Efter grundigt forarbejde blev det første nye jern i dag skruet på undervognen. Det er det bagerste vinkeljern, som senere bliver en del af pufferplanken. Formålet med vinkeljernet er at afstive rammen bagtil, så mere af det udskiftningsmodne jern kan demonteres.
Det nye vinkeljern under bearbejdning. Når materialer i de rette, gamle dimensioner ikke kan fremskaffes, må vi modificere det materiale vi i dag kan skaffe. |
Vinkeljernet er på specialmål og kan ikke købes i den dimension. Derfor indkøbte vi en overstørrelse og bearbejdede emnet på eget værksted. Arbejdet var udført i mandags, så lørdagen kunne afsættes til montage. Vinkeljernet fik boret huller og pasformen blev prøvet på rammen. Det viste sig at tidens tand havde gnavet dybere end antaget, hvor vinkeljernet skulle sidde. Derfor måtte vi bruge nogle timer med at svejse, tilrette og slibe, førend smeden var tilfreds.
Vinkeljernet er tildannet og boret. Klar til montage! |
...og dog. Der skal udbedres lidt på venstre side af rammen, der her netop er svejset. |
Og her på højre side, hvor pålægssvejsningen er slebet til og forberedt for montering af vinkeljern. |
Vinkeljernet blev derpå midlertidigt monteret med bolte, for den endelige samling foretager vi ved nitning. Med vinkeljernet på plads, var det tid til at demontere et af de langsgående vinkeljern, som sidder placeret på ydersiden af rammepladerne og er med til at bære gulvet i førerhuset. Vinkeljernet er desværre tæret af rust og beskadiget af 'sandwich-rust' mellem vinkeljern og rammeside. De nye materialer ligger allerede klar og venter på tilpasning og montage.
Det nye vinkeljern er monteret på bagenden af rammen med bolte og næste vinkeljern er allerede afmonteret. |
I de seneste måneder er der tilgået mange nye dele til undervognen. Bl.a. har vi fået leveret laserskårne fodplader til lokomotivet. Forud for det er lagt et stort opmålings- og tegnearbejde. De næste dele er bestilt til skæring ude i byen.
Mikkel
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.