Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

torsdag den 19. maj 2016

Torsdagsbilledet #60

HVB har materiel og skinner fra alle egne af landet og en smule har udenlandsk baggrund. Genstanden på dagens billede kunne godt gå for at være meget udenlandsk og vældig farlig. Det var da også det, et par medlemmer syntes kunne være sjovt at illustrere. De fandt Claus' kyrilliske stencilsæt frem og gav beskyttelseshætten på Steffens teodolit en omgang russisk advarselstekst.

'Fare! Radioaktivt objekt' står der på russisk. Forbipasserende i Hedeland skal dog ikke være bange. I baggrunden stopper Steffen og Søren med trykluftspader. 1997.

søndag den 15. maj 2016

Årets første køredag i sol og regn!


Så skinnede solen, så regnede det så kom solen frem igen. Og det gjorde osse vores seje gæster. Så trods udsigten til tomme tog, så havde vi masser af gæster, fornuftigt udstyret med regntøj og paraply og fyldte picnic-kurve. En fin start på sæsonen!
Hilsen TogLeif

lørdag den 14. maj 2016

Nyt fra Bafd. 14-5-2016

Dagens arbejdshold i baneafdelingen havde smukt vejr til deres opgaver. Gøg og nattergal sang og mursejlerne strøg lavt over Hedelands træer. Men listen over opgaver var lang, så vi dvælede ikke længe ved naturen i dag. Vi startede med at fragte en ladning planker til lageret i opbevaringshallen. Mens de blev sat på plads, læssede andre fra holdet ballast i to tipvogne og fortsatte med at fylde tre vogne med sten fra den dynge, der i et par år har ligget foran hallen. Ballastbunken blev samlet lidt og mens tipvognene var rangeret frem, blev også stoppemaskinen fundet frem fra hallen. Dagens hovedopgaven var nemlig at understoppe sporet syd for knallertvejen, som i sidste uge blev totalt ombygget.
Stenbunken læsses i tipvogne. Vi regner med at køre stenene til Hedehusgården som fyld nord for kulgården.

Vi nåede også lige at korte to tungespidser i et skifte, inden det blev tid til at spise frokost.
Efter en fin frokost i det fri, drog vi til arbejdsstedet ved knallertvejen. M 12 forrest med banevogn og stoppemaskine, M 40 bagerst med to ballastvogne. Ad to omgange fik vi løftet og understoppet sporet. Undervejs supplerede vi med ballast og efter understopningen siderettede vi sporet en smule. Herefter hældte vi den sidste ballast i sporet og sluttede af med en fejning af sporet. Der skal hældes mere ballast i sporet - et arbejde vi regner med at få gjort i løbet af de næste uger.
Understopning er sjovt!


På vejen tilbage til Brandhøj nåede vi at beskære et par træer ved den gamle oplagsplads. Vi skulle jo helst ikke have grene, der generer publikum på årets første køredag i morgen! Vi fik rangeret på plads og huskede også at flytte deploriderne med gamle sveller fra spor 2, så persontogene kan krydse planmæssigt.

På vej hjem passerede vi Sølund st., hvor vi hilste på vores yngste medlem, Viggo, der med akku-buskrydder havde gjort perronen klar til trafikstarten. På Hedehusgården havde der tydeligvis også været et gartnerhold på færde, idet der var plantet blomster i Ivigtut-tipvognen og slået græs.

Understopningen er afsluttet og værktøjet samlet sammen. Som man ser, er sporet hævet betragteligt.

Claus

torsdag den 12. maj 2016

Så er der trafik på banen igen!

På søndag starter sommerkørslen. Op til trafikstarten har der været travlhed på værksteder og langs banen. Vogne er efterset og baneafdelingen har afsluttet den sidste større opgave på strækningen. Vi har haft møde i trafikafdelingen og 2. udgave av tjenesteplanen er sendt ud. Husk at trafikchefen meget gerne vil have flere indmeldinger. Vel mødt om du er togrejsende eller aktivt medlem!
Opslag om kørselsstart på Facebook-gruppen 'Hedehusene Net Avis'. Liket af 40 og delt af 24.

PR-arbejdet er foregået med både ophæng af plakater uddeling af brochurer, opdateringer på diverse Facebook-sider, udsendelse af PR-materiale til aviser og ikke mindst på webfronten er der i løbet af vinteren sket store fremskridt. Vores hjemmeside er totalt omlagt og vil efterhånden blive et langt bedre PR-redskab end før.
Roskilde Dagblad var på besøg i april og omtalte vores arbejde med at forberede driftssæsonen. Se artiklen og billedgalleriet på dette link.
Artiklen om vores jernbane har øjensynligt været læst flittigt!

Kontakt iøvrigt gerne Leif, hvis du har mulighed for at hænge et par plakater op i dit nærområde.

Torsdagsbilledet #59

I 1991 gennemførte HVB et lokomotivbytte med en privatmand på Falster. Han var kommet i besiddelse af det Pedershaab-lokomotiv, der havde været i anvendelse ved Højbygård Papirfabrik. I bytte for PM-loket afgav vi et Schöma-lokomotiv fra Ivigtut.
M 9, PM-loket fra Højbygård, ses her på Sølund station foran M 12 og M 4. Udover prøvekørsel af M 9 havde køreturen til formål at afprøve nogle lånte radioer. I M 4 kan man således skimte Jan Olsen (iført Top Gun-solbriller) med 'walkie talkie' ved siden af Per Jensen. I M 12 sidder Allan Christensen, mens M 9's fører midlertidigt har forladt sin plads - sikkert for at snuppe et billede af lokomotivparaden.  

mandag den 9. maj 2016

Nyt fra maskinafdelingen #16-16 02/05:


Aftenstemning. Tipvogne opstillet som på et rigtigt grusværk...


Kompressionsprøverne af M25 er fortsat med nyt måleudstyr og det ser godt ud. Det forventes at kompressionen endda bliver bedre, når motoren en gang har kørt en dags tid. Denne aften blev der skiftet lidt oliefiltre og sådan… På M15/ 3 fik Hans og Carsten monteret og malet dørpladen og en krog til at holde døren åben ved f.eks. rangering. Der blev også arbejdet med trinbrættet på M30, så den snart kan komme i driften. Otto, Lars og jeg hentede en tipvogn med grus fra Brandhøj og fik med det læs etableret en kørerampe op til det nylagte dæk i kulgården. Det blev derefter grundigt vibreret, så vi kan få leveret et stort læs kul uden at ødelægge dækkene på lastvognen.

Således blev endnu en dag med klargøring til driften gennemført. 7 mand på Gården denne dejlige sommeraften.


Lars kravler af Storebæltsvognen og gør klar til at fylde grus på rampen.

Men først skal gruset hentes med vind i håret og solen i ryggen
Der er altid smukt i Hedeland!



- og næsen hjemad med et læs grus
Gruset læsset af på en dørkplade
Opstilling af det nye trinbræt på M30

Hans og Carsten har imens fået monteret dørpladen

- og den flotte messingkrog til at holde døren


velvibreret rampe op til kulgården


fredag den 6. maj 2016

Nyt fra Bafd 5-5-2016

Efterårets sporombygning sluttede lige syd for overkørslen ved Knallertvejen. Selve overkørslen var ikke blevet ombygget pga. den efterfølgende juletrafik og senere blev vejret noget ustabilt med frost i perioder. Nu er alt dette historie og med udsigt til at plantogene starter om en uges tid, så var det nu sidste chance for at udføre ombygningen. Arbejdet bestod i at udskifte svellerne i overkørslen og samtidig hæve denne mellem 10 og 15 cm for at jævne stigningen på denne strækning ud.


Vi havde valgt Kr. Himmelfartsdag til dette arbejde, da vi herved ikke ville genere trafikken til den nærliggende knallertbane. Omkring kl. 18 var arbejdet afsluttet og forløbet kan ses i nedenstående billedserie. Næste lørdag udestår der kun justering af sporet på sydsiden af overkørslen.


Steffen
Kl. er ca. 10 og M 12 med kompressorvognen er ved at gøre klar til at adskille lasker.

Laskerne på hver side af overkørslen adskilles. Gravemaskinen er i gang med at bryde grusbelægningen op.

Overkørslen er gravet fri, skinnerne er lagt til side og de gamle sveller er optaget

Grusunderlaget komprimeres og der udlægges nye sveller

Sporet er ved at blive spigret.

Sporet syd for overkørslen løftes og laskes sammen med det nye spor.

Der er lagt grus ud i overkørslen og sporet justeres i højden.

Stoppemaskinen er ankommet og i gang med at justere sporet.

Sporet er justeret, tvangsskinnerne er anbragt og der er tilført supplerende grus som afrettes i forhold til vejen og komprimeres. Arbejdet er næsten afsluttet.

torsdag den 5. maj 2016

Torsdagsbilledet #58

I sidste uge forlod vi Hedehusgård station i smeltende varme. På denne uges billede er vi stadig på Hedehusgård, men temperaturen er faldet med små 30 grader. Der er et tyndt lag sne på jorden og både ånde og afgangsdamp skaber hvide skyer i luften. Billedet minder om at vi har et godt samarbejde med Dansk Jernbaneklubs afdeling i Bloustrød. Vi hjælper hinanden med lån af maskiner, værktøj - og en gang imellem lokomotiver. Tak for det!

Lokomotivet på billedet er Dansk Jernbaneklubs B 4 som vi lånte 2001-2002, mens vores eget Da 7 fik ny kedel. Kenneth Petersen gør tjeneste på maskinen, der her er på vej til vognstammen efter at have løbet om. Om lidt går turen til Plantagen, hvor juletogene det år havde endestation.

onsdag den 4. maj 2016

Nyt fra Onsdagsholdet 4. maj 2016


Her er lidt billeder fra dagen; Kedlen til Nr. 3 blev afhentet og kørt til Avedøre Holme for sandblæsning og behandling.

Carsten og jeg var med for at lave aftalerne om behandlingen.



Bjarne og Jan fik kompressionstestet Frich´s-motoren med et nyt indkøbt apparatur med et glimrende resultat, og indsprøjtningsdysserne blev trykprøvet ligeledes med et tilfredsstillende resultat.



Jan og jeg har udført årseftersynet på det elektriske udstyr på M24, så nu mangler der bare det mekaniske do.



Mange hilsner

Hans-H





Alle fotos: Hans Henrik

tirsdag den 3. maj 2016

Trafikmøde 3/5-16



Trafikchefen holder indlæg og indsamler vigtige emner for aftenens møde fra deltagerne


Som en del af forberedelserne til den kommende kørselssæson blev der afholdt trafikmøde i Hedehuset. Emnerne var status på sikkerheds- og godkendelsesarbejdet, tider, priser og bemanding, samt status på PR-arbejdet og gode forslag til forbedringer. Et fint møde med en god snak om alle emnerne.

Vi er klar til sæsonstart!

mandag den 2. maj 2016

Nyt fra maskinafdelingen #16-16 02/05:




Kompressionsprøven i onsdags af M25´s motor gav ikke det ønskede resultat, men det skønnedes at det var metoden der var forkert. Et nyt forsøg blev derfor udført denne aften. Ved at dosere lige netop den passende mængde olie i og rundt stempeltoppen, så kom der tilstrækkelig tætning af oliefilmen og på den vis kom kompressionen op på de ønskede 34. Samtidig gav det en utilsigtet, men ikke helt uventet eksplosion i cylinderen, som fyldte værkstedet med blå røg. Testen fortsætter næste gang. Carsten og Hans fortsatte arbejdet med dørpladen til M15 og jeg færdiggjorde arbejdet med udstillingsskærmen. Bo og Carsten klargjorde No3´s kedel til afhentning, så den kan blive sandblæst og behandlet med Galvafroid. 8 mand på værkstedet denne aften.
En testopstilling til at afklare korrekt dosering af olie - ikke for meget- ikke for lidt!

En tilfredsstillende kompressionsprøve!

Forberedelse til test af første cylinder

søndag den 1. maj 2016

Bygningsdagen-16 30/04:



En collage fra dagen. Leif og Claus N har leveret billederne. Bemærk hegnet i forgrunden - sidste års store bygningsdagsprojekt. Vejret skiftede fra overskyet til sol til heftig regn. Rigtigt aprilvejr, den sidste aprildag...


Traditionen tro blev der afholdt bygningsdag kort før sommersæsonen starter, så vi kan få klargjort stationsområdet og vedligeholdt vores bygninger og områderne omkring dem. Vejret viste sig fra en venligere side end de foregående dage, om end ikke høj sol. Om det påvirkede morgenfremødet vides ikke, men vi var en sluttet flok til morgenbrødet kl. 9. Op ad dagen kom flere folk og vi endte med 13 fremmødte. Som vanligt stod der rensning af tagrender og lignende, men fjernelse af den store rod og oprydning af området ved den nylagte kulgård blev dagens største opgave. Der blev derfor hentet grus og betonafhug til at dække området efter fjernelse af mange rødder. Den største rod fra det gamle elmetræ blev skønnet til at veje 600 kg. Godt at det er en trailer til 2 tons last at Panum har på sin vogn! Herpå blev den store rod lagt af gravemaskinen, som også trak de mange, små rødder op. Et andet hold fik bygget tag over tanken – et projekt, der har stået på listen et par år. Indbygning af en fladskærm i vindfanget, som en del af museumsprojektet blev også indlemmet i bygningsdagens program. Det giver mulighed for at vise bl.a Roebanefilmen i et endnu større format end tidligere.  Vi fik naturligvis også spist fin frokost med smørrebrød udefra. Dog spiste vi i to hold, da afhentningen af materialer trak ud grundet en afporet tipvogn. Så tager det lidt længere tid og dertil var sulten åbenbart for stor for de hjemmeblevne teams. Senere blev der budt på kaffe og hjemmebagt kage, som vi indtog udendørs i sol – indtil det blev let regn. Den lette regn blev til kraftig regn og igangværende udendørsarbejder afviklet i hast. Heldigvis var det kun byger og vi fik ryddet op i god ro og orden. Endnu en fin bygningsdag, som bragte området i en pænere tilstand end inden vi begyndte.

På torsdag er der sporombygning ved knallertvejen. Mød op og giv en hånd med! Da arbejdet spærrer vejen, så skal opgaven være færdiggjort inden dagen er slut!

torsdag den 28. april 2016

Torsdagsbilledet #57

I sommerheden 1991 blev der bygget et regulært spor under en del af de henstillede lokomotiver vest for spor 3 på Hedehusgård st. De fleste af maskinerne var i sporvidde 785 mm. og havde været hensat på løse sporstumper. Med bygningen af spor 4 blev der nu mulighed for forsigtigt at rangere med 785 mm. materiel, når det var nødvendigt. Spor 3 fik ved samme lejlighed ilagt en tredjeskinne, dog på den modsatte side af tredjeskinnen i spor 4. Noget der med mellemrum udløste en helt ufarlig afsporing, eder og forbandelser og en efterfølgende kølig kvajebajer.
Spor 4 under bygning en steghed sommerdag. Spor 3 er fyldt med materiel. Sporet var fast opstillingssted for personvognsstammen. Med ryggen til ses Steffen Lyngesen og bag ham skimtes Bo Pedersen.
M 9 trækker forsigtigt M 29 ud på drejeskiven fra spor 4. Lars Petersen har hånden på bremsehåndtaget. I baggrunden ses Henning Dyrkilde i gang med et af hans mange træarbejder - her på en af vores melisvogne.

tirsdag den 26. april 2016

HUSK Bygningsdagen på lørdag 30. april!

HUSKAT Bygningsdagen er nu på lørdag og at solen (næsten) altid skinner og der er kage og smørrebrød og masser af hyggeligt arbejde - nok til hele dagen og en masse folk! Kom! og husk tilmelding til Steffen og husk en kage!


Kære medlemmer



Årets traditionsrige bygningsdag afholdes lørdag d. 30. april 2016 med fælles morgenmad startende kl. 9.00. Klubben giver frokosten i løbet af dagen og jeg håber på, at et par deltagerne vil medbringe hjemmebagt kage til kaffen.

Tilmelding af hensyn til bestilling af frokost skal ske senest tirsdag d. 26. april til mig pr. mail eller på opslagstavlen i Damp af.



Vel mødt

Steffen

mandag den 25. april 2016

Nyt fra maskinafdelingen #15-16 25/04:


Den udskårne dørplade til M15 afrettes og afgrates til perfektion!


Endnu et skridt på vejen til færdiggørelsen af M15 blev taget ved at Carsten og Hans fik udskåret og afgratet en stålplade, som skal blive til inderbeklædning på døren. M25-holdet var nærmest fuldtalligt, da Bjarne og Poul var retur efter hver deres biomekaniske værkstedophold. Aftenen blev brugt på forberedelser til en kompressionstest på onsdag. Der håber vi at opnå tal på over 30, hvilket skulle være tilstrækkeligt for at sikre en letstartende og stærk motor. Vores powerstarter kunne let trække startmotoren rundt. Lars og jeg blev mere i det huslige hjørne og fik støvsuget omklædning og Damp a, placeret smørenipler på lageret, ryddet lidt op og forberedt et kabel til elektrikeren. En hyggelig aften med 9 mand til kaffen.



Mens Jan monterer olieovertryksventil på M25 motor, banker Leif et nyt kabel op.

mandag den 18. april 2016

Nyt fra maskinafdelingen #14-16 18/04:




Dagholdet denne mandag havde fået støbt den nye bund i kulgården. Kenneth A, Lars og Bo fik sammen med en dygtig betonmand fyldt nettet op med god plutte. Sidst på aftene dækkede vi det over for at holde på fugten. Det var næsten ikke nødvendigt, da en fin støvregn  faldt over det endnu fugtige beton.

De nye flanger er nu svejset på kedlen af en certifikatsvejser og arbejdet med modparterne kan fortsætte. Peter og Bo fik tilpasset gevindboltene til samling af  de to hovedstophaner på kedlen.

Jan og Bo fik monteret olierørene på M25 motor og sammen med Hans begyndte jeg på museumsplanerne. Mere om det senere. 7 mand på Gården. Lars og Kenneth har taget billederne fra betonarbejdet.









ventilløftere - nu med olierør