Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!
Viser opslag med etiketten Brandhøj. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Brandhøj. Vis alle opslag

lørdag den 6. juni 2026

Nyt fra Baneafdelingen 06-06-2026

Juni-måned er begyndt, og der er allerede sket meget i baneafdelingen. Denne lørdag havde vi flytning af Mallet-maskinen fra Indonesien på programmet. Ikke noget, der har frygteligt meget med banearbejde at gøre, men baneafdelingens folk er praktiske og gode til mangt og meget. Ikke kun anlæg og vedligehold af banestrækningen. 5 mand, Steen, Peter H, Børge, Kenneth og Claus N, udgjorde dagens banehold.

M 24 er ankommet i spor 1 på Brandhøj med Mallet-maskinen.

Vi kørte fra Hedehusgård med M 30, Storebæltsvogn og banevognen så snart Claus var blevet irettesat for sen ankomst (kl. 10.06) med ord som 'formiddagsturist' og 'direktørtid'. Med opdragelsesopgaven klaret, kunne vi tage sydpå og begynde dagens opgaver. Vi skulle skabe plads til Mallet-maskinen i opbevaringshallens spor 107, hvor 2 af 5 785 mm Nymølle-tipvogne måtte sættes udenfor hallen for at gøre plads til O&K-lokomotivet.

To Nymølle-tipvogne koblet til M 45 klar til udkørsel.

Peter H og Kenneth omlæsser hjulsæt fra en af de vogne, der fremover må stå ude, for at Mallet-maskinen kan få tag over hovedet.

Nymølle-vognene er store og blev godt fyldt, så det var vigtigt at få hjulsættene lagt godt til rette.

Kenneth trækker en tom Nymølle-vogn til dens midlertidige placering.

Det blev til en del rangering og omlastning af de hjulsæt, der var placeret i vognene. Heldigvis var vores gravemaskine til stor hjælp og M 45, der er stationeret på Brandhøj var en effektiv rangermaskine gennem dagen. De to Nymølle-vogne blev bakset af sporet og trukket til en midlertidig placering afventende etablering af et 785 mm spor til opbevaring. Børge fik også til til at slå græs på begge perroner og udenomsarealer på Brandhøj, så der ser lidt pænere ud, når der køres tog søndag.

Gartner i Amazonas. Det er ikke en lille opgave at slå græs på Brandhøj, men her tager Børge fat på opgaven.

Efter at have gjort plads i spor 107, måtte vi dog indse, at planlægningskommissionen sidste lørdag havde overset et væsentligt element: Der er kun små 5 m 700 mm sporvidde i spor 107 - resten af sporet (hvor Mallet-maskinen skulle stå) havde kun 785 og 600 mm! Pinligt. Da Steffen var fraværende, måtte Claus tage ansvaret. Heldigvis var det let at finde en skinne i den rette størrelse, og da Carsten og Søren i mellemtiden var ankommet med flyttegæsten, kunne vi måle os frem til den rette sporlængde. Skinnen blev hurtigt spirget med håndkraft. Herefter kunne vi med M 30 langsomt rangere Mallet-lokomotivet på plads i opbevaringshallen. Det gik ikke stærkt, for kurverne er skarpe og pladsen trang. Alt gik dog godt, og nu står maskinen tørt og godt.

'Den ser stor ud!' og det blev understreget, da maskinen skulle rangeres på plads.

Kenneth kontrollerer sporvidden, mens resten af holdet afventer arbejdets opstart.

M 30 er god til at køre langsomt og har meget fin hastighedskontrol, så den skulle rangere Mallet-maskinen på plads.

'Er der plads nok?' Ja, lige akkurat. Her er Mallet-lokomotivet fra en indonesisk sukkerrørsbane på vej forbi Ca 2 og B 2 fra de danske sukkerroebaner - et sødt syn!

Søren og Carsten tog en roevogn med tilbage til Hedehusgård, hvor de også tilbragte en rum tid med omrangering - sådan er det, når vi har begrænset med plads under tag. På Brandhøj rangerede vi alt det, vi havde trukket ud af hallen, på plads igen. Der er ingen tvivl om, at M 45 fik udrettet noget denne lørdag. Da vi ankom på Hedehusgård rangerede vi også lidt, så M 12 nu holder forrest i spor 21 foran ukrudtsbrændervognen - klar til aktion.

Peter kører en vognstamme ind i hallen igen, inden vi pakkede sammen og kørte hjemad.

Endnu en produktiv dag på banen var til ende og efter at have klappet hinanden på skuldrene, drog vi hjemad til brusebad og 'pre dinner drinks'. Utroligt velfortjent og med stor lyst til næste arbejdsdag på banen!

lørdag den 6. december 2025

Nyt fra baneafdelingen 06.12.2025

Lørdag. Første dag i julekørslen. Som sædvanligt en arbejdsdag i baneafdelingen. Trods juletravlhed og gråt vejr kastede fire mand sig ud i arbejdet. De mest morgenduelige fik flyttet puffere, skorsten og sandkasse fra vores nye Mallet-maskine lidt tættere på værkstedet og repareret en tvangsskinne på Hedehusgård Station. Derefter afgik banetoget mod Brandhøj for at nå afsted inden dagens første plantog.

Steffen adskiller hjulsæt og lejehuse på Brandhøj Station, mens et af dagens juletog passerer bag arbejdstoget.

Mens Børge, Claus B og Steffen bragte banetoget ind på sporviften foran opbevaringshallen på Brandhøj, steg Claus N på første juletog og stødte snart til holdet, der tog fat på at fjerne det opstillede 600 mm materiel langs hallens sydvæg. Her skal senere etableres lagerreoler for befæstigelses- og spordele. Arbejdet forløb fint og i løbet af formiddagen blev 15 vogne fjernet, 6 af dem for bevaring og resten til indvinding af reservedele som stålprofiler, hjul og lejer. Herefter går de kasserede vogne til skrot. Vognene til bevaring blev henstillet på det 600 mm spor, vi tidligere har etableret på Brandhøj.

Udsigt fra M 24 på vej mod Brandhøj Station. Sporskiftet, der skimtes i midten af billedet fører til den lave oplagsplads, som vi i øjeblikket er ved at rømme.

En del af 600 mm materiellet er af ret begrænset størrelse og let at stable.

Man kan til nød klare sig uden spor, når tipvognsunderdele skal trækkes på plads!

Efter frokostpausen kastede vi os over en række 700 mm tipvognsunderdele, som blev stablet på et spor ved siden af 600 mm-materiellet. 14 vogne kom på plads uden det store besvær. Mens der blev arbejdet med vognene, fik Steffen tid til eftersyn af plænetraktoren, incl. olieskift mv. og traileren blev også efterset og fik ny luft i dækkene. Ellers arbejdede Steffen flittigt med vinkelsliberen og fik adskilt brugelige dele af kasserede vogne, der nu afventer skrothandleren.

Dagen igennem havde vi lejlighed til at vinke til passagerer og klubkammerater på juletogene, der passerede Brandhøj. De første tog var fyldte, men siden tyndede det lidt ud i belægningen. Meget normalt for første dag i juletrafikken. 

På Brandhøj krydser juletogene. Her ruller M 24 ind i spor 1 med et tog mod Rubjerg, mens Da 7 venter i spor 2.

Kaffebrygning i banevognen. Klassisk porcelænskaffefilterholder, bakelitkinstallationer og arkitektlampebelysning.

Så er der ryddet! Næste gang skal vi have nivelleret og anbragt fundamenter til et antal lagerreoler.

Oprydningen og sorteringen kom denne lørdag et stort skridt videre. Indsatsen er et bevis på, at når man arbejder sammen og konstruktivt går ind i en oprydningsproces, så er det slet ikke så vanskeligt. I løbet af ugen fik vi hentet skrot for mere end 7.000 kr. på den gamle oplagsplads, så der er også lidt indtægter i at rydde op!

En lokal aktør i genindvindingsindustrien hentede tirsdag en større mængde skrot. Foto: Børge Brandstrup.

Efter sidste plantog havde passeret, pakkede vi sammen og kørte hjemad. Vi rangerede på plads og sludrede lidt med stationspersonalet, inden vi klædte om og drog hver til sit. En god dag på banen!

søndag den 19. oktober 2025

Nyt fra Bafd 18-10-2025

Hedeland var smukt badet i efterårssol denne lørdag og banetoget blev rangeret ind i spor 3, så efterårstoget kunne afgå planmæssigt fra spor 1. Holdet i baneafdelingen bestod på den skønne efterårsferiedag af Børge, Steffen samt Claus B og Claus N, og opgaven var etablering af plads til opstilling af materiel på Brandhøj Station.

Claus B og Steffen i færd med at samle et af de kommende opstillingsspor for materiel. Her er det sporet med 600 mm sporvidde, som laskes sammen.

Vi kom fint til Brandhøj og blev passeret planmæssigt af 2. afgående persontog fra Hedehusgård. Vi fik indledt samlingen af 600 mm sporet, og skinnestrengene til 785 mm sporet blev løsnet fra de halvrådne sveller i det som engang var 700 mm-sporet langs skinnestakkene. Da vi var kommet lidt sent til Brandhøj på grund af toggangen, var det hurtigt tid til frokost, som vi indtog på gravemaskinevognen.

Børge hilser på Jan i M 24, der er på vej nordover med et af efterårstogene.

Arbejdsopgaverne gav mulighed for lige at fange et af de velbelagte tog med havtorn i forgrunden.

Eftermiddagen var desværre præget af startvanskeligheder med gravemaskinen, men det lykkedes til sidst at få maskinen til at makke ret. Desværre satte maskinproblemet de planlagte opgaver i stå, men vi fik løsnet flere spirg og ryddet bevoksning i Brandhøj-arealets sydvestlige hjørne. Der var også tid til at tjekke mål på kasser til tipvogne, for at se om det er muligt at supplere vores samling af tipvogne i drift. Vi fik også lokaliseret et JWE-hjulsæt i 700 mm som midlertidigt har være forsvundet.

Steffen svinger motorsaven og der bliver plads til at komme omkring noget af vores henstillede materiel.

Dagen sluttede med læsning af gravemaskinen og hjemkørsel til museumshallen efter en dag, der var præget af maskinproblem, men også af godt vejr, fyldte persontog og en smule fremskridt i oprydningsarbejdet på Brandhøj. Ikke helt ringe.

lørdag den 15. februar 2025

Nyt fra Bafd. 15-02-2025

Deplorider med sveller trækkes frem til dagens store indsats. Sneen vælter ned...

Der var allerede lovet sne fra morgenstunden, men det var åbenbart ikke nået til Hedeland endnu, da vi mødtes på Gården. Som altid er der mange forskellige opgaver, der skal løses. Steen havde en god opgave med at opsætte nye A3-rammer til brug for PR-plakater. De skal afløse de grimme hæfteklamme-ophængninger. Rasmus gjorde kædesaven klar og kørte med bil til Brandhøj, mens M12 med Peter ved roret trak af afsted med banevognen og satte den klar ved udkørselssporet. Dernæst kørte Claus og Claus M30 og Storebæltsvognen ned til enden af udtrækssporet. Her skulle de sporskiftebukke, der tidligere har ligget på Brandhøj læsses af for afrensning og placering på paller. 

Børge og jeg hoppede ombord på banetoget og kørte afsted – og så begyndte det stille at sne… Ude ved Brandhøj var første opgave at adskille et par sporskiftedele, der skal anvendes til det nye skifte ind til sidesporet. En vinkelsliber kom i brug. Rasmus var allerede i gang med at slæbe træknuder til bunke. En større plan for oprydning i skinnestakkene er på programmet. 

Sporskiftedele ved placeringen for den "genskabte" sportilslutning

Nu kom M30 og gravemaskinen og banetoget måtte lige trække til siden. Dagens store opgave var at bore huller i alle 114 sveller til udskiftningen syd for Sølund – med tre forskellige mål. Stakken blev trukket frem og Claus fik det øverste læs taget af og så gik Børge og jeg i gang med at opmærke, mens Peter og Claus borede hullerne. Steffen havde forskellige forberedelser, men kom forbi fra tid til anden og gav en hånd med.

Målet på svelleskabelonen skulle lige ændres undervejs
Der skulle ryddes meget sne i løbet af dagens indsats
De sidste sveller mærkes og bores

Der kom pænt meget sne undervejs, så kosten var nødvendig for at kunne se, hvor mærkerne var sat. Det var ret hyggeligt og heldigvis vindstille og stemningsfuldt. Vi fik da også siddet lidt inde i varmen og spist frokosten i ro og mag, mens det fortsat sneede.

Da alle sveller var boret, stakkene fordelt og mærket op, så skulle slagleklipperen og roterkost ud af mørket og hjem på Gården til eftersyn og forbedringer. Det krævede lidt rangering og læsning af en normalsporsdeploride, der skal hjem for ombygning, men til sidst var vi klar til hjemturen. M12 med banevogn var kørt i forvejen, så kaffen kunne være klar ved vores ankomst. Her blev der også rangeret lidt rundt og så blev kaffen serveret. Tak for en hyggelig dag på banen /Leif

Kosten kommer ombord
Sådan en nyjusteret sporvifte er sørme flot i snevejr!
Vel hjemme, så skal slagleklipperen en tur på eftersynsgraven

Bygningsafdelingen har også været flittig og der er nu både side- og endevæg

søndag den 26. januar 2025

Nyt fra Bafd. 25-01-2025

Koldt, diset og fugtigt beskrev meget godt vejret det meste af denne lørdag, hvor et hold på 9 mand, bestående af Steen, Rasmus, Peter, Søren, Børge, Claus B, Claus N samt Jan og Per meldte sig klar til banearbejde. Vi må overveje en forøgelse af persontransportkapaciteten, for banevognen er snart for lille! To arbejdstog forlod Hedehusgård med Brandhøj som destination.

Perronforkanter under aflæsning fra den nye fladvogn RF 479.

Dagens arbejdsprogram stod på rydning af bevoksning, oprydning og sporjustering. Med flere hold i aktion rundt om på Brandhøj er beretningen for dagen primært båret af fotos fra de forskellige arbejdssteder. Overordnet blev dagen brugt til:

  • Fjernelse af overskydende dele fra perronforlængelsen. Delene blev indsamlet og stakket sammen med lignende materialer
  • Indsamling af sporskiftetrækbukke, der blev medtaget til Hedehusgård
  • Fjernelse af bedding til bygning af sporskifter, der er overflødiggjort af sporskifternes bygning mellem spor 2 og 3 på Hedehusgård
  • Forberedelse til oprydning på den lave oplagsplads og opsamling af betonkabelkasser 
  • Ballastering, justering, understopning og efterballastering af sporskifter foran opbevaringshallen
  • Træfældning og rydning af bevoksning.
Dagen bød også på første praktiske anvendelse af den nye fladvogn RF 479. Efter Trafikstyrelsens ibrugtagningstilladelse og testkørsel blev vognen i dag brugt til lettere transporter af et par skinner og perronforkanter. 

M 30 og banevognen ved den forlængede perron i Brandhøjs spor 2.

Der ryddes op i Brandhøj Stations nordlige ende. Alle materialer er fjernet og området er klar til græsslåning i foråret. De 'parklignende' omgivelser kan nu reetableres omkring de forlængede perroner. Foto: Søren H.

Indledende oprydningsarbejder på den lave oplagsplads. Foto: Rasmus B. Jensen.

Som opfølgning på udskiftningen af sveller i skifte 133 foran opbevaringshallen, blev skiftet i dag ballasteret, justeret, understoppet og efterballasteret sammen med træktømmeret i skifte 134 og 135. Nu er hele sporviften foran hallen med nye sveller i sporskifterne og justeret. Det udestår endnu lidt efterballastering, så vi kan færdes godt og sikkert i sporviften. 

Som sædvanligt, når vi roder i jorden på Brandhøj fik vi reddet 40-50 underlagsplader til 24 kg/m skinner, der nu er banket fri for jord og rust og afventer placering på paller i hallen.

Claus N understopper sporskifte 133. Foto: Rasmus B. Jensen.

Håndrangering i forbindelse med ballastsupplering af sporskifterne foran opbevaringshallen. Foto: Rasmus B. Jensen.

Med opgaverne afsluttet samlede vi værktøj sammen, låste hensat materiel fast og kørte hjemad. På lørdag håber vi at fortsætte den planlagte oprydning på den lave oplagsplads og forberedelsen af en særlig materieltransport.

På vej ud af Brandhøj station ses resultatet af rydning og jævning af terræn i den nordlige del af arealet.  Foto: Peter H.


søndag den 19. januar 2025

Nyt fra Bafd. 18-01-2025

Vejrudsigten lovede dis, tåge og overskyet vejr. Det passede meget godt med hvad vi oplevede i Hedeland denne januarlørdag. Efter et kort planlægningsmøde begyndte Claus B, Peter, Lars og Kenneth at læsse gamle sveller fra bunker omkring på Hedehusgård Station. Steffen og Claus N tog M 30 og banevognen, fik læsset lidt skrot i skrotburet og kørte derpå til Brandhøj og begyndte at trække spigr op af svellerne i skifte 133. 

Arbejdsdagen er begyndt. Lars, Kenneth og Claus B fjerner gamle sveller fra udtrækssporet ved km 92,4.

Efter at have samlet gamle sveller på Hedehugård kørte svelleholdet med M 12 mod syd og indsamlede undervejs gamle sveller op. Deploriderne med gamle sveller hensattes på sporet ved den lave oplagsplads og snart var de to hold samlet på Brandhøj klar til udskiftning af sveller i det sidste sporskifte i sporviften foran opbevaringshallen. Efter at have deltaget i maskinafdelingsmødet sluttede Rasmus sig til holdet og begyndte at rydde bevoksning på udvalgte steder omkring vores oplagrede materialer.

Nye sveller til skifte 133 læsses af. Foto: Kenneth H. Andersen.

De gamle sveller er på vej ud af sporskiftet. 

Rasmus i gang med saven.

Vi spiste frokost omkring vores oplagrede perronforkanter og den gamle drejeskive fra Hou Station, nød hinandens selskab og en forbipasserende dompap, inden vi genoptog arbejdet. Efter at have renset et genfundet 22,5 kg sporskifte for genstridige rødder, tog Peter fat på rydning og afgravning til genetablering af en sporforbindelse i den nordlige ende af Brandhøj-arealet. Resten af styrken samlede sporskifte 133, genmonterede trækbuk og fik desuden udskiftet træktømmer i skifterne 134 og 135. Dermed er alle skifterne foran opbevaringshallen forsynet med sunde sveller og kan holde i mange år fremover. Ballastering og justering af skifte 133 må vente til næste lørdag.

Lars og Kenneth slår spigr i svellerne med tryklufthammer. Det kan sagtens klares, mens man ryger pibe.

Der var brug for donkraft og klodsarrangement for at få sporvidden på plads i tungepartiet. Claus, Claus og Kenneth får målet på plads. Foto: Rasmus B. Jensen.

Der skulle hele fire mand til at monteret træk på skiftet! Steffen, Lars, Claus og Kenneth samlet om den vanskelige opgave.

Selvom dagene bliver længere, var vores arbejdsiver dog højere end dagslyset varede. Oprydning og de sidste justeringer blev derfor udført i lyset fra vores projektører. Når vi kun kommer på banen i vores fritid, er det rart, at kunne udnytte tiden til det yderste - også selvom mørket falder på. Hjemkørslen forgik gennem et tyst, mørkt og mennesketomt Hedeland. 

Steffen slår et genstridigt spigr i med håndhammer, mens Claus B lyser med håndholdt arbejdslampe. Projektøren på energivognens lysmast leverer baggrundsbelysning.

Dagens arbejdsområde set fra syd i 2012. Forrest skifte 133 som vi dengang nok skulle have brugt lidt bedre sveller til. I 2012 overvejede vi dog ikke at lægge helt nye sveller i et sidespor, der ikke skulle bruges til personbefordring. I dag kunne vi ikke drømme om at bruge andet end nye sveller.

Vi fortsætter arbejderne på Brandhøj på lørdag, hvor vi som sædvanligt forlader Hedehusgård ved 10-tiden. Om det bliver med et eller to arbejdstog må tiden vise.

søndag den 12. januar 2025

Nyt fra Bafd 11-01-2025

Der var lovet fint, men koldt vejr denne lørdag. På programmet stod sporarbejder ved opbevaringshallen, lettere oprydning og forberedelse af indsamling af gamle, udskiftede sveller. Dagens hold bestod af Peter H, Steffen, Claus B og Claus N, Lars samt Per og Jan, der lige skulle prøve en dag som banebørster.

M 12 i modlys efter ankomst på Brandhøj Station med ballastvogne.


Mens første tog med M 12 og gravemaskine hurtigt forlod Hedehusgård, skulle resten af dagens hold håndrangere deploriderne med ståldelene til portalkranen ud fra spor 20. Med M 30 og banevognen blev krandelene herefter kørt til Brandhøj, hvor banechefen fordelte opgaver til dagens arbejdshold. Gravemaskinen blev kørt af vognen og med planérskovl blev området mellem hovedspor og sporvifte rettet pænt op efter afgravningen af fyld til perronforlængelserne. Herefter blev der ryddet op i de oplagte spordele og normalsporede deplorider. Andre fra dagens arbejdsstyrke justerede og understoppede imens sporskifter foran opbevaringshallen. De store rydningsarbejder på Brandhøj-arealet havde afsløret et langt 22,5 kg skifte, der var indvokset i noget pilekrat. Claus B, Peter og Claus N fik hjertestykke og tungepartier befriet fra træets omklamring og delene er nu midlertidigt oplagt mellem hovedspor og sporvifte, hvor også krandelene blev lagt.

Området mellem sporvifte og hovedspor udjævnes. Kombineret med en oprydning foran hallen kommer det til at pynte.

Jan, Per og Steffen understopper skifte 136 i sporviften foran opbevaringshallen.

Peter H og Claus N måtte kæmpe hårdt med rødder i det ene tungeparti. Her anvender Claus N en blanding af irriteret aggression og skruetrækker på en rod i tungeroden. Foto: Peter H.


Frokostpausen blev til afveksling afholdt i banevognen mandskabsafdeling - endda med gasradiatoren tændt. Særligt den kolde blæst gjorde det mest forsvarligt at krybe indendørs til spisningen. Efter frokost hentede vi ballastvogne på Hedehusgård og fik læsset grus og knust beton fra bunken på Brandhøj. I forbindelse med gravearbejdet og flytning af sporskiftedele fik vi desuden bjærget en del spigr og underlagsplader til 22,5 kg skinner. Utroligt så meget spormateriale vi igennem tiden har fået samlet. Meget af det helt nødvendigt til drift og videreudbygning af vores bane.

En del af holdet tog M 12, gravemaskinevogn og deplorider og kørte til Hedehusgård, mens resten færdiggjorde ballastering af de tre understoppede sporskifter og tilhørende sporforbindelser. Det blev halvmørkt inden vi kom hjem til Hedehusgård, men vi bildte os ind, at vi kunne mærke, at dagens længde er tiltaget.

Claus B læsser tipvogne på Brandhøj.

M 30 varetog udkørsel af ballast, en opgave lokomotivet er meget velegnet til.



Der er ryddet op, ballastvognene er hensat låst bag hallen og vi er klar til at begynde hjemturen mod Hedehusgård.


Begge tog foretog omløb via spor 20/21 og kørte i hus, klar til at rykke ud til næste opgave. Omløbet etablerede vi i 2022/23 og det er blevet lige nøjagtigt så vigtigt for rangering med banemateriel i sporviften foran museumshallen, som vi regnede med.

På lørdag forsætter vi arbejdet med sporskifter foran hallen på Brandhøj og indsamler gamle, udvekslede sveller.