Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 15. oktober 2016

Nyt fra Bafd 15-10-2016

Lørdag gik vi i gang med renovering af sporskifte 101 ved kulgården på Hedehusgården. Sidste lørdag havde vi savet azobe-sveller til projektet, og de var allerede placeret på et sæt deplorider på Hedehusgaarden.

Sporskiftet er klemt inde mellem kulgården, en perronforkant samt værkstedremisen, så det byder på helt særlige logistiske udfordringer, når der skal foretages udskiftning af sveller. Der er nemlig hverken plads til at køre med gravemaskine på siden af sporet og der er heller ikke plads til at trække svellerne ud. Desuden er det kun muligt at komme til fra den ene ende af sporskiftet.

Vi startede med at rydde lidt krat ved sporstopperen ud mod Roskildevej og læsse de nye sveller af. Sporstopperen blev afmonteret og derpå adskilte vi sporskiftet og løftede det ud til den ene side. De gamle sveller blev transporteret over langs og læsset op på deplorider. Det øverste lag ballast blev trukket den modsatte vej og inden mørket for alvor faldt på var der klar til udlægning af de nye sveller og montage af sporskiftet. Dette arbejder fortsætter på onsdag og lørdag i denne uge i det omfang at efterårskørslen tillader det.

Steffen

De nye sveller læsses af langs sporskiftet

Et sidste billede inden sporskifte 101 adskilles. Der er ikke meget plads at
arbejde på.


Skinnerne er lagt op til siden og der er klar til svelleoptagning

Svellerne smuldrede i flere tilfælde under optagningen.

fredag den 14. oktober 2016

Efterårskørslen 2016

Så er alt ved at være klar til efterårskørslen. Tjenestelisten har kun enkelte huller, alle detaljer er på plads og vi venter nu blot på smukt efterårsvejr og passagerer - helst mange! Vejrudsigten for ugen ser lidt blandet ud og torsdag er lige nu nok den mest kritiske.

Lige siden august har vi markedsført efterårskørslen på bl.a. Facebook og www.ibk.dk. I Roskilde Dagblad har vi fået fin omtale af efterårskørslen, ligesom avisen også allerede giver info om julekørslen. Se også omtalen på Sjællandske Mediers hjemmeside.

Til en anden gang har vi brug for gode efterårsbilleder, vi kan tilbyde medier, der vil bringe en omtale. Send gerne et flot efterårsbillede til post@ibk.dk hvis du får et godt skud i kassen.
God efterårskørsel til alle - både tjenestegørende og passagerer!

torsdag den 13. oktober 2016

Torsdagsbilledet #81

Collage fra Grill-aften 2016                       Fotos: Leif
Denne uges torsdagsbillede er nok det nyeste vi har bragt. Det er fra årets hyggelige grillaften 13/8 for blot to måneder siden.
Der havde vi både sol og regn på kaffetoget og en flot solnedgang på aftentoget. Maden var som den skal være og selskabet ligeså! Dejligt at tænke tilbage på, nu hvor vinteren er på vej...

mandag den 10. oktober 2016

Nyt fra maskinafdelingen #34-16 10/10:


M30 og M3 nu fint litreret


Sikke en travlhed på værkstederne denne aften. Der blev puslet i alle hjørner: Hans havde med posten modtaget udskårne overførings-tal, så nu er både M3 (tidligere M15) og M30 blevet flot litreret. Carsten fik også monteret den ene af de nyfremstillede sandkasser, der ved testen lagde sandet præcis hvor det skulle i en fin dynge. Peter og Lars fik drejet den ene ende af den nye aksel til ballast-tipvognen, mens de tog en snak med vores nye aktive Niels, som jeg havde vist rundt på Gården. Velkommen til ham! Efter Jan havde malet kølergitteret, fik han og Bjarne arbejdet med at montere varme og køler på M25 og fik fyldt vand på og efter stramning af et par rørsamlinger, var den såmænd helt tæt… Per fik trukket kabel fra batteri til motorrum, der skal bruges til den nye motorforvarmer, som via en timer skal køre et par timer før planlagt kørsel. Jeg fik malet M25 motorhus en første omgang og resten af malingen fik Hans og jeg spredt ud på gulvet i M30. Se, det var en fin aften med 9 fremmødte.

Peter drejer aksel til ballasttipvognen

Jan maler kølergitter, mens Hans overfører 3-taller 

Der arbejdes på M25: motorhjælm og kølergitter males, køler klargøres og der trækkes ledning til forvarmer.

Køler testes med vand

Kabel til forvarmer, ført i flexi stålkabel


Nymalet gulv i M30

Sandingstest - lige på sporet!

lørdag den 8. oktober 2016

Bafd 8/10-16:



Et herligt efterårsvejr i Hedeland lagde op til en god dag på banen, så da vi havde fået rangeret banetoget til perron gik turen til Brandhøj. Her stod en stor container, der skulle læsses med gamle sveller fra det store udskiftningsprojekt før sommeren. En del rangering skulle der til, men så havde vi også tre fyldte deplorider klar til læsning. I mens gik andre hold i gang med at skifte rendejern på den ene side af vognhallen. Her havde vinteren været hård ved tagrenden og bukket de fleste ned i en usund stilling. Der skulle også skæres azobesveller til renovering af et par sporskifter, hvilket er hårdt arbejde! Claus havde medbragt et mobilt brændekomfur, hvorpå der blev tilberedt en spicy og god Chili con carne, serveret med lidt af Sørens hjemmebryggede øl. Jeg kørte lokomotivet, så jeg gik glip af den oplevelse… Men til gengæld havde jeg Philip med som min wingman. Han fandt adskillige svellesøm fra årene1938-62, som forsigtigt blev lirket ud af svellerne før de røg op i kassen. Til eftermiddagen havde Arendse bagt drømmekage, der faldt i god jord til kaffepausen.

Efter at ”kassen” var fyldt med sveller fik vi lige hentet lidt svelleefterladenskaber langs sporet og begyndte således at fylde deplorider til næste container. Så blev der ryddet op og pakket sammen og turen gik hjemad efter en fin dag. Først da vi forlod Gården begyndte det at småregne. Perfekt timing. 10 mand var på banen denne dag.


Der arbejdes med de hårde azobe-sveller. Der skal fjernes svelleskruer og underlagsplader. Bagefter skal de skæres til


De mange rendejern skal udskiftes og de nye sætte noget tættere

En lille pause i solskinnet

Chili-Claus laver con carne på mobilkomfuret


Der læsses sveller og de bankes på plads...

Gamle, "værdifulde" svellesøm reddes fra udsmidning

Lars viser vejen efter frokost

- men først skal der spises varm mad. Lækkert!

Det sidste læs sveller ryger i "potten"

Banechefen holder kaffepausen i vores svar på PH´s  "Ægget"






Så går turen hjem efter en flittig dag på banen!

torsdag den 6. oktober 2016

Torsdagsbilledet #80

Hedelands Veteranbane er Industribaneklubbens heltovervejende aktivitet ved siden af vores blad 'Tipvognen'. For at give medlemmerne mulighed for at se industribaner i drift har har IBK og medlemmer arrangeret større eller mindre udflugter til industribaner i ind- og udland. I 1990 var vi på tur til en række industribanelokaliteter i Jylland.
På Pindstrup Mosebrugs bane i Lille Vildmose er vi her på vej ned ad rampen fra fabrikken i Kongerslev. Vi ser fra venstre: Per Jensens arm, Allan Christensen, Jørgen Panum, Hening Dyrkilde, Carsten Hansen og Steffen Lyngesen med skudklart kamera.
Det store Pedershaab-lokomotiv med nummeret 108 er ankommet til udvekslingssporene. Fabrikken ses på bakken i baggrunden. Fra venstre ses (hvis man ser godt efter): Pindstrups lokofører (med lys sixpence), Henning Dyrkilde, Carsten Hansen, Jørgen Panum, Bo Pedersen, Per Adsersen, Per Jensen, Hans Adsersen, Poul Berrild, Lars Petersen og med notesbog Jan Waldemar. Turen fortsatte ud i mosen til gravearealerne hvor vi så flere spændende ting. Modelbyggere kan notere sig hvordan donkraft og en stump træ er anbragt på lokomotivet og at ældre medarbejdere ved Pindstrup så sent som i 1990 bar sixpence!

tirsdag den 4. oktober 2016

Særtog 4/10-16 - Øresundsskolen






Elever og lærere fra Øresundsskolen var i dag taget til Hedeland for at køre en tur med toget.

Efter at alle var kommet på plads i de to oprangerede tog, gik turen afsted gennem den smukke natur i Hedeland, der til lejligheden var klædt i de smukkeste efterårsfarver.

Solen skinnede fra en skyfri himmel, så alle kunne nyde turen uden at fryse.

Undervejs så vi en masse forskellige fugle, og på sletten kørte vi langsomt forbi køerne, som så vældigt interesseret til, mens vi vinkede til dem.

Efter ankomsten til Fem Ege stod alle elever og lærere af for at nyde frokosten på naturlegepladsen, inden de skulle hjem igen med busserne, og imens blev togene vendt for at køre hjem til Hedehusgården igen.

Det var en rigtig god tur med en masse unger i et højt humør, der fik en på opleveren ud over det sædvanlige.

Mange hilsner

Hans-H

mandag den 3. oktober 2016

Nyt fra maskinafdelingen #33-16 03/10:


Bedford fra Nymølle parkeret efter sin sidste køretur ved egen kraft. Nu skal motoren bruges i M8



En ny veteranenhed af en type, der er sjælden gæst i en togklub havde denne aften gjort sin entre på gårdspladsen; en Bedford lastvogn, som er doneret os fra Nymølle Skærvefabrik. Den har kørt rundt som servicevogn i grusgraven . På det sidste har den mest været brugt til reparation af transportbånd, hvilket er noget kedeligere end tidligere tiders tipvognstog. Meningen er dog ikke at vi skal til at køre i lastvogn, men derimod kannibalisere motoren, som skal finde plads i M8, der er en af de sidste overlevende ”Lus” fra Nymølle.  Grusgraven havde – helt efter de moderne managementprincipper – valgt at bruge samme motortype i alle deres enheder for at effektivisere vedligeholdet. Lastvognen var transporteret pr. ladbil hertil, da bremserne ikke længere er helt funktionsduelige. Motoren kører til gengæld fortrinligt. Carsten havde stået for alt dette og var i gang med at tømme gammelt jern og ballastgrus fra ladet, hvilket jeg hjalp med. Dette blev så afhentet pr. tipvogn til senere genbrug. Resten af aftenen brugte vi sammen med Bo og Peter, der også er med i Museumsudvalget, der arbejder på en opgradering af vores udstilling i vognhallen. Vi holdt møde til 21.30 hvorefter jeg lige fik grundet det afrensede motorhus på M25. De øvrige fremmødte havde også arbejdet med maling og grunder, men jeg fik det pga. mødet ikke dokumenteret J Jeg fik dog talt 9 fremmødte denne aften.


Carsten ved at adskille og sortere ladets indhold

Selve årsagen til at få lastbilen er dens motor. Bemærk det flotte ledningsnet...
M3 henter en tipvogn til at læsse overskydende skrot fra Bedforden i



Skabelon under opbygning til No3s kedel-bagplade


Sandkasser til M3 under grunding

M25 motorhus og kontrollerdæksel grundet

lørdag den 1. oktober 2016

Nyt fra Bafd 1-10-2016

Den første lørdag i oktober måned blev endnu en dag i Hedeland, hvor eftersommeren ikke rigtigt havde sluppet sit tag. Dagen blev brugt til mange forskelligartede opgaver og med et pænt fremmøde kom vi hurtigt gennem disse.

I ugens løb var der ankommet en stang Ø60 mm akselstål, der skal bruges til reparation af vores ene ballastvogn. En stump blev afskåret så den er klar til viderebearbejdning i drejebænken og resten blev lagt på lager.

I klubbens nye sikkerhedsreglement er indført "Giv agt" mærker ved overkørsler med reduceret sigt. Forrige lørdag forberedte vi 10 styk af disse og vi fik i løbet af dagen opsat næsten alle sammen.
Minigraveren var igen blevet driftsklar, så vi benyttede chancen til at få lidt flere erfaringer med vores hydrauliske fingerklipper. Den virkede fint, men efterlader naturligvis en større bunke afklip der skal håndteres.  


Desværre viste der sig endnu en utæthed i gravemaskinens kølesystem, så en stor del af dagen gik med at få repareret dette. Det lykkedes efter en del besvær, da der ikke er meget plads i motorrummet på en maskine som vores.

Dagens sidste opgave bestod i rekonstruktion af trappen til kulrampen på Hedehusgaard. Den blev færdiggjort og mangler nu kun lidt maling.

Claus har leveret billeder og video.

Steffen

Fingerklipperen smøres inden brug.



Der arbejdes langsom gennem krattet lige nord for kvægfolden.

Et Giv Agt mærkes bankes ned i jorden

torsdag den 29. september 2016

Torsdagsbilledet #79

Før vi overgik til bruge helt nye sveller, lå der en lang proces bag hver svelle, der blev lagt på HVB. I flere tilfælde pillede vi selv svellerne op, fx på Måløv station (se dette tidligere torsdagsbillede). Derpå blev svellerne fragtet til Hedeland og lagt på lager. Derefter halverede vi selv normalsporssvellerne til vores formål. Det kunne foregå ved savning af mindre partier eller ved 'massesavninger' som vi igennem årene lavede nogle stykker af. På dagens to billeder er vi tilbage i 2000, hvor et større parti normalsporssveller blev halveret. Vi havde til lejligheden transporteret vores svellesav til Brandhøj, hvor svellerne var oplagret og der var indlejet et dieselelværk, der sørgede for at der var strøm nok til saven.
Vi er på Brandhøj station og svellesavningen i fuld gang! Det indlejede dieselelværk ses i baggrunden. Hvor arbejdet foregår, ligger i dag sporviften foran opbevaringshallen. Fra venstre ses Morten Banke, Søren og Peter Hein, Mikkel Møller og Steffen Lyngesen.


Arbejdsdagen er ved at være til ende. Trods en god indsats er der stadig mange usavede sveller på pladsen. Morten og Steffen ses i gang med en evaluering af dagen til højre, mens Salta-gravemaskinen har fået stukket armen med i billedfeltet til venstre.

mandag den 26. september 2016

Nyt fra maskinafdelingen #32-16 26/09:


På denne dejlige efterårsaften var der igen travlhed på værkstedet; der er i ugens løb arbejdet på M25 og denne aften blev der monteret endnu flere dele. Der blev desuden afrenset og malet i motorrummet, beslagene til vibrationsstabilisatorerne blev sandblæst og forberedelserne til etablering af elektrisk patron til motorforvarmning påbegyndt. Afrensning af maling udvendigt på motorhuset med stålbørste og sandpapir blev udført, så det er klar til en omgang grunder.
De nye sandkasser til M3 (tidl. M15) blev fuldsvejset, der blev monteret sandingsrør, slebet til og den første kasse fik en omgang grunder indvendigt. M30 fik fri denne aften, men i onsdags fik Hans færdigmalet de gul-sorte markeringer på hjørnerne. Næste opgave bliver striberne langs trinbrædderne. Jeg fik ikke set alt hvad der skete, for jeg sad ude på motorhuset og støvede… Men jeg talte 9 mand på Gården i løbet af aftenen.

M25 motorhus ude i det fri for en grundig afrensning


Arkæologen finder blå maling - et levn fra tiden ved Saxkøbing Sukkerfabrik
Kontroller-inddækning får en omgang maling


En sandkasse får maling. I baggrunden er den næste under behandling

Nymalet gulv under motoren. Kabelvej til motorforvarmer undersøges
Nygrundede håndtag


Gammel og ny sandkasse - ændret fra 600 til 700 mm