Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

mandag den 13. juni 2016

Nyt fra maskinafdelingen #20-16 13/06:


Klar til en prøvestart. Se filmen herunder >






























De mange forberedelser til prøvestart af M25´s nu samlede motor kulminerede denne aften. Først skulle holdet igennem de indledende øvelser, der bl.a. består i udluftning af motoren, sikre flow til kølevand og brændstof, samt batteri til starteren. Derefter kom første startforsøg. Der skulle bruges dieselstart og andet hjælpestof, men i gang kom motoren og udspyede et kæmpe udstødningssky gennem den lille lem i porten. Motoren går fint, dog med en ujævn motorgang, der nok skyldes den manglende belastning. Et par pakninger viste sig lidt utætte og blev skiftet og prøvestart 2 gik fint. Nu er det planen at lade motoren køre en 3 timers test/ tilkøring på onsdag, for at de nye stempelringe kan tage form efter cylindrene. Et flot resultat af M25-holdets mange måneders arbejde. En lille film af prøvestarten kan ses her >



Mens motorholdet arbejdede, så gik museumsafdelingens bygningshold i gang med at opsætte plader indvendigt på vognhallens nordgavl for at der kan blive plads til resten af Hjel Hede-udstillingen, samt gøre udstillingsrummet mere indbydende. Det arbejde fortsættes på lørdag.

Se et par fotos fra det arbejde >
En stak træuldsbetonplader har ligget og ventet der i mange år
Nu sender vi den første ned ad rampen

45 plader skal samme vej


- og stakken vokser

Udsigten fra toppen af stigen er helt fin. Et museum er ved at tage form


Resultatet af aftenens indsat blev 6 plader. Så mangler der kun 39. Arbejdet fortsætter på lørdag...

søndag den 12. juni 2016

Nyt fra Bafd 11-6-2016

Den seneste måned har været varm og solrig, og det har medført at græsvæksten er nærmest eksploderet i Hedeland. Udover at skabe seriøse problemer for alle med tendens til høfeber, så kan det også hurtigt medføre at perroner bliver noget ufremkommelige. Dagens opgave var derfor at få bugt med græsvæksten.

Vi startede med at køre til Fem Ege og arbejdede os derfra tilbage mod Hedehusgården. Undervejs blev alle perroner og adgangsveje slået, foruden at der blev ryddet omkring kilometersten og sporskiftetrækbukke, så de bedre kan ses på afstand. Lidt beskæring af buskene langs med sporet blev det også til inden vi vendte hjem til Hedehusgården. Her fejrede formanden sin kommende fødselsdag ved at tilberede chili con carne over et medbragt brændekomfur. Med fyldte maver genoptog vi arbejdet og fik slået græsset på Hedehusgården, så der nu ser pænt ud overalt på vores arealer.

Claus har leveret dagens foto.

Steffen

Holdet er kommet til Flintebjerg og der er fuld gang i græsslåningen

Vores plænetraktor lever et hårdt liv, for HVB's arealer er ikke alle plane og
renset for sten mv. Der skal derfor tit udføres småreparationer.


Buskrydderen i aktion omkring sporskifte trækbukke og andre genstande,
hvor plænetraktoren har svært ved at manøvrere.
 

torsdag den 9. juni 2016

Torsdagsbilledet #63

Billedet viser T 1 på Vanløse Teglværks 700 mm bane, lokomotivføreren er Erik Rothmann der også var HVB´s første maskinchef.
 T1, der var HVB´s første lokomotiv på banen, er for tiden under en større renovering.
Billedet er taget af Lars Kragh i januar 1976.
Mvh Carsten

mandag den 6. juni 2016

Nyt fra maskinafdelingen #19-16 06/06:




Aftenens fremmødte arbejdede alle på at klargøre M25-motoren, så den snart kan blive prøvestartet. Der skal fremstilles pakninger, monteres rør og slanger og forberede køling men også finde ud af hvor de forskellige stumper skal placeres… Jeg syslede rundt med museumsprojektet, hvor vi bl.a. har vedtaget at montere træuldsplader på endegavlen for at få det til at se mere færdigt ud. Så det går vi snart i gang med. 8 mand forbi Gården denne aften.

"Nyt" maskineri besigtiges; en hedvandsrenser

montage af endnu et rør

Sidder det rigtigt? Stor grupperådgivere er samlet til at besvare det spørgsmål

torsdag den 2. juni 2016

Torsdagsbilledet #62

Med det sidste plantog den 14. september 2003 var det også sidste gang vi krydsede på Sølund st.. Året efter blev den nye strækning til Fem Ege st. indviet og så blev krydsningen flyttet til Brandhøj, hvor togene stadig mødes på plandagene. Den gang havde vi også kun en overdækket vogn; nu er alle vogne på dampstammen overdækkede. (fotos: Leif Ulrich Johannsen)

Der var lidt mere stil over fejringen af sidste køredag dengang. Skjold monteret på M25´s kølergrill. Lige nu er motoren fra M25 under gennemgribende renovering og en prøvestart kan snart finde sted, så vi forhåbentlig kan køre med lokomotivet til næste år - eller før?!

tirsdag den 31. maj 2016

Nyt fra maskinafdelingen #18-16 30/05:




På en dejlig sommeraften var der lidt stille på værkstederne, men Per og Bjarne fik dog M25 motor samlet så langt, at der nu blot skal gøres klar til en prøvestart på motorværkstedet. Der skal blot påfyldes olie, samt tilsluttes midlertidig brændstoftank og kølevand. Carsten fik næsten samlet det ene trinbræt på M30 og jeg fik pudset og poleret på de nyvaskede lokomotiver i museet, samt udskiftet en defekt skærm i udstillingen. Der blev også tid til en kaffepause for os 4 fremmødte.


M25 motor færdigsamlet - snart klar til prøvekørsel
Så dækker vi den til - så kan den afsløres som en skulptur :-)
Et trinbræt i eget design. Skal blot males
D13 får Turtlewax og knofedt. Vores Ferrari!





Ved sådanne sjældne lejligheder med lille fremmøde, så er der plads til et par gode links, som jeg løbende har modtaget:

Her er en dejlig film fra en tørvemose. Et lokomotiv som M30 kunne sagtens have kørt her
(Fra Bent H)

Og en herlig film fra Roebanerne, hvor M25 har kørt i sine driftsdage. Lidt sløj kvalitet desværre
(fra Claus N)


søndag den 29. maj 2016

Nyt fra Bafd 28-5-2016

Lørdagen blev brugt til sporarbejde på Rubjerg st. Begge sporskifter skulle have udvekslet svellerne ved trækbukken, da det er af stor betydning for sikkerheden, så tungerne i sporskiftet holdes fast under passage af en tog. Derfor skal svellerne som trækbukken sidder monteret på også være af høj kvalitet.


Vi startede dagen med at læsse 4 stk azobe sveller samt en mindre portion grus på Brandhøj st. Herefter kørte vi til Rubjerg og demonterede træktømmeret på det nordlige sporskifte. Afkortning af det nye azobe træktømmer og ikke mindst den efterfølgende hulboring samt isætning af spiger voldte os en del problemer, da azobe er en usædvanlig hård træsort, og dermed meget besværlig at bearbejde. Svellerne kom dog på plads og blev understoppet.


Herefter monterede vi låsebeslag på trækbukken til aflåsning med hængelås. Det samme blev gentaget på det sydlige sporskifte, men grundet tidsnød opgav vi at udveksle træktømmeret i dette sporskifte. Det blev derfor kun klargjort og må afvente lidt inden det udveksles.


Steffen
Der skal meget udstyr til blot at udskifte et par sporskiftesveller (KHA)

Påsvejsning af låsebeslag på trækbuk (KHA)
(LLZ)




torsdag den 26. maj 2016

Torsdagsbilledet #61

Vi har i stort omfang benyttet os af muligheden for at suge til os af inspiration fra andre veteranbaner rundt om i Europa. Det årlige Internationales Feldbahntreff har givet anledning til en del besøg hos søsterforeninger. I år afholdes træffet på 750 mm. banen i Panevėžys i Lithauen.

Det er sjovt at være på træf! Glade klubkammerater i en lukket personvogn på 600 mm. banegården i Froissy, Frankrig. Fra venstre ses Per Adsersen, Henning Dyrkilde og Peter Hein. I et tidligere indslag på bloggen kunne man se hvordan franskmændene skiftede sveller og skinner på en del af deres bane.

tirsdag den 24. maj 2016

Nyt fra maskinafdelingen #17-16 23/05:


Pakninger monteres på manifolden. Boltene vil dog ikke fange gevindet...


Med en stor del af Mafd beskæftiget med særtoget denne aften, så blev det mest M25´s motor som fik opmærksomhed. Der blev bl.a. monteret pakninger på udstødningsmanifolden og andre samleopgaver, der skal lede hen mod en afprøvning af motoren. Jeg fik dog også vasket et par lokomotiver i udstillingen som en del af museumsprojektet og der blev fjernet slagge fra dampremisen. Vi fik også en kop kaffe i aftensolen, så med særtogspersonale talt med var vi 10 mand på Gården denne aften.

Der drejes en ikke-dims?!

Nyt brænde til erstatning for det netop affyrede til særtoget

Gravemaskinen køres frem. Den dovne metode til at tømme slaggebunken...

Togvaskehal?! D13 får en tiltrængt tur med børsten

Særtog den 23. maj 16:


Næsten klar til afgang - venter blot på at hestene er trygt kommet forbi


På en dejlig majaften havde vi atter fornøjelsen at køre aftentur med ni handicappede og deres ledsagere fra et af Lykkehjemmene. Flere af vores gæster var gengangere fra sidste år, men et par nye folk havde sneget sig med på denne tur. Vi skulle derfor have plads til 8 kørestole – det har jo vi prøvet før, så det gik nemt at køre alle om ord på vores ramper. Så med ledsagerne placeret på et par stole kunne vi fløjte afgang. Sidste år havde vi også sol, men denne aften var det også behageligt varmt og alle så ud til at nyde turen og lyden af damplokomotivets dampslag og smukke fløjten. Vel kommet til Fem Ege foretog vi den nødvendige rangering af lokomotiv og kørestole, så køreretningen blev korrekt og derefter blev der budt på sodavandsforfriskninger. Så gik turen hjemad og undervejs så vi både fasaner og hjorte i aftensolen. Vel hjemme blev der budt på sandwich og mens toget kørte i remisen, kunne vi andre nyde maden og snakke om turen. Jeg havde indtryk af at alle endnu engang var tilfredse med arrangementet og for min del var det en stor fornøjelse at være med til at give alle en god tur.

Med venlig hilsen TogLeif
Kørestolene er godt på plads og alle er klar til turen!


På Fem Ege vendes lokomotiv og kørestole til køreretningen

Turen nydes i røg og damp!

Trygt hjemme igen

Der serveres sandwich mens toget køres i remisen

søndag den 22. maj 2016

Særtog med en ny fyrbøderaspirant på lokomotivet:


Så er der tændt op i fyret
Redacteuren har indtaget lokomotivet i stedet for vognene


Så fik jeg endelig taget mig sammen og meldt mig som fyrbøder-aspirant efter 15 år i klubben og den første tjans blev et særtog på en solbeskinnet lørdag. Jeg mødte derfor min lokomotivfører og læremester Bo 9.30 og påbegyndte opfyring med træ. Jeg fik heldigvis ild hurtigt med en enkelt tændstik og fyret brændte som det skulle. Vi forstyrrede Carsten lidt i arbejdet med at sætte trinbrædder på M30 og fik ham til at trække lokomotivet ud med ”Grønlænderen” der kaldes sådan fordi den har kørt med kryolit i Iviqtut. Det er dog stadig under renovering, men det er kun detaljer, der mangler. Kl.11 begyndte trykket stille at stige, mens vi fik afvasket hele lokomotivet grundigt med vand og sæbe og smurt lejerne op. Bo benyttede også lejligheden til at smøre og massere overtryksventilen, så den kan åbne effektivt. Kl. 12 var trykket 8 bar. Her smed vi lidt kul på og snuppede en omgang frokost og kl. 13 stod manometeret på 10 bar. Så vi kørte hen og påfyldte vand og kul, så der var nok til turen. Så blev der rangeret en vognstamme frem og kørt til perron. Vores gæster ankom samlet i en stor bus og kom hurtigt ombord, da de var lidt forsinkede.

På turen ud skulle vi passere arbejdstoget, så vi havde vores radioer med. Jeg skulle lære at betjene injektoren. Det er et aggregat det ved brug af damptrykket, kan presse koldt vand fra vandkasserne ind i kedlen, selvom den er under tryk. Det kræver lidt gefühl at koordinere de to haner med vand og damp, men det gik nu meget godt. Samtidig skulle jeg sikre at der var nok kul i fyret og at de blev lagt jævnt fordelt på risten og ikke bare i en stor bunke på midten. På den vis nåede vi frem til Fem Ege og koblede vognene af. Og mens gæsterne fik sig en kop kaffe, så kørte vi lokomotivet op til broen, hvorover baneafdelingen snart vil føre banen videre op til Vinterrasserne. Men vi måtte tilbage og koble på og snart efter gik turen hjemad, forbi Naturlegepladsen, der var fyldt med folk der brugte det fantastiske område til en hyggelig skovtur. Vi kom trygt hjem og fik vores gæster over i et mere moderne transportmiddel, selvom mange virkede til at have nydt en nostalgisk tur med toget. Fyret var brændt tilstrækkeligt ned og der var tryk nok til at rangere vognene på plads igen og køre lokomotivet i remise. 3 spande kul havde jeg brugt på turen. Så helt skidt gik min første dag som fyrbøder vel ikke. Næste gang bliver det en hel dag med plantoget, så der skal jeg nok få min sag for! Men sjovt var det…


Venlig hilsen TogLeif


"Grønlænderen trækker Da7 ud af remisen

Bafd gør klar til at køre ud. Se beretningen andetsteds


Vores gæster kommer om bord

En tur ud på broen. Vi glæder os til at sporet går videre!

Toget passerer Naturlegepladsen...

.. og Rubjerg i baggrunden

Vel hjemme skal der vand og

kul på. En fin 1. tur



Nyt fra Bafd 21-5-2016

Lørdagens fremmøde i Baneafdelingen var begrænset til to mand, men programmet var omfattende og en del af aktiviteterne skulle udføres inden dagens dampsærtog skulle afgå fra Hedehusgård kl 13.30.

Vi kørte til Brandhøj og læssede vores to ballastvogne med grus. Dette blev aflæsset i det ny-understoppede spor ved km 1,2 samt brugt til at profilere vejen ved overkørslen. Ballasten blev udjævnet og sporet fejet.

Vi kørte tilbage til Brandhøj og lagde yderligere lidt grus foran vognhallen. Inden frokosten fik vi påsvejst et låseøje på trækbukkene på Brandhøj, således at kædeaflåsningen nu er meget lettere at udføre.
Dagens damptog med den nye fyrbøder aspirant (Redacteur) Leif passerede Brandhøj og i ventetiden inden toget returnerede fra Fem Ege fik vi udført lidt værktøjsvedligehold samt slået græs på perronerne. Da vi atter havde banen for os selv igen kørte vi retur til overkørslen og fik vibreret det udlagte grus samt udført indbukning af enderne på tvangsskinner i selve overkørslen.

Retur på Hedehusgården blev dagen sluttet af med en kaffepause, græsslåning samt påsætning af beslag på banevognen således at trækstangen til deploriderne nu kan hænge udvendigt på vognen.

Steffen


Nyballasteret spor km 1.2

 
 
 
 
 
Låseøje påsvejses på trækbukken

Den nye model til aflåsning af trækbukken

Dagens særtog passerer Brandhøj st. med banetoget


Lars er i gang med at udføre indbukning af tvangsskinner som vi har set det
gjort på Muskauer Waldeisenbahn

Det færdige resultat.