Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!
Viser opslag med etiketten oprydning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten oprydning. Vis alle opslag

lørdag den 3. oktober 2026

Nyt fra Baneafdelingen lørdag 3. oktober

Flere dage har vi gennem ugen set billeder fra Peter og Børges indsats for oprydning på Brandhøj Station. De friske billeder fra Hedeland og det gode vejr havde lørdag morgen lokket et godt hold ud af de små hjem. Klar til indsats på veteranbanen mødte 9 mand og det var lige i overkanten til de planlagte opgaver på Brandhøj. Derfor begyndte 3 mand (Søren, Steen og Lars) dagen ved eftersynsområdet i Museumshallen, mens 6 mand i 2 tog drog til Brandhøj (Peter, Børge, Hugo, Steffen, Claus N og Brian).

Peter kører gravemaskinen  af Storebæltsvognen mens Brian og Børge tjekker at det hele går sikkert til. I forgrunden en af de stakke af sporskiftedele vi i de kommende uger skal sortere til brug, skrot og evt. donation til andre veteranbaner.

Målet for de seks mand på Brandhøj var at skære stumper af hjertestykker, rydde plads til ny henlæggelse af spordele og opskære så mange af de træer som Peter og Børge havde fældet i ugens løb. De fleste 27 kg/m hjertestykker og et enkelt i 22 kg/m i den ene stak blev i dagens løb befriet for pålaskede småstumper af skinne og blev blev grundigt blæst rene. Claus, Hugo og Børge arbejdede med skinnerne, mens Peter, Steffen og Brian kastede sig over rydningen.

M 12 med nyrenoveret kompressor på energivognen ankommer til Brandhøj. Arbejdstog i både spor 1 og 2. 

En trofast læser af bloggen har i september flere gange efterspurgt et nyt og spændende valsemærke. Heldigvis faldt vi over dette fine eksemplar på en 27 kg/m skinnestump: 'HWR 1950'. Mærket er fra Hüttenwerk Rheinhausen ejet af Krupp-koncernen. Stålværket blev åbnet 1897 og lukkede i 1993.

På Hedehusgården havde team Søren, Lars og Steen gang i en større oprydning og rengøring omkring eftersynsarealet. Hele gulvet blev fejet og støvsuget efter fjernelse af en masse skrammel og en gammel filebænk. Det genererede også materiale til vores skrotbunke, der både hjælper til at skabe plads og en beskeden indtægt til klubben. Tiden var endda til at de tre flittige kunne nå at lave lidt buleopretning på MDR-dræsinen, der efter nogle mindre svejseopgaver snart er klar til at gå til sandblæsning og grundmaling.

Søren og Steen rumsterer omkring eftersynsgraven. Nu skal der ryddes op! Foto: LLZ.

Gulv i grav og ved siden af støvsuges. Foto: LLZ.

Vejret var smukt og usædvanligt varmt for begyndelsen af oktober. Netop som Brandhøj-folkene havde sat sig ned for at spise frokost, sluttede holdet fra Hedehusgård op om frokosttanken. Endnu en hyggelig udendørs frokost blev indtaget i fællesskab. Efter spisning ventede arbejdet igen. Steen kørte afsted for at sætte køreplaner op på stationerne og Søren og Lars vendte tilbage til Museumshallen. På Brandhøj intensiveredes rydningsarbejdet og efterhånden var alle træer på nordsiden af banen skåret op og afskårne grene bortskaffet. Hugo, Claus og Børge nåede lige en tur til krydsningen med ridestien i km 2,0, som blev renset.

Tilbage på Brandhøj fortsatte arbejdet og opskæring af træer fortsatte på sydsiden af banen, men indstilledes efter mindre udfordringer med motorsavene. Vi er dog kommet langt med arbejdet, og i den kommende uge fortsætter arbejdet med at lagre vores værdifulde spormaterialer sikkert for fremtiden. Og ikke mindst sortere det, vi ikke skal bruge, fra. For når samlingen er for stor, mister vi overblikket, og kan ikke passe på det, der virkeligt betyder noget for os og banens fremtid.

Solen skinnede. Vi arbejdede med skinner. Hvad kan være bedre? Gamle sveller er samlet til venstre. De bliver senere bortskaffet til godkendt modtager.

Rydningsarbejdet er rykket over på sydsiden af banen. Den store stak af grene og stammer, der skal blive til optændingsbrænde til vores damplokomotiver, ses i forgrunden.

I næste weekend starter efterårskørslen og sidder du med en ide om at du har lyst til mere end at følge arbejdet på HVB på bloggen, så fortvivl ej! Du kan komme på besøg til vores åbent hus 17. oktober og høre om dine muligheder som aktiv ved veteranbanen. Mange af os er startet efter at have mødet andre aktive medlemmer på denne dag. Tjek tid og sted på vores hjemmeside.

søndag den 19. juli 2026

Nyt fra Baneafdelingen 18-07-2026

Dagen startede med 3 morgenfriske deltagere; Steen, Børge & Kenneth A, der beså strækningsafsnittet omkring km 3,8 for lige at tjekke at alt er klart til spejdertrafikken. Efterfølgende kørtes til umiddelbart nord for Sletten, hvor der blev beskåret, og vi blev 4, ved Lars' ankomst på cykel.


En af dagens opgaver var omlæsning af gamle sveller fra udskiftningen på Sølund Station. Her er vi på det, der på billedet ligner en kæmpe logistikplads, men som 'bare' er sporviften foran opbevaringshallen på Brandhøj.

Vi kørte herefter til Brandhøj Station, hvor der blev konstateret plads nok på deploride-sæt til yderligere gamle sveller til bortskaffelse. Allerede for nogle uger siden havde vi påbegyndt opsamling af gamle sveller fra Sølund Station, og nu kunne vi gå videre med de sidste gamle sveller fra stationen. Med kæpskinner på Storebæltsvognen er det en opgave, vi har godt udstyr til.👍

Der fejes og rives på Sølund Station.

Så pænt kan det se ud. Der mangler endnu en smule efterballastering, men sporet er driftsklart og parat til togkrydsninger under spejderkørslen.

Lige et billede til, inden vi kører videre til andre opgaver.

Mens Kenneth og Børge udførte dén opgave, påbegyndte Steen & Lars smukkesering af alle de udskiftede sveller med hhv. rive & kost, samt beskæring på østsiden, således sporet er såvel fri for grene, der var ved at vokse tæt på, samt klargjort til slagleklipning.

Derefter gik vi alle 4 på afslutning af opgaven, således arbejdet kunne afsluttes tjept, hvorefter vi kørte til Brandhøj, hvor førnævnte sæt af deplorider blev hentet frem, og fyldt op med de opsamlede sveller, og returneret på plads, klar til afhentning.

De sidste gamle sveller fra Sølund Station genforenes med andre gamle sveller fra samme station. Nu afventer de, i en ordentlig stak, afhentning til godkendt modtager.

Vi sluttede med at rydde op af anvendt grej, samt fik behørigt beskåret gevækster på vestsiden, tættest på hovedsporet i sydenden af Brandhøj, hvorefter vi returnerede til Hedehusgård.

LLZ


lørdag den 30. maj 2026

Nyt fra baneafdelingen 30-05-2026

'Det var en kold og stormfuld aften'. Sådan starter mange uhyggelige historier. Sådan en skal vi ikke have i dag, hvor solen skinnede, vinden blæste og flittige medlemmer på Hedelands Veteranbane arbejdede for at vi fortsat kan nyde jernbanedrift på smalle spor i Danmark. Med et særtog, som skulle afvikles midt på dagen, var baneafdelingen nødt til at planlægge dagens arbejder nøje.

M 24 ført af Børge trækker en personvognsstamme ud af museumshallen mens Brian lukker portene. I forgrunden M 30 med ukrudtsbrændervognen.

Børge og Steffen indledte med at ukrudtsbrænde på Hedehusgård Station, mens Claus læssede paller af traileren, klædte om og talte med folkene fra maskinafdelingen, der arbejdede med Mallet-maskinen. Herefter hoppede Claus på M 30 og Børge indledte forberedelserne til særtoget. Brændertoget afgik herefter mod Brandhøj Station, hvor både spor 1 og 2 samt sporviften foran opbevaringshallen fik en omgang varme. Det blev også til en afstikker til ridestien ved indkørslen til sletten, mens Steffen holdt brandvagt ved de mange spor på Brandhøj. Vi tager ingen risici. 

M 30 nåede til km 2,0 med ukrudtsbekæmpelsen denne lørdag.


Herefter vendte vi tilbage til Hhg, hvor vi efter rangering spiste frokost og beså Mallet-maskinen nedefra. En unik konstruktion, som vi har bevaret i Danmark som minde om de danske Mallet-lokomotiver på smalspor.

Mallet-maskinen måtte løftes en smule, så de glideplader, der bidrager til en problemfri kørsel gennem kurver, kunne afrenses for rust og smøres. No 3 i sporet ved siden af.

Opfyring af Da 7 til morgendagens plantog. Dejligt syn, mens frokosten blev spist.

Efter frokosten fik Steffen og Claus skåret paller op til optændingsbrænde og derefter gik turen til Brandhøj. Lars var stødt til arbejdsholdet og med forenede kræfter blev to dynger træaffald fra oplagspladserne ved Brandhøj Station skåret op og kørt til kontrolleret bortskaffelse. Vejret var godt og med nedrullede vinduer cruisede Lützow & Nielsen frem og tilbage med 'Voldsom Volvo' for fuld styrke. Det behøver ikke være 'jernbaneseriøst' det hele!

Efter den sidste oprydning var det tid til omklædning og en god kop kaffe, som maskinafdelingen venligt havde efterladt på termokanden. Til allersidst fik vi bjerget masten til sejltroljen fra Vandbygningsvæsnet ned fra loftet. Den skulle nødig gå tabt under den forestående renovering og vi må jo se, om ikke vi kan nå at få gavn af efterårsstormene til fremdrift på HVB!
 
Masten er monteret på VBV-dræsinen. Den skal nok lige shines lidt op, inden den forsynes med sejl og rigning. Der er altid noget at lave på HVB!

mandag den 11. maj 2026

Nyt fra maskinafdelingen #15 11/05-26:

Så er den gamle køreplan redigeret og hængt op igen!

 Den snart kommende sommersæson nærmer sig – det er nu på søndag den 17. maj, så jeg sørgede for at udstyre alle driftsenheder med tjenestekøreplaner og andet vigtigt papir. De er nu klar til en spændende sæson! 

Jan S. og jeg fik så kigget på den ene af de to storskærme, der ikke rigtig vil vise film, som den skal. Vi måtte dog til sidst give op og sende den på Jans hjemmeværksted. Til gengæld gik det fint med at male nye datoer og priser på køreplanstavlen, der sidder ved billetsalget! Så nu er den skruet op på sin plads. 

Imens vi opholdt os ude i vognhallen, så fik et dygtigt hold med Søren øverst på stigen og Luis og Carsten som stigeholdere, genopsat den første af tre lamper. Inde i værkstedet blev der arbejdet på noget metal og oppe ved Damp Af styrede Hugo et oprydningshold, som fik tømt og nedtaget de gamle boltreoler. Hele etagen skal jo ryddes, så det er en større opgave! Der blev vist også arbejdet på andre opgaver og vi var 12 mand på Gården denne regnvejrsaften.

Vi var flere, der glæder os til søndagens togkørsel, og også til at læse den nye udgave af TIPVOGNEN 2-26. Det er nu på vej med DAO, men aktive kan allerede nu hente deres eksemplar i Damp Af. Det er endnu en gang blevet et fint blad med mange gode artikler. Glæd jer! /Leif

To mand holder den høje stige!

Der arbejdes - jeg ved ikke med hvad...

Ud af kaos kan der komme orden....



TIPVOGNEN 2-26 er klar til uddeling og udsendelse!


lørdag den 27. december 2025

Nyt fra baneafdelingen 27.12.2025

Lørdag. Jul. Så er man da derhjemme og leger med julegaverne? Ikke når vejret er smukt, der er arbejde på veteranbanen og gode venner venter på Hedehusgården. Et rimeligt fremmøde betød arbejde i to hold: et drog til oplagspladsen, mens et andet blev på Hedehusgården.

På oplagspladsen blev der taget et stort skridt mod den totale rydning. Her er Steffen i gang med at skille sporrammer ad.

Holdet til oplagspladsen sad op og snart var fem mand i fuldt sving med opgaverne. Peter i gravemaskinen, Rasmus og Børge som håndmænd ved læsning og Steffen og Claus N kastede sig over adskillelsen af en stak sporrammer. Et antal hjulsæt og tipkasser blev læsset på Storebæltsvognen og straks kørt til aflæsning. Kasserne blev placeret på de tidligere henstillede tipvognsunderdele og kan forhåbentligt aflede den værste nedbør. Mens der blev læsset af fortsatte adskillelsen af sporrammer og sortering i brugelige dele og skrot. Skrotbunken blev størst. At det var en usædvanlig dag stod klart kl. 12.07, da banechefen af egen drift sagde, at det var tid til frokostpause!

Peter havde en produktiv dag i gravemaskinen. 

'Jeg bruger bare bøfferne!' griner Steffen. Heldigvis håndterede vi bare små skinneprofiler, så vi blev ikke overanstrengte.
 
Peter, Børge og Rasmus læssede af med det samme, vi skulle nå at flytte mere grej!


At det var en usædvanlig dag blev fuldstændigt krystalklart, da Peter efter ca. 19 minutters frokost sagde: 'så skal vi videre, afsted, ud på jobbet!' Alle tog fat igen: Peter trak kasserede skinner til vejen for afhentning af skrothandler, mens vi andre skilte de sidste sporrammer ad, skrællede en rørvogn for lejer og hjul og skar overflødige dele af JWE'en.

På Hedehusgården havde de andre mindst lige så travlt: Søren kastede sig ud i montage af endeplader på tagrytteren på Museumshallen. Dermed er det sidste arbejde på det nye tag afsluttet. Søren fik også renset tagrenderne, der var godt fulde af snask. Lars var hjælper på jorden og Steen var på dræsineopgaver.

Der er koldt på toppen, men solen skinnede og vinden havde lagt sig.

Mens holdet på Hedehusgård trådte lidt i spinaten, kunne vi på oplagspladsen nøjes med mudder. Det lugter slet ikke så slemt!

Vi nåede dårligt at blive kolde i pausen, så vi var hurtigt tilbage på oplagspladsen med en tom vogn.


Efterhånden fik vi de sidste sporrammer af vejen. De skrotdømte tog Peter sig af. De brugelige stakkede vi, så de let kan læsses på et sæt deplorider. De gode stålsveller af flere typer læssede Peter på Storebæltsvognen sammen med resterende hjulsæt, diverse trækstænger og spiger. Mens Børge og Rasmus kørte Storebæltsvognen til aflæsning ved de nye stålreoler langs opbevaringshallen, ryddede Peter og Claus N det sidste skrot fra pladsen. Ind i mellem nåede Claus at nusse lidt om et par vogndrejeskiver med 700 mm sporvidde.

Der ser efterhånden lidt tomt ud på oplagspladsen.


Brugelige stålsveller læsses på Storebæltsvognen for transport til opbevaring i en af de nye stålreoler.

Rasmus og Børger læsser af. Stålsvellerne blev de første dele i reolmodulerne, der kan stables op til 4 i højden.

Vi bryggede kaffe, men vi fik funktionsfejl på kaffemaskinen, der åbenbart var frostsprængt. Det blev derfor en meget lille kaffetår, vi kunne nyde til Børges eminent gode medbragte vaniljekranse. Med gravemaskinen parkeret på sin vogn, var Peters ADHD-agtige arbejdsiver ved at aftage, men han inviterede på en eftermiddagstur på banevognens bagperron, hvor han, Claus N og Børge kunne nyde hjemturen og den flotte halvmånes lys på de blankslidte skinnehoveder til en enkelt legendarisk fortælling fra gamle dage. 

Dagen sluttede med tankning og omløb på vores fine station. En produktiv arbejdsdag på en veteranbane, hvor der er styr på det meste.

En dag hvor alt (undtagen kaffemaskinen og det dersens spinat, Søren trådte i) bare spillede topnice. Blog-skribenten siger tak for i dag til alle:☝👆👈👉👊✌👍👍👍👍👍

lørdag den 6. december 2025

Nyt fra baneafdelingen 06.12.2025

Lørdag. Første dag i julekørslen. Som sædvanligt en arbejdsdag i baneafdelingen. Trods juletravlhed og gråt vejr kastede fire mand sig ud i arbejdet. De mest morgenduelige fik flyttet puffere, skorsten og sandkasse fra vores nye Mallet-maskine lidt tættere på værkstedet og repareret en tvangsskinne på Hedehusgård Station. Derefter afgik banetoget mod Brandhøj for at nå afsted inden dagens første plantog.

Steffen adskiller hjulsæt og lejehuse på Brandhøj Station, mens et af dagens juletog passerer bag arbejdstoget.

Mens Børge, Claus B og Steffen bragte banetoget ind på sporviften foran opbevaringshallen på Brandhøj, steg Claus N på første juletog og stødte snart til holdet, der tog fat på at fjerne det opstillede 600 mm materiel langs hallens sydvæg. Her skal senere etableres lagerreoler for befæstigelses- og spordele. Arbejdet forløb fint og i løbet af formiddagen blev 15 vogne fjernet, 6 af dem for bevaring og resten til indvinding af reservedele som stålprofiler, hjul og lejer. Herefter går de kasserede vogne til skrot. Vognene til bevaring blev henstillet på det 600 mm spor, vi tidligere har etableret på Brandhøj.

Udsigt fra M 24 på vej mod Brandhøj Station. Sporskiftet, der skimtes i midten af billedet fører til den lave oplagsplads, som vi i øjeblikket er ved at rømme.

En del af 600 mm materiellet er af ret begrænset størrelse og let at stable.

Man kan til nød klare sig uden spor, når tipvognsunderdele skal trækkes på plads!

Efter frokostpausen kastede vi os over en række 700 mm tipvognsunderdele, som blev stablet på et spor ved siden af 600 mm-materiellet. 14 vogne kom på plads uden det store besvær. Mens der blev arbejdet med vognene, fik Steffen tid til eftersyn af plænetraktoren, incl. olieskift mv. og traileren blev også efterset og fik ny luft i dækkene. Ellers arbejdede Steffen flittigt med vinkelsliberen og fik adskilt brugelige dele af kasserede vogne, der nu afventer skrothandleren.

Dagen igennem havde vi lejlighed til at vinke til passagerer og klubkammerater på juletogene, der passerede Brandhøj. De første tog var fyldte, men siden tyndede det lidt ud i belægningen. Meget normalt for første dag i juletrafikken. 

På Brandhøj krydser juletogene. Her ruller M 24 ind i spor 1 med et tog mod Rubjerg, mens Da 7 venter i spor 2.

Kaffebrygning i banevognen. Klassisk porcelænskaffefilterholder, bakelitkinstallationer og arkitektlampebelysning.

Så er der ryddet! Næste gang skal vi have nivelleret og anbragt fundamenter til et antal lagerreoler.

Oprydningen og sorteringen kom denne lørdag et stort skridt videre. Indsatsen er et bevis på, at når man arbejder sammen og konstruktivt går ind i en oprydningsproces, så er det slet ikke så vanskeligt. I løbet af ugen fik vi hentet skrot for mere end 7.000 kr. på den gamle oplagsplads, så der er også lidt indtægter i at rydde op!

En lokal aktør i genindvindingsindustrien hentede tirsdag en større mængde skrot. Foto: Børge Brandstrup.

Efter sidste plantog havde passeret, pakkede vi sammen og kørte hjemad. Vi rangerede på plads og sludrede lidt med stationspersonalet, inden vi klædte om og drog hver til sit. En god dag på banen!

lørdag den 15. november 2025

Nyt fra Bafd 15.11.2025

Med en let frost i luften, blå himmel og smukt solskin kunne et friskt hold fra baneafdelingen møde ind. Også maskinafdelingen kunne stille et fint hold. Vores veje skiltes, da vi kørte mod Brandhøj mens maskinfolkene vandrede mod værkstedsremisen. Med Børge i førersædet på M 30 og Steffen, Claus B og Claus N i banevognen rullede vi snart ind i spor 2 på Brandhøj, sad af med gravemaskinen og planlagde dagens opgaver.

En hel række vogne er efterhånden rullet op fra den gamle oplagsplads. De får plads på spor bag opbevaringshallen.

Som forberedelse til en lokomotivflytning i næste uge fik vi ryddet skrot til side og gjort lokaliteten lidt mere tilgængelig for chaufføren. Herefter gjorde vi klar til montage af mærker med info om den nye videoovervågning i opbevaringshallen - og et par af dem blev klæbet op. Imens var rydningsarbejdet omkring stakkene af sporrammer indledt. Andetsteds på pladsen påbegyndtes opsamling af de store mængder lasker og underlagsplader, der har ligget på pladsen siden starten af 1990'erne. 

Der er vokset en del buskads op omkring stakkene. Det blev fjernet, så gravemaskinen kunne komme til.

Lasker til 24, 22,5, 17,5 og 14 kg/m skinner befriet for gamle blade og mos. Klar til læsning på pladsens lille trailer.

Kilometersten klar til baneforlængelse! Hentet op fra den lave oplagsplads til senere brug.

Frokosten blev indtaget i banevognen og derefter kom der for alvor gang i sortering og læsning af sporrammer. Steffen smuttede tidligt da han havde en aftale i det københavnske teatermiljø. Lidt efter dukkede Rasmus op, så vi kunne fortsætte med uændret styrke. Efterhånden som vi 'tyggede' os igennem stakkene blev det desværre tydeligt at antallet af brugelige sporrammer ikke var stort Der bliver en del til skrothandleren... Kaffen blev indtaget på rammen til et Willemoes-lokomotiv og vi sluttede arbejdsdagen med at læsse gravemaskinen på banetoget, løbe om og låse forsvarligt af i opbevaringshallen.

Selv for ikke-kyndige udi sortering af skinner var der længder, som let lod sig identificere som kassable!

Med Claus B som maskinfører og Børge og Claus N som håndmænd blev tre stakke sporrammer sorteret i brugelige, skrot og rustflager. De brugelige blev læsset på et sæt deplorider.

To stålbjælker til lokomotivdonkrafte blev bjerget og lagt klar til evaluering for bevaring af værkstedsfolkene.

Indsatsen på oplagspladsen er en del af det forpligtende fællesskab vi alle er afhængige af på HVB. Vi arbejder videre med rydning og sortering af vores materialer på lørdag - der er opgaver nok til alle!

lørdag den 1. november 2025

Nyt fra Bafd. 01.11.2025

Fem mand var klar til oprydning på Brandhøj og kunne, inden vi kørte fra Hedehusgård, beundre resterne af tre roevogne, der var bjerget fra den gamle oplagsplads til indvinding af reservedele. Hos os går intet til spilde, hvis det på meningsfuld vis kan genanvendes.

Claus B og Børge i færd med at hente en 600 mm. vogne frem.

Efter at have beset roevognene i spor 3 gik turen mod syd, hvor vi kunne se flere af de vogne, som var trukket frem fra oplagspladsen, og som nu afventer opstilling i et lidt mindre vådt miljø bag opbevaringshallen.  En af opgaverne i dag var netop at gøre plads og etablere til de tre spor i sporvidderne 600, 700 og 785 mm til bl.a. de bjergede vogne.

Tre roevognsrammer på deplorider i spor 3 på Hedehusgård Station. Måske der endnu er beslag og enkelte profil-dele, der endnu kan anvendes?

Mørtelvogn fra Københavns Vandforsyning og fladvogn fra Vandbygningsvæsenet, begge i 785 mm. sporvidde. Vognen fra Vandbygningsvæsenet har mistet sit trædæk, men er ellers en solid vogn i nogenlunde stand.

Korte sporrammer med 785 mm. sporvidde køres væk. Claus B, Børge og Peter H arbejder med at fjerne resterne af et gammelt 785 mm. spor.

'Uden mad og drikke duer helten ikke', og derfor blev der fyret op i brændekomfuret og frokosten udgjordes af en gryderet med rigelige mængder kål tilsat lidt kød og krydderier. Vejret var godt og mildt, så vi spiste naturligvis udendørs, mens vi planlagde eftermiddagens opgaver.

Claus N koger lige gryden af, inden ingredienserne kommer i.

Steffen havde ryddet buskads på den gamle oplagsplads, så vi kunne komme til en større stak af stålsveller. Her læsser Børge og Claus B svellerne af den ældre trailer vi har stationeret på Brandhøj. Den er god at transportere lettere materialer i. Til venstre ses 600 mm. sporet med vogne og 700 mm. sporet, der endnu er tomt. 785 mm. sporet kommer til at ligge yderst til højre på det ryddede areal.

Dagens arbejde er tæt på afsluttet og vi samles ved banevognen for en god kop afslutningskaffe.

På næste lørdag er vi vært for møde i Danske Veterantogsoperatørers Fællesorganisation og bemandingen i baneafdelingen er nok lidt reduceret. Arbejdet på Brandhøj forventer vi at fortsætte, og måske vi også når at køre en tur med ukrudtsbrænderen for at lukke sæsonen for bekæmpelsen af grønt i sporet af for dette år.