Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!
Viser opslag med etiketten C3/C4. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten C3/C4. Vis alle opslag

søndag den 9. juli 2023

Plantog 9. juli 23

M24 har de to nye vogne C3 og C4 med i toget.

 Endnu en fantastisk solskinsdag med vindstille vejr og op mod 28 grader.

I løbet af dagen kunne os, der stod på lokomotiverne godt drømme om at ligge på stranden i stedet, men der kom simpelthen så mange gæster, der havde valgt en tur med os i stedet for. Og så holdt vi selvfølgelig tryk på kedlen og gang i motoren. Første motorafgang var godt fyldt, og det på trods at vi nu fast har indsat de to nye – og længere vogne, C3 og C4 i toget. Det var egentlig også held i uheld, at vi havde skiftet No3 ud med Da7 – grundet en reparation af dampregulatoren. Det gjorde, at vi havde en vogn mere koblet på. På trods af det, så måtte nok 10-15 gæster vente på næste afgang. Toget kl. 11 var fyldt allerede 10 minutter før afgang… Vi fløjtede afgang og kom afsted til tiden. Resten af dagen var der godt fyldte vogne, men dog tilstrækkeligt med pladser. Der var ture både til legepladsen, picnic i Lergraven, troldejagt – og måske fik nogen også besøgt den nye søndags-café i skibakkens hus for enden af Rubjerg. Her kan man nu leje MTB-cykler og få sig en dejlig pause med kaffe og is, hvis man stiger af på Flintebjerg. Husk at give besked til togføreren. Det kan nu også være at toget standser alligevel for at optage et hold troldejægere. Det skete da en 2-3 gange for os på damplokomotivet... Så en fin dag med glade rejsende og gode kammerater på toget /Leif

Toget er fyldt og der kommer stadig folk til. En håndfuld eller to må vente til næste afgang...

- heldigvis kan man købe en is og sidde i skyggen af museumshallen.

Morgenens første togmøde på Rubjerg St.

To godt fyldte tog passerer hinanden på Brandhøj St.

Det køler lidt når vi kører gennem skoven...

Togfører melder folk, der gerne vil af på Flintebjerg.

- men vi standser alligevel for at samle et hold Troldejægere op...


mandag den 26. juni 2023

Nyt fra maskinafdelingen #25-23 26/6:

Jord og fliser er våde efter et regnvejr endelig passerede hele Danmark. På det vis blev de fine nye vinduer og drypnæser i værkstedsportene også grundig testet med rigeligt vand...

Denne dag havde en regn-, torden-, hagl- og lynfront passeret hele Danmark og det havde resulteret i skybrud flere steder. Vi blev dog ikke ramt så voldsomt, men det blev et godt emne at tale om over kaffen. Det kunne meget vel udsætte et evt. afbrændingsforbud endnu en gang.

Gert startede aftenen med gennemgang af projekterne og vi havde et lidt længere møde, da vi skal til at planlægge de næste opgaver. I værkstedet fortsatte et flittigt hold med at afmontere gulvplankerne fra C411, men blev udfordret af manglende plads til værktøjet, da T-boltene var temmelig lange. Kenneth viste sig dog som redningsmand, da han sidst på aftenen fandt en fleksibel 19-nøgle i sin bil. Jeg fik malet gangbrædderne og fodlister på begge sider af C3, så nu mangler kun kantlister på endegavle. Carsten og Kjeld gik i gang med påsvejsning af vinkler til de gangplader, der skal ligge mellem sporene ved overgangen til Kjelds Plads. Men, SUK, så løb svejseanlægget tør for gas… Så det blev en lidt stille aften med 8 fremmødte. Ferietiden er over os /Leif


Sidste gangbræt på C3 skal males en sidste omgang

Gang i påsvejsning af vinkler - og næste gangplade køres frem - og så er gasflasken pludselig tom...






mandag den 19. juni 2023

Nyt fra maskinafdelingen #24-23 19/6:

Vores nye, effektive "Tvangsblander" i aktion :-)

 Bygningsfolket fortsatte med den nye picnic-plads og fik glattet toppen af fundablokkene af efter onsdagens støbearbejde. I værkstedet fortsatte et flittigt hold med at adskille C411, og rammen ser i øvrigt fin ud. C3 blev grundigt støvsuget og vasket af, så den lige kan få det sidste lag sort på gangbrædderne næste mandag. Så burde den være klar.... I maskinværkstedet fik Otto drejet det sidste hjul på minideploriderne og lidt andet 😊

Gert færdiggjorde eftersynet af M24. Vi var 10 mand på Gården denne aften /Leif

Den nye picnic-plads er godt på vej - men der mangler dog noget endnu,
før publikum kan slå sig ned under skyggen af træet...

C411 er snart skrællet for det, der skal af, før der kan påsvejses tagstolper


De yderste gulvplanker under afmontagen

C3 får den grundige afvaskning, før sidste lag maling.

Nu er det snart kun de nye skilte, der mangler...


mandag den 12. juni 2023

Nyt fra maskinafdelingen #23-23 12/6:

En mandag i aftensol: M24 får service, 70-16 er lige blevet svejset, C411 adskilles, C3 males og D13 får ordnet hjul.

  Solen fortsætter med at skinne og gør det nemt med det udendørs aktiviteter. Bygningsfolket fortsatte med den nye picnic-plads og gjorde klar til at støbe videre på onsdag – så alle arbejdsomme folk er velkomne! Gert hev M24 ned til almindeligt eftersyn og det foregik også udendørs, hvor også Lars O. fik påsvejst de forskellige forstærkninger på 70-16. Indendørs gik Brian, Klavs, Carsten og Jan, der lige er hjemkommet fra det kolde syd, i gang med at adskille C411. Den skal have den store tur med nye bænke, nyt tag og nye bogier – og der skal sikkert også foretages et par reparationer af rammen. Først skulle den dog løftes op på bukke og som med så mange andre opgaver, så hjælper alle til hvor der er behov undervejs. John L. sad også under D13 og arbejdede med gevindopretningen ved venstre baghjul, mens jeg fik malet under taget på C3. Nu mangler der kun det allersidste, før den kommer ud i driften. C4 havde jo jomfrutur i lørdags, hvor vi kørte de mange særtog (se blog >>) Fritz og Otto gjorde akslen til M9 klar til notfræsning på mandag. Jeg talte mindst 12 aktive medlemmer på Gården denne aften.

Der påsvejses ekstra forstærkninger i rammen.

Klargøring ved drejebænkene



Under D13 rodes der med akselgevind

C411 løftes op på bukke, så den står stabilt


C411 får trinbrædderne afmonteret og lagt til side



De fine skilte afmonteres også. Der kommer nye senere

Bænkene afmonteres og et par af de pæneste lister gemmes til reparation af de andre vogne.
Sidst på aftenen er vognen nærmest ribbet

Byggeholdet får lagt sten på plads, så der er klar til støbning onsdag.
Og C3 fik et lag maling under taget...









mandag den 5. juni 2023

Nyt fra maskinafdelingen #22-23 5/6:

Velkommen hjem til dagens særtog

 Også når det er Grundlovsdag er der arbejdsaften… Først kunne vi sige velkommen hjem til særtoget og bagefter var der hyggelig snak mellem togets personale og de tidligt fremmødte i maskinafdelingen. Carsten brugte en af de metalplader, der var nedtaget i forbindelse med indsættelsen af de nye, fine vinduer i værkstedremisen. Den blev forarbejdet, så flamingopladen endelig bliver korrekt skjult. Et 30 år gammelt hængeparti har fået sin flotte afslutning.

Ny, flot dækplade - efter 30 år!

Det var også tid til et kort projektgennemgangsmøde, som vi holdt indendørs i varmen. Status på projekterne er rimelig grøn og når jeg ellers bliver færdig med taget i C3 og skiltene er monteret, så er vognprojektet endelig helt afsluttet. Vi talte derfor om hvilke enheder der skal have sporplads i den nærmeste tid. Efter mødet fik Niels og Kjeld hjælp til at få savet et par længder skinner til hegnet, der skal rundt den nye bænkeplads. Bagefter blev de slået på plads!
  
HUSK der støbes mur onsdag – alle med en skovl er velkomne 😊 

John og Brian fortsatte med at udskære og slibe et par stykker jern, der skal monteres på 70-16. Carsten og Benjamin fik også opdateret tegningerne af bogierne med de rettelser, der er fundet undervejs. Fritz fik drejet det sidste på de ringe, som tandkransene til M9 skal monteres på. Nu skal de gnistbearbejdes, så der er plads til en not. Jeg klargjorde taget i C3 til et sidste lag maling og fik ikke set alt hvad der hændte denne aften, men jeg talte 12 mand denne skønne sommeraften… /Leif

Emnerne klar til videreforarbejdning ude i byen




Taget i C3 under bearbejdning

Skinnesavning. De er tunge...

- og her bankes skinnerne på plads - klar til støbning

70-16 gør det fint ud for et siddearrangement til rygepausen

Udskæring af endnu et par stykker jern til 70-16







mandag den 22. maj 2023

Nyt fra maskinafdelingen #21-23 22/5:

Der er savet en del plade af, som holdt den gamle hjulkonstruktion med tryklufttanke o.a

 

Arbejdsaftenen startede lidt tidligt i det fine vejr, så Fritz og Carsten gik i gang med at fraskære overflødige dele på Storebæltsvogn 2 (70-16). Samtidig udskar Lars O. nye ståldele, som blev svejset på strategiske steder, så strukturen stadig er stærk. Den ene halvdel af vognen blev nået denne aften. Jeg sleb og bearbejdede loftet i C3, så den kan få en sidste gang maling. C4 er klar. Niels og Kjeld fortsatte med terrasseprojektet ved kiosken. Det var, hvad jeg fik noteret. Vi var 9 mand på Gården – ferietiden er gået igang… /Leif

Afskæring og udskæring af plade på 70-16


Afgratning og påsvejsning af nye pladestykker
Detailplanlægning af støbearbejdet til støttemuren

C3 og C4. Snart kommer C3 i drift.


mandag den 15. maj 2023

Nyt fra maskinafdelingen #20-23 15/5:

Så skal de snart ud i driften! Den sidste omgang maling snart påført. C3 mangler dog et lag undertagsmaling efter brædderne er blevet fuget lidt grundigere.

 M25 er ud i vognhallen igen med godkendte tryklufttanke og driftsklar som reservemaskine. Det har Onsdagsholdet klaret! Begge vogne står igen i værkstedsremisen, så vi kan få malet det allersidste. Jeg kom lidt tidligt og fik afrenset alle stolper og givet C4 det sidste lag hvid. Så mødtes vi alle til projektgennemgang og status er fortsat god. Når de to vogne er prøvekørt og bragt ud i vognhallen, så kommer C411 og B3 ind i værkstedet, så vi kan få dem restaureret.

Efter mødet, så fortsatte Klavs og jeg med maleopgaverne. Klavs fik sat alle lejekasserne op, så de kunne få den sidste runde sort på bagsiderne. Jan D. fik skilt et stak gamle paller og en flok hentede Storebæltsvogn 70-16 Det er en fladvogn med trædæk, der skal omspores fra 900 mm til 700 mm ved at forsyne den med de deplorider, der er ved at blive ombygget. Rammen er markeret med streger, hvor der skal fjernes dele og plader i forbindelse med ombygningen. Carsten fik osse fikset vinkelsliberen. Otto forberedte afdrejningen af de sidste aksler til minideploriderne, så de kan passe i konstruktionen. Det var, hvad jeg fik noteret. Vi var 9 mand på Gården – ferietiden er ved at indfinde sig… /Leif


Solskin - og så pludselig skift til tordendrøn og store hagl...

Deploridernes aksler skal lige afkortes nok et nøk.

Et par gamle paller omdannes til optændingsbrænde

Lejekasserne får sidste runde sort på bagsiden.
Resten smøres først på, når de sidder på hjulsættene.

Et hold retur med 70-16, Storebæltsvogn no. 2

Løsdele fjernes, så den kan blive ombygget til 700 mm.


mandag den 24. april 2023

Nyt fra maskinafdelingen #17-23 24/04:

Grundig rengøring af et motorhus uden tryklufttanke - så kan man få tørret godt af i alle hjørner

 Eftersom Maskinchefen var bortrejst, fik jeg vikartjansen med at gennemgå projektplanerne; det ser rigtig godt ud, for både C3 og C4 er klar til at blive prøvekørt, så de forventeligt kan indgå i motortoget til sæsonstarten. De øvrige projekter forløber planmæssigt: Bygning af to bogier til C411, trykluftprøvning af M25 og div. andet. Så derfor gik vi til værkstederne. M25 blev omringet af Klavs, Brian og mig. Vi afrensede lidt rust, vaskede og malede det tømte motorhus – og den ene sandkasse fik en grundig omgang, samt grunding. Imens tog Kjeld og John sig af klargøring og testafprøvning af de to trykluftbeholdere, så de snart kan trykprøves af Force.

Carsten fik lige rejfet rørene i de fire fjederplader til bogierne, og gik så ud og gav en hånd med den lille sporforlængelse i vognhallen. Her var Niels og Jan D. i gang med at bore huller i betongulvet til de nye beslag. Der blev dog brug for et par ekstra plader, der straks blev fremstillet. Jan savede ud i de lange tagåse, der skal sidde på C411 – når vi kommer dertil… Fritz fik arbejdet videre med akslen til M9 og Rasmus stod for en formodentlig sidste oliepåfyldning til fyret, samt tog sig godt af to venner fra Vestsjællands Veteranbane, som kiggede forbi. Jeg talte 12 mand på Gården denne aften /Leif


Rejfning af fjederbeslag til bogierne





C4 blev anvendt som gæstestol - ellers skete der ikke noget der

De to tanke bliver kørt udendørs

- og fyldt med vand for at trykprøve

En grundet sandkasse fra M25