Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!
Viser opslag med etiketten B3-Sukkergris. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten B3-Sukkergris. Vis alle opslag

mandag den 27. oktober 2025

Nyt fra maskinafdelingen #40-25 27/10:

Der svejses plader på Sukkergris

 Samtidig med opsætning af belysning, så er indflytningen i tilbygningen nu påbegyndt! Den nu tømte reol er blevet sat op på væggen og bl.a. Luis sørgede for en grundig rengøring af de gamle trækasser. De skal nu fyldes med alt de sorterede dele. Det er f.eks en del nitter i forskellige størrelser, der nok snart kommer i anvendelse på B3 – Sukkergrisen. Lars O. fik svejset og slebet endnu en pladesamling på rammen. John forsøgte at sandblæse fjedrene fra sandingshåndtaget på T1, men sandet ville ikke rigtig som ham. Tiden gik derfor med at få apparatet til at fungere igen. 

Jan S. beundrede sit lakeringsarbejde og fik rengjort hylderne underneden. Jeg fortsatte med den grundige aftørring af den store drejebænk, så den kan fremstå rengjort på dens nye plads. Kjeld påtog sig opgaven med at sortere de mange søm og skruer, som vi er blevet doneret af et medlem, som har ryddet sit værksted. 

Resten af de 12 fremmødte arbejdede intenst i tilbygningen. /Leif

De gamle kassereoler får ny, fin placering i tilbygningen

Nu væggen er ryddet, så skal den store boremaskine rykkes helt til vægs. Der er brug for en plan!
Der er overraskende mange flader, som skal aftørres...


- det går dog den rette vej...

Sandblæserkabinen driller!



mandag den 16. juni 2025

Nyt fra maskinafdelingen #21-25 16/06:

Lige nu arbejdes der mest på bagenden af Sukkergrisens ramme

 M12 er inde til service og Kjeld havde anskaffet nogen ekstra stærke bolte, der trængte til udskiftning. Mikkel arbejdede på B3 og havde ved en stor indsats i lørdags fået adskilt to store beslag, der har holdt den bagerste puffer. De var grundigt rustet sammen. Jeg fik fornøjelsen at afrense dem for rust og maling. Efterfølgende så de noget pænere ud. Lars O. skal nu rette dem op og pålægssvejse, hvor der er slidt. Denne aften rettede han to buede vinkeljern op i pressen, så de igen er som nye. Der er næsten ingen rust på dem, så de fik også en tur med stålbørsten og blev efterfølgende prøvemonteret på rammen. Der blev også syslet på andre fronter – men jeg stod med høreværn og maske og så eller hørte ikke ret meget…

Som altid var der også travlt i BygnAfd: Nordvæg er ved at blive beklædt med det indvendige lag træ og der er nu monteret vinduer. Snart står loftet for tur. Isoleringsbaner blev gjort klar til opsætning. /Leif


udskiftning af bolte på M12

Opretning af vinkeljern i presse
Afrensning med roterende stålbørste

Prøvemontage på rammen - det ser fint ud!


De to jern til pufferstokken under afrensning




søndag den 1. december 2024

'Sukkergris' opdatering lørdag 30-11-2024

Efter grundigt forarbejde blev det første nye jern i dag skruet på undervognen. Det er det bagerste vinkeljern, som senere bliver en del af pufferplanken. Formålet med vinkeljernet er at afstive rammen bagtil, så mere af det udskiftningsmodne jern kan demonteres.

Det nye vinkeljern under bearbejdning. Når materialer i de rette, gamle dimensioner ikke kan fremskaffes, må vi modificere det materiale vi i dag kan skaffe. 

Vinkeljernet er på specialmål og kan ikke købes i den dimension. Derfor indkøbte vi en overstørrelse og bearbejdede  emnet på eget værksted. Arbejdet var udført i mandags, så lørdagen kunne afsættes til montage. Vinkeljernet fik boret huller og pasformen blev prøvet på rammen. Det viste sig at tidens tand havde gnavet dybere end antaget, hvor vinkeljernet skulle sidde. Derfor måtte vi bruge nogle timer med at svejse, tilrette og slibe, førend smeden var tilfreds.

Vinkeljernet er tildannet og boret. Klar til montage!

...og dog. Der skal udbedres lidt på venstre side af rammen, der her netop er svejset.

Og her på højre side, hvor pålægssvejsningen er slebet til og forberedt for montering af vinkeljern.

Vinkeljernet blev derpå midlertidigt monteret med bolte, for den endelige samling foretager vi ved nitning. Med vinkeljernet på plads, var det tid til at demontere et af de langsgående vinkeljern, som sidder placeret på ydersiden af rammepladerne og er med til at bære gulvet i førerhuset. Vinkeljernet er desværre tæret af rust og beskadiget af 'sandwich-rust' mellem vinkeljern og rammeside. De nye materialer ligger allerede klar og venter på tilpasning og montage.

Det nye vinkeljern er monteret på bagenden af rammen med bolte og næste vinkeljern er allerede afmonteret.

I de seneste måneder er der tilgået mange nye dele til undervognen. Bl.a. har vi fået leveret laserskårne fodplader til lokomotivet. Forud for det er lagt et stort opmålings- og tegnearbejde. De næste dele er bestilt til skæring ude i byen.

Mikkel

mandag den 25. november 2024

Nyt fra maskinafdelingen #45-24 25/11:

De nye og resterne af en af de gamle tapper - godt gravrusten


Bo havde allerede været i gang ved drejebænken, da jeg kom. Det er den sidste finish af tappene til driv- og kobbelstængerne til B3 – samt en, som stadig er i bænken. De skal en dag krympes ind i de afdrejede hjulsæt. Inden de kan anvendes, skal de dog sendes til hærdning.

Det går også fremad med byggeriet; montering af tagåse på vestsiden er ved at være klar.

Jan S. og jeg fik kigget på lidt tilpasning af monitorkasserne ud i museet og så ikke, hvad der elles blev bedrevet, men aftenens opgaver gik mest på oprydning og deslige. Julen nærmer sig jo… 

9 mand blev set på Gården denne aften, hvor der også blev drukket en kop kaffe og snakket hyggeligt om julefrokosten /Leif 



Den nye under afdrejning                                                                    Den gamle

Der er ryddet pænt op!


mandag den 18. november 2024

Nyt fra maskinafdelingen #44-24 18/11:

Julebanneret ved indkørslen er nu sat op!

Et hold hjalp Kjeld og Carsten med at få en palle med dele hevet frem, så det kunne få en tur med damprenseren. Det er dele fra bisselophænget til efterløberen til B3. Efter en tur med varm damp, kunne man nærmest se, hvad det var. Jeg fik malet de sidste rem-stykker/ åse med sort Gori til brug for vest-siden af taget, samt grundet et par andre åse. Vi fik også opsat endnu et julebanner. Der blev også syslet med lidt andre sager, men det fik jeg ikke noteret – andet end at vi var 7 på Gården denne kolde aften. Winther is comming – og det er snart tid til julefrokosten! Og bagefter er det tid til juletoget. Første afgang den 7. december /Leif


Delene får en ordentlig tur med varm damp!


Bissel-ophæng til efterløber på B3



B3 består efterhånden af smådele...


mandag den 4. november 2024

Nyt fra maskinafdelingen #42-24 04/11:

Afmontering af bundkar fra en brugt FORD-motor med defekt starter til brug for D13.

Hverdagen er ved at vende tilbage efter træf og efterårsferie og der er kommet godt gang i udskiftning af tag og udbygning af værkstedet. Det er tidlig mørkt, så det er dagholdet, som er i gang med den opgave. Jeg kunne dog sørge for at få tag-åsene grundet. De lå tørt ude i vognhallen.


Aftenens første opgave efter sludrestunden var overstået blev at få den nys hjemkøbte Ford-motor over på værkstedet. Kjeld og Carsten afmonterede bundkarret fra motoren, der forhåbentlig har samme bundkar, som på D13. Det er nemlig utæt og skal skiftes. Jan fik skiftet startmotoren på M2, så den forhåbentlig kan køre igen.

Mikkel arbejdede på B3 og fik både skåret og boret, så de forskellige dele efterhånden ligger som et samlesæt. De skal grundigt vurderes om de kan genanvendes eller skal fremstilles på ny. John bidrog ved at fremstille et lille værktøj, så nittestumper kunne presses ud med den store presse. Jan S. og jeg arbejdede også videre på design af montrer til museet. Det skal nok blive fint. Der blev også repareret sækkevogne og løst andre fine opgaver og jeg talte 9 mand på værkstederne denne aften /Leif

M2 - måske klar igen...


Der skal bores mange huller for at få de gamle nitter ud af B3


Her presses resten af en nitte ud med stort tryk

En flok GORI22-grundede tagåse

mandag den 15. juli 2024

Nyt fra maskinafdelingen #26-24 15/07:

Så fik vi læsset en stak tunge fliser op på transportvognen og kørt dem til aflæsningspladsen.

 På en fin aften efter en meget våd lørdag og en meget travl plantogssøndag, så blev der ryddet en del op på området. Der blev arbejdet intenst med at få trukket kabel gennem det trækrør, som Kjeld og Andrew fik gravet ned i silende regn. Heldigvis var de begge blevet tørre igen og kunne bidrage med trækningen, så det kan blive klargjort til elektrikerne. Kjeld fik også revet stykket, som nu skal gøres klart til et lag SF-sten. Så kan sidste etape af Kjelds Plads blive færdiggjort. Carsten kørte den blå vogn frem med E28, så Bastian og jeg kunne få læsset de store, gamle kørefliser ombord. De blev kørt over til drejeskiven og lagt på midlertidigt lager der.

Brian stod for fejning af hele værkstedsremisen. Klavs og jeg fik tømt sandblæseren og dens meget fyldte filter for gammelt ”sand” og fyldt 28 kg nyt sandblæsemiddel på igen. Så kunne Klavs fortsætte opgaven med bastardpufferen fra M4, mens jeg fortsatte med oprydning. John og Mikkel arbejdede på en låge til B3, hvor der skal ske lidt tilpasninger af de udskårne dele. Bagefter fortsatte John med lodning af gasrøret til ukrudtsbrænderen. På monitoren arbejdede Benjamin på programmeringen af en tænd/sluk-knap til fremviseren af og Jan S. stod for montagen af kontakten. Jan og jeg nåede også at renovere et par vejviserskilte og fik dem opsat på ”bagvejen” fra parkeringspladsen. Så vi også maskinchefen med en buskrydder ved kulbunken. Der kommer måske nye forsyninger snart… Sidst på aftenen fik vi hygget på ”bænken” 13 mand i gang på Gården. Endnu en hyggelig arbejdsaften på Banen  /Leif

Det kan godt drille med at få trukket et kabel igennem et trækrør


Så mangler der bare et læs SF-sten...

Sandblæsning med frisk sand går bare hurtigere!

Alle mål gennemgås på lugen til B3


Skiltemanden er på vej

Lodning af et par løse dyser til ukrudtsbrænderen

Aftenhygge sidst på aftenen. Det er stadig lyst!


tirsdag den 28. maj 2024

Nyt fra maskinafdelingen #19-24 17/05:

M4 er prøvestartet og får desuden en grundig gennemgang.

 På en fin aften efter en del regnvejr, så fik Carsten det sorte Pedershaab-lok M4 trukket ud af værkstedet, prøvestartet og justeret. Bagefter fik den en grundig vask og aftørring. M4 skal nemlig vises frem for fine gæster på lørdag, når B&W motor´s venner kommer på besøg. De hjalp i sin tid – i forbindelse med restaureringen af motoren med både uundværlige råd og reservedele. Nu skal de på tur med et særtog og selvfølgelig have en grundig rundvisning på værkstederne – og se M4. Der blev også målt og tegnet dele til B3, som kan føjes til en efterhånden stor samling af dele til udskiftning på rammen. John og Klavs fik udskåret profiler til Bafd skinneboremaskine, så den får endnu bedre hold. Der bliver forskellige profiler til de forskellige skinnetyper – indtil nu til 24 kg og 27 kg.

Ved drejeskiven fik Kjeld gjort klar til en ramme mere rundt skiven og Johnny monterede nye tagrender og afløb på kiosktaget. Det bliver flot!

Jan og Tim havde om eftermiddagen færdiggjort ophænget til skærmene, så Benjamin kunne montere og afprøve afspillernes start/stop-funktion. Det bliver godt!

Bastian og jeg fik bl.a. efterset og klargjort flagermuslygterne i dampstammen. De skal tændes, når Nattergaletoget kører hjemad her tirsdag aften efter en forhåbentlig oplevelsesrig tur med lyden fra mange nattergale i erindring. /Leif

Skinneprofiler til skinneboremaskinen monteres

Test af afspiller på monitoren


Tilpasning af nedløbsrør

Test og reparation af flagermuselygter i dampstammen.

Der kommer jævnligt flere dele til B3

Lidt afslapning efter en effektiv dag