Efter en travl uge med masser af indsatser på Hedehusgård fortsatte arbejdet lørdag med at færdiggøre spor 2. Lidt blæsende forårsvejr med en del sol ledsagede arbejdsholdet gennem dagen. Lars, Steffen, Klavs, samt Claus B og N udgjorde styrken, der skulle duellere mod genstridige 17,5 kg/m skinner i sejt tysk stål og varierende fordeling af laskehuller. Lad os kalde resultatet uafgjort!
|
Igen i dag var der også særtog. Toget befordrede et fødselsdagsselskab med flere kørestolsbrugere. Oprangeringen var M 25 - 9 - C 1 - C 2 - 1758 - 3907. |
Skinnerne til spor 2 var lagt til rettet i løbet af ugen og arbejdet med at laske dem sammen begyndte fra morgenstunden. Skinnelængderne udviste en imponerende variation af afstande mellem laskehullerne og det ville være synd at sige, at de passede til de lasker vi have fundet frem. De første skinner blev justeret en smule i længderetningen og enkelte nye laskehuller blev frembragt. Derefter monterede vi spormål og gjorde klar til samling. De næste skinnelængder krævede mere arbejde og Steffen måtte med M 12 en tur til Brandhøj for at finde passende lasker.
Vi måtte holde frokost uden at have påbegyndt samling af sporet og efter pausen fortsatte kampen for at få lasket spor 2 sammen.
|
Mens særtoget afventer passagerernes ankomst i spor 3 arbejdes der i spor 2. Claus N borer laskehuller i forgrunden, Klavs henter spigr på kompressorvognen og Steffen gør klar til arbejdet i næste laskesamling. Foto: LLZ. |
|
M 12 i spor 1 mens OY-FHA (den ene af Hjemmeværnets to Britten-Norman BN-2B-21 Islander-maskiner) passerer på vej mod hjemmet i Roskilde Lufthavn. |
|
Særtoget er vendt hjem og nu har Claus B og Lars overtaget boremaskinen i den næste laskesamling. |
|
Dagen bød også på udskiftning af den pensel, vi benytter til at stryge anlægsfladerne på lasker med en blanding af grafitpulver og olie. Ingen kan sige, at vi ikke kører grejet helt i bund! |
Efter en del mas lykkedes det endeligt at få lasket skinnerne i spor 2 sammen og samlingen kunne begynde. Vi måtte til stor irritation og en ikke lille professionel ydmygelse notere os, at vi manglede spigr til de sidste 4 sveller. En logistisk bet, der betød at dagens forventede program ikke kunne fuldt afsluttes.
Vi afsluttede arbejdsdagen med at fjerne de sidste jordbunker foran billetsalg og ved overkørslen. Fyldet blev brugt til perronudjævning omkring støttemuren ved billetsalget. Desuden fyldtes ballast i størstedelen af det færdiggjorte spor 2.
|
Samlingen af spor 2 er begyndt. I forgrunden gør Steffen tryklufthammeren klar, mens Klavs blæser rent omkring spigr og underlagsplader. I baggrunden spænder Claus B og Lars de sidste laskebolte. |
|
Claus B retter de sidste ujævnheder ud ved overkørslens østside. |
|
Med en lav sol på vognhallens vestside forsynes spor 2 med ballast fra de opgravede bunker. |
Som i sidste uge sker der også noget på stationsarealerne i denne uge og lørdag er det planen at justere spor 1 og 2 og gennemføre de sidste perronarbejder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.