndag – hvor alt inventar i gm62 skulle genmonteres efter den er blevet malet indvendigt. Dog må gulv og udvendig nu vente lidt… Lars klargjorde og smurte gravemaskinen, så den er klar til stor indsats på lørdag. Vi var 16 mand i Mafd denne fine sommeraften. /Leif

Drejning af målfast specialværktøj

Prøvemontage af pufferarrangement på C3

Så er der skåret huller til pufferstokken i fjederkurvene


Aktivitet i værkstedet


Første stolpe på C3 får første lag maling

Afgratning af pufferhoveder


Gevindslåning på stagene til pufferarrangementerne



søndag den 8. maj 2022

Spejdersærtog 8. maj 2022

 

Billederne viser et af de længste togsæt vi har kørt med længe. Der er plads til over 100 passagerer, og egner sig fortrinligt til firmaarrangementer, store fødselsdag og lignende.

Mellem 70 og 100 unge spejdere havde sat vort ekstra lange særtog stævne ved Rubjerg station for at de kunne få en tur til Fem Ege, Hedehusgård og tilbage til Rubjerg.

 De skal alle med til Spejdernes Landslejr i juli 2022, og nu ville de benytte lejligheden til at besigtige det store område.

 Vi havde pyntet parken op med de smukkeste grønne forårsfarver og fået solen til at skinne lidt ekstra på vore gæster. Alle havde en super dag!

 Vi nærmer os første køredag i sæsonen - der er på næste søndag, den 15. maj, og takket være en super indsats fra Steffen og hans håndgangne svende lørdag, havde de gjort det muligt for os at løbe om på Hedehusgård, der er under ombygning. Det lettede vort arbejde enormt. Se mere om ombygningen andet steds på bloggen.

 Bruno Jensen

Dagens lokofører

Vi løber om på Fem Ege.

Nyt fra Bafd. 07-05-2022

Efter en travl uge med masser af indsatser på Hedehusgård fortsatte arbejdet lørdag med at færdiggøre spor 2. Lidt blæsende forårsvejr med en del sol ledsagede arbejdsholdet gennem dagen. Lars, Steffen, Klavs, samt Claus B og N udgjorde styrken, der skulle duellere mod genstridige 17,5 kg/m skinner i sejt tysk stål og varierende fordeling af laskehuller. Lad os kalde resultatet uafgjort!

Igen i dag var der også særtog. Toget befordrede et fødselsdagsselskab med flere kørestolsbrugere. Oprangeringen var M 25 - 9 - C 1 - C 2 - 1758 - 3907.

Skinnerne til spor 2 var lagt til rettet i løbet af ugen og arbejdet med at laske dem sammen begyndte fra morgenstunden. Skinnelængderne udviste en imponerende variation af afstande mellem laskehullerne og det ville være synd at sige, at de passede til de lasker vi have fundet frem. De første skinner blev justeret en smule i længderetningen og enkelte nye laskehuller blev frembragt. Derefter monterede vi spormål og gjorde klar til samling. De næste skinnelængder krævede mere arbejde og Steffen måtte med M 12 en tur til Brandhøj for at finde passende lasker.

Vi måtte holde frokost uden at have påbegyndt samling af sporet og efter pausen fortsatte kampen for at få lasket spor 2 sammen.

Mens særtoget afventer passagerernes ankomst i spor 3 arbejdes der i spor 2. Claus N borer laskehuller i forgrunden, Klavs henter spigr på kompressorvognen og Steffen gør klar til arbejdet i næste laskesamling. Foto: LLZ.

M 12 i spor 1 mens OY-FHA (den ene af Hjemmeværnets to Britten-Norman BN-2B-21 Islander-maskiner) passerer på vej mod hjemmet i Roskilde Lufthavn.


Særtoget er vendt hjem og nu har Claus B og Lars overtaget boremaskinen i den næste laskesamling.

Dagen bød også på udskiftning af den pensel, vi benytter til at stryge anlægsfladerne på lasker med en blanding af grafitpulver og olie. Ingen kan sige, at vi ikke kører grejet helt i bund!

Efter en del mas lykkedes det endeligt at få lasket skinnerne i spor 2 sammen og samlingen kunne begynde. Vi måtte til stor irritation og en ikke lille professionel ydmygelse notere os, at vi manglede spigr til de sidste 4 sveller. En logistisk bet, der betød at dagens forventede program ikke kunne fuldt afsluttes.

Vi afsluttede arbejdsdagen med at fjerne de sidste jordbunker foran billetsalg og ved overkørslen. Fyldet blev brugt til perronudjævning omkring støttemuren ved billetsalget. Desuden fyldtes ballast i størstedelen af det færdiggjorte spor 2.

Samlingen af spor 2 er begyndt. I forgrunden gør Steffen tryklufthammeren klar, mens Klavs blæser rent omkring spigr og underlagsplader. I baggrunden spænder Claus B og Lars de sidste laskebolte.

Claus B retter de sidste ujævnheder ud ved overkørslens østside.

Med en lav sol på vognhallens vestside forsynes spor 2 med ballast fra de opgravede bunker.

Som i sidste uge sker der også noget på stationsarealerne i denne uge og lørdag er det planen at justere spor 1 og 2 og gennemføre de sidste perronarbejder.

fredag den 6. maj 2022

Nyt fra Bafd. 06-05-2022

En uge med arbejdsindsatser på alle hverdage er ved at være til ende. Der har været arbejdet med skinneflytning, men særligt med opfyldning af perron og oprydning i jord- og grusdynger, samt på stolperne til banestakittet er der sket fremskridt. Ved siden af har vores dedikerede betonhold bygget støttevæg ved billetsalget.

Alle hverdagsholdene har god grund til at være stolte. Der er løftet en stor indsats i løbet af ugen! Kenneth ved det godt - så flot er der blevet! Læg også mærke til det fine lægtehegn omkring arbejdsarealet. Ikke mange professionelle entreprenører gør det lige så godt. Foto: Lars Lützow.

Efter mandagens indsats med skinnetransport og klargøring til sporlægningsarbejdet lørdag og faststøbning af stolper til banestakittet, fortsatte arbejdet med opfyldning af perron de næste dage. Derudover har aktive medlemmer grundet alle stolper og påbegyndt påføring maling stolperne. Ikke så snart var malingen tør, blev der boret huller som forberedelse til montering af trædelene. Ved billetsalget er der i ugens løb opbygget væg af fundablokke, blokkene er udstøbt med beton og der er monteret stolper til hegn af skinnestumper. Alt sammen for at sikre let adgang til billetsalget for personalet og for at lede passagerer sikkert ind på perronen.

Det må være ord nok for dette indlæg - lad billederne tale for resten. Der er nyt fra baneafdelingen igen i morgen om alt flasker sig! 

Claus B lægger endnu en grabfuld fyld i perronens nordligste del. Det varer ikke længe inden perronen er rigeligt lang til vores nuværende toglængde. Foto: Lars Lützow.

Steen er i færd med at bore huller i en af hegnsstolperne. Foto: Rasmus Brandt.

Hans svinger penslen! I baggrunden prøver en privat entreprenør at holde trit med HVB's tempo. Selvom de støver lidt, er det en kamp, de ikke kan vinde! Foto: Rasmus Brandt.

Niels tjekker om de øverste skifte af fundablokke er i water, inden han hælder beton i. Støttemuren skal holde adgangen til billetsalget fri af den nye, meget længere perron ved spor 1. Foto: Rasmus Brandt.

Puha, det var hårdt! Rasmus puster ud og Carsten ser til. Men nu er øverste lægte på hegnet monteret. Det og næste lægte sikrer området midlertidigt inden det ægte banestakit kan monteres. Foto: Steen Larsen.


mandag den 2. maj 2022

Nyt fra maskinafdelingen #15-22 02/05:

Den prøvesamlede tagkonstruktion igen uden buer, men der manglede lige en længere fræser...

Så blev det maj og vi skal fløjte afgang for første sommertog lige om snart (15. maj) Det præger arbejds-iveren på hele Gården og i et miks af bane og maskinafdeling var vi mindst 16 mand fremmødt i løbet af dagen og aftenen… I snedkerværkstedet fortsatte Jan, Klavs og Bjarne med udskæring og tilpasning af tagbuer – men manglede lige et længere fræserhoved. De fortsatte derfor med forberedelse af arbejdet med håndlisterne. Den nymalede tryklufttank til M24 fik af Brian en grundig rengøring indvendig og derefter hjalp Kjeld og John L med opbygning af prøvestand til trykbelastning og fik fyldt tanken med vand. Prøveaftestningen gik fint, så nu er den klar til den rigtige kontrolmåling. Kenneth arbejdede med montering af en anslægsring til en pakningsflade på røgkammerdøren på Da7 – det var en drilsk opgave, men resultatet skal nok blive godt. Lars O. gave en hånd med, men fik også tid til at samle de nye puffere med de første punktsvejsninger – bagefter skal de fuldsvejses. Jeg befandt mig det meste af tiden ude foran vognhallen, hvor gm62 var rullet ud i solen. Her fik den første omgang tiltrængt, indvendig maling så den kan blive klar til driften. Jeg kunne derfra også følge med i de flittige banefolks arbejde. Senere hjalp Rasmus med at opsætte det første sommerbanner – der andre følger snart, så folk kan blive mindet om at vi snart kører igen! En dejlig aften /Leif

Bafd udlægger skinner, så det er klar til næste trin

Den prøvesamlede konstruktion, Der skal også udskæres i buerne, så det hele låses sammen

Dejligt solskin at male gm62 i


Samling af pufferne til C3 og C4


Ringen en prøvemonteret på røgkammerdøren til Da7

Prøveopstilling af M24´s tryklufttank står klar


Nyt fra Bafd. 02-05-2022

Som nævnt i seneste 'Nyt fra Bafd' skulle et hold på arbejde igen mandag med bl.a. skinnetransport. Også et betonhold var på færde tidligere på dagen. Steen og Niels udstøbte omkring hegnsstolperne, der var rettet ind i lørdags. 


Vejret var i den grad med betonholdet. Solskin og pæne temperaturer. Arbejdshøjden var heller ikke helt af vejen. Fotos: Steen og Niels.

Peter H og Claus B tog midt på eftermiddagen med M 12 og gravemaskine til Brandhøj Station for at få de sidste 4 skinner læsset på Storebæltsvognen, hvilket kun tog 10 minutter. Herefter gravede de både lasker og underlagsplader frem fra vores gamle oplagsplads ved km 1,5.

Tilbage på Hedehusgården fik de lagt skinnerne ud i spor 2, men måtte lige snuppe en 5 m skinne fra spor 4, da den ene af de hjembragte skinner var temmelig slidt. Heldigvis var Rasmus stødt til, så der var friske kræfter til det hele. Efter udlægning af skinnerne i spor 2 viste det sig, at der i den ene skinnestreng ”kun” er 3 cm for meget, men mere har vi heller ikke behov for.

Den sidste del af aftenen blev brugt på at køre lidt ekstra fyld i perronen ved spor 1. Så blev der også ryddet lidt op i de efterhånden mange bunker omkring sporene.

Dele til spor 2 lagt klar på svellerne. Skinnerne er endnu ikke vendt korrekt for slid eller tilpasset i længden. Til gengæld er billedet forsynet med info til lørdagens arbejdshold. Foto: Peter Hein.

I aftensolen udlægges fyld med gravemaskine i perronen. Foto: Peter Hein.


søndag den 1. maj 2022

Nyt fra Bafd. 30-04-2022

Let vind og solskin sagde vejrudsigten. Det kom til at passe. En god ting for både banearbejdere, særtogsgæster og alle cyklende, ridende og gående, der var i Hedeland denne lørdag. Arbejdet på Hedehusgården fortsatte og der var aktive nok til at arbejde i tre hold hele dagen igennem.

M 25 forlader spor 3 på Hedehusgården, mens der graves sporkasse til spor 2.

Der var gang i den fra morgenstunden: Kenneth, Peter H og Claus B var allerede i fuld sving, da Claus N, Steffen, Lars og Klavs indfandt sig på arbejdspladsen. Også Niels og Per var allerede i gang med at forberede indstøbning af hegnsstolper. Senere indfandt også Rasmus og Benjamin sig. Sammen med holdet i maskinafdelingen, togpersonalet og trafikafdelingens klargøringsarbejder i billetsalget blev det til et anseeligt antal medlemmer, der i dagens løb var i sving på Hedehusgård. Man kan godt mærke, at kørselssæsonen nærmer sig!

De prøveopsatte skinnestykker er taget op af hullerne, så de borede huller kan justeres og renses. I spor 3 rangerer særtoget på plads.

Fyldet i den første halvdel af den nye perron blev grundigt komprimeret, mens sporkassen til spor 2's tilslutning til skifte 106 blev udgravet. De resterende sveller i spor 2 blev udlagt og de sidste længder 17,5 kg/m skinner lagt på plads og lasket. Det krævede nogen justering inden laskerne kom på plads, for der var lidt ujævn afstand mellem laskehullerne. Om det er noget, der er forårsaget fra gammel tid hos Østbanen (hvor skinnerne, valset af Krupp i 1878, kommer fra) eller om det er ulykker vi selv står bag i nyere tid, vides ikke. Nu passer det hele dog sammen! Samtidigt arbejdede et hold med at fjerne skinnerne fra det optagne spor 0 fra deres midlertidige placering midt i den nye perron. Nu er bunken flyttet og perronopfyldningen kan komme videre.

Da vi endnu ikke har omløbsmulighed på Hedehusgård som følge af ombygningsarbejderne, blev der foretaget en del rangerarbejde i forbindelse med modtagelsen af det returnerede særtog. Men så var det også tid til frokost!


Kenneth foretager de sidste justeringer med håndskovl, inden nye sveller lægges klar.

Selvom vi har maskiner til mange opgaver, er der stadig dejlige, fysiske udfordringer i baneafdelingen. En 17,5 kg/m skinne bæres på plads af Steffen, Claus N, Rasmus og Lars. Foto: Benjamin Sayoc.

Laseren sørgede for at hegnsholdet kunne sætte stolperne i den rigtige højde. Claus N er på vej med en spand med spigr. Foto: Benjamin Sayoc.

Efter frokostpausen kom der gang i samling af de godt 20 m spor vi havde lagt til rette før frokost, ligesom et hold gravede ud til den lille støttemur, der skal placeres omkring indgangen til billetsalget. Arbejdet med opretning af hegnsstolper fortsatte også, men vi var folk nok til at et tog kunne afgå til Brandhøj for at lede efter flere 17,5 kg skinner til den sidste stump af spor 2.

I løbet af formiddagen havde vi ballasteret skifte 106, og selvom flere fra arbejdsholdene efterhånden sagde 'hej og på gensyn', justerede andre skiftet i højderetning med donkrafte og fik hele skiftet understoppet. Da vores stoppemaskine ikke kan stoppe sporskifter, udførtes arbejdet på gammeldags facon med trykluftdrevne hamre. Herefter pakkede vi grejet sammen og opdagede, at vi helt havde glemt at holde kaffepause. Klokken var blevet 17 og så er det altså for sent til kaffe! Holdet fra Brandhøj dukkede endeligt op. De havde måtte grave dybt i vores omfangsrige skinnelager for at finde egnede 17,5 kg skinner. Herefter blev der ryddet op på arbejdspladsen, og vores afspærringer genetableret. 

Claus B og Lars graver ud til støttemur langs billetsalget. Der er ikke plads til de store armbevægelser!

Steffen spigrer i spor 2.

Claus B og Kenneth justerer skifte 106.

Kenneth understopper. Claus N er klar til at supplere med ekstra ballast.

Vi planlægger mindre indsatser igennem ugen. Mandag afgår der 15.30 arbejdstog fra Hedehusgård til Brandhøj for afhentning af de sidste skinner til spor 2. Onsdag gennemføres indstøbning af hegnsstolper, ligesom vi udfører opfyldning af perron og ballastering en dag eller to i løbet af ugen. 

Skinner til spor 2 aflæsses på perronen ved spor 3.